Hjemmeskole med hjertet

Statistikkerne siger, at mellem 70 % og 85 %, globalt, mistrives eller slet ikke kan lide deres job.

Det må betyde, at de fleste arbejdende mennesker, bruger de fleste af deres levende timer, på et arbejde som de ikke er virkelig virkelig glade for?

Og måske endda sammen med mennesker, som de ikke har den naturlige “connections”  med eller måske slet ikke bryder sig om eller selv har valgt at tilbringe tid sammen med? Måske endda for en chef som de slet ikke respekterer eller synes om.

Og alligevel er det næsten bare normen eller “normalt”, fordi, “sådan har de fleste det vel, right?…”

Men hvordan kan det egentlig være?

Simpelt. I mine øjne.

Fordi de fleste af os vokser op i troen på, at vi ikke har den fulde kontrol over eget liv… og at vi i en meget tidlig alder (hele skolegangen) lærer, at et liv levet på egne præmisser, kun er et koncept for “drømmere”…

For der er nogle “regler” der skal følges. Normer der skal efterleves.

Retningslinjer der ikke skal bøjes.

Kasser, man bliver påduttet i.

Kurver, grafer, test, hvor man skal ligge indenfor “normaliteten”. Over middel. Men ikke stritte for meget, til hverken den ene eller anden ende.

Alle de “gode råd” fra autoriteter, fagpersoner og “eksperter”. Om at “gøre dit eller dat” eller for guds skyld slet ikke gøre.

….. at man til sidst glemmer, at man er eksperten i sit EGET liv….. fordi al den støj omkring een, kan larme så meget, at man slet ikke kan høre sig selv.

Sin egen stemme.

Ens egen sandhed.

Ikke andres.

Men sin egen.

Det sker i en meget tidlig alder….

At man glemmer sin egen “tro”, fordi det ser ud til, at alle andre kender vejen… fordi at der allerede er den her foreskrevne opskrift på hvordan livet “bør” leves, og hvordan tingene “bør” blive gjort på.

Rigtig mange mennesker, igennem hele skolegangen, fortæller en, HVAD man skal lave og gøre. HVORDAN man skal gøre det. HVORHENNE og HVORNÅR det skal gøres. Og evt med HVEM man skal gøre det med. Og indimellem et HVORFOR.

Og kan man ikke li’ det, synes om det, eller ej gir mening, jaaaa, så det bare ærgerligt FORDI SÅDAN ER DET BARE.

…. og så vokser vi videre op i den tro, at “sådan er det bare”… indordner og tilpasser sig.

Man får sig et job, og ender i den samme cyklus i sit voksne liv. 

For “sådan er det jo bare..”

Og man bliver der. Selvom man måske slet ikke synes helhjertet om det.

Man får igen at vide HVAD man skal lave og gøre. HVORHENNE, HVORDAN, HVORNÅR, og et måske HVORFOR.

Også selvom det ikk helt gir mening…

Men det er vare ærgerligt, fordi “sådan er det bare”.

Man har ikke selv kontrollen. Man kan ikke selv træffe et valg. Ikke selv bestemme.

Det mest naturlige, er pludselige blevet en svær bedrift.

For igennem årene har vi lært at være et sted, som vi egentligt ikke elsker, men alligevel føler os trygge ved.

Fordi det kendte er trygt. Det er “sikkert”. Tiltrods for at man ikke elsker det.

Mange brokker sig over chefen, kollegaerne, arbejdstiderne, chefen, vagtplanen, den manglende “fritid” og frihed, lønnen osv.

Samtidig med at mange kan ligge skylden over på andre, som vælger at leve anderledes. Træffer andre valg. End det man (ikke) selv formår.

Men hey, det er også meget lettere at pege fingre ad andre, der gør “dit og dat”, end at tage sit eget ansvar. For eget liv.

For….. “det jo bare sådan det er”….

“It’s just how it is, right…?”

HELL NO.!!!

Livet er alt for kort og dyrebart, til at leve time efter time, dag efter dag, år efter år, efter andres regler, baseret på andres overbevisninger.

Det er EEN af årsagerne til, at jeg hjemmeskoler mine børn lige nu.

FOR VI HAR ALLE ET VALG. MANGE VALGMULLIGHEDER. 

Ens lyst ER vigtig. Egen stemme. Drømme. Gnist. Grænser. Tro.

Og jeg vil netop gi’ dem den tro på, at INGEN på denne jord kan forhindre dem i at leve det liv, DE ønsker. Helhjertet.

Og hvis jeg øsnker det for dem, må jeg selvfølgelig være den der går forrest. 

Vi skal ikke nøjes. Ikke følge efter de andre.

Men selv træffe egne beslutninger, FORDI VI KAN.

Be that change ❤️

 

Du kan følge alle mine tanker og reflektioner omkring processen på min side på facebook https://www.facebook.com/hjemmeundervisningfyn/

FERIE.. Og FRI… Men hvordan fri?

Indtil for 3 1/2 år siden, har jeg i alle mine år som mor fyldt mange af vores hverdage, weekender og ferier med aktiviteter: ud af huset, besøge familie eller have gæster på visit. I stort set alle ferier og fridage er vi røget afsted til Tivoli, strøgtur, Legoland, sommerhusture, rejse udenlands, Lalandia, svømmehal, biograf, zoo, museer, osv. Kalenderen var derud over næsten altid booket op tre måneder forud. Presset ind i en kalender. Næsten aldrig “tid nok”

“For man skal jo opleve noget”, var min tanke.
Men for tre år siden ændrede den tanke sig.

