Det liv vi lever, er det liv vi får

Da jeg var nede og ramme bunden big time for snart 5 år siden, havde jeg 2 ting, som jeg lovede mig selv, jeg skulle efterleve, da jeg skulle vende tilbage til hverdagen efter en lang sygemelding.
0. At have en hverdag,
0. At være den mor jeg i virkeligheden ønsker at være.
Og ja, for at kunne efterleve det, kræver det en del fravalg, af andet og andre, samt en masse tilvalg, af mig selv.

Jeg blev fornylig igen bekræftet i, at det er det, der for mig giver mening. Harmoni. Balance. At jeg ikke ville ønske noget anderledes. Når man indimellem bliver mindet om, at vi alle kun er her på lånt tid. Jeg ved ikke om jeg er her til jeg bliver 35, 50, 80 eller 104. Det ved ingen.

Vi har ikke altid kontrol over det livet byder os. Livet går op og ned for os alle. Gode, lyse og lette perioder. Og der er svære, udfordrende, mørke og tunge perioder. Det er vilkåret for at leve.
Jeg elsker dog livet. Men nogle gange bliver vi mindet om kontrasten til livet. Via sygdom, ulykker og døden…
Og jeg er også blot et menneske. Et menneske der har ryddet op indeni, ja, men alligevel kan blive ramt “udefra”.
I det sidste års tid har jeg selv skulle rumme at min far fik diagnostiseret uhelbredelig og kronisk rygmarvskræft i en alder af 55. At min 18 årige fætter umotiveret blev stukket ned med en kniv i maven og var minutter fra at dø. Og at jeg selv her i nov. opdagede et mærke på maven, som jeg blot ved at kigge på, vidste skulle væk. Og jo, det var hudkræft. Kræftceller.
Dog skulle jeg kæmpe for at lægerne skulle fjerne det… for de mente ikke der var noget unormalt.
Ofte er de fleste så gode til at tro på andre. Men tro ikke altid på det lægen siger. Tro ikke altid på skolelærerens øjne der ser fejl. Tro ikke altid på egne forældres regler. Tro ikke altid på partnerens synspunkt. Tro ikke på alt…
I stedet skulle vi faktisk tro lidt mere på os selv. Og HANDLE, på det vi tror på. Mærker. Længes efter. Hører og ser.

Men dette bekræfter mig blot i, at jeg prioriterer rigtigt. I hverdagen. Mit liv. Fordi jeg har taget stilling til, hvad det mest essentielle er for mig.

Mange mennesker tror, de er udødelige.. Og derfor udsættes ting eller man undlader at tage stilling.
Men døden er blot et sekund væk fra os alle. Det er blot et faktum.

Det handler ikke om de tanker, du gør dig, om mulige drømme, et andet job, dårlig samvittighed over at du ikke er den mor du ønsker at være. Nej, det handler om dine handlinger.. Handlinger bag ordene.

Det liv vi lever lige nu, er det liv vi får…

Vi skal ikke leve hver dag, som var det den sidste. For jeg tænker det ville blive ret krævende. Men, vi skal leve, lige nu, på en måde som giver mening. Vidende om at du har gjort alt hvad du kunne, for at være tro mod dig selv. Så den dag, du skal herfra, kan se dig selv i øjnene og være stolt. Over kampen. Du tog. Men også over det du har vundet.
Det liv du ville have. Og selv formåede at skabe.
Det menneske. Du ønskede at være, og ikke blot drømte om.
Tiltrods for den modgang du mødte.

Med en lille smule tro, kan man få meget smuk til at gro.

God søndag.

Med kærlighed og respekt for hvert enkelt menneske,
Pernille ❤️

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s