Stress inde på livet?

Nyt tilbud til dig, der har stress inde på livet

Jeg kan fornemme, at der er flere der har brug for at være i kontakt med andre ligesindede, og som kunne have brug for noget skriftlig sparring/rådgivning/støtte med mig. Et forum hvor der kan stilles spørgsmål til mig og til hinanden. Hvor man kan dele og tage.

Det kan være meget ensomt, tomt, angstprovokerende og håbløst, at være mærket af stress. For man er den eneste, der kan mærke sig selv.
Derfor har jeg oprettet en hemmelig og lukket stress gruppe..

Jeg vil der være til rådighed med online sparring og besvare spørgsmål. Det kan være både rent fagligt men også fra min egen personlige kamp. Jeg vil ligeledes indimellem komme med små oplæg/indslag.
Der kan deles oplevelser og tanker med hinanden i et fortrolig forum med de andre stressramte.
Det kan både være dig der mistænker, at være stresset, dig som nu er sygemeldt eller dig som er på vej igennem eller er tilbage i job, men stadig er (efter)påvirket.

Det kan være utrolig givende, at spejle sig i andre.

Introtilbud på ovenstående, gældende frem til 3 sep.:
Medlemskab i gruppen, resten af året, (4 måneder) med opstart søndag d. 4. sep.

TIL KUN 499,-

Send en besked, til 27 42 02 65 hvis du vil tilmelde dig eller blot høre nærmere.

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Og del eller tag gerne, hvis du har en i din omgangskreds, der måske kunne være interesseret.

Kærligst, Pernille

Kvinden der ændrede mit syn på mine børn

Hun sårede et frø. Da Alberte var et år gammel henvendte jeg mig til en kvinde, fordi jeg ikke ku rumme Alberte. Og jeg var overbevist om, at Alberte skulle have hjælp. Kvindens ord for 5 år siden lød “Der er ikke noget galt med alberte. Men hun prøver på at passe på dig.” Og ja, det var hendes mor der endte med at skulle have hjælp og ikke min datter, som jeg troede.

Langsomt blev jeg mere og mere bevidst om, at vores børn er født kloge. At de mærker og fornemmer os forældre, langt mere end mange umiddelbart tror, og dermed kommer til at tage et ansvar de ikke skal. Et ansvar jeg også selv har båret på mine små pige skuldre. At mor og far skulle have det godt.

Derfor, skal VI som voksne sætte ord på. Og tage ansvar. 

En dejlig kvinde der har skrevet bogen “Født Klog”, kan anbefales til alle familier.

http://sundhedsplejerske.com

Om at sætte egne grænser og lære sit barn det

I vores samfund i dag er der så mange forventninger til os som menneske fra alle fronter. Nok flere forventninger end nogensinde. Og ergo også til vores børn. Jeg kan tildels godt lide at man har nogle forventninger til andre, og at andre har nogle forventninger til mig som menneske. Men der er stor forskel på hvad det er og hvordan.

Et lille eksempel:
Min datter var jo til Lucia over i børnehaven, og hun havde glædet sig vildt meget. Selvfølgelig havde hun det. Jeg havde mine tanker omkring hvordan hendes krop ville reagere efter sådan et arrangement liiiige midt i december blandt alle mulige andre “uforudsete” og anerledes begivenheder.
Og hun sagde så også selv derovre med det samme efter luciaoptoget, at hun havde fået hovedpine og var utilpas. Vi tog selvfølgelig hjem med det samme. Men vi sagde lige først farvel til den ene pædagog, som straks udbrød “jamen allerede?” Jeg forklarede kort, at Alberte gerne ville hjem nu igen, fordi det havde hun brug for. Vi gik ud i den friske luft og fik os en lille snak. Jeg forklarede, at det var helt okay at deltage i noget, men feks. at tage tidligere hjem end andre.
Men at alle mennesker havde brug for noget forskelligt, og at nogle kunne forstå det og andre mente noget andet. Men at man skulle lytte til kroppen, når hun kunne mærke den talte til hende. Og flot hun gav udtryk for det. Fordi dagen havde jo været kanon for hende. Hun havde bare fået nok, lidt tid før de andre. (Tiltrods for mange af de andre børn farede hvileløst rundt med forældre der blitzede løs med mobilen, mens høje toner prøvede på at overdøve hinanden)

Eksempel 2: Jeg havde en kort samtale med en af de andre kursister på min uddannelse. Hun havde selv været sygemeldt med stress, og var ved at geare ned. Forleden var hendes datter så kommet hjem med to indbydelser til to forskellige pigefødselsdagsarrangementer fra klassen i den samme weekend. Både lørdag og søndag. Datteren havde straks sagt til hendes mor, at hun ikke orkede at tage med til dem begge, hvortil moderen (min medkursist) havde svaret, at hun blev nødt til at deltage i dem begge…
“Hvorfor skal hun dog det?”, røg det ud af mig….
“Ømmm… Æhh…”, svarede hun igen…
Jeg spurgte, om hun ønskede, at hendes datter skulle ende samme sted som hende selv om 20 år. Om hun ikke syntes, at det var vildt flot at hendes 10årige datter, kunne give udtryk for, at det ville være for meget for hende. Og om det ikke handlede om at prioritere, ligesom hun selv var igang med at lære i hendes liv. I en alder af midt fyrrene.
Samtalen sluttede med at min medkursist (moderen) sagde, at hun jo ikke havde tænkt på det på den måde. Og at hun blot havde været bange for, at gøre den ene pige ked af det, hvis hun kun deltog i den anden.