Jeg begyndte at reflektere over de oplevelser og ture, som jeg var på med mine egne forældre og søskende. At vi også var på mange (dejlige) sommerhusture, strøgture i Kbh, badeland og forlystelsesparker og meget andet.
Men der slog det mig pludselig, at alle disse aktiviteter og arrangementer ikke var dem, der stod mig allermest kær. Det var ikke alle disse ture, udflugter eller sammenkomster, der skabte mest erindringsvarme om hjertet. De var der i erindringen, ja. Men noget andet stod tydeligere for mig. Faktisk. Noget der ikke kostede penge.
For pludselig fandt jeg ud af, at der var andre og større sommerglæder, som fyldte mig med varme og kærlighed. Det var billederne jeg fik inde på nethinden af min far og os børn, stå i haven og plante grønsager. Det at min far lavede et lille hul i jorden, og jeg kunne putte en ært deri, og følge ærten vokse sig stor og vild. Og når min far løsnede jorden, og jeg med mine fingre kunne lede efter de små spæde kartofler. Det var når min mor lå topløs i haven en hel dag, mens vi andre bare kunne tulle rundt med vandplaskeri. Når rugbrødsmaderne blev spist på skovtur i haven. Eller der blev sovet i telt på den grønne plet.
Øjeblikke som disse, har seriøst haft langt større værdi for mig, end jeg før havde været bevidst om. De små enkle og simple ting, var det der havde størst nærvær. Liv. Varme.

Ofte tror jeg, at mange forældre i dag, tænker, at man skal give sine børn en masse oplevelser. Man skal noget. Opleve noget. Ud-af-huset. De skal ikke kede sig. For meget. For “nu skal vi rigtig foretage os noget sammen, når vi har fri”.
Men jeg har den overbevisning, at det ikke nødvendigvis er bonbonland, som de husker tilbage på, men i stedet på den dag i haven med dig i øjenhøjde. Og tiden omkring sig.
Ofte skal der ikke mere til. Faktisk er det ofte nok. Bare dig. Og tiden.

Og derfor var det også året for 3 1/2 år siden, hvor vi gik vores sommerferie i møde med et skilt på vores hoveddør med skriften “ønsker ikke gæster”.
Vi havde INGEN aftaler. Ingen. En kalender der var tom af ord og bogstaver, men en kalender der var fyldt med frihed og nærhed. Tid til bare at være. Fri. Bare at være i tiden uden at skulle forholde sig til den. For vi SKULLE intet.
Men vi kunne. Og der er faktisk stor forskel.

Vi har ALLE den tid vi reelt har brug for. Tid nok. Det handler nærmere om, hvad man vælger at tage sig TID TIl…

God sommerferie.

Kærligst, Pernille

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Kan børn mon være alvorligt stressede?

Mit hjerte banker meget for, at børn føler fred indeni. Hvorfor?
Jo, fordi at min egen datter i minimum to år har haft rigtig mange, især fysiske, stress symptomer.
Fra hun var 1 1/2 år – 3 1/2 år lå hun ofte hver weekend syg. Med feber, opkast, kvalme og tynd mave. Hun ville bare ligge i et mørkt værelse med nedrullede gardiner. Fik diagnosticeret astmatisk bronkitis. Var træt, mat og slatten. Efter halvandet døgn på langs, “vågnede” kroppen lidt igen, og hun var “sig selv”. Hverdagene gik med at hun altid virkede “hyperaktiv” og oppe at køre. Havde svært ved at falde i søvn om aftenen, og vågnede x flere om natten. Ofte hvor hun lavede tvangsprægede handlinger, såsom at kontrollere at sine bamser sad, som de skulle. (Er der kaos indeni, har man ofte brug for kontrol udadtil) Hun kunne indimellem slå sig selv nærmest i tranche, dvs når man slet ikke kunne nå ind til hende.
Næsten dagligt klagede hun over ondt i maven, og virkede sådan “varm” i kroppen.
Vi var ofte ved lægen og også inde og vende inde på OUH, hvor hun blev undersøgt for sygdomme i immunforsvaret, da hun ofte var så dårlig. Der var “intet galt”.
Jo, så blev jeg jo pludselig sygemeldt med alvorlig langvarig stress. Og efter tre-fire måneder hvor jeg langsomt fik det bedre, og fik forklaret hende at “ja, mor er dårlig lige nu, men jeg får hjælp af en dame, så jeg kan få det godt igen”, fik jeg fjernet både et følelsesmæssigt ansvar og bekymringer fra hende, der ellers havde tynget på hendes skuldre. Jeg fik arbejdet med mig selv, og fik langsomt skabt en anden hverdag, og fik sat nogle nye rammer op for vores liv.
Og hvad skete der så? Jo, al min datters sygdom og uhensigtsmæssig adfærd forsvandt.
Jeg er overbevist om følgende som årsag:
1. Hun havde en overbelastet mor, hvis indre stress forplantede sig i hende. Både den fysiske og følelsesmæssige.
2. Den “normale” hverdag som vi havde, kunne hverken hende eller jeg rumme.

Og hvorfor deler jeg så dette her med jer? Jo, det gør jeg fordi, at jeg gerne vil være med til at sætte fokus på, hvor meget børn egentlig fornemmer og mærker. Især på deres forældre. Ofte ved børnene faktisk hvordan de voksne sådan helt rigtigt, har det. Også det de voksne ikke selv er i kontakt eller forbliver usagt. Min datter reagerede på MIG. Så i min optik, skal man faktisk altid vende fokus indad som voksen, hvis ens barn døjer med nogle af nedenstående symptomer. Hvad prøver barnet at fortælle?

