Ordene “død” og “børn” kan ingen af os li’ sat sammen… Men…

Døden er noget vi alle skal forholde os til, uanset alder.

Den 31 marts om aftenen inden sove tid hiver Alberte pludselig sit penalhus frem og blanke hvide a4 ark. Hun begynder at tegn… Da jeg går ind til hende lidt tid efter, siger hun spontant “se mor, det er en tegning til oldefar.” Tegningen viste ham med en rive i hånden blandt et par æbletræer ude i sin have. (han levede ude i sin have) Dernæst henter hun så selv en kuvert og siger til mig at jeg skal sende det til ham. Og at det skulle være NU.

Af en eller anden årsag hopper op på cyklen og juller til postkassen med brevet, da jeg fornemmede det betød meget for hende.

Lidt tid efter går vi i seng og næste morgen halv syv hører jeg igen Alberte pusle med penalhuset siddende nede på sit værelse. Igen tegner hun. Igen til oldefar. Denne gang havde hun tegnet en stor kirke med en masse menneskehoveder omkring. De smilede. Og så var hun pludselig i færd med at lave en tegning til oldemor også. For som hun sagde “Den får oldemor altså brug for i dag mor. For hun bliver jo ked af det”.

Ordene studsede jeg egentlig ikke mere over den morgen.

Men da hun efterfølgende havde fået tøj på, da hun var færdig med tegningerne, kiggede hun pludselig på mig og spurgte: “Mor, er det i dag oldefar dør”?

“Neeej” sagde jeg-.. “det tror jeg nu ikke skat.”

Men hun fik ret.

Et par timer efter hun havde tegnet en kirke og på præcis samme tidspunkt om formiddagen brevet lå i hans postkasse, døde han.

Jeg var dybt bevæget og rørt over den lille piges fornemmelser.

Det har IKKE været mig hun har kunne mærke, for jeg regnede ikke med det var li nu i disse dage han skulle afsted.

Min bedstefar, Albertes oldefar har i de seneste måneder været alvorlig hjertesyg. Sidst hun så ham var i jan., hvor hun selv kunne se han var syg. Efterfølgende har vi selvfølgelig snakket lidt om at han var syg. Og ja, at han skulle dø.

Men vi havde ikke snakket om ham, her op til tegningerne og hans dødsfald.

Derfor var det også meget vigtigt for mig, da hun kom hjem fra børnehaven den dag, at hun fik at vide hun havde ret. Han døde jo den dag.

Efter jeg nævnte at oldefar var syg, som hun selv kunne se på ham, har hun selvfølgelig haft mange spørgsmål omkring døden. Såsom om oldemor så skulle have en ny mand? Hvem der så skulle passe på hende? Om oldefar blev et skelet? Om han blev til mange knogler? Om han havde åbne øjne? Havde tøj på? Hvor han så var henne? Og jeg bliver ked af det når du dør mor. En masse relevante spørgsmål som gik på “Ja hvad sker der når et menneske dør”.

Hun gjorde sig selvfølgelig en masse tanker inde i hovedet omkring den her proces, og derfor har det været i mine tanker fra starten af, at hun skulle inddrages i det. I den proces som er det mest naturlige i verden. Jeg var bare i tvivl hvordan det skulle gøres. Jeg vidste bare at hun ikke skulle holdes udenom. Der var ikke noget der skulle gemmes. Hun skulle ikke få den følelse af at det her var farligt eller “ikke for børn”. For uanset hvad, havde hun jo en masse spørgsmål og en masse tanker omkring det her.

Jeg fornemmede at hun var en pige der i den grad havde brug for at få sat nogle billeder på, for netop at hun ikke selv skulle digte noget “farligere” oppe i hovedet.

Derfor sagde jeg også til hende på en naturlig og rolig måde d. 1 april da han var død, at vi skulle over og sige farvel til oldefar. Forklarede at han lå i sin seng i stuen med tøj på, og at han ikke kunne bruge sin krop. At den var stoppet med at virke, fordi han var syg. At oldemor og min lille kusine og fætter og forældre også var der.

Jeg havde selvfølgelig været fordi dem først, så jeg havde fået reageret og sagt mit farvel.

Dernæst da jeg havde set ham og han så fin ud og lignede sig selv og stadig var varm, kørte vi derover. Med ro indeni. Stemningen var rolig og naturlig. Jeg fortalte med få ord, og svarede på det hun spurgte om. Fik en sodavand og gik en tur i haven. Hun så sine tegninger lå i sengen hos ham og fik givet oldemor sit brev.

Inden vi kørte hjem, gik hun af sig selv hen til ham og kyssede hans kind.