Men det er jo li præcis det livet handler om. At vælge til. Men også at vælge fra. Også selvom det nogle gange (måske) kommer til at påvirke andre…
Jeg mener ikke, at man skal give en undskyldning som følgesvend til afbudet til den ene fødselsdag, men sandheden. At det ville blive for meget med to arrangementer på een weekend. I virkeligheden er der så mange ting, som vi forestiller os oppe i vores små hoveder. At andre mennesker bliver yderst påvirket og vildt ulykkelige, hvis vi træffer en beslutning, om feks. ikke at deltage til fødselsdagen. Men måske er de faktisk lidt ligeglade. Måske bliver de ikke så kede af det, som vi går og forstiller os. Måske gør de. Men kan vi bestemme hvad andre mennesker synes, tænker eller føler? Nej. Det kan vi ikke.

Jeg er selv vokset op med forældre, der ikke rigtig har kunne sætte egne grænser op. (Sådan som jeg har opfattet det)
Selvom min sensitive far i dag er i et selskab med støj, larm og børnebørn, tvinger han sig selv til at være og blive i det. Istedet for lige at gå ud og få lidt frisk luft alene eller gå ind i et andet rum. Men som han siger “Det har jeg simpelthen aldrig været god til”. Hvorfor mon?
Fordi han ikke følte han var okay, og at hans behov ikke var vigtige. Også selvom han altid også er blevet “fyldt godt op”, ligesom min datter og jeg, og bliver fysisk syg, ja så kan han stadig ikke.
Jeg så ikke at han passede på sig selv. Så ikke han stod ved sig selv. Jeg så undskyldninger eller et indre pres som fortalte, at han skulle “fortsætte” og “leve op til”, lige indtil han gang på gang “sejlede rundt” og skulle ligge 4 dage i sengen med migræneanfald og alt mulig andet. Om og om igen.

Hvad gjorde jeg selv som voksen? Overpræsterede. “Levede op til”. Ja, jeg blev endda ofte festens midtpunkt. Den “over”sociale. Den overansvarlige. Fordi det var det jeg som barn, højst sandsynligt fornemmede, mærkede og så, var det “rigtige”.

Jeg tog også lige præcis det’ med over i mit parforhold. Agerede efter hans behov. Ikke udfra det der blev sagt, men det usagte. Da vi selv fik børn, fornemmede jeg hans behov og personlige grænser til hvad han kunne rumme, og jeg tilsidesatte mine egne. For alle andre skulle jo trives…!
Men jeg tror bestemt ikke at man får gladere og sundere børn, af at man som forælder ikke får taget iltmasken på først, men konstant tilføjer ilt til sine børn eller andre relationer. Børn skal se at mor og far tager vare på sig selv.

For nogle måneder siden, da mine forældre passede børnene med overnatning, havde der været en episode, som Alberte fortalte om. Hun skulle have strømpebukser på, og de drillede. Det gør de altid når hun er overstimuleret, hvilket hun lyn hurtigt bliver med mine forældre. Nå, men hun fortalte at det hele var svært for hende og hun havde derfor reageret lidt, da de ikke ville sidde rigtigt… “Og så sagde bedste bare lige pludselig, at jeg var et pattebarn. Og så blev jeg rigtig ked af det mor”.

Jeg er overbevist om, at alle børn opfanger, hvad der er det mest “accepterende” og “rigtige” eller “normale”. Uanset hvad det handler om. Meget sensitive børn (som jeg selv og mine børn) som er meget følelsesmæssige sensitive og som ser lige bag facaderne og ordene, og som opfanger det mindste tonefald og lille mimik i ansigtet… Ja, der skal måske endda ikke så meget til, at lade sig påvirke. Og de lidt “usikre” grænser som man som barn, prøver at finde frem til og udtrykke, vil hurtigt undertrykkes eller gemmes væk, hvis de ikke bliver mødt.

Når man som barn er meget ovre i “de andre”, for at behage og opfylde de andres behov. Ja, så bliver ens egne behov og ens egen person, tilsidesat. Selv med bitte små og få ord, hvor et voksent menneske overhører eller taler ned til barnet eller lign. i en given situation, tror jeg, kan påvirke barnet.
Det sker ikke fra dag til dag. Men langsomt og stille. Med tiden. Sker det lydløst.

Og det skal IKKE ske for min datter. Det er nok noget af det, som jeg har sat som en af de vigtigste prioriteter i mit moderskab. At hun IKKE skal gå på kompromis med sig selv og SINE grænser. Og “hvordan ved hun lige hvor hendes datters grænser går og er?”, tænker i sikkert.
Jo. Det fornemmer jeg ofte. Og der sætter jeg med det samme ord på. Så hun kan reflektere.