Faresignaler, som forældre bør være opmærksomme på:
– Oftere er syg end andre jævnaldrende børn, med fx hyppige infektioner eller feber.
– Klager over tilbagevendende hovedpine, mavepine og/eller kvalme
– Klager over muskel – ledsmerter
– Har betydelige ændringer i spise- og søvnmønster/søvnforstyrrelser
– Tilbagevendende afføringsproblemer (hård/tynd mave) eller ufrivillig vandladning
– Hyppigt tager eller efterspørger fx smertestillende medicin
– Ønsker ikke at komme i børnehave, skole etc.
– Trækker sig socialt fra familien, klassen, kammeraterne og andre sociale relationer
– Irritabel, aggressiv, hyppige vredesudbrud – mange konflikter
– Har let til gråd, trist og modløs eller omvendt meget højtråbende, udadreagerende, hyperaktiv
– Forværring af eksisterende sygdomme fx eksem, allergi eller diabetes
– Har svært ved at sidde stille, og har svært ved at koncentrere sig
– Selvskadende adfærd
– Angst- og tvangs-fænomener
– Depressiv

Belastende forhold som kan skabe stress hos børn og unge:
– En væsentlig årsag til stress hos børn, er stress hos de voksne, som barnet er mest knyttet til. Forældre, pædagoger, lærere eller andre nære omsorgspersoner. Stress har en afsmittende effekt.
– Forældres ambitioner og hektiske livsstil.
– Oplevelsen af isolation, manglende social støtte, tryghed og nærvær. Manglende tæt og fortrolig kontakt til forældrene og andre voksne i hverdagen.
– Konflikter, dødsfald, sygdom, uforløste følelser, dårlig stemning og bekymringer. (forældres bagage)
– Mangel på søvn, hvile og afslapning.
– Skolearbejdet – for mange opgaver, for lidt tid, for høje og/eller for lave krav.
– Følelsen af ikke at blive rummet, for den man er.
– For mange fritidsaktiviteter.
– For mange relationer at navigere i.
– Undertrykkelse af følelser.
– Forældres indre tilstand.
– Mangel på tætte venner, afvisninger – mobning
– Overforbrug af computer, mobiltelefon, fjernsyn etc.
– Indretning og normeringer i feks. skole og børnehave.
Og meget meget mere. Børn og unge kan blive overbelastet af lige så mange ting som de voksne. Der er ofte flere faktorer, som spiller ind.
Mit indlæg her ligger jeg op, i håbet om at andre får reflekteret over deres eget indre liv og hverdag og evt sammenhængen med barnets adfærd/reaktioner/symptomer.

Del gerne

(kilde: fakta om stress symptomer: stressforeningen)

Kvinden der ændrede mit syn på mine børn

Hun sårede et frø. Da Alberte var et år gammel henvendte jeg mig til en kvinde, fordi jeg ikke ku rumme Alberte. Og jeg var overbevist om, at Alberte skulle have hjælp. Kvindens ord for 5 år siden lød “Der er ikke noget galt med alberte. Men hun prøver på at passe på dig.” Og ja, det var hendes mor der endte med at skulle have hjælp og ikke min datter, som jeg troede.

Langsomt blev jeg mere og mere bevidst om, at vores børn er født kloge. At de mærker og fornemmer os forældre, langt mere end mange umiddelbart tror, og dermed kommer til at tage et ansvar de ikke skal. Et ansvar jeg også selv har båret på mine små pige skuldre. At mor og far skulle have det godt.

Derfor, skal VI som voksne sætte ord på. Og tage ansvar. 

En dejlig kvinde der har skrevet bogen “Født Klog”, kan anbefales til alle familier.

http://sundhedsplejerske.com

Lyd sensitiv

Jeg har altid haft sarte øre… Jeg har aldrig kunne gå en tur i blæsende vejr, uden at få mega ondt i ørene og nakken.

Men lyden er nu min største udfordring. Og det har den nu altid været, kan jeg se tilbage på. Der hvor jeg altid har haft udfordringer er lyden på mine børn. Dem der ville mig. NU NU NU… Og de har altid begge to snakket gevaldigt. Konstant. Uden stop. Nu er min datter fem og kan sagtens være i stilhed nu. Men det kan sønnen på tre ikke. Endnu. Og ikke nok med at han snakker hele tiden, så er hans toneleje ofte ekstremt højt. Som om han nærmest råber. Havde jeg haft børn der ikke havde så meget lyd på 24/7, ja så var det ikke sikkert jeg havde haft brug for at “trække mig med ørepropper”, for så havde jeg automatisk haft fået de 5-10 min, hvor kroppen indimellem kan “sunde sig”.

På samme måde har jeg det, hvis jeg skal sidde og snakke med min mand om morgenbordet og ungerne leger lidt i baggrunden.. Og tænder han så for lidt musik…. Jeg kan simpelthen ikke rumme det. Og det er også sjældent når vi kører bil, for der snakker ungerne også hele tiden. Og hvis jeg skal sidde og skrive, kan jeg heller ikke længere kapere musik i baggrunden. Det er lige som baggrundsstøj. Altså hver gang min hjerne skal forholde sig til een ting, kan den ikke rumme en anden eller tredje ting. Det ryger lige ind, og stresser/forvirre og fylder kroppen. Unødigt. Og det er helt sikkert pga stressen. For sådan mener jeg ikke, at jeg havde det før.