Jeg mærkede det havde været godt for hende. Hun havde fået sat billeder på alle hendes tanker. Så klog en pige begyndte hun jo allerede dagen efter at spørge til hvornår han skulle i kisten, ned i jorden osv. Det var ligesom hun skulle have hele processen med og en “afslutning”. Men dagen før bisættelsen sagde jeg til hende, at far og jeg skulle til kirken hvor vi skulle synge nogle sange og oldefar lå i en kiste med blomster, som noget tid efter skulle i jorden og der ville komme en sten på gravet så vi kunne se hvor han lå på kirkegården så vi kunne besøge ham. Hun “godtog” de blot var os der skulle afsted og spurgte bare hvem der så skulle passe hende. Som hun selv sagde: “Jeg har jo også sagt farvel til ham mor”. Og ja, det havde hun. Og det var det der gav hende ro. Men som hun også sagde” jeg vil bare ud og se det når stenen er der”. Og så ville hun lige se billedet af kisten fra kirken. Selvfølgelig. Det er da naturligt at man vil se hvad det handler om. Så skal hun ikke bruge unødig energi på at spekulere. Bekymre sig. Så jeg er SÅ glad for vi træf den beslutning. Og ja, børn er sikkert forskellige, og vi har alle forskellige holdninger til dette. Mange ville sikkert ha “skånet” deres børn for det her. Men min datter kan man ikke skjule noget for. Det handler så bare om at præsentere det så barnet kan forholde sig til det.

Men jeg sidder stadig indimellem og tænker på, hvordan dælen hun vidste “det var nu” med sin oldefar? Hendes intuition og fornemmelser er så fine.

– ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ Bedstefar og Oldefar, jeg har aldrig tænkt over det før nu. Men jeg kan ikke se andre end dig, som har givet mig min “ligefremhed” og ærlighed og direktehed. Tak for det. Du har også givet mig så meget andet. Vi ses på den anden side. – ❤ ❤ ❤ ❤

Nogen der kender til det?

Som tiden er gået, er jeg blevet mere og mere bevidst omkring mine sensitive sider. Nogle af siderne er jeg ekstremt glade for og andre kan til sider være ret belastende. Jeg vil lige prøve at liste nogle af dem op her nedenunder. Mon der er nogle ting du selv kan genkende?

Jeg har aldrig kunne klare at have sko på, med snørebånd. Fordi jeg altid har kunne mærke den lille bitte forskel, når det ene har været strammere end det andet. At trykforvirkningen har føltes så belastende. Det samme med at hvis en af nusset min ene arm, skal den anden fandme også nusset, så der ikke er “uligevægt”.

Bryder mig ikke om at have tøj på der strammer. Har altid helst ville ha leggens på. Hopper helst over i natkjole eller joggintøj når jeg er indedøre hos mig selv. Har aldrig brudt mig om at have bh på. De maser min mave så jeg føler jeg ikke kan få luft.

Jeg mindes at jeg altid har haft svært ved at rumme når nogen tyggede på tyggegummi. Husker i særdeleshed altid min mor der gumlede.. Med sådan en lyd på, som i den grad var belastende… Husker jeg ofte kommenterede fra helt lille af.

Kan huske, at jeg altid har følt rigtigt dybt over nogle bestemte sange min mor sang som helt helt lille. Kan tydeligt huske en bestemt sang: “Solen er så rød mor”… Jeg husker jeg altid blev så ked af det og trist. Og når jeg læser teksten på sangen nu, kan jeg forstå at jeg allerede dengang mærkede smerten og det sørgelige i ordene.

Det kære bad…. Jeg har faktisk altid, så længe frank og jeg har boet sammen, gået ud og sagt om han ikke snart var færdig med det bad. Frank har altid sagt at det jo ikke var så dyrt med det vand. men nu fornemmer jeg virkelig at det ikke handlede om økonomi, men om noget andet. Jeg kan simpelthen ikke sidde inde i vores soveværelse og se tv, og så høre på den kraftige brudser med vand. Det er ligesom efter et par min. at min krop hopper og danser. Det samme sker hvis en skuer op på fuld drøn på vandhanen, hvilket han ofte gør så vandet kan blive koldt… Men jeg kan simpelthen ikke rumme det kraftige tryk. Det irriterer mig grænseløst.

Ligeledes hvis eftermiddagen/weekenden med børnene har givet mange indtryk uden mulighed for lige at trække sig, kan jeg ikke rumme flere indtryk og stimuli om aftenen når de er puttet. Hverken at snakke med manden eller se tv. Så er det enten tv UDEN lyd på det første stykke tid eller bare sidde og stene eller evt. læse lidt, før jeg kan klare at høre på noget igen.

Jeg har altid godt kunne lide høj musik. Men jeg kan ikke rumme eller klare musik i baggrunden, hvis jeg skal sidde og læse, lytte til et andet menneske eller mine børn snakker til mig. Jeg kan ikke sortere baggrunds lyden fra, og det stresser min krop. Det samme når jeg kører bil og børnene hele tiden snakker eller spørger mig om noget. Kan bare ikke være i det, og i stedet for at bli sur og aggressiv, bliver jeg simpelthen nødt til at køre indtil siden, så jeg kun skal koncentrere mig om det.