Forleden kom hun hjem fra børnehave og sagde opgivende “Mor, de voksne siger altid når vi er ude at gå lange ture, at vi skal løbe meget hurtigt, når vi skal på vej hjem igen. Men jeg bliver dårlig, og får ondt i maven, fordi jeg har brug for en pause.” Så spurgte jeg selvfølgelig, om hun havde sagt det til en af de voksne, at hun lige havde brug for en lille pause, inden hun kunne løbe videre, og det havde hun ikke. Men det gjorde hun så den efterfølgende gang, og så kom hun hjem og sagde at de havde sagt: “Ej, hold nu op Alberte, det kan du da sagtens. Lad nu være. Du kan da ikke være træt nu.”
For mig er det måden her det bliver udtrykt på. At hendes grænse ikke bliver set eller anerkendt. Den skal nødvendigvis ikke altid lyttes til og handles efter hendes behov, fordi vi også indimellem er en del af et fællesskab, og at andre mennesker i en sammenhæng indimellem bestemmer.
Men hvis ordene feks. havde lydt sådan her i stedet, havde det i mine øre, haft givet en helt anden følelse hos min datter : “Vi kan godt forstå at din krop er træt, og at den gør ondt, og at du har brug for et hvil. Det kan vi også have brug for. Men nu skal vi lige gå 5 min. til”. Så havde hun ikke følt sig overhørt, og så havde hun ikke sagt til mig, at de voksne ikke kunne forstå hende, og at det var noget pjat. Nogle gange skal der så lidt til. Så lidt. Både til at påvirke en negativt men også positivt.
Jeg sagde selvfølgelig også til hende, at det var flot at hun gav udtryk for det, men at der bare er nogle mennesker, der ikke helt forstår en.

I dag da jeg hentede hende fra børnehaven, så jeg med det samme hendes store blanke trætte øjne. Hun kunne ikke rumme mere. Tre dage i “inde” børnehave. (Det sidste år har hun været i en skovgruppe, men da hun skal starte i skole her i 2015, er de lige pt inde i den normale børnehave.)
Men hun sagde som det første inde i bilen “Shh William, jeg kan mærke jeg har lidt hovedpine”. Hun havde lige brug for stilhed. Og så sagde hun så, at der var så meget larm, når de skulle være indenfor. Hvortil jeg svarede “Ja, det ved jeg godt skat. Det var også derfor jeg købte og gav dig de der lyserøde høreværn med for noget tid siden,(sidste år) men der ville du ikke bruge dem, fordi du sagde, at de andre ikke lige kunne forstå det og hele tiden ville snakke, når du tog dem på.”
“Ja, mor. Men nu vil jeg gerne have dem med igen og have dem på.”
Og så aftalte vi, at jeg lige skulle forklare det til pædagogen, og at Alberte selv ville fortælle hendes veninder, hvordan høreværnet hjalp hende. Men først havde hun lige bruge for en hjemmedag i morgen. Og det får hun. I nattøj hele dagen ❤

For jeg havde selv sådan en dag hele mandagen og halvdelen af tirsdagen. Og jeg havde på forhånden planlagt de dage til mig selv;-) Fordi jeg vidste hvor jeg ville reagere efter 17 dages samvær alle fire.
Og selvfølgelig har hun også brug for det oven på ferien. Med jul og nytår og "anderledes" dage.

Jeg selv, som er meget sensitiv, har nok altid ubevidst villet sørge for at mine forældre havde det godt. At jeg ligesom tog ansvaret for deres velbefindende på mine skuldre. At jeg ville sørge for at de skulle have det godt. Sådan rigtigt helt indeni. Jeg tog et ansvar, der ikke var mit. Men jeg gjorde det, fordi at jeg fornemmede, at de ikke selv gjorde det. At de ikke passede på dem selv. At de ikke altid fik sat deres egne grænser.
Og jeg kan jo se, at jeg selv har overtrådt mine egne grænser gang på gang på gang i mange relationer i mit liv. Både privat og jobmæssigt.

Derfor er det i særdeleshed vigtigt for mig, at vise mine børn, hvor mine egne personlige grænser går. Jeg har aldrig før, før her for halvandet år siden, kunne sige ordene “det har jeg brug for” eller “det har jeg behov for”. Aldrig nogensinde har jeg udtrykt de ord for mig selv. Jeg har ligeså heller aldrig hørt dem komme ud af mine forældres mund.
Men min lille søn på 3 år, udtrykker det dagligt. Hans grænser. Og de er så fine.
Mine børn skal ikke føle ansvar over for mig. Det skal ikke tynge deres små skuldre. Derfor bliver jeg nødt til at vise dem mine behov. Og det lærer dem uendeligt meget om, hvordan de skal passe på sig selv!

Men uanset hvad jeg, min datter eller DU vælger, så er der altid nogen der har en mening eller en holdning til det. Det kan vi ikke ændre på. Men vi skal heller ikke ændre os selv!

Men godt nytår til jer alle.