Jeg kan også huske tilbage, da min datter var spæd, og hun sad i bilen og min mand feks kørte og jeg sad ved siden af… Så hoppede og dansede min krop, når hun græd… Har slet ikk ku lukke af. Og det samme hvis jeg cyklede og hun sad i cykeltraileren, og vi var på vej hjem fra dagplejeren… Og så gryntede og protesterede hun også gevaldigt… Det var SÅ stressende for mig. Og i begge tilfælde og alle de andre jeg kan komme i tanke om, så tænker jeg, at det var fordi JEG var fyldt op af indtryk og stimuli, at min krop simpelthen ikke kunne rumme mere lyd. Mange andre kan måske bare “lukke af”. Men det har jeg aldrig kunne, når jeg som jeg ved nu, er overstimuleret/fyldt.

Så ja… Når jeg ikke har mulighed for at trække mig herhjemme i fem min, så bruger jeg min ørepropper. De er GULD værd. Både i forhold til at lade kroppen/hjernen på en pause. Men også i forhold til at hvis jeg har en af mine “svære” dage, hvor jeg fornemmer jeg har svære ved at rumme mange indtryk og lyd, så har jeg dem tæt på mig. Jeg kan jo sagtens stadig høre ungerne og manden. Men det dæmper tonerne, så kroppen bedre slapper af.

Og efter min stress sygemelding sover jeg simpelthen også meget meget bedre, SELV. Jeg har altid haft meget svært ved at sove i samme rum og seng med ungerne, fordi jeg ikke følte min krop fik “fred”. Den ro den så åbenlyst havde brug for.
Ofte prioriterer jeg faktisk at sove alene på en madras i stuen eller på kontoret;-) I starten synes min mand det var liiiidt underligt… Men nu har han faktisk også selv fundet ud af, at han sover bedre uden at jeg ligger og vækker ham om natten og siger “Ssshhh… Kan du ikk godt trække vejret lidt mere stille og lukke munden”. Haha…
MIN Krop har det bedre, når den ikke har sku “forholde” sig til noget om natten. Om det er lyden af et andet menneske eller blot at fornemme mennesket ved siden af, som er “belastende”, ved jeg ikke. Nok en blanding.

Og hey, vores parforhold har bestemt ikke taget skade af at vi sjældent sover sammen. Tværdimod.

Og hey, måske kan det godt lyde lidt underligt, at jeg indimellem bruger ørepropper i samvær med mine børn. Men de ved, at det ikke er på grund af dem, men på grund af mors hoved. Og hvis de små propper kan forebygge hovedpine samt gøre at jeg ikke “skælder ud”, fordi jeg ikke kan rumme mere, ja så fortsætter jeg med at bruge de små gule propper. 😉

Den første skoledag….

Imorges da vi sad omkring morgenbordet,

IMG_1752
trillede jeg en vemodig tåre til denne sang her:

Og hvorfor nu det, tænker I sikkert? Hr. Skæg.. Haha.. Men jo, det var fordi vi netop skulle ud og købe skole taske til Alberte i dag. Hun starter i førskole 1 marts. Og der midt i sangen på Youtube, gik det lige pludselig op for mig, hvor stor hun efterhånden er. Samt en følelse af at det faktisk ikke var såååå længe siden, jeg selv startede i O.Klasse. Og så alligevel.
Alle de ting jeg har set, hørt og mærket de sidste 25 år. 25 år siden jeg selv startede i skole. Og nu sad jeg li her med min egen datter i hånden. En sammenblanding af vemod, glæde, og en følelse af, at livet er en lidt uhåndgribelig og finurlig størrelse.

Her fire generationer på skoletaske jagt;-)

IMG_1753

Om at lære sine børn at udtrykke et “undskyld”

Jeg har altid haft “modstand på” at skulle lære mine børn at komme med en undskyld, ligeså snart de havde gjort noget som ikke var “okay”. Og når jeg mærker denne modstand, så er jeg ret overbevist om, at det handler om noget inde i mig selv, og om hvordan jeg lærte at sige undskyld. Måske. Måske ikke.

Ofte overhører jeg forældre eller pædagoger i børnehaven, promte sige til lille Mikael på 2-3 år, der slog eller skubbede til Martin “Så siger du lige undskyld”. Og “du SKAL sige undskyld, inden du kan lege igen”. Men seriøst, forstår et barn hvad et undskyld betyder, sådan helt oprigtigt, med blot sådan en sætning? Det tror jeg ikke. Og min tanke er faktisk, at utrolig mange børn netop lærer at sige det berømte ord “undskyld”, fordi det ord “forventes” efter en “uacceptabel” gerning, men at det ofte et uden den rigtige betydning og følelse, som skal ligge i det ord.

Jeg har nærmest fået grå hår, hvis jeg hørte andre kommentere til en af mine børn, at de skulle sige undskyld, hvis de i deres øjne gjorde noget der ikke var “ok”. Eller fik grå hår hvis jeg blot overhørte andre be deres børn om en undskyldning. Kan ikke snubbe det, når det blir brugt i flæng, og det at forlange en undskyld, og så “videre igen”.
Især også i en situationen hvor mine unger har haft en søskendekonflikt, og andre nærmest bare brugte deres øjne til at “rulle med” samtidig med en usynlig forventning om, at jeg ville “tvinge” dem til at sige undskyld, fordi det er det “rigtige”.

