Hjemmeskole med hjertet

Statistikkerne siger, at mellem 70 % og 85 %, globalt, mistrives eller slet ikke kan lide deres job.

Det må betyde, at de fleste arbejdende mennesker, bruger de fleste af deres levende timer, på et arbejde som de ikke er virkelig virkelig glade for?

Og måske endda sammen med mennesker, som de ikke har den naturlige “connections”  med eller måske slet ikke bryder sig om eller selv har valgt at tilbringe tid sammen med? Måske endda for en chef som de slet ikke respekterer eller synes om.

Og alligevel er det næsten bare normen eller “normalt”, fordi, “sådan har de fleste det vel, right?…”

Men hvordan kan det egentlig være?

Simpelt. I mine øjne.

Fordi de fleste af os vokser op i troen på, at vi ikke har den fulde kontrol over eget liv… og at vi i en meget tidlig alder (hele skolegangen) lærer, at et liv levet på egne præmisser, kun er et koncept for “drømmere”…

For der er nogle “regler” der skal følges. Normer der skal efterleves.

Retningslinjer der ikke skal bøjes.

Kasser, man bliver påduttet i.

Kurver, grafer, test, hvor man skal ligge indenfor “normaliteten”. Over middel. Men ikke stritte for meget, til hverken den ene eller anden ende.

Alle de “gode råd” fra autoriteter, fagpersoner og “eksperter”. Om at “gøre dit eller dat” eller for guds skyld slet ikke gøre.

….. at man til sidst glemmer, at man er eksperten i sit EGET liv….. fordi al den støj omkring een, kan larme så meget, at man slet ikke kan høre sig selv.

Sin egen stemme.

Ens egen sandhed.

Ikke andres.

Men sin egen.

Det sker i en meget tidlig alder….

At man glemmer sin egen “tro”, fordi det ser ud til, at alle andre kender vejen… fordi at der allerede er den her foreskrevne opskrift på hvordan livet “bør” leves, og hvordan tingene “bør” blive gjort på.

Rigtig mange mennesker, igennem hele skolegangen, fortæller en, HVAD man skal lave og gøre. HVORDAN man skal gøre det. HVORHENNE og HVORNÅR det skal gøres. Og evt med HVEM man skal gøre det med. Og indimellem et HVORFOR.

Og kan man ikke li’ det, synes om det, eller ej gir mening, jaaaa, så det bare ærgerligt FORDI SÅDAN ER DET BARE.

…. og så vokser vi videre op i den tro, at “sådan er det bare”… indordner og tilpasser sig.

Man får sig et job, og ender i den samme cyklus i sit voksne liv. 

For “sådan er det jo bare..”

Og man bliver der. Selvom man måske slet ikke synes helhjertet om det.

Man får igen at vide HVAD man skal lave og gøre. HVORHENNE, HVORDAN, HVORNÅR, og et måske HVORFOR.

Også selvom det ikk helt gir mening…

Men det er vare ærgerligt, fordi “sådan er det bare”.

Man har ikke selv kontrollen. Man kan ikke selv træffe et valg. Ikke selv bestemme.

Det mest naturlige, er pludselige blevet en svær bedrift.

For igennem årene har vi lært at være et sted, som vi egentligt ikke elsker, men alligevel føler os trygge ved.

Fordi det kendte er trygt. Det er “sikkert”. Tiltrods for at man ikke elsker det.

Mange brokker sig over chefen, kollegaerne, arbejdstiderne, chefen, vagtplanen, den manglende “fritid” og frihed, lønnen osv.

Samtidig med at mange kan ligge skylden over på andre, som vælger at leve anderledes. Træffer andre valg. End det man (ikke) selv formår.

Men hey, det er også meget lettere at pege fingre ad andre, der gør “dit og dat”, end at tage sit eget ansvar. For eget liv.

For….. “det jo bare sådan det er”….

“It’s just how it is, right…?”

HELL NO.!!!

Livet er alt for kort og dyrebart, til at leve time efter time, dag efter dag, år efter år, efter andres regler, baseret på andres overbevisninger.

Det er EEN af årsagerne til, at jeg hjemmeskoler mine børn lige nu.

FOR VI HAR ALLE ET VALG. MANGE VALGMULLIGHEDER. 

Ens lyst ER vigtig. Egen stemme. Drømme. Gnist. Grænser. Tro.

Og jeg vil netop gi’ dem den tro på, at INGEN på denne jord kan forhindre dem i at leve det liv, DE ønsker. Helhjertet.

Og hvis jeg øsnker det for dem, må jeg selvfølgelig være den der går forrest. 

Vi skal ikke nøjes. Ikke følge efter de andre.

Men selv træffe egne beslutninger, FORDI VI KAN.

Be that change ❤️

 

Du kan følge alle mine tanker og reflektioner omkring processen på min side på facebook https://www.facebook.com/hjemmeundervisningfyn/

Det bugter sig i bakke dal…

IMG_1313.JPG

Vi har alle en vej, som vi står på lige nu. Går på. Er på vej ud ad. På vej væk fra og hen imod noget andet. Indimellem kan der komme lidt små bomb på vejen. Andre gange skal vi op ad en stor bakke, hvorefter vi kan løbe ned igen i høj fart. Og andre gange går den bare lige derud ad i rask tempo.

Indimellem kan vi ikke rigtig se, hvor vejen bugter, eller svinger skarpt til siden. Nogle gange kan vi endda være meget tæt på en stejl skrænt eller skråning. Måske vi falder. Måske vi kommer uden for vejbanen. Nogle gange kan vi endda fornemme, at vi ryger over i den modsatte vejbane, hvor alt går imod os. Der kan være diset og tåget. Uklart.