Introvert vs ekstrovert

Jeg har nok ALTID opfattet mig som “ekstrovert”.. Hende den udadvendte, smilende, imødekommende glade pige, som snakkede og jokede i eet væk.. Hende der havde kalenderen fyldt med aftaler.. Hende der på jobbet, i frokost pausen, over hækken, i familien m.m. snakkede langt mere end gennemsnittet.. Hende der arrangerede alle pigeaftenener til god mad eller en tur i byen. Hende der gav dem max gas på dansegulvet, og med en vodkaflaske i hånden til langt ud på natten.. Hende der aldrig sagde nej til et arrangement, tiltrods for de forrige dage også havde været booket. Hende der bød “uventede” gæster indendøre med et smil, når der blev banket på døren…

Men men.. Efter jeg fik endevendt og krænget min krop ud og set i de aller inderste kroge, så jeg pludselig noget andet.. At den der “snakken” i forsamlinger faktisk ikke var det jeg egentligt havde lyst til… De der uventede gæster, der ku finde på at komme forbi, hadede jeg faktisk også ret meget… Pludselig følte jeg mig forkert i venindegruppen… Pludselig fornemmede jeg, at jeg faktisk hellere ville spise alene på kurser og i lignende sammenhænge, eller luske ud og få lidt luft… Jeg så mig pludselig trække mig væk fra menneskemængden, for at “sunde” mig… Så også i min kalender, at der helst skulle være luft i kalenderen, og ikke for mange aftaler “ud af huset”.
Det gik også op for mig, at jeg faktisk slet ikke bryder mig om den der ligegyldige smaltalk henover bordet eller side om side. At jeg langt bedre trives i to-to samtaler. Og gerne dybe samtaler. Om noget der betyder noget. Som har en mening og en dybde. Fandt ud af at der var nogle relationer/fællesskaber jeg slet ikke trives i, og begyndte at trække mig, fordi jeg fornemmede at det var det bedste. For mig.
Men vigtigst af alt, blev jeg klar over, hvor meget et smil egentligt kan dække over. Og lige præcis de smil, sætter jeg ikke på mine læber igen.

Jeg ELSKER og stortrives hjemme nu. Elsker min seng. Har altid været glad for mig seng. 😉 Elsker at nulre rundt hjemme og ikke at skulle noget. (I min ungdom kunne jeg ikke være i eget selskab og søgte hele tiden samvær med andre.) Elsker også at være ude. Men på egne præmisser… Og ikke nødvendig vis i følgeskab med andre mennesker.
For tro mig, jeg er også den “nyhedssøgende” type.. Så jeg besidder begge dele på en måde.. Noget af det der har været medvirkende til overbelastningen i kroppen. Stressen. Men jeg er nu blevet bevidst om, hvordan de skal flettes sammen, så jeg tar højde for mege dele. Mange af de ting jeg også kan lide, i de små portioner, kan også dræne mig i den grad… Og ja, gøre mig fysisk utilpas, hvis jeg presser citronen, og overhøre den introverte del. Sensitiviteten.
Men som udgangspunkt er det den introverte side, der skal fylde mest. For at jeg kan fungere. Jeg kan i virkeligheden ha lyst til rigtig mange ting. Få mange fikse og gode ideer. Spændende ting og interessante sager. Men jeg ved nu, hvilke jeg skal lade fylde og hvilke jeg skal smide væk eller stille på stand by.. Det gjorde jeg ikke før. Der prøvede jeg på at favne alt og alle. Men den Introverte side i mig SKAL lyttes til. Og så må jeg slippe det søgende træk ud i bitte små portioner… 😉 Ja for ellers intensiveres stress symptomerne…

På een eller anden måde, når jeg ser tilbage, har jeg egentlig også indimellem følt mig lidt maltplaceret før i tiden i nogle situationer. Til byturene drak jeg mig altid fra sans og samling, og ku aldrig huske noget dagen efter. Måske fordi det i virkeligheden var det der gjorde, at jeg ku rumme og være i det?
Til større fester/arrangementer var jeg også hende der var udadvendt og nysgerrig, men alligevel hende der stod liiiige bag ved veninden.. Mange af mine (tidligere) veninder har faktisk haft sagt, husker jeg nu, at jeg jo egentlig inderst inde var noget genert.. Tilbageholdende.
Husker også hele barndommen at det var min lillesøster jeg skubbede foran ude på gaden når vi skulle lege med de andre. Eller noget jeg gerne ville eller noget var spændende, var hun min “prøveklud”.. I børnehaven og i børneklubben som jeg gik i, hang jeg altid på de voksne. Blev båret, holdt i hånden eller også hang jeg om deres ben. I skolen var jeg også hende der ikke sagde så meget i timerne…

Men hvis jeg som sensitiv fornemmede i en tidlig alder, at det ikke var ok at være “genert”, har jeg højst sandsynligt prøvet på at “ændre” mig. Leve op til det “verden” syntes bedst om. Det der var mest attraktivt. Og undertrykte med tiden, måske, det andet, og overspillede eller lagde tykt lag på det ektroverte træk.
Og så har jeg en meget nyhedssøgende mor, og en meget introvert/sensitiv far. Men som man siger. “Børn gør ikke det de siger, men det de gør”. Og min far tilgodeså ikke og stod aldrig ved sit indre og sande jeg.
Så når min datter på fem år, som er ekstremt nyhedssøgende, og skal være tilstede hvor alle er og som knap nok kan slippe nogen eller noget, men samtidig har brug for afsindig meget “afbalancering” pga overstimulering, som så i weekenden siger, når jeg fortæller, at vi skal til oldemor med pakkekalender “Mor, jeg tror bare jeg skal blive hjemme i nattøj i dag”, ja så bliver jeg MEGA glad.. At hun indimellem fornemmer dette og at det er okay, og at jeg bestemt ikke siger “jamen det skal du”, eller “det kan du nok klare”. Jeg respektere fuldt ud, når de har et reelt behov,som de prøver på at udtrykke.
(Jeg hader i dag det ord, genert. For mig virker det negativt-ladet. Jeg tænker at nogle børn/mennesker bare for brug for at trække sig, være på afstand, se an osv. og at det er OK)