Men JEG har valgt at vise dem det på anden måde. Ved at gå ind i deres konflikter og se situationen “udefra” og holde mig objektiv uden at tage parti. Hvis lillebror feks slog Alberte eller kaldte hende dum, så italesatte jeg det feks blot ved at sige “prøv at se Alberte nu… Det ligner hun bliver ked af det når du gør sådan der”. Og så fik jeg Alberte til at sige hvordan hun havde det. Og det samme med lillebror, hvis han følte sig forurettet og behandlet uretfærdigt af storesøster, så fik han også udtrykt sig, så søster kunne forstå hans reaktion. Sådan kort fortalt.

Og jeg har ALDRIG sagt at DE skulle sige undskyld. Men nu siger de det selv, “ordet” når de selv fornemmer, at de er gået over stregen og har forvoldt en anden smerte. Og også overfor andre. Forde de forstår hvad meningen bag ordet er. Og ikke ligesom så mange andre børn i den alder, der blot siger det i flæng og så fortsætter eller gør det samme igen to minutter efter, uden at mærke følelserne og betydningen.

Mine ungerne er nogen af de mest omsorgsfulde væsner. Utrolig empatiske med en stor samvittighed, og vil hjælpe alle andre, og sørge for retfærdighed. De spotter et andet barn som ser ud til at være ked, på mange meters afstand.

En side gevinst ved det hele er, synes jeg, er når Alberte som den anden dag sagde: “Mor, da mig og William skulle rydde vores tøj ind i mit skab i morges, så blev vi lidt uvenner. Vi havde en konflikt. Men så tænkte jeg ligesom dig. Hvordan kan vi mon samarbejde? Og så hjalp vi hinanden med at bære det hele sammen samtidigt.”
Jeg blev en smule rørt. Men aller mest rørt over, at der er rum og plads til ikke at ville hinanden og at det er HELT OKAY. For man skal nødvendigvis ikke vise at man elsker hinanden hele tiden. For når man giver de små børn plads til det modsatte også, så er det faktisk der blomstringen sker. En gensidig respekt og kærlighed, som ikke påtvinges mellem søskende. Men som frit for lov at spire. Uden påtvungne undskyldninger.

Om at sætte egne grænser og lære sit barn det

I vores samfund i dag er der så mange forventninger til os som menneske fra alle fronter. Nok flere forventninger end nogensinde. Og ergo også til vores børn. Jeg kan tildels godt lide at man har nogle forventninger til andre, og at andre har nogle forventninger til mig som menneske. Men der er stor forskel på hvad det er og hvordan.

Et lille eksempel:
Min datter var jo til Lucia over i børnehaven, og hun havde glædet sig vildt meget. Selvfølgelig havde hun det. Jeg havde mine tanker omkring hvordan hendes krop ville reagere efter sådan et arrangement liiiige midt i december blandt alle mulige andre “uforudsete” og anerledes begivenheder.
Og hun sagde så også selv derovre med det samme efter luciaoptoget, at hun havde fået hovedpine og var utilpas. Vi tog selvfølgelig hjem med det samme. Men vi sagde lige først farvel til den ene pædagog, som straks udbrød “jamen allerede?” Jeg forklarede kort, at Alberte gerne ville hjem nu igen, fordi det havde hun brug for. Vi gik ud i den friske luft og fik os en lille snak. Jeg forklarede, at det var helt okay at deltage i noget, men feks. at tage tidligere hjem end andre.
Men at alle mennesker havde brug for noget forskelligt, og at nogle kunne forstå det og andre mente noget andet. Men at man skulle lytte til kroppen, når hun kunne mærke den talte til hende. Og flot hun gav udtryk for det. Fordi dagen havde jo været kanon for hende. Hun havde bare fået nok, lidt tid før de andre. (Tiltrods for mange af de andre børn farede hvileløst rundt med forældre der blitzede løs med mobilen, mens høje toner prøvede på at overdøve hinanden)

Eksempel 2: Jeg havde en kort samtale med en af de andre kursister på min uddannelse. Hun havde selv været sygemeldt med stress, og var ved at geare ned. Forleden var hendes datter så kommet hjem med to indbydelser til to forskellige pigefødselsdagsarrangementer fra klassen i den samme weekend. Både lørdag og søndag. Datteren havde straks sagt til hendes mor, at hun ikke orkede at tage med til dem begge, hvortil moderen (min medkursist) havde svaret, at hun blev nødt til at deltage i dem begge…
“Hvorfor skal hun dog det?”, røg det ud af mig….
“Ømmm… Æhh…”, svarede hun igen…
Jeg spurgte, om hun ønskede, at hendes datter skulle ende samme sted som hende selv om 20 år. Om hun ikke syntes, at det var vildt flot at hendes 10årige datter, kunne give udtryk for, at det ville være for meget for hende. Og om det ikke handlede om at prioritere, ligesom hun selv var igang med at lære i hendes liv. I en alder af midt fyrrene.
Samtalen sluttede med at min medkursist (moderen) sagde, at hun jo ikke havde tænkt på det på den måde. Og at hun blot havde været bange for, at gøre den ene pige ked af det, hvis hun kun deltog i den anden.

Men det er jo li præcis det livet handler om. At vælge til. Men også at vælge fra. Også selvom det nogle gange (måske) kommer til at påvirke andre…
Jeg mener ikke, at man skal give en undskyldning som følgesvend til afbudet til den ene fødselsdag, men sandheden. At det ville blive for meget med to arrangementer på een weekend. I virkeligheden er der så mange ting, som vi forestiller os oppe i vores små hoveder. At andre mennesker bliver yderst påvirket og vildt ulykkelige, hvis vi træffer en beslutning, om feks. ikke at deltage til fødselsdagen. Men måske er de faktisk lidt ligeglade. Måske bliver de ikke så kede af det, som vi går og forstiller os. Måske gør de. Men kan vi bestemme hvad andre mennesker synes, tænker eller føler? Nej. Det kan vi ikke.