Indimellem kan vejen dele sig. Måske der pludselig er en vej til højre og til venstre, samt den du kender og står på, som der går lige ud.
Den ene vej kan virke tryg, fordi vi har gået der før, og den er velkendt, for vi kender vejens udsving og udfordringer. Ved lige præcis hvad man kan forvente, og hvad vi skal forholde os til.
De andre veje kan virke ukendte. Fordi det er veje, som vi ikke har begivet os ud på før. Vi kender ikke dens udfordringer. Men vi forestiller os ofte det værste.

Hvad vælger du?

Alt for ofte fortsætter vi ud ad den velkendte vej. Men tænk sig, hvis den vej der drejede til højre, faktisk var den bedste for dig at dreje mod?

Nogle gange bliver vi holdt tilbage af nogle overbevisninger og forhindringer, som ikke altid er sande.
Oftes er det faktisk os selv, der holder os selv tilbage. Skaber dis og tåge.

Skal du ændre din retning i nogle aspekter i dit liv?

Jeg nåede det ikke selv i tide, før jeg røg HELT ud over skrænten og brækkede både arme og ben i faldet. Kampen tilbage på vejbanen har været det hårdeste i hele mit liv. Men nu er jeg ikke længere bange for at gå mod strømmen eller vælge den helt ukendte vej. For set i bakspejlet havde den ukendte vej været den rigtige for mig, for mange mange år siden.
I alle aspekter i mit liv.

Når man har en krybdyrshjerne

Jeg har været i kontakt med flere kvinder via min blog, som selv har mærket stressen og angsten. Flere af dem er i den fase, som jeg selv husker som en af de sværeste. Der hvor hverdagen mest bestod af bekymringer om, om ens krop nu ville få det bedre. Om man ville blive “normal” igen? Komme ud af angsten? Eller om man altid ville have det sådan. Angst for at skulle være dårlig resten af ens liv.

Det at have en såkaldt “krybdyrshjerne”, set fra mine øjne, mine erfaringer og den viden jeg har tilegnet mig i gennem det sidste halvandet år kommer her:

Når man har alvorlig/kronisk stress, hvor hele ens system har været i det højeste alarmberedskab konstant over længere tid. Måneder eller år. Ja måske det meste af ens liv, så tager ens hjerne skade. Den ændrer sig. Vores hjerner er plastiske.
Når vores nervesystem er over i det trusselfokuserede og selvbeskyttende system, så har dens funktion at aktivere os til at kæmpe, flygte eller på anden måder at håndtere farlige situationer. Der ses en øget aktivitet i hjerneområdet Amygdala. Og på det psykologiske niveau er systemet forbundet med følelser som angst, bekymring, vrede, frygt, afmagt, ensomhed og det at føle sig deprimeret.

Det er en ret svær balancegang i at mærke efter hvad der reelt er godt og skidt for en, når man er i dette “trusselsystem”. Hvad der reelt dræner, og hvad der giver energi. Hvad man reelt kan rumme eller ikke kan rumme.
For for rigtig mange mennesker er det et faktum, at hjernen efter lang tids kronisk stress, ikke kan rumme eller kapere særlig mange indtryk og stimuli. Nervesystemet er så belastet, at det bedste i bund og grund ville være i en periode at rejse ud på en øde ø. Man skal sådan set undgå alt det unødvendige i ens liv, og faktisk kun fokusere på det mest essentielle.
Det der er livsvigtigt. Mad. Søvn. Frisk luft.
Men i og med at hjernen har taget skade og har formet sig uhensigtsmæssigt, har Amygdala også “vokset” sig større. Den del af hjernen der har med angst at gøre. Og sådanne negative tanker og følelser er simpelthen selvforstærkende. Der er helt sikkert noget angst, nogle fysiske symptomer og ens mentale udfordringer, som man skal lytte til, fordi at det meget ofte er kroppen, der vil fortælle, hvad der oprigtigt er godt og skidt for en. Hvilket er helt naturligt og egentligt smukt, fordi den vil guide dig på rette vej og vise dig vejen frem samt hvad det er den kan kapere lige nu.

Men nogle gange hvis Amygdala har overtaget for meget, hvilket er ret normalt i et alvorligt stress forløb, ja så er der en periode som for en kan være ret fyldt med bekymringer og bange anelser. For sin egen krop. Sit helbred. Sin fortid og sin fremtid. Bliver jeg nogensinde rask? Kommer jeg i arbejde igen? Bliver jeg “normal” igen? Det er helt normale spørgsmål, som man stiller sig selv i sådan en situation. Og man bliver selvkritik. Snakker dårligt om sig selv. Tror ikke på det gode. Tvivler meget.

Det har jeg også selv gjort. Jeg hang i flere måneder fast med slem angst i kroppen. En selvforstærkende ond spiral. Jeg var angst for angsten. Angst for at jeg altid skulle ha det sådan. Men min bekymring gjorde det ikke lettere for mig hjerne. Det ved jeg nu med min viden og erfaring.

Der var en dag hvor jeg sad ude i min hængekøje, hvor jeg besluttede mig for at acceptere, at jeg VAR angst. Syg. At min krop var i det såkaldte “trusselsystem”, pga. overbelastning. Stress. At det var okay. Men at jeg ikke altid skulle have det sådan. Det skulle ikke være meningen, at jeg skulle ha det sådan resten af mit liv. Og det er netop det man SKAL tvinge sig selv til. Man skal begynde at træne noget andet end sine bekymringer. For det er det, der vil hjælpe en videre. At hjernen begynder at tage form af de positive tanker, og dermed vil Amygdala mindskes, og man vil komme nærmere sin indre balance. Over i “varmesystemet”.