Men det er også det nyhedssøgende træk, (ekstrovert) der er min kærlige motor i dag. Det der er mit drive. Det der gør mig stærk og optimistisk. Det der får mig til at gå fremad, til trods for det der går mod mig.
Men jeg vil altid holde den introverte Pernille i hånden, og fortælle hende at det er OKAY, at gøre som hun gør og have brug og behov for det hun har. Jeg vil favne hende og passe på hende!

“Jeg bliver aldrig rask nok til at komme i arbejde igen”

Lige præcis den sætning har jeg sagt til mig selv utrolig mange gange. For lige præcis halvandet år siden lå jeg tvunget til sofaen, ude af stand til at gå eller tænke mere end to minutter frem. Min hjerne var så overbelastet, at det eneste jeg kunne i rigtig lang tid, var at fokusere på min vejrtrækning, for ikke at ryge over i angsten. Min vejrtrækning blev min bedste ven, og det er den der har hjulpet mig allermest.
For blot 6 måneder siden, var jeg stadig overbevist om, at jeg ikke ville komme ud på arbejdsmarkedet igen.
Men jeg lærte at fokusere og tænke anderledes. For hvad lød min overbevisning på, var et “arbejde” og hvad skulle det indebære? Det var mine gamle mønstre og tanker omkring et arbejdsliv, som jeg vidste jeg IKKE ville kunne rumme igen. At jeg ikke skulle tilbage på den samme vej.
En ting var og er, at min krop selvfølgelig stadig er utrolig meget mærket af stressen. En anden ting er, at det gik mere og mere op for mig, at jeg i større grad reelt havde et VALG. Om hvad jeg skulle “gøre” til mit arbejde.
Jeg begyndte at acceptere at jeg er et menneske som ikke kan og aldrig har kunnet rumme og kapere et 8-16 job eller for den sags skyld blot 6 timer om dagen med fastlåste rammer og systemer, ude af stand til at planlægge og styre dagenes gang, tempo og åndedrag.
Hvis det stod til kommunen og sagsbehandlere og var jeg blevet i “systemet”, så var det dem, der fortsat styrede dagens gang. Min fremtid. Jeg blev simpelthen nødt til at fjerne alle bånd. De hjalp mig ikke. Tværtimod. Det sagde jeg (lidt tvunget) farvel til, velvidende om at jeg ingen penge havde på lommen. Jeg blev nødt til at satse og lytte til mit indre. Finde ud af hvordan rammerne skulle være, for at jeg kunne være til. Have mening og gnist i mit liv, Tiltrods for de begrænsninger og udfordringer jeg til dels stadig har. Om det så kun handlede om at skulle arbejde 15 timer om ugen.

En accept begyndte i stedet at fylde krop. Accept af at jeg ikke kan byde min krop alt det, som for mange mennesker er “en almindelig” hverdag. Men at blive mere bevidst omkring hvordan jeg kan sidde rammerne for noget, som jeg kan rumme at være i.

Et eksempel på en uge for mig, i mine egne rammer:

Mandag: en fridag sammen med min datter. En tur i badeland, middagslur og slap af tid i nattøj.

Tirsdag: tre timers massage (klienter) formiddag/middag. Lur og alene tid. To timer massage (klienter) aften efter børn er puttet.

Onsdag: igen massage (klienter) inddelt i to sektioner som dagen før, så kroppen når at komme ned igen, så jeg kan rumme børnene.

Torsdag: massage (klienter) formiddag, middags hvil og skriveri på redaktionen til Ugeavisen.

Fredag: To timers massage (klienter), hente børn tidligt. Weekend.

Og i næste uge ser det helt anderledes ud. Der er dagene fyldt med kursusdage med indhold af noget af det, som jeg brænder for. Som giver mening for mig. Og som jeg kan se blive en del af mit liv fremover. Jeg har også en drøm som ligger et par år ude i fremtiden. En del af grund ideen, har jeg egentlig altid haft drømt om. Og jeg ved, at jeg vil lykkes med det.

Når jeg tænker tilbage på januar måned, hvor jeg sendte en tekst omkring “tilgivelse” til Ugeavisen Nordfyn. Med et eller andet ubevidst ønske om at kunne få lov til at skrive, samtidig med at jeg kunne tjene lidt penge. De syntes min tekst var god, og lavede derfor en artikel med mig omkring at jeg bloggede. I den artiklen skriver journalisten at jeg også godt kunne tænke mig at prøve kræfter med at skrive for en avis. Ugeavisen.
Det var mit langsigtede mål. Noget jeg håbede på. Ønskede. Drømte om. Tiltrods for at jeg på daværende tidspunkt ikke engang kunne holde ud at gå i rema for at handle. Jeg fik lov til at komme i tre månederspraktik.
Og wupti. Nu tjener jeg penge på at skrive for dem. Og jeg er endda ufaglært. Vidst nok den eneste under fynske medier. (Dem som ejer avisen og Stiftstidende.)