Jeg er selv vokset op med forældre, der ikke rigtig har kunne sætte egne grænser op. (Sådan som jeg har opfattet det)
Selvom min sensitive far i dag er i et selskab med støj, larm og børnebørn, tvinger han sig selv til at være og blive i det. Istedet for lige at gå ud og få lidt frisk luft alene eller gå ind i et andet rum. Men som han siger “Det har jeg simpelthen aldrig været god til”. Hvorfor mon?
Fordi han ikke følte han var okay, og at hans behov ikke var vigtige. Også selvom han altid også er blevet “fyldt godt op”, ligesom min datter og jeg, og bliver fysisk syg, ja så kan han stadig ikke.
Jeg så ikke at han passede på sig selv. Så ikke han stod ved sig selv. Jeg så undskyldninger eller et indre pres som fortalte, at han skulle “fortsætte” og “leve op til”, lige indtil han gang på gang “sejlede rundt” og skulle ligge 4 dage i sengen med migræneanfald og alt mulig andet. Om og om igen.

Hvad gjorde jeg selv som voksen? Overpræsterede. “Levede op til”. Ja, jeg blev endda ofte festens midtpunkt. Den “over”sociale. Den overansvarlige. Fordi det var det jeg som barn, højst sandsynligt fornemmede, mærkede og så, var det “rigtige”.

Jeg tog også lige præcis det’ med over i mit parforhold. Agerede efter hans behov. Ikke udfra det der blev sagt, men det usagte. Da vi selv fik børn, fornemmede jeg hans behov og personlige grænser til hvad han kunne rumme, og jeg tilsidesatte mine egne. For alle andre skulle jo trives…!
Men jeg tror bestemt ikke at man får gladere og sundere børn, af at man som forælder ikke får taget iltmasken på først, men konstant tilføjer ilt til sine børn eller andre relationer. Børn skal se at mor og far tager vare på sig selv.

For nogle måneder siden, da mine forældre passede børnene med overnatning, havde der været en episode, som Alberte fortalte om. Hun skulle have strømpebukser på, og de drillede. Det gør de altid når hun er overstimuleret, hvilket hun lyn hurtigt bliver med mine forældre. Nå, men hun fortalte at det hele var svært for hende og hun havde derfor reageret lidt, da de ikke ville sidde rigtigt… “Og så sagde bedste bare lige pludselig, at jeg var et pattebarn. Og så blev jeg rigtig ked af det mor”.

Jeg er overbevist om, at alle børn opfanger, hvad der er det mest “accepterende” og “rigtige” eller “normale”. Uanset hvad det handler om. Meget sensitive børn (som jeg selv og mine børn) som er meget følelsesmæssige sensitive og som ser lige bag facaderne og ordene, og som opfanger det mindste tonefald og lille mimik i ansigtet… Ja, der skal måske endda ikke så meget til, at lade sig påvirke. Og de lidt “usikre” grænser som man som barn, prøver at finde frem til og udtrykke, vil hurtigt undertrykkes eller gemmes væk, hvis de ikke bliver mødt.

Når man som barn er meget ovre i “de andre”, for at behage og opfylde de andres behov. Ja, så bliver ens egne behov og ens egen person, tilsidesat. Selv med bitte små og få ord, hvor et voksent menneske overhører eller taler ned til barnet eller lign. i en given situation, tror jeg, kan påvirke barnet.
Det sker ikke fra dag til dag. Men langsomt og stille. Med tiden. Sker det lydløst.

Og det skal IKKE ske for min datter. Det er nok noget af det, som jeg har sat som en af de vigtigste prioriteter i mit moderskab. At hun IKKE skal gå på kompromis med sig selv og SINE grænser. Og “hvordan ved hun lige hvor hendes datters grænser går og er?”, tænker i sikkert.
Jo. Det fornemmer jeg ofte. Og der sætter jeg med det samme ord på. Så hun kan reflektere.

Forleden kom hun hjem fra børnehave og sagde opgivende “Mor, de voksne siger altid når vi er ude at gå lange ture, at vi skal løbe meget hurtigt, når vi skal på vej hjem igen. Men jeg bliver dårlig, og får ondt i maven, fordi jeg har brug for en pause.” Så spurgte jeg selvfølgelig, om hun havde sagt det til en af de voksne, at hun lige havde brug for en lille pause, inden hun kunne løbe videre, og det havde hun ikke. Men det gjorde hun så den efterfølgende gang, og så kom hun hjem og sagde at de havde sagt: “Ej, hold nu op Alberte, det kan du da sagtens. Lad nu være. Du kan da ikke være træt nu.”
For mig er det måden her det bliver udtrykt på. At hendes grænse ikke bliver set eller anerkendt. Den skal nødvendigvis ikke altid lyttes til og handles efter hendes behov, fordi vi også indimellem er en del af et fællesskab, og at andre mennesker i en sammenhæng indimellem bestemmer.
Men hvis ordene feks. havde lydt sådan her i stedet, havde det i mine øre, haft givet en helt anden følelse hos min datter : “Vi kan godt forstå at din krop er træt, og at den gør ondt, og at du har brug for et hvil. Det kan vi også have brug for. Men nu skal vi lige gå 5 min. til”. Så havde hun ikke følt sig overhørt, og så havde hun ikke sagt til mig, at de voksne ikke kunne forstå hende, og at det var noget pjat. Nogle gange skal der så lidt til. Så lidt. Både til at påvirke en negativt men også positivt.
Jeg sagde selvfølgelig også til hende, at det var flot at hun gav udtryk for det, men at der bare er nogle mennesker, der ikke helt forstår en.