Så jeg tog styringen. Et bevidst valg. Jeg vendte min bekymring og negative tanker til de mere positive. Jeg accepterede, at min krop havde det sådan lige pt. ja, men sagde lige så, at når mit nervesystem havde fået den tid og ro den havde brug for, så ville jeg få det godt igen. Jeg begyndte at TRO på mine egne ord. De positive vel at mærke. For sandheden var at jeg også blev holdt fast i mine negative tanker. Overbevisninger. Dem troede min hjerne jo også på, og derfor holdt jeg Amygdala på overarbejde.
Men ved at ændre det, og begynde at sige det højt for mig selv og min mand, at jeg VILLE blive rask og ikke skulle have det sådan fremover, begyndte min hjerne at tro på det. Min hjerne begyndte at forme sig. Stille og roligt.

Ved at komme noget mere over i “varmesystemet” genopretter vi nemlig langsomt vores indre balance. Vores nervesystem. Men det tager tid. Dagligt skal man fokusere på at aktivere varmesystemet så meget som muligt. Jeg selv skal stadig “træne” dette. Og det er noget jeg stadig er tvunget til bevidst at vælge at fokusere på, for at berolige mit nervesystem. Det her er lidt af det jeg har puttet ind i min hverdag; åndedrætsøvelser, dybevejrtrækninger, hjertekohærens, siddende meditation ude i naturen, meget langsomme gåture, brevskrivning, qigong, , at tale pænt til sig selv, samt hvil x flere i løbet af en dag.
I starten af mine sygemelding hvor Amygdala havde hele styringen og min krop konstant var i angst/alarmberedskab trænede jeg ubevidst mit “varmesystem” ved at starte dagen med at tælle til ti, for at jeg over hovedet kunne komme ud af sengen, fokusere på åndedrættet, tage lange varme bruse bade, og indimellem tage i svømmehallen og gå i boblebad og sauna, ligge mig i hængekøjen udenfor og stene ud i naturen, lave kryds og tværs, høre en bestemt beroligende sang,
Og de følelser som er forbundet med dette er en oplevelse af ro, tryghed, kærlighed, tilfredshed, tillid og føle sig fredfyldt. I det øjeblik.
Og at vi glæder os ved tingenes tilstand og er i balance.

Så du skal have styrke til at acceptere, at du ikke er rask endnu. At det er okay, at du har det, som du har det.
Og så skal du idag begynde at TRO på, at din krop bliver helt rask igen. Når den er klar. Sig det højt til dig selv. Mange gange om dagen.
Beslut dig. Vil du fortsætte med at være i trusselsystemet?? Eller vil du tage en beslutning i dag om at forme din hjerne? For det er muligt ja!
Jeg ved, at du kan!

Man skal da fejre sig selv!

Det har været tre spændende og udfordrende døgn i Aarhus. Udfordrende på to forskellige måder.
1) At skulle møde 50 nye mennesker som jeg lige pludselig skulle forholde mig til. Sidde meget tæt på. Give hånd. Kramme. Dele ønsker og mål. Være i rum med 45 kvinder og 5 mænd tæt pakket, med en rimelig høj lyd i rummet. Forestil jer en snakken når man skulle sidde to og to indendørs. Og i pauserne blev musikken skruet max op, med høj bas. Sikkert for at få os endnu tættere sammen, for at vi overhovedet kunne snakke sammen. Jeg tog mig selv i at trække mig ud og stå eller sidde alene. Blev bare okay overstimuleret og fyldt. Det blev de andre selvfølgelig også som de sagde. Jeg mærker det bare så fysisk også.
2) Også udfordrende at skulle gå direkte i flæsket på en anden person. Være direkte. PÅ. Egentlig kan jeg rigtig godt li at være sammen med mennesker og snakke om de lidt dybere ting. Man jeg kan også godt liiiige lige at se tingene an og gøre det i mit eget tempo.

IMG_1287.JPG

Spændende var det lige så. At møde nye mennesker. Et par enkelte som jeg fandt en god connection med. Måske i virkeligheden personer som kan minde lidt om mig selv på nogle områder;-)
Inspirerende underviserer.
Må indrømme at siden jeg har været igennem den store personlige udvikling som jeg har været igennem her det sidste halvandet år med min stress, har gjort, at jeg har fået en enorm selvindsigt og en stort viden omkring mange ting i mennesket, og derfor følte jeg lidt, at jeg sådan set havde været igennem mange af tankerne bag. Og endda dybere lag ned.
Coaching er dog ikke terapi. Der er stor forskel. Og det er det jeg skal øve mig på. At skille det ad. For på en eller anden måde jeg er skide god til at se “bagom” mennesket. Indeni. Men med ren coaching skal jeg kun forholde mig til et specifikt mål. Nuet og fremtiden. Derfor skal jeg også have en overbygning på som stress coach/mentor, for at kunne arbejde mere intenst med disse områder.
Og i princippet er disse effektive coaching strategier og redskaber (6 trin) noget stort set alle sikkert ville kunne gennemføre. Det ved jeg. Men jeg ved også bare, at jeg har noget ikke mange har. Et nærvær. Oprigtighed. En kanon intuition og en enorm god fornemmelse for mennesker. Og jeg kan også noget med mine hænder. Berører noget og påvirke noget indeni på det ubevidste plan. Det har jeg gjort med mange. (Fortæller jeg nærmere om en anden dag.)