Siden jeg fik kørekort til bil, fra jeg var 18 år, har jeg altid kørt som en sindsyg. Hurtigt og vildt. Fuld drøn på speederen og for så at hakke bremsen i. Totalt stressende kørsel. Det jeg fornemmer nu, er, at det indimellem ER stressende for mig at køre. At min krop næsten ikke kan rumme det. At jeg faktisk helst ikke skal gøre alt for hurtigt.. Nyder og elsker at stoppe bilen, rulle vinduerne ned og kigge ud i naturen. Husker også tilbage, at da jeg var lille, ofte ville have vinduet rullet ned, så jeg kunne stikke hovedet ud i den friske luft og lukke øjnene for bare at mærke vinden.

Jeg har så længe jeg kan huske i mit voksenliv/teenager altid snakket som et vandfald i sociale situationer. Til fester og andre arrangementer hvor der har været mange mennesker eller bare i min tidligere venindekreds. En følelse af at være oppe i gear. Kan tydeligt huske at jeg altid og ofte fik “ondt i maven” og skulle hen og ligge på sofaen. Eller bare har skulle ud i køkkendet og drikke vand fordi jeg ofte blev “ør” i hovedet.

Har også altid haft brug for planer og lister. Husker tydeligt tilbage til min tidlige barndom. Jeg ku knap nok skrive, men havde feks. brug for til lejrskoler eller andet, at skulle skrive en liste. Feks. hvornår jeg skulle begynde at pakke tøj i kuffert. Hvilke to bluser jeg skulle have med. Hvad for ting jeg ellers skulle have med osv. Alt. Fordi jeg havde brug for at se det på papir og ude af mit hovedet. Fordi sådanne situationer var svære at rumme og overskue. Måske.

Ligeledes har jeg haft et behov for at styre, planlægge og bestemme i mange af mine relationer som barn og tidlige voksenliv. Nok fordi jeg ikke ku rumme eller overkue hvad der skulle ske eller havde svært ved at forholde mig til, igen det uvisse, så derfor tog jeg “bestemmer” rollen på mig.

Har altid haft brug for meget søvn. At ligge i min seng og slappe af. Husker tydelig at jeg som barn, når jeg vågnede og skulle tisse, kneb mine øjne helt sammen, så jeg bare ku gå direkte i seng igen og hvile.

Har altid spist meget. Og spist meget ofte. Skal helst spise hveranden time, for ikke at mærke ubalance. Min krop skal hele tiden have brændstof. Synes altid folk har nævnt for mig, at det er utroligt så tit jeg spiser uden at bli’ større. Men det er bare ligesom min krop skal ha næring konstant.

Da jeg begyndte at arbejde, omkring de 20 år, i et rigtigt job efter uddannelse, har jeg altid brugt naturen meget. Til at rå ro på, uden at være bevidst om det. Husker tydeligt da jeg arbejdede i hjemmeplejen i Morud, at jeg ofte efter mine formiddagbesøg, kørte langt ud på landet ved marker på begge sider og rullede vinduerne ned og slukkede bilen. Sad og spiste, men stilhed omkring mig. Væk fra tidspres.

Tidspres og ud af døren har jeg aldrig været god til. Har altid stresset. Bare det med at skulle fra det ene sted til det andet. Aftaler med faste tidspunkter. Eller bare det at vide at skulle noget. Ud og besøge noget, uden at vide præcis dagen/aften bliver. De uforudsigelige. Det uvisse.

Jeg har aldrig kunne sove med mine børn ved siden af mig. Og for den sags skyld, har de heller aldrig kunne sove, ved siden af mig. Aldrig. Ikke engnag da de var spæd. Det er ligesom jeg/de bliver yderligere stimuleret af at skulle forholde sig til en anden. Kan endda huske tilbage til før min sygemelding, at jeg indimellem har ku “lange” min arm over i frank, fordi han lå uroligt eller larmede eller halv snorkede.. men sandheden er, at han ikke snorker og ligger ikke uroligt. Jeg mærker nu, at jeg bare ikke kan rumme han ligger der. Min krop stritter og blir urolig. Det hjælper med ørepropper ja, så jeg har helt stilhed, men tages de ud, kan jeg vågne og bli forstyret af hans vejrtrækning. (men jeg ved at denne lyd sensivitet ikke kommer fra fremmed. Der er generelt en rød tråd tilbage i familien. Min oldefar, skulle b.la.også have sit eget soveværelse, og havde lydisoleret sit værelse med speciel tapet)

Jeg har aldrig kunne li, at være i feks. rosengårdscentret (et stort shoppingcenter) eller bilka. Har altid følt jeg havde det bedre ude i gågaden. Det jeg mærker nu, er at det simpelthen bare er for meget. Alle de butikker og skilte og lydene. Men kan nu bedst li og gå og kigge på butikker alene. Så skal jeg ikke forholde mig til en evt veninde eller andre.

Jeg har altid inderst inde været meget utålmodig og haft et stort temperament. Kommer hurtigt op i det røde felt. I sær over for folk jeg kender godt, såsom min mand. 🙂 Har jeg brug for hjælp, skal det være NU, og ikke om 2 min.