I dag da jeg hentede hende fra børnehaven, så jeg med det samme hendes store blanke trætte øjne. Hun kunne ikke rumme mere. Tre dage i “inde” børnehave. (Det sidste år har hun været i en skovgruppe, men da hun skal starte i skole her i 2015, er de lige pt inde i den normale børnehave.)
Men hun sagde som det første inde i bilen “Shh William, jeg kan mærke jeg har lidt hovedpine”. Hun havde lige brug for stilhed. Og så sagde hun så, at der var så meget larm, når de skulle være indenfor. Hvortil jeg svarede “Ja, det ved jeg godt skat. Det var også derfor jeg købte og gav dig de der lyserøde høreværn med for noget tid siden,(sidste år) men der ville du ikke bruge dem, fordi du sagde, at de andre ikke lige kunne forstå det og hele tiden ville snakke, når du tog dem på.”
“Ja, mor. Men nu vil jeg gerne have dem med igen og have dem på.”
Og så aftalte vi, at jeg lige skulle forklare det til pædagogen, og at Alberte selv ville fortælle hendes veninder, hvordan høreværnet hjalp hende. Men først havde hun lige bruge for en hjemmedag i morgen. Og det får hun. I nattøj hele dagen ❤

For jeg havde selv sådan en dag hele mandagen og halvdelen af tirsdagen. Og jeg havde på forhånden planlagt de dage til mig selv;-) Fordi jeg vidste hvor jeg ville reagere efter 17 dages samvær alle fire.
Og selvfølgelig har hun også brug for det oven på ferien. Med jul og nytår og "anderledes" dage.

Jeg selv, som er meget sensitiv, har nok altid ubevidst villet sørge for at mine forældre havde det godt. At jeg ligesom tog ansvaret for deres velbefindende på mine skuldre. At jeg ville sørge for at de skulle have det godt. Sådan rigtigt helt indeni. Jeg tog et ansvar, der ikke var mit. Men jeg gjorde det, fordi at jeg fornemmede, at de ikke selv gjorde det. At de ikke passede på dem selv. At de ikke altid fik sat deres egne grænser.
Og jeg kan jo se, at jeg selv har overtrådt mine egne grænser gang på gang på gang i mange relationer i mit liv. Både privat og jobmæssigt.

Derfor er det i særdeleshed vigtigt for mig, at vise mine børn, hvor mine egne personlige grænser går. Jeg har aldrig før, før her for halvandet år siden, kunne sige ordene “det har jeg brug for” eller “det har jeg behov for”. Aldrig nogensinde har jeg udtrykt de ord for mig selv. Jeg har ligeså heller aldrig hørt dem komme ud af mine forældres mund.
Men min lille søn på 3 år, udtrykker det dagligt. Hans grænser. Og de er så fine.
Mine børn skal ikke føle ansvar over for mig. Det skal ikke tynge deres små skuldre. Derfor bliver jeg nødt til at vise dem mine behov. Og det lærer dem uendeligt meget om, hvordan de skal passe på sig selv!

Men uanset hvad jeg, min datter eller DU vælger, så er der altid nogen der har en mening eller en holdning til det. Det kan vi ikke ændre på. Men vi skal heller ikke ændre os selv!

Men godt nytår til jer alle.

Glædelig jul

Så blev det den 24. Vi skal hjem til svigermor og svigerfar og holde jul, og det skal nok blive hyggeligt. Og jeg eeeeelsker min svigermors and og sovs;-)

I mandags var vi forbi mine forældre, så de kunne gi deres gaver til børnene.. For de kan alligevel ikk rumme mere end en-to gaver ad gangen.. Og der fik jeg også afleveret et lille julebrev til dem, som nu ligger under træet og venter. For julen handler ikke blot om and, flæskesteg, gaver, og samvær. For mig handler det også om ord. Om at udveksle ord. Taknemmelighed. Nærvær. Oprigtighed. Kærlighed og omsorg for andre mennesker. Og jeg reflekterer ofte over livet. Mit liv. Fortid og al den kærlighed jeg er fyldt med. Derfor et brev som dette, med de erindringer og minder som står tydeligst. De positive som varmer og rør mig at mindes. For det symboliserer også, at det ikke er store dyre gaver, udlandsrejser, sommerhusture, forlystelsespark-ture, familiesammenkomster eller lign som har sat sit tydeligste præg. Nej. Det har været de små enkle ting. Der hvor der tydeligt har været et nærvær, eller en omsorg eller kærlighed, som har ramt mig helt oprigtigt uden filter.
Læs med her :

” Kære Mor og Far.