Men jeg glæder mig allerede til det næste modul i oktober.
Jeg er så glad for at jeg tog beslutningen om at overnatte der. Gjorde det for min skyld.! Det vare mega fedt. Jeg NØD det så meget. Sov længe. Bestilte tid hos en massør torsdag eftermiddag og og tog på en anden lækker restaurant ved Aarhus havn hvor jeg overnattede.

IMG_1288.JPG

IMG_1289.JPG

Og så bestilte jeg da selvfølgelig en tre-retters menu og en velkomstdrink. For at fejre mig selv. 😉
Restauranten var proppet, men der var højt til luften. Og jeg var den eneste der sad alene. Men jeg havde det SÅ godt med det. Så Nice. Et privilegium faktisk at kunne sidde selv.

Og hvad blev jeg mødt med, da jeg kom hjem igår aftes kl 19.30? Min lille 2 årige søn der som det første sagde: “Mor, jeg elsker dig bare rigtig meget.”

Men mig der aldrig har tilladt mig selv at tage væk alene og være mig. Det var faktisk første gang nogen sinde, at jeg var væk i mere end et døgn.
Men gør jeg det igen? Damn ja…! 😉
Og jeg ved, at jeg ender med at blive den bedste (stress) coach på sigt!

“Jeg bliver aldrig rask nok til at komme i arbejde igen”

Lige præcis den sætning har jeg sagt til mig selv utrolig mange gange. For lige præcis halvandet år siden lå jeg tvunget til sofaen, ude af stand til at gå eller tænke mere end to minutter frem. Min hjerne var så overbelastet, at det eneste jeg kunne i rigtig lang tid, var at fokusere på min vejrtrækning, for ikke at ryge over i angsten. Min vejrtrækning blev min bedste ven, og det er den der har hjulpet mig allermest.
For blot 6 måneder siden, var jeg stadig overbevist om, at jeg ikke ville komme ud på arbejdsmarkedet igen.
Men jeg lærte at fokusere og tænke anderledes. For hvad lød min overbevisning på, var et “arbejde” og hvad skulle det indebære? Det var mine gamle mønstre og tanker omkring et arbejdsliv, som jeg vidste jeg IKKE ville kunne rumme igen. At jeg ikke skulle tilbage på den samme vej.
En ting var og er, at min krop selvfølgelig stadig er utrolig meget mærket af stressen. En anden ting er, at det gik mere og mere op for mig, at jeg i større grad reelt havde et VALG. Om hvad jeg skulle “gøre” til mit arbejde.
Jeg begyndte at acceptere at jeg er et menneske som ikke kan og aldrig har kunnet rumme og kapere et 8-16 job eller for den sags skyld blot 6 timer om dagen med fastlåste rammer og systemer, ude af stand til at planlægge og styre dagenes gang, tempo og åndedrag.
Hvis det stod til kommunen og sagsbehandlere og var jeg blevet i “systemet”, så var det dem, der fortsat styrede dagens gang. Min fremtid. Jeg blev simpelthen nødt til at fjerne alle bånd. De hjalp mig ikke. Tværtimod. Det sagde jeg (lidt tvunget) farvel til, velvidende om at jeg ingen penge havde på lommen. Jeg blev nødt til at satse og lytte til mit indre. Finde ud af hvordan rammerne skulle være, for at jeg kunne være til. Have mening og gnist i mit liv, Tiltrods for de begrænsninger og udfordringer jeg til dels stadig har. Om det så kun handlede om at skulle arbejde 15 timer om ugen.

En accept begyndte i stedet at fylde krop. Accept af at jeg ikke kan byde min krop alt det, som for mange mennesker er “en almindelig” hverdag. Men at blive mere bevidst omkring hvordan jeg kan sidde rammerne for noget, som jeg kan rumme at være i.

Et eksempel på en uge for mig, i mine egne rammer:

Mandag: en fridag sammen med min datter. En tur i badeland, middagslur og slap af tid i nattøj.

Tirsdag: tre timers massage (klienter) formiddag/middag. Lur og alene tid. To timer massage (klienter) aften efter børn er puttet.

Onsdag: igen massage (klienter) inddelt i to sektioner som dagen før, så kroppen når at komme ned igen, så jeg kan rumme børnene.

Torsdag: massage (klienter) formiddag, middags hvil og skriveri på redaktionen til Ugeavisen.

Fredag: To timers massage (klienter), hente børn tidligt. Weekend.

Og i næste uge ser det helt anderledes ud. Der er dagene fyldt med kursusdage med indhold af noget af det, som jeg brænder for. Som giver mening for mig. Og som jeg kan se blive en del af mit liv fremover. Jeg har også en drøm som ligger et par år ude i fremtiden. En del af grund ideen, har jeg egentlig altid haft drømt om. Og jeg ved, at jeg vil lykkes med det.

Når jeg tænker tilbage på januar måned, hvor jeg sendte en tekst omkring “tilgivelse” til Ugeavisen Nordfyn. Med et eller andet ubevidst ønske om at kunne få lov til at skrive, samtidig med at jeg kunne tjene lidt penge. De syntes min tekst var god, og lavede derfor en artikel med mig omkring at jeg bloggede. I den artiklen skriver journalisten at jeg også godt kunne tænke mig at prøve kræfter med at skrive for en avis. Ugeavisen.
Det var mit langsigtede mål. Noget jeg håbede på. Ønskede. Drømte om. Tiltrods for at jeg på daværende tidspunkt ikke engang kunne holde ud at gå i rema for at handle. Jeg fik lov til at komme i tre månederspraktik.
Og wupti. Nu tjener jeg penge på at skrive for dem. Og jeg er endda ufaglært. Vidst nok den eneste under fynske medier. (Dem som ejer avisen og Stiftstidende.)