Jeg ved at jeg altid har kunne blive påvirket af andres humør og indre sindstemninger. Har altid tolket og overanalyseret folks mimik. Kan huske jeg altid når jeg gik en tur inde i byen med mine tidligere veninder eller en person kom forbi mig, har jeg udbrudt ” hende der hu har det godt nok skidt” Eller”  ham der ham skal du ikke kigge i øjnene”. Har ofte kommentere på det jeg mærkede, uden at vide det. Det samme med mine andre relationer relationer i familien eller vennekreds. Ikke altid sagde jeg noget til vedkommende, men kunne bruge oceaner af tid efterfølgende på at spekulere over hvad der var galt. Kan nu se, at hvis jeg ubevidst har fornemmet noget, har jeg ville prøve at handle på det. Tage ansvar. Selvom det har været usagte ting. Men fordi jeg har mærket noget eller set noget i krops sproget. Bitte små detaljer.

Har altid vist meget hensyn til frank. Det har altid været mig der har hentet begge unger, og lavet mad. Og når han kom hjem fra job halv 5, mærkede jeg med det samme han havde brug for ro og kunne sige uden han havde sagt noget “Lig du dig bare ind 10 min., det har du vidst brug for”. Så har altid kunne mærke andres behov og derfor påtaget mig meget. Og glemt mine egne indre behov.

Jeg har altid haft et behov for få nære venskaber. Har aldrig været god til overfladiske venskaber. Det har været enten eller. Enten tar man hele mig eller også har man mig ikke. Enten går jeg “all in” og virkelig er en del af et andet menneskes liv, eller også er jeg ikke. Har aldrig kunne en balance gang. Har enten følt at enten vil jeg det her menneske og omvendt, eller også vil jeg ikke. Det kan for nogen virke enten “for meget” eller “for lidt”.

Og så har jeg det lille tvist, at jeg er nyheds søgende. Jeg har altid kedet mig utrolig meget i for faste kedelige rutiner. Har aldrig trives med et job, fra 8-16, eller hvor jeg har skulle udføre det samme hver eneste dag. Nok derfor jeg har haft kørt som vikar i så mange år. Jeg har ligeledes et behov for, at udtrykke mig. Og har i den grad brug for,  at føle, at det jeg gør, gør en forskel eller gir mig mening. Ellers blir jeg “kvalt” og kan ikke være i det. Har brug for selv at bestemme over min egen hverdag, og i mit eget tempo. Så på en eller anden måde har jeg hele tiden foden på speederen, ligesom i min bilkørsel. Men samtidig, skal jeg bremse hele tiden, fordi min sensitive side ikke kan holde til min nysgerrighed og iver. En meget svær balancegang, Og især svær, da min datter er på samme måde. Vil og har lyst til mange ting, men bliver begge overstimuleret bare at at tænke tankerne 🙂

Samt bare det at have børn. Det at være en familie. Bare det er svært for os alle tre. For lige så meget vi gerne vil være sammen, lige så meget har vi brug for at være alene og lade op, uden at skulle forholde os til andre. Hverken synsindtryk eller lyde eller andre stemninger. Mine unger snakker jo næsten konstant, hvilket gør mig max overstiluret, især hvis der har været lyd på konstant i flere timer. Så hopper og dansker og sitre min krop, så jeg må ta ørepropper i og lukke øjnene, for simpelthen at koble fra. Det samme har de brug for. Men er fandme svært med en på 2 år. Håber på det bliver nemmere, når de begynder at mærke og forstå disse behov og hensyn vi alle skal ta’. For sig selv og hinanden.

Det var lige lidt beskrivelser af mine sensitive sider og de udfordringer jeg kobler dertil. Der er mange flere ja. Men det jeg synes er vildt, er, som jeg også har sagt før, hvordan jeg har ageret, reageret og været, i sær i samspil med andre og bare generelt med samfundet og så hvordan jeg er nu.

At jeg har mærket så mange fysiske ting så som at ryste på hænderne, havde hovepine og spændinger i nakke og skuldre ugentligt, og altid har døjet med ondt i maven, lige indtil min sygemelding for et år siden, for så til nu, ikke at have ondt i maven, ikke have ondt i hovedet og ikke at ryste på hænderne dagligt, men at når jeg mærker det begynder, ved hvorfor. Og når at handle anerledes, så det ikke udvikler dig.  At jeg nu fornemmer, et hurtigt ubehag eller brug for en tilbage trækning i samvær med flere, hvor der enten er en gevaldig støj og larm eller hvor samtaler bliver slynget over bordet på kryds og tværs. Det’ sys jeg er vildt. Men også lidt skræmmende, fordi det er pis hårdt og fordi jeg skal acceptere en anden hverdag, et andet liv. Det kan jeg mærke tar tid at vende sig til. Tar tid at “forme”.