 Af hjertet TAK:

For de mange godnathistorier som er blevet fortalt og sangene som er blevet sunget. TAK for hjælpen når jeg vågnede med mareridt om natten, og døren efterfølgende blev skubbet blidt i og på klem, akkurat så lyset stadig kunne komme ind på værelset. TAK fordi at I indimellem blev ude i bryggerset og ”ordnede” vasketøj sammen, så jeg kunne høre jeres stemmer, så jeg trygt kunne falde i søvn. TAK for alle de weekend-sove-sammen nedenunder på madrasser, og morgenmad på sengen ved fødselsdage. TAK for madpakke- smøring til skole og TAK for at der altid var nogen hjemme, når jeg kom hjem. Tak for at videofilme os, så vi i dag kan se os selv som små. TAK for at I fejrede mine børnefødselsdage og spillede rundbold og forberedte skattejagt. TAK for tiden ude i den lille urtehave i baghaven, da jeg puttede en ært i jorden, og roede rundt med mine små hænder efter kartofler i jorden. Tak for dejlige ture over for at plukke jordbær og moreller. TAK for de ture hvor vi stille kørte ud for at handle og spise boller (flæskesvær) og drak en cola/kakaomælk. TAK for at vække mig hver morgen, og gøre morgenmaden klar. TAK for at gemme påskeæg til os i stuen. TAK for badebasin/springvand omme i haven om sommeren, og tak for alle de timer vi har slikket sol ude på drømmesengene. TAK for alle de kælketure, hvor i har trukket mig frem og tilbage til kælkebakken. TAK for alle de gange i har ville hente og bringe mig til og fra fest (lettere beruset). TAK for at øve lektier med mig.

TAK fordi I altid i julen har været med til at sprede en dejlig julestemning, glæde og varme. Tak til ”Nissen” for at ligge en lille ting ned i sokken år efter år. Tak for den glæde jeg fik, når jeg vågnede om natten, for spændt at kigge ned i strømpen.

TAK fordi at I med jeres kærlighed har givet mig en positiv tilgang til livet. Med optimisme, tro og vilje.. Og TAK fordi jeg fik to søskende, som jeg VED at jeg ALTID har elsket, og stadig gør! Også selvom jeg før ikke altid gav udtryk for det, og i stedet skubbede væk. Af hjertet TAK fordi at I er mine forældre. Det er jeg taknemmelig for!

Håber at I får en dejlig juleaften. Og uanset hvor I er, er I altid i mit hjerte!

Pernille

Og med disse ord, ønskes I en rigtig dejlig aften. Husk at fortæl dine nærmeste, hvad de betyder for dig. Hvis du har lyst til det.

Vi tegner dagen

Da jeg var barn tegnede og skrev jeg nogle gange ned på et stykke papir, hvordan en given situation/dag skulle være/forløbe. Det kunne som sagt være en fødselsdag, jeg noterede mig trin for trin med klokkeslæt. Mine forældre har vidst altid troet, at det var fordi jeg altid bare ville bestemme. Men det er jo gået op for mig, at jeg nok har haft brug for præcist at vide, hvordan en, måske for mig uoverskuelig eller ustruktureret begivenhed skulle foregå.

Det samme fornemmer jeg jo med mine egne børn. Hvor hurtigt de kan “løbe” på væggene, når det hele, for dem, bliver for meget. Når de ikke kan finde ud af situationen. Det vi enten er i eller skal være i. De trives helt bestemt med præcis at vide hvad de skal. Ikke at jeg skal underholde dem hele tiden. Men de kan ikke i lang tid være “overladt” til dem selv, hvor de selv kan gøre det de vil, for så bliver det for meget. Jeg skal sætte rammerne for dem. De kan godt være alene på deres værelser, men så skal de have det at vide (Se billedet her nedenfor) Så dagen bliver delt op i små bidder. I små rum. Tegningerne skal ikke vise alverden, men bare symbolisere “overskriften” af det der skal ske.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/f9c/44875447/files/2014/12/img_1578.jpg
Efter morgenmad og pakkekalender udpakning :
1) Spise ananas
2) Pakke to julegaver ind til far
3) Se lidt tv
4) Alene leg på hver sit værelse (det øver de sig i og lære at fornemme at det giver dem to og fordybelse)
5) Spise middagsmad alle fire
6) Sove til middag
7) Putte boller i ovnen og spise (hjemmelavet dej som jeg har forberedt)
8) Leg på hver sit værelse og sammen
9) Male grankogler med glimmer alle fire
10) Se lidt tv
11) Alberte kører med far i Kvikly og handler en lille julegave til mor, men William laver aftensmad med mor

Disse sådan lidt overordnede billeder, gør at de har en føling med hvad dagen skal indeholde og når det bliver visuelt, kan det for nogen være lettere at forstå, end blot kun sagte ord. Samtidig tænker jeg over at det skal veksle mellem aktivitet, ro, det at være alene og hver for sig, så vi kan forebygge overstimulering og bedst muligt er i balance alle sammen. Men det er blot en rettesnor for dem. Der bliver jo også proppet andre små ting ind såsom en dansetur med høj musik i stuen, tegne ved spisebordet osv.

I hverdagene har det ikke været højst nødvendigt at tegne dagen.
Men indimellem når vi har weekend, og den her stressende “energi” hersker i huset, har jeg fundet papiret frem. Og Wupti, begge børn sidder og sluger mine streger til sig og en ro dæmper deres kroppe.
Min datter har indimellem selv spurgt, hvornår vi igen skal tegne dagen. Så hun mærker jo hvad det gør ved hende. Men iden grad også hvad det kan gøre for lillebror.
Og det er vi så startet på her i dag. Sådan lidt “forebyggende”. Fordi der nu kommer 14 dages juleferie for børnene. Og nogle af de dage kommer jo til at indeholde lidt uvante og uforudsigelig ting. Så det handler jo om at gøre det så firkantet og forudsigeligt for dem. Og jeg ved at når juleaften kommer, skal dagen tegnes ekstra detaljeret. Helt ned i hvor de præcis skal sætte henne ved bordet osv.

Men nu skal vi sove til middag;-) God lørdag!