Med denne lille historie vil jeg blot fortælle, at man ikke altid behøver at have alle færdighederne med det samme. Ej heller have en “titel” eller lang uddannelse. Det handler om, om man tør, vil og tror på det. Og jeg troede på at jeg kunne noget med ord. Jeg vidste godt, at jeg ikke skrev med korrekte kommategn og at der sagtens kunne finde på at snige sig andre grammatiske fejl ind. Men jeg vidste, at jeg kunne noget andet. Fortælle historier om mennesker. Skrive personlige tekster som berør folk.
At der er nerve og nærvær i mine ord. Men at jeg også selv personligt udstråler en oprigtighed. Jeg troede på mig selv, tiltrods for jeg havde mange odds i mod mig.

Utrolig mange mennesker har sindsyg mange gode tanker, ideer og drømme. Men det er ikke alle der har modet til at gå efter det. Sit mål.
Det liv som man aller inderst inde ved der er sit “kald” og det man længtes efter. Mange af os bliver fastholdt i gamle mønstre, “forhindringer” og overbevisninger.
Personligt har jeg selv været der, hvor jeg var tvunget til at ændre kurs. Hvor der ikke var noget alternativ. Hvor jeg var blevet SÅ klar til at gå efter mit indre mål og en drøm på at indrette mit arbejdsliv på en sådan måde, at jeg SELV styrede mit liv, og ikke blev styret af mit arbejde. Jeg var klar til at give alt for at kunne arbejde. Med den nye accept af hvad et arbejde også kan være. Var villig til at sælge vores ellers fantastiske hus, hvis økonomien ikke kunne hænge sammen. For i virkeligheden bruger vi tit “penge” som en af vores “modstandere” og “hindringer” i at opnå det, som vi virkelig gerne vil. Men sandheden er, at økonomien ikke behøver, at forhindre dig i at gøre det du vil. Det handler om, hvad man vil ofre for det. Være villig til at fjerne, hvis man ønsker noget andet.

Tit holder vi os tilbage fordi vi bekymrer os. Af frygt. Forestiller os ting. “Hvad nu hvis det ikke lykkedes”. “Hvad nu hvis jeg ikke kan få kunder eller ikke er dygtig nok”. “Hvad nu hvis jeg ikke tjener nogle penge”. “Vi skal jo også kunne betale vores regninger”. “Man kan da heller ikke bare gøre det, man kun kan li”. “Det hele er så usikkert”. “Og hvad tænker andre nu?”.

Men tænk sig hvis ingen af disse ting blev sande. Og hvad hvis de gjorde. Hvad var så det værste der kunne ske?

Ingen børn kan gå flere skridt af gangen, den første gang de kaster sig ud i det. De vakler. Holder lidt fast i tingene. Tager små skridt ad gangen. I etaper. Men de tør lige pludselig også godt at give slip på bordkanten. Give slip på den trygge base og det kendte. Give slip for så at finde balancen. Finde et nyt holdepunkt. De har troen på, at det nok skal lykkes. Men vigtigst af alt. De har MODET, til at prøve. Og pludselig løber de rundt.

Mine børn er helt sikkert det man også kalder de “signalstærke” sensitive.

Dette link beskriver meget godt mine børn. Især under punktet : signalstærke, omkring søvnen, vredesudbrud og voldsomme følelser og om ikke selv at kunne trække sig og holde en pause. Det at blive overstimuleret over helt alm. dagligdags ting og om at føle at man ikke kan deltage i alt det sociale på samme vilkår som andre. Læs med her: http://www.signalstærk.dk/#!ssb-kan-vre-sensitive/czn4

At acceptere

Jeg har lige haft et par svære dag. I går var især hård med en masse tunge følelser, som jeg til sidst lod flyde ud via tårerne ned af min kind. Det lettede, samtidig med at jeg gik tidligt i seng.

Igår var jeg fyldt. Godt fyldt op. Til trods for alt det positive der sker i mit liv lige nu, følte jeg mig alligevel hængt op på “mor rollen”. Fordi mine superhelte bare kræver at jeg er et skridt foran hele tiden. At jeg konstant skal rumme deres nedsmeltninger og voldsomme følelser. Og at jeg gør det, samtidighed at jeg bruger ekstremt meget energi og overskud på nettop at rumme uden selv at koge over. At jeg konstant skal rumme, lige som en skraldespand. Mit større problem er jo netop bare det, at grundet stressen, så er mit nervesystem stadig belastet og konstant skal beroliges, hvilket i sig selv er en udfordring med små børn. Og når søvnen så er truet og begrænset, så gør det det hele svære.
Men hvem skal egentlig rumme mig, når jeg er max overstimuleret?
Vores egen skraldespand bliver tømt hver 14. dag. Og i bund og grund har vi jo også selv brug for at blive tømt. Få renset ud.

Igår da datteren skulle puttes og jeg masserede hende, trængte lidt tåre på i min øjenkrog. Med blandede følelser. At jeg havde en følelse af konstant at sku gi og gi og gi til børnene og følelsen af at jeg snart var opbrugt. Og så omvendt den rørende kontakt og nærværet med min datter, som jeg har, der fik mig til at føle at jeg havde verdens fantastiske datter. (Og søn) Så klog, vis og unik.
Jeg sagde ikke noget til hende omkring min ked af det hed. Tårerne dryppede lydløst. Men datteren min ville efterfølgende hele tiden kramme, og sagde ord som “mor du er den bedste i verden” “du er så dejlig og god” “jeg elsker dig” osv. Meget mere end hun plejede. Jeg vidste hun kunne fornemme noget, men jeg orkede ikke lige der at skulle forklare mig.

I morges kiggede jeg på hende, kyssede hende og som det første sagde jeg “Ja mor var faktisk lidt ked af det i kroppen igår”, hvorpå hun kiggede og sagde “ja mor, det var jo derfor jeg ville kramme dig hele tiden”. Hvortil hun med det samme spurgte “Jamen hvorfor mor ?”. Jeg fik hende forklaret at mors krop var træt inde i. Fordi jeg ikke havde sovet nok. Og derfor blev jeg ked af det. Ligesom når hun havde haft mange lange dage i børnehaven og blev ked af det når hun kom hjem. Og at det selvfølgelig IKKE var hendes skyld.

Ligeså fik jeg arrangeret så datteren og manden tog i sommerhus i eftermiddag med overnatning, så det blot var sønnen og jeg der var herhjemme i dag. Det letter enormt for os alle lige at dele os op indimellem, og da mine sviger forældre har sommerhus ved Tørresø strand lige 5 km herfra, er det ideelt at gøre det indimellem, det det giver energi for os alle fire. Ikke mindst børnene nyder godt af det. Af at få en pause dag fra den anden.

Så i dag har jeg kun sku forholde mig til denne lille skønhed af en superhelt. Og vi har haft en skøn eftermiddag og aften sammen i tosomheden;-)

20140625-181809-65889675.jpg

Og dagen i dag har været inspirerende med mere energi og tro på fremtiden.

Mine mange glæder ved min sensitivitet..

Jeg elsker at sidde i bilen og høre regndråberne falde ned på bilruderne.. Jeg elsker at ligge og kigge ned i græsset, kigge op på skyerne, en stjernehimmel. Eller kigge på gamle huse og gårde og forestille sig livet fra dengang. At blive kastet tilbage i tiden for en stund. Elsker at snakke med gamle mennesker omkring livet fra en svundet tid, hvor der var en ro og andre værdier. Jeg sætter pris på dybe og oprigtige åbne samtaler, hvor jeg fornemmer et autentisk menneske uden facader. Jeg nyder at følge og se noget gro, synet af markblomster i grøftekanten. Mit blik ud over de åbne marker. At gå en tur i regnvejr og mærke regnen i ansigtet og duften efterfølgende som en lethed i luften. “Some people just get weet, but I feel the rain”. Jeg er for det meste altid positiv. Jeg elsker alle årstiderne. Kan se det gode i det hele. Selv en kold grå efterårsdag er fantastisk. Når jeg feks. kan sige til min mand “Ej har du set det lys ud over marken, eller prøv at hør lyden af fuglen der eller duft lige til den her blomst eller wow, de en stjernehimmel eller se lige de fine roculla blade fra haven, smag den friskhed”. Det er lige som om at jeg bliver mere fascineret af de små ting. Gladere. Af bitte små skønne sansestimuli. Han kan bare sige “ja ja” eller springe videre til noget andet. Jeg kan blive opslugt. Af det der beroligere. Skaber noget positiv i mig.
Jeg har brug for at det gir mening det jeg gør, er i og har omkring mig. Både i arbejdet, relationer og alt andet i mit liv.
Da vi for første gang havde været ude og se vores hus, snakkede manden og jeg om det efterfølgende. Han så det store fede nye køkken, de store rum og dobbelt garagen. Det havde jeg ikke lagt mærke til. Jeg sagde kun ja til købet, fordi det lå ud til marken med en fantastisk udsigt. Jeg følte mig fri. I dag higer jeg efter mere natur. Ønsker mig længere ud på landet. Endnu tættere på vand og skov. Gerne mit i en skov. Det beroligere mit system. Der skal hjernen ikke koncentrere sig, men blot være.
Jeg er iderig og kreativ, og tænker ofte et skridt videre. Er god til at strukturer og planlægge. Ville være den perfekte leder. Super god menneskekender. Intuitiv. Jeg fornemmer mine børn, og andre uden at de behøver kommunikere med ord. Ser det hele menneske, og det folk gemmer på indeni og under deres facader.
Jeg blir ikke glad af større materielle ting eller for mig ligegyldige og ubetydelige ting. Jeg blir glad af oprigtighed, tanker og omsorg. Mælkebøtter og stearinlys. Sætter pris på folk der tør og har modet til at stille spørgsmål og snakke om de “svære” følelser. Føler stor connection til “ligesindede.” Sensitive der deler samme værdier og tanker. Til trods for at jeg ved angsten er inde i mig, har jeg en indre kæmper indeni. Kæmper og higer efter det jeg bliver opslugt af, og som jeg kan mærke gør mig godt. Jeg skal ha en hverdag som jeg selv kan styrer. Være min egen herre.