Udfordringerne går også ud på, at jeg har to af samme slags ved min side. En datter og en søn der allerede kan “vinge af” på alt det ovenstående jeg har beskrevet. Samt mange mange flere ting. Det er nok den største udfordring. At skulle rumme dem og deres sensivitet og hjælpe dem, med det samme som jeg skal hjælpe mig selv med. Jeg ved at hverken dem eller jeg vil undgå overstimulation. Det er der dagligt. Vi skal bare lære at få vores kroppe “ned i gear” igen, så den indre uro, hyperaktivitet og sitren bliver neutral, for at kunne påbegynde morgendagens udforinger igen. Og for dælen da, huske den søvn, som vi i den grad SKAL ha, for at kunne fungere.

Men tro mig, der er i den grad også mange positive ting. Som jeg kommer ind på en anden dag:-)

1 år i blogland

Så har jeg haft bloggen i 1 år.

Det startede faktisk, fordi jeg kunne mærke, der var noget der skulle ud, uden at vide, hvad det ville føre til.. Efter 14 dage med bloggen, mærkede jeg stressen og angstens spidse tænder. Så derfor har året på bloggen været præget af en masse turbulente følelser og tanker. Både det mørke og lyse. Det dejlige og vidunderlige, men også det svære, hårde og ked-af-det heden. Bloggen har haft båret præg af min indre rejse, som slet ikke er slut endnu. Om hvordan man egentlig kan følge fra de tidlige indlæg her på bloggen og frem til nu, hvordan hele processen har været. En form for “identitets ændring”. For det er det jeg føler der er sket. Jeg har ændret mig radikalt. Det er jo det der ofte sker, når man kommer i sådanne livs situationer som jeg har været i, hvor man har været helt nede at vende, for til sidst at rejse sig, langsomt op, og møde sig selv igen, på den anden side… En ny udgave… Som jeg stadig ikke kender 100 %, men er på vej…

Jeg vil gerne sige tak til alle Jer der har kigget med. Tak til alle Jer som har henvendt Jer til mig, med egne personlige situationer. Tak til jer, “fremmede” også, bla. her i blog land som jeg har delt erfaringer med, omkring både stressen og sensitiviteten.

På bloggen har jeg taget mange forskellige emner op. Men det “søgeord” som er mest brugt på min blog, og som jeg har erfaret flest mennesker har søgt på via nettet er stress. Stort set hverdag er der et mennesket, som har fundet min blog, via søgefunktionen og det indtastede ord “stress”. Det fortæller mig bare lidt om, hvor stort behovet er derude, for at vide, lære og læse omkring dette.

Således top 4

1. Stress

2. Føleforstyrelser

3. Angst symptomer

4. Sensitiv

Vi har rundet de 15.000 views.

Jeg ønsker Jer alle et godt år 2014.

Skønhed handler om…..

Jeg er så heldig, og taknemmelig for, at jeg er beriget med at kunne se skønheden i alt. Selv de mindste bitte små ting. Og selv i det som ved første øjekast umiddelbart ikke syner af meget.

Skønhed handler om mange ting ja. Men det afhænger i aller højeste grad af, hvilke øjne der ser og hvilke øre der hører. Hvilken næse der dufter, hvilken mund der smager og hvilke hænder der rører..

Nok mit aller korteste indlæg til dato, men synes det er utrolig vigtige ord. At skønhed handler om “hvilke øjne der ser”. For hvad ser vi i dag? Hvad fokuseres der på i dag? Hvad ser du i det du ser?

Den kære juleaften…

Kl. er nu 18, og begge børn sover tungt.. December måned og især juleaften, har krævet meget af dem. Lige så meget som de har knus elsket december og juleaften, lige så hårdt er det for dem. Og det til trods for, at vi i år, har valgt utrolig meget fra, for at gøre det mere enkelt for dem, så de ikke har skulle forholde sig til mere end nødvendigt.

Igår havde vi en rigtig dejlig dag og aften, hvor vi var sammen os 4 herhjemme. Sikkert som alle andre børn, ved de og fornemmer de at denne dag og aften er helt anerledes. Maden, det pæne tøj, juletræet gøres helt klar, pakkerne under, og en særlig stemning. Selvom børnene KUN skulle forholde sig til os, fyldte alt det andet stadig rigtig meget. De var såmen gode til at lade pakkerne vente på sig. Men en uro i dem, fordi de ikke 100 % vidste hvad der skulle ske. Jeg tror jeg skulle forklare min datter på 4-5 gange fra morgenstunden af, i hvilken række følge det skulle ske, fordi det simpelthen var kaos i hovedet på hende. Og sådan er det generelt, når der sker brud på hverdagen. Når selv bitte små ting skal ske, og hun skal forholde sig til noget uforudsigeligt, vokser en kontrol i hende. En kontrol som også har ligget i mig, fra barn. En kontrol jeg først rigtigt forstår nu.