Med denne lille historie vil jeg blot fortælle, at man ikke altid behøver at have alle færdighederne med det samme. Ej heller have en “titel” eller lang uddannelse. Det handler om, om man tør, vil og tror på det. Og jeg troede på at jeg kunne noget med ord. Jeg vidste godt, at jeg ikke skrev med korrekte kommategn og at der sagtens kunne finde på at snige sig andre grammatiske fejl ind. Men jeg vidste, at jeg kunne noget andet. Fortælle historier om mennesker. Skrive personlige tekster som berør folk.
At der er nerve og nærvær i mine ord. Men at jeg også selv personligt udstråler en oprigtighed. Jeg troede på mig selv, tiltrods for jeg havde mange odds i mod mig.

Utrolig mange mennesker har sindsyg mange gode tanker, ideer og drømme. Men det er ikke alle der har modet til at gå efter det. Sit mål.
Det liv som man aller inderst inde ved der er sit “kald” og det man længtes efter. Mange af os bliver fastholdt i gamle mønstre, “forhindringer” og overbevisninger.
Personligt har jeg selv været der, hvor jeg var tvunget til at ændre kurs. Hvor der ikke var noget alternativ. Hvor jeg var blevet SÅ klar til at gå efter mit indre mål og en drøm på at indrette mit arbejdsliv på en sådan måde, at jeg SELV styrede mit liv, og ikke blev styret af mit arbejde. Jeg var klar til at give alt for at kunne arbejde. Med den nye accept af hvad et arbejde også kan være. Var villig til at sælge vores ellers fantastiske hus, hvis økonomien ikke kunne hænge sammen. For i virkeligheden bruger vi tit “penge” som en af vores “modstandere” og “hindringer” i at opnå det, som vi virkelig gerne vil. Men sandheden er, at økonomien ikke behøver, at forhindre dig i at gøre det du vil. Det handler om, hvad man vil ofre for det. Være villig til at fjerne, hvis man ønsker noget andet.

Tit holder vi os tilbage fordi vi bekymrer os. Af frygt. Forestiller os ting. “Hvad nu hvis det ikke lykkedes”. “Hvad nu hvis jeg ikke kan få kunder eller ikke er dygtig nok”. “Hvad nu hvis jeg ikke tjener nogle penge”. “Vi skal jo også kunne betale vores regninger”. “Man kan da heller ikke bare gøre det, man kun kan li”. “Det hele er så usikkert”. “Og hvad tænker andre nu?”.

Men tænk sig hvis ingen af disse ting blev sande. Og hvad hvis de gjorde. Hvad var så det værste der kunne ske?

Ingen børn kan gå flere skridt af gangen, den første gang de kaster sig ud i det. De vakler. Holder lidt fast i tingene. Tager små skridt ad gangen. I etaper. Men de tør lige pludselig også godt at give slip på bordkanten. Give slip på den trygge base og det kendte. Give slip for så at finde balancen. Finde et nyt holdepunkt. De har troen på, at det nok skal lykkes. Men vigtigst af alt. De har MODET, til at prøve. Og pludselig løber de rundt.

Konflikter imellem voksne søskende

Jeg har altid ment, at konflikter imellem voksne søskende, som voksede sig store, og til sidst forårsagede at forholdet var = nul, handlede om at man ikke kunne kommunikere ordentligt. Jeg har altid reflekteret meget over det her med søskende forhold, fordi min mor har et næsten ikke eksisterende forhold til sin lillebror og min far har ikke set sin lillebror i flere år nu. Det samme ses også i svigerfamilien.
Det har altid irriteret mig grundigt at voksne mennesker ikke kan snakke sammen, om det der forvolder de reelle problemer, og ikke blot de overfladiske. Men om modstand, sorg, savn, vrede, jalousi og ked af det hed. Men at man istedet “vælger” at tage “afstand” eller “ignorere” eller ser sig “sure” på den anden part. Flygter. Lukker en dør. For hvorfor mon? Jo da fordi der er noget der er svært indeni. Som gør ondt. Men i stedet vælger langt de fleste at “klappe i” som østers, eller udviser en vrede, bitterhed, hævn eller hvad det kan være af negative ting. Som dækker over de virkelige problemer.

Os med søskende er vokset op i en familie, hvor man er nr et, to, tre eller fire (eller mere) i en søskenderække. Og vi får alle en rolle i familien igennem vores opvækst. Noget af rollen får vi “på os”, tildelt af forældre og andre familiemedlemmer og andet påtager vi os selv. Jeg er overbevist om, at utrolig meget af det der reelt bliver til “problemer” og konflikter som voksne imellem, er at man ikke er brudt ud af de her roller. At der stadig sidder noget rest tilbage i os. Men samtidig også, at det ikke altid udelukkende handler om søskende imellem, men om den resterende familie. Mor og far. Opmærksomhed, kærlighed, omsorg. Og søskendes roller som “forrest” eller “bagerst”.
Og så den her manglende kommunikation imellem som voksne. Alt det man ikke udtrykker. Siger. At man måske i virkeligheden føler sig trådt på. Ked af det. “Misundelig”. Savner. Føler sig mindre elsket. Mindre set. Forkert. Ikke god nok. Alle de her ting som kan skabe en barriere og modstand imellem.

