Jeg vidste det. En jagende hovedpine overtog min krop igår, og jeg valgte at gå i seng kl. 18.30.
I mine forældres hus. I mit tidligere barndomsværelse gennem 20 år. Det vækker egentlig i sig selv lidt følelser og minder til live, når man ligger på det præcis samme sted, som da man blev puttet for mange år tilbage.
– Lige pludselig var jeg tilbage til de aftner hvor min far kyssede mig blidt godnat. Krammende mig og drillende puttede sit ansigt ned fra side til side mod min hals, så det kildede så frygteligt. En godnat sang med “fra England til Skotland” og en selvbrygget godnathistorie om dagen i dag. På vejen ud af værelset vidste han godt, at døren skulle lukkes på en bestemt måde, for at skæret fra lampen ude i gangen, som jeg SKULLE have tændt, ikke drillede mine øjne, men alligevel gav det lys ind til mig, jeg ville have. Hans skridt ned ad trappen, og en dejlig betryggende lyd om at far eller mor der hængte tøj op i bryggerset, så man kunne høre og fornemme dem.
Ofte havde jeg mareridt som barn. Dem der hvor man bare ikke kunne falde i søvn selv igen. Det var næsten dagligt, tror jeg. Så gik jeg ud i gangen til lyset, og bankede i gulvet. Jeg havde knap nok banket, så stod min far og kiggede op mod mig. Gav mig et glas vand og puttede mig igen.
Billederne der var af mig omkring i huset fra jeg var barn, fik mig til at reflektere over tiden. Jeg der lå her en lørdag aften alene i “mit” hus, der har været hele mit fundament. Alle de oplevelser der ligger gemt her, som en lille tidslomme, når man giver sig selv lov til at mærke tiden. Den tid der HAR været. Den tid der er NU. Og den tid der ALDRIG kommer igen.
Må indrømme at der indimellem trillede en tåre ad min kind.
Jeg så ud af vinduet til haven. Den have jeg har leget så meget i. Jeg så mig selv glad gynge rundt på det gamle grønne stål gyngestativ. Løbe om kap med min lille søster. Spise rugbrødsmader i haven. Min mor der lå og solede sig, mens vi andre spillede bold. Da jeg så ud af det andet vindue ud mod gaden og over mod legepladsen, så jeg mig selv løbe rund og spille fodbold eller lege kronegemme med alle de andre børn. Pludselig lød en “piften” fra min far, som betød, at nu skulle vi komme hjem.
Men pludselig var der stille. Det hele synes så tomt. Det liv der summede engang, var væk.
Jeg kiggede i skuffen i kommoden ude i gangen. Der lå et gammelt kladehæfte fra 1. a. hvor jeg havde skrevet historier. Sat ord sammen. En gammel matematikbog underskrevet af min gamle klasselære Flemming.
Samt synet af fotoene af mig, min søster og bror stå på kommoden, som de har stået siden, vi var små. De syner af at her har boet en familie sammen. : En familie som ikke er den samme i dag, som da vi boede sammen. At jeg ikke længere er den Pernille som boede under samme tag med sine forældre og søskende. At den hverdag pludselig bare er “væk”. At det er fortid. At man nu er nået videre til et nyt kapitel i livet. Men tårerne trillede ikke fordi jeg var ked af det. De trillede fordi jeg gav mig selv lov til at mærke den tid der har været og med alt det gode den indeholdt. Kærligheden. Trygheden. Omsorgen.
Jeg blev “kastet” lidt rundt i følelserne. Den dejlige ubekymrede tid fra folkeskolen. Underskriften af min klasselærer, der mindede mig om at jeg i feb., var med til hans bisættelse, fordi han syntes livet var for svært at leve. En mand jeg holdt umådeligt meget af. Samværet herhjemme som barn i en familie. Kontra de konflikter der nu er imellem mig og min søster. Hvordan livet tager nogle forskellige drejninger. At det man er en del af i dag, kan være væk i morgen.
Det er vel en del af livet, at nogle af de her kapitler indimellem skal mærkes og mindes. En del af livet, hvor tiden bare går og kommer. Alle kapitler i vores liv, som bliver lukket, indeholder jo både et savn og en sorg over det man forlader.
Jeg synes, at det var en smuk og rørende fornemmelse, at blive konfronteret med fortiden på en dejlig og bevægende måde.
pernillenb 