Et lille eks. fra d. 23, hvor vi var ved noget familie og bytte lidt julegaver. Et besøg på halvanden times tid. Fra vi trådte ind i huset, var hendes lille krop oppe i gear. Jeg vil mene en form for stress. Hun farede rundt og som det første hen til bordet og råbte og ud deligerede hvor vi alle skulle sidde. Bang bang bang. Bare sådan en lille ting som for mange “bare” er et hyggeligt samvær visit, kræver enormt for hende. Hun gjorde det ikke fordi hun ville bestemme som sådan. Men hun gjorde det, fordi hun havde brug for struktur. Brug for at vide, præcis hvordan denne stund skulle være fra starten af, så hun havde noget at forholde sig til. Alt andet bliver hurtigt meget uoverskueligt for hende og hun tar’ styringen. Jeg ved det fordi når jeg selv tænker tilbage har jeg hele mit liv haft det på samme måde, uden egentlig at vide hvorfor. Husker tydeligt fødselsdags festerne vi holdt for klassekammeraterne. Husker især een tydeligt. Min søsters. Jeg mindes som var det igår, at jeg sad med en blok papir, og skrev udførligt ned, punkt for punkt, hvad der skulle ske. Kl. 14.00 børnene kommer ind i stuen. Kl. 14.10 flaske halsen peger på og gaver. Kl. 14. 45 ud og ha’ frisk luft osv osv. Hvorfor mon? Måske fordi jeg havde brug for at vide, præcis hvad der skulle ske. Og hvis jeg bestemte det som jeg havde det oppe i hovedet, var det lettere for mig. Sådan har det generelt været med alt. Jeg skrev og skrev for at have styr på det hele, når noget skulle ske. Jeg tog denne “kontrol” med ind i voksen livet også. Mit “bestemmer gen” og planlægger typen. Har altid skulle arrangere og planlægge. Også til sammenkomster i veninde gruppen. Jeg tog styringen, “fordi jeg ku’ li det”… Men måske var det egentlig fordi, så brugte jeg mindre energi på at skulle forholde mig til noget, jeg ikke kunne forholde mig til. Jeg gjorde det forudsigeligt for mig selv. Men jeg gjorde også en masse ting, ser jeg nu, uden at ville det, og det gav mig stress. Det gav mig OGSÅ stress.

Så ja, jeg forstår min datter når hun begynder at “køre op”. Det er ikke fordi hun vil være til besvær eller styre alt, hun har bare et meget stort behov for forudsigelighed og tryghed. Og det skal ikke forstås sådan, at fordi hun spørger om hvad der skal ske og er spændt, at det er det der betyder at “køre op”. Nej, det er, når hendes lille krop, kommer så meget op i tempo og fart, at hun faktisk kammer over og bliver SÅ ked af det og ude af kontrol, hvor hun slet ikke kan styre sig. Rent ud sagt kan hun ikke holde kroppen i ro, og bliver det rigtig slemt, kan hun nærmest slå sig selv eller lillebror eller kaste eller sparke til ting. Råbe og skrige. Også rigtige grimme ord. Men kun fordi det hele hurtigt bliver for meget for hende. Hun bliver altid rigtig ked af det efterfølgende, flov og mut. Fordi hun ved det er forkert, men kan bare ikke selv finde roen og “geare ned”. Derfor, er det os der skal være der promte. Ja selv i en alm. hverdag, hvor hende og lillebror er i hus sammen, er det hver halve time, hvor hun har brug for, at få en pause, inden hendes kapacitet igen er opbrugt, og hun skal hjælpes til at lade op. ALENE.

Men som sagt havde vi en rigtig god dag igår, men den var også ekstra hård, for manden og jeg. Fordi især datteren havde svært ved at rumme dagen. Vi havde endda begrænset pakkerne til et minimum, men alligevel krævede det hele meget. For alle. Den første pakke hun pakkede op, som var en barbie og 10 flotte festkjoler, smadrede hun ned i gulvet i 4 hug, ligesom en økse der hugger brænde, samtidig med hun brølede som en bjørn der var ved at skræmme livet af en flok turister.. Kun fordi hun blev SÅ begejstret og glad, at hun faktisk ikke kunne styre det. Hun ku’ næsten ikke være i hendes egen lille krop. Hendes puls kørte max og jeg blev nødt til,at hjælpe hende med at komme i “balance” igen. Og sådan var det hvert 20 min. næsten hele dagen. Det var dejligt at se børnene glade og se at de hyggede sig og nød samværet, men samtidig også hårdt at se, at det hele også virkede kaotisk for dem. Så når folk spørger “var det så ikke en stille og rolig aften” bare jer 4, så nej, der er aldrig stille og roligt her n[r vi alle 4 er i huset. Og det er sådan det er. Det er såmen lige meget næsten hvad der sker. For suma sumarum er, at denne sensitivitet er så høj og intens, at det er ALLE følelser der bliver forstærket max over selv det mindste. Vi blev i hvert fald bekræftet i, at det var det rigtige at gøre at være hjemme, hvor manden og jeg kun skulle forholde os til børnene og hjælpe dem i ro og skabe forudsigelighed. Hvis vi havde været sammen med andre, havde vi også skulle forholde os til dem, og til vores børns adfærd. Måske havde det så endt med mange “skæld ud” og “hold nu op”. Men igår formåede vi, at rumme det hele. For som Alberte sagde her før, inden hun faldt i søvn: “Mor, det var bare så hyggeligt i går mor”. … Tænke pause… “Men mor, hvornår er det så nytårs aften mor. Var?” Hvad skal der ske der mor? Skal jeg i børnehaven i morgen mor? Og tusindvis af andre spørgsmål. Når vores børn tænker, hvilket er 24/7, så siger de ALT højt. Spørger, kommentere, og forholder sig til ALT. Alt simpelhen. Hvilket er UDEN pause en hel dag. Og jeg mener, her er IKKE stille i huset i 30 sek. Det kan de simpelthen ikke. Så der er heller ikke noget at sige til, at de hurtigt køre træt, når de bare er så meget på hele tiden.  Men jeg KNUS ELSKER dem af hele mit hjerte. Kan alligevel n;sten ikke undv;re dem bare en enkelt dag. Men jeg kan heller ikke skjule noget for dem. For som i sidste uge, da jeg sad og spise frokost med begge unger, kigger Alberte og siger spontant, Mor er det haardt at ha en baby…. Hun hentydede selvf’lgelig til lillebror. Og ja, den dag var haard at komme igennem og det m;rkede hun, uden at jeg havde sagt noget.