Jeg er personligt selv blevet en del af den statistik som fortæller om ødelagte søskende forhold grundet konflikter.

Kort fortalt:

Da jeg blev gravid med mit første barn, Alberte , som nu er fem år, begyndte jeg at fornemme og blive bevidst om en “modstand” fra min søster, som er 22 måneder yngre end jeg. En følelse af at hun ikke ønskede sig at glæde sig på mine vegne. Spurgte aldring ind til noget der omhandlede min graviditet. Jeg blev såret og følte, at det var underligt. Men sagde intet. Jeg slog det hen, og “glemte” det. De næste par år, begyndte jeg så at fornemme at hun havde en meget ambivalent følelse omkring mig. På den ene side ville hun mig rigtig gerne. Ville ses og have samvær. Men når vi så var på tomandshånd, følte jeg at det udelukkende var mig der viste interesse for hende og hendes liv. Og når vi var i selskab med andre, følte jeg indimellem hendes øjne bag min ryg havde lyst til at dræbe. Som om hun ikke kunne tåle synes af mig, og synet af at andre ville mig.
Så blev jeg gravid igen, med William, som nu er 2 1/2 år. Min mand og jeg valgte at overraske familien til en grillfest hos mine forældre dagen før min fødselsdag. Og da vi fik fortalt det, husker vi begge tydeligt min søsters reaktion. Hun gik væk og sagde hverken tillykke til mig eller min mand. Ikke en lyd. Hun nærmest ignorerede mig og vores glæde. For fornemmede nærmest hendes krop blev fyldt med sort negativ energi.
Dagen efter sendte hun en SMS med et “tillykke med fødselsdagen søs”. Jeg blev så ked af det. Og sur. At ignorer graviditeten igen. Og så bare et tillykke med fødselsdagen. Jeg konfronterede hende selvfølgelig med at jeg syntes det var lidt underligt at hun så ikke havde lykønsket os med graviditeten, og at jeg var blevet ked af det, hvortil hun sagde “det mente jeg da jeg havde gjort”. Det udviklede sig, og vi havde ikke kontakt til hinanden i et lille halvt års tid. En dag fortalte min mor så, at min søster også var blevet gravid. Hvad gjorde storesøster så? Jeg kontaktede hende dag selvfølgelig. Sagde tillykke. Ville mærke hendes glæde og glæde mig på hendes vegne. Jeg rakte ud og hun tog imod.
Men i de sidste 2 1/2 år har jeg flere gange haft fat i hende, for at høre om der var noget galt. Om jeg gjorde noget der irriterede hende. Om jeg skulle gøre noget anderledes. Agere anderledes. “Nej nej, der er ikke noget”, blev hun ved.
Så har vores forhold været gået okay i et par måneder, og så føltes det ligesom en kold luft fra hendes side. Hvor hun ignorer mit liv. Jeg har haft fået en følelse af, at jeg ligesom “irritere” hende, eller hun bliver “irriteret” over noget i mig eller i mit liv.
Så for et halvt års tid siden skrev jeg et langt brev til hende. Om at jeg savnede hende. Savnede at have et nært forhold til hende. Men at jeg ikke savnede det forhold der var lige pt. Fordi jeg fornemmede hun havde en ambivalent følelse omkring mig. Og at det ikke var godt for hverken hende eller jeg. Men om hun ikke ville kæmpe en kamp med mig, om at arbejde med vores forhold med en professionel, for at finde ud af hvad det handlede om. Bundede i.
Hun gav mig ret i, at hun havde de her “blandede” følelser som dukkede op i hende, men at hun ikke lige nu havde lyst til at finde ud af “hvorfor”, velvidende om, at jeg udtrykte at det gjorde for ondt på mig, at fortsætte som nu.
Jeg har både vidst hende tårer, ked af det hed, omsorg og kærlighed. Vist at jeg vil hende. Men hun har på intet tidspunkt kunne kommunikere en eneste følelse ud. Hverken om hun er sur eller ked af det. Intet. Det er ligesom hun ikke “tør” eller kan. For hvad kommer der op?
Men hvad kan være så svært at udtrykke? Hun kan ikke sige hvad det er JEG gør “forkert”. Så jeg tænker det handler om hende SELV. Det er altid lettest at give udtryk for den andens mangler og negative sider. Men svære er det når det bunder i ens eget inderste hulrum og blotte sine egne følelser. Dem der gør en sårbar. Der hvor man skal forholde sig til sig selv og sit eget liv. Tage ansvar. Og jeg tror virkelig, at hun er bange for at komme i kontakt med dem.

Jeg husker tydeligt en dag, for to år siden, hvor et familiemedlem langt ude, stod ved siden af mig og min mor og sagde “Når jeg skal fortælle lidt om familien til andre, så fortæller jeg altid om hvor godt dig og Frank klarer det. Og så kigger jeg til den anden side, og der står min søster. Og familiemedlemmet kigger så på min søster og siger ” og ja, selvfølgelig også om dig og Anders”. Som er min lillebror.
Men der fik jeg virkelig en følelse af, at det måske er sådan en følelse hun har haft indeni i mange år. Måske altid. En følelse af at stå lidt i skyggen af mig. Måske. Måske ikke.

Mange eksperter mener, at konflikternes egentlige rod ofte er, hvordan forældrenes kærlighed til børnene, bevidst eller ubevidst, er blevet fordelt.
Eller at konflikter imellem voksne børn, bunder i uforløste jalousikonflikter.

Jeg er selv nået frem til, at dette her intet har med mig at gøre, men at det alene handler om hende selv og det indeni hende. Jeg vil ikke fortælle yderligere om hende og hendes liv. Jeg ønsker blot at hun åbner sig. Lukker op. Men noget hæmmer hende. Og jeg kan ikke hjælpe hende. Jeg har selv en fornemmelse og ide af hvad det er for følelser hun har inden i, men dem har jeg ikke sagt højt for hende. For så ville hun blot i i forsvar og have modstand på. Det eneste jeg har forholdt mig til, er, at jeg bliver ked og frustreret over hendes måde at være på over for mig. Den der “dobbelte” adfærd, hvor der både indgår kærlighed og en form for had. Jeg har ikke lagt ord i munden på hende. Og hun har åbenbart heller ikke været klar, til selv at sige ord. Jeg må derfor passe på mig selv, så jeg ikke hver anden måned bliver såret og ked af det, og ikke kan være mig selv, i frygt for, hvornår hun nu igen har “fået for meget” eller hvornår jeg prikker til noget inde i hende. Men det gør alligevel ondt, at miste hende. Og jeg er overbevist om, at det også gør ondt i hende.
Min overbevisning er, at når et menneske generelt har et negativt syn på mennesker omkring sig, så er det ofte fordi, at de har et negativt og svært syn på sig selv.
Man kan IKKE ændre på andre mennesker. Man kan blot lære og øve sig på, at ændre sig selv til det bedre. Man man skal heller ikke gå på kompromis med sig selv gang på gang, uden at det rykker noget. Jeg kan i hvert fald ikke række hånden ud til hende, igen. På ny. For den er allerede rækket ud. Hun har bare ikke taget imod.

I min familie er de fleste totalt konfliktsky. Fejer problemer og “svære” eller ikke “accepterede” følelser ned under gulvtæppet, eller putter dem i kasser med låg på og gemmer væk, når noget bliver svært at håndtere. Og så kører vi på med smil og grin og positivitet.
Men, vi er alle mennesker og indeholder det hele. Prøver man på at undertrykke ens såkaldte “skyggesider” giver det angst. Noget jeg har været igennem og mærket. Hvordan det kan ophobes i kroppen. Ingen af os har rigtig lært at håndtere de “svære” følelser. Og derfor forstår jeg godt, at det kan virke overvældende for hende at skulle tvinges til at mærke noget, hun ikke tror, hun kan håndtere. Det har jeg accepteret.
Jeg er dog også bare overbevist om, at selvom man fysisk fjerner eller trækker sig fra den anden part, uden at forholde sig til hvad det bunder i, så vil det ubevidste stadig kører rundt med alle boldene indeni. For mentalt kan man ikke bare “fjerne” en søskende, for noget vil stadig påvirke en.
Som jeg så tit siger “Man kan ikke sige farvel til noget, før man har sagt goddag”.

Tit tænker jeg på, at havde det været en veninde der havde ageret og såret mig sådan, uden at ville arbejde med vores relation, så havde jeg da nok bare “smidt” det væk og var kommet videre, uden så mange ar. Men ens søskende er anderledes, fordi man har hele sin fortid sammen. Haft et bånd. Det bånd skal så bare læres at bindes på ny. Og hvis jeg skal være ærlig, savner jeg ikke så meget hende som person som hun er over for mig, men mere tanken om den historik og fortid vi har haft sammen. Oplevelserne. Og helt klart mere tanken om , hvordan det kunne blive. Hvilket er en forestilling. En ren illusion. Kender I det?

Mit sidste opkald til hende var for at sige, at jeg ville komme over den pågældende aften og tage en snak. Men hun kom med undskyldninger. Havde massiv modstand på og har aldrig svaret igen. Derfor har jeg som det sidste skrevet til hende, at min dør altid står åben, når eller hvis hun får lyst til at arbejde med vores forhold. Det tvivler jeg dog kraftigt på at hun nogensinde gør. Tør kigge indad, og sætte ord på hendes følelser. Men nu må vi se. Jeg ved bare, at det vil kræve en del arbejde. Arbejde jeg er villig til at gå ind i. Men der skal være en gensidige vilje. Til at finde hinanden. Igen.

Er der nogen af jer derude der kender til dette? Enten at stå som den ene part der virkelig gerne ønsker at samarbejde og komme til bunds i uforløste følelser, og som er villig til at ytre sig? Eller være den anden part, der har svært ved at indgå i en kommunikation og derfor har vendt ryggen?

Farvel sommerferie

Men også et goddag “feriestemning”, som jeg nu på en eller anden måde kan trække ind i min hverdag som selvstændig. En form for “ferie” følelse som for mig er = med en form for frihedsfølelse. For mig. Luft i dagene. Luft og plads til at trække vejret. Til at se og høre regnen dryppe mod ruderne. Luft og plads til at ligge mig på sofaen. Til at smække min røv i køkkengulvet og kigge ud af terassedøren. Se vinden tage fat i træerne. Tid til at være Pernille om morgenen efter aflevering af børn i roligt tempo med god tid. Til at spise et blødkogt æg i haven og slumre en tår frisk kværnet kaffe med egne tanker. Tid til at være Pernille inden afhentning af børn i roligt tempo. Til at meditere eller se på fugle.
Plads til at planlægge en fast ugentligt fridag. Eller måske både en mandag og onsdag;-)
Men vigtigst af alt: Plads, rum, forståelse og accept af at give Pernille det hun har brug for i løbet af dagen. Ugen. Jeg får mulighed for 100% at passe på mig selv. Mit overbelastede nervesystem og sensitive jeg. Noget ingen anden arbejdsgiver ville kunne formå. Og derfor ville jeg ikke kunne ha overlevet bare en måned derude i “junglen” på 37 timer.
Så jeg er bedre egnet til det. At være min egen chef. Og det giver mig en ro.
Så jeg kan med ro i maven sige farvel sommerferie. Og byde velkommen til mit liv som selvstændig med et strejf af feriestemning.