Jeg ved at jeg har dage hvor jeg har brug for at trække stikket og lade op og samle energi til igen at kunne rumme. Både børn, mig selv og det omkring mig. Jeg ved at jeg er sårbar i mange situationer, men at jeg også har utrolig mange styrker. Jeg er ikke enten eller. Jeg er både og.

Hvor er man henne, når man ikke længere er her?

“Hvor ER oldefar henne mor?”
Det er et af de spørgsmål, som jeg har fået ugentligt af min lille søn på knap 2 1/2 år siden 1 april, hvor hans oldefar gik bort.
Som jeg tidligere har skrevet et indlæg om, valgte jeg at tage min datter med på knap 5 år, så hun kunne se ham, i sit fine tøj, liggende i sin seng derhjemme. Vel at mærke se hans krop ligge der. Men oldefar var jo væk indeni. Død. Et valg jeg tog, selvom manden var imod, fordi jeg fornemmede hun havde brug for at få afmystificeret det. Hvad døden er og hvordan det ser ud. Hvis jeg skal være ærlig havde jeg samme fornemmelse for at ville tage min lille søn med, så han kunne se det samme. Men som min mand sagde “du er da sindsyg”.. Jeg havde ambivalente følelser omkring det. Indeni viste jeg at min søn også allerede tænkte meget over tingene og fornemmede alt omkring ham. På den anden side tænkte jeg også, ” okay, det er 8 måneder siden han har set ham, og han kan sikkert ikke huske ham”.
Men som tiden er gået, går det virkelig også op for mig, at han havde brug for at få billeder på hvad det vil sige at oldefar ikke er her mere. Og i formiddags gik det virkelig op for mig, hvor meget det fyldte indeni ham. Til trods for at vi har snakket rigtig meget om det. At oldefar har været syg og nu er ved kirken. At han er “død”, og at der er nogen der passer på ham ved kirken.
I formiddags kiggede han igen på mig og sagde “Hvor ER oldefar mor?” Og “oldefar er sur. Han vil gerne hjem igen. Men han besøger oldemor”. Han ramte et eller andet i mig, jeg blev rørt og lod en tåre trille.
I fredags var børnene og jeg, hjemme og besøge oldemor i hjemmet. Der hvor han gik bort, fredfyldt og stille. På et tidspunkt sidder mig og oldemor og drikker kaffe og børnene går mod køkkenet, ser vi ud af øjenkrogen. Alberte først. Men pludselig stopper William op og ser panikslagen ud og får fremstammet “oldefar er der”, hvor efter han løber hen i mine arme. Lidt efter går børnene ud i køkkenet igen og Alberte lukker døren ind til os. Pludselig begynder William at græde og løber ud til os. “Oldefar sidder der”. Det tog lige pusten fra mig.. Vi snakkede om det da vi kom hjem, og da han så sagde her til formiddag, at han besøgte oldemor og var sur og gerne ville være hjemme, blev jeg rørt. For hvad fornemmer den lille mand, og hvilke refleksioner gør han sig allerede i den alder?
Her til aften da han blev puttet startede jeg snakken igen. Fortalte ham at jeg havde været ked af at oldefar ikke er hos os mere og at han ikke kommer igen. Fortalte at jeg fik sagt farvel til ham, hvor på han kiggede på mig med store øjne “William skulle også ha’ sagt farvel”. Og ja, han har ret. Det skulle han. Fik dog sagt til ham at oldefar sagde at jeg skulle hilse ham mange gange og kramme ham. Han smilede.

Jeg tænker, at siden han ofte snakker om ham/det, er det jo fordi han tænker på det. Enten fordi han mærker på mig og andre i familien af vi har været og stadig er, berørte af situationen. Eller måske har han selv nogle følelser og fornemmelser omkring det hele. Men uanset hvad, har han jo et behov for at snakke om det, siden han bringer det på banen.

Jeg ved det er en hårfin balance det med døden og små børn, for hvor går grænsen og hvad kan de kapere og rumme. Det tror jeg er meget individuelt. En psykolog ville helt sikker fraråde at indrage så små børn og se en død. Men mine børn følger sku ikke den “normale” kurve. De er ret følelsesmæssigt intelligente. Men umiddelbart tænker jeg på, at der ikke er noget sundt i at skjule døden for børn. Ser deres forældre det som noget naturligt og føler sig åben omkring det uden at skjule det, bliver børnene også mere afslappede omkring det. Om jeg har fortrudt han ikke så ham og “fik sagt farvel”? Ja det har jeg nok. Men vi var to om at skulle bestemme.
Nu kan jeg blot fortsætte med at snakke med ham om det, og når han og storesøsteren bliver større, vise åbenhed og en naturlighed overfor spørgsmål omkring livet og døden. Det tror jeg er vigtigt. For som Alberte sagde til Williams og min samtale i dag “mor, jeg tænker faktisk ikke så meget på ham, for jeg fik jo også set ham og sagt farvel”.

20140609-194654-71214536.jpg
De smukkeste bonderoser fra oldefars have