Juleaften er ovre. Den blev holdt i k;rlighed og varme. Hvordan er Jeres gaaet*. Jer med b’rn* Synes det baade er vemodigt at det sa hurtigt er ovre, men ogsa dejligt, at et nyt ar snart starter. Mon vi tar syppaa naaste jul. Det kan godt vaere… (undskylder lige de sidste ord i indl;gget her, tastaturet sprang vidst over i amerikansk tilstand) Men nu vil jeg hoppe i bad og nyde en stille stund med guf i sengen. F’rst vil jeg dog rette p[ ungernes dyner og kysse dem p[ kinden. For de er saadan nogle fantastiske superhelte. Gl;delig jul derude

To ens tanker….

Aftensmaden var Hotdogs i dag.. (ja vi spiser tidligt) Ergo er pølserne jo længere end brødet, ikk… Min datter siger pludselig, efter hun har lavet sin, og kigger ned på den : “Far, du skal altså lige skære pølsen til”. Han siger med det samme “Ej, nu stopper du altså”. Promte siger jeg efterfølgende “Skat, ved du hvad.. Selvfølgelig vil far lige skære dem til så de passer til brødet”. For pudsig nok, havde jeg præcis samme tanke, et plitsekund forinden. Jeg skød det bare hurtigt væk igen. Men tanken var der. Det irriterede mig i en brækdel af et sekund. Havde egentlig ikke lyst til at tage de to bider af pølsen uden brød.. Men jeg handlede ikke på det. Før min datter gjorde. Så skulle min pølse fandme også rettes til haha 🙂

En anden ting er dette her med at “sidde ordentligt” på numsen i spisesituationer… Sidde på numsen og ha’ begge ben i gulvet. Før min sygemelding tror jeg at jeg konstant rettede på min datter med at hun skulle sidde ordentligt. Sidde pænt. PÅ NUMSEN.. Hvor mange børn får ikke det at vide, tror i? Rigtig rigtig mange. Og det er til en vis grænse vel også ordentligt “bordskik” og maner’. Men men… Når jeg som forældre faktisk ikke selv bryder mig om at sidde “pænt” på numsen. Jeg har selv taget mig i, et utal af gange, at kommentere på børnene, hvor jeg faktisk ikke selv efterlevede mine egne ord. Hvorfor så ja? Fordi det faktisk er andres forventninger og overbevisninger om, hvordan man skal sidde ved et bord. Ikke mine egne. Jeg sidder feks. selv hver eneste dag i “Lotus” stillingen.. (noget ala det folk kalder skræderstillingen) Eller også sidder jeg med det ene ben nede og det andet trukket op under numsen eller det ene ben oppe på bordkanten. Og der sidder jeg sku godt og dejligt. Jeg bliver mega anspændt i kroppen hvis jeg skal sidde “ordentligt” i andre sammenhænge i længere tid. Feks. i sidste weekend, hvor vi spise på restaurant, 5 retter over et par timer. Der skulle jeg jo ligesom sidde ordentligt. (for det meste 🙂 ) Og det resulterede faktisk i spændt mave og så virkelig frem til at komme op og ligge på langs… Men min pointe er, at selvfølgelig må mine børn sidde som de vil herhjemme hos os. Bare så længe det ikke går ud over min grænse og at de stadig kan sidde forsvarligt og spise. Men lærer dem selvfølgelig også, at når man spiser ude, forventer andre og omgivelserne at man sidder anderledes. Hvordan sidder I selv bedst? Og er det ikke helt ok egentlig, at man sidder som man bedst kan li, så længe man ikke kravler rundt på stolen?