Det er der. Lyset

Dette billede tog jeg på en meget svær dag.

Til alle jer som lige nu står der, hvor jeg engang har stået: Midt i mørket. Så mærk mørket omkring dig. Lad det være mørkt omkring dig. Men vær ikke bange. Kæmp heller ikke i mod. Lyset ER foran dig. Måske du ikke ser det så klart lige nu. Men det er der. En dag ser du det igen. Men vi alle indeholder begge kontraster. Lyset og mørket. Og vi kan ikke sige farvel til mørket, før vi har sagt goddag.

Tidligt i seng igår

Jeg vidste det. En jagende hovedpine overtog min krop igår, og jeg valgte at gå i seng kl. 18.30.

20140727-130401-47041567.jpg
I mine forældres hus. I mit tidligere barndomsværelse gennem 20 år. Det vækker egentlig i sig selv lidt følelser og minder til live, når man ligger på det præcis samme sted, som da man blev puttet for mange år tilbage.
– Lige pludselig var jeg tilbage til de aftner hvor min far kyssede mig blidt godnat. Krammende mig og drillende puttede sit ansigt ned fra side til side mod min hals, så det kildede så frygteligt. En godnat sang med “fra England til Skotland” og en selvbrygget godnathistorie om dagen i dag. På vejen ud af værelset vidste han godt, at døren skulle lukkes på en bestemt måde, for at skæret fra lampen ude i gangen, som jeg SKULLE have tændt, ikke drillede mine øjne, men alligevel gav det lys ind til mig, jeg ville have. Hans skridt ned ad trappen, og en dejlig betryggende lyd om at far eller mor der hængte tøj op i bryggerset, så man kunne høre og fornemme dem.
Ofte havde jeg mareridt som barn. Dem der hvor man bare ikke kunne falde i søvn selv igen. Det var næsten dagligt, tror jeg. Så gik jeg ud i gangen til lyset, og bankede i gulvet. Jeg havde knap nok banket, så stod min far og kiggede op mod mig. Gav mig et glas vand og puttede mig igen.

Billederne der var af mig omkring i huset fra jeg var barn, fik mig til at reflektere over tiden. Jeg der lå her en lørdag aften alene i “mit” hus, der har været hele mit fundament. Alle de oplevelser der ligger gemt her, som en lille tidslomme, når man giver sig selv lov til at mærke tiden. Den tid der HAR været. Den tid der er NU. Og den tid der ALDRIG kommer igen.
Må indrømme at der indimellem trillede en tåre ad min kind.
Jeg så ud af vinduet til haven. Den have jeg har leget så meget i. Jeg så mig selv glad gynge rundt på det gamle grønne stål gyngestativ. Løbe om kap med min lille søster. Spise rugbrødsmader i haven. Min mor der lå og solede sig, mens vi andre spillede bold. Da jeg så ud af det andet vindue ud mod gaden og over mod legepladsen, så jeg mig selv løbe rund og spille fodbold eller lege kronegemme med alle de andre børn. Pludselig lød en “piften” fra min far, som betød, at nu skulle vi komme hjem.
Men pludselig var der stille. Det hele synes så tomt. Det liv der summede engang, var væk.
Jeg kiggede i skuffen i kommoden ude i gangen. Der lå et gammelt kladehæfte fra 1. a. hvor jeg havde skrevet historier. Sat ord sammen. En gammel matematikbog underskrevet af min gamle klasselære Flemming.
Samt synet af fotoene af mig, min søster og bror stå på kommoden, som de har stået siden, vi var små. De syner af at her har boet en familie sammen. : En familie som ikke er den samme i dag, som da vi boede sammen. At jeg ikke længere er den Pernille som boede under samme tag med sine forældre og søskende. At den hverdag pludselig bare er “væk”. At det er fortid. At man nu er nået videre til et nyt kapitel i livet. Men tårerne trillede ikke fordi jeg var ked af det. De trillede fordi jeg gav mig selv lov til at mærke den tid der har været og med alt det gode den indeholdt. Kærligheden. Trygheden. Omsorgen.
Jeg blev “kastet” lidt rundt i følelserne. Den dejlige ubekymrede tid fra folkeskolen. Underskriften af min klasselærer, der mindede mig om at jeg i feb., var med til hans bisættelse, fordi han syntes livet var for svært at leve. En mand jeg holdt umådeligt meget af. Samværet herhjemme som barn i en familie. Kontra de konflikter der nu er imellem mig og min søster. Hvordan livet tager nogle forskellige drejninger. At det man er en del af i dag, kan være væk i morgen.

Det er vel en del af livet, at nogle af de her kapitler indimellem skal mærkes og mindes. En del af livet, hvor tiden bare går og kommer. Alle kapitler i vores liv, som bliver lukket, indeholder jo både et savn og en sorg over det man forlader.
Jeg synes, at det var en smuk og rørende fornemmelse, at blive konfronteret med fortiden på en dejlig og bevægende måde.