Nå, men det var nok om Hotdogs og “sidden pænt ved bordet” for i dag… Man har vel lov at være sensitiv OG sig selv ik.. 🙂

God 4 søndag i advent derude 🙂

December set fra datterens øjne

Hun kommer sgu med en del guldkorn den lille pige…

Den anden dag i bilen, på vej hjem fra børnehave, kunne jeg godt mærke hendes intensitet i kroppen.. Ligesom at “køre” lidt op… “Geare op” eller hvad i nu vil kalde det for at det er forståeligt… Jeg spørger til hvad det er hun fornemmer eller har brug for, hvortil hun kigger på mig og svarer : “Jamen mor, jeg kører bare helt op overalt det her jul. Jeg kan slet ikke styre at det er december”. Hvilket jeg selvfølgelig altid selv har fornemmet omkring hende. Alt det der er nyt, forandret eller uforudsigelig. Som hun selv nævnte : “Bare det med gaverne i sokken, juleting i børnehaven og gaver”.. Og ja, det virker meget overvældende og “forstyrende” for hende. Og for den sags skyld  også for lillebroderens vedkommende. Roste hende selvfølgelig igen for, at hun kunne sige sådan noget, og fortalte at sådan kunne man også ha’ det og at det er helt okay. “Ja skat, jeg kan godt forstå du har det sådan. Det er nok fordi der sker så meget anderledes og nyt. Sådan kan jeg også ha’ det hvis der sker mange ting. Men jeg skal nok hjælpe dig”. Og som hun så også liiiige nåede at få fremstammet: “Mor, vi skal IKKE hente William nu.. Jeg kan ikke klare det. Jeg skal bare være alene.” Og ja, efter en dag i børnehaven, kan vi sagtens fornemme, at hun indimellem har svært ved at rumme, os alle 4 på en gang. Sådan kan jeg selv ha’ det også. Men det er meget normalt, at et sensitivt barn, hvis det er overstimuleret, ikke kan forholde sig til mere end et’ menneske. Derfor får hun så vidt muligt mulighed for, at “falde ned” og komme i balance igen, alene, inden de andre kommer hjem.

I fredags var der lusiadag  i børnehaven. Hun ville RIGTIG gerne se det, så det gjorde vi selvfølgelig. Sad og ventede på det i 1 time i et lille fyldt lokale, med halv larmende børn osv. Hun lå og var stille og puttede sig ind til mig i sofaen. Indimellem sagde hun til mig “Se mor, han (læs en bestemt dreng) har virkelig brug for at være alene”. Og ja hun fornemmede rigtigt. Han farerede nemlig rundt. Søgte ud af lokalet, tilsyneladende for at komme væk fra det hele. Alle stimuli. Han blev tilsyneladende ikke læst. For han blev ikke forstået. Hvilket gør helt ondt ind i maven. Jeg endte selv med at blive godt ør i hovedet, så det var dejligt da det hele var overstået og komme ud i den friske luft igen.

Igår var der så juleafslutning på gymnastik. Jeg tog et valg om, at vi ikke skulle deltage. Ja, måske ville Alberte gerne. Men det jeg har erfaret er, at vi må prioritere benhårdt. Ikke alt vi ønsker kan vi. Sådan er det og vil altid være sådan. Prioriteringen blev sådan, da jeg vidste de holdt fælles julefrokost i børnehaven i dag. Men det første Alberte siger i morges var: “Mor, jeg kan ikke li julefrokost. Der er så mange mennesker og larm. Og man må ikke gå fra bordet. Vi skal sidde der hele tiden”. Og “Jeg vil ikke spise de andres mad. Jeg vil kun ha’ mit pålæg.”

Århh.. Dybe vejrtrækninger og overvejelser i mit hoved. Jeg anderkendte hende selvfølgelig for det hele, og sagde det var helt okay og godt kunne forstå hende. Beroligede hende med, at hun havde hendes ørebøffer at kunne ta på, hvortil hun svarede at det kan hun ikke, fordi så tror de andre børn der er musik i, og vil hele tiden prøve og snakke. Okay, endnu en ting jeg skulle informere pædagogerne om. Sagde også hun ikke behøvede at spise de andres mad. Og at far ville hente hende tidligt. Vi kørte afsted, men hun var stadig ikke helt meget for det. Igen, uforusdigeligheden omkring sådan et arrangement. Typiske sensitive har også brug for, eller giver udtryk for en vis “kontrol”. Ofte, fordi omgivelserne/verden virker uoverskuelige og kaotiske. Fordi det der er ukendt, vil man gerne prøve på at styre, så man bedre selv kan rumme det. Være i det. Sådan har jeg altid selv været.

Det var faktisk rigtig hårdt for mig at køre derfra, velvidende om, at det ikke var noget hun egentlig ønskede. Jeg gik noget tid og spekulerede over, om det var det rigtige at gøre. Men det tror jeg. Selvom det er hårdt. For jeg kan og vil jo ikke “skærme” hende for alt. Ønsker det ikke. Men at give hende nogle redskaber til, at kunne håndtere det. På sigt. Men vigtigst af alt, at hun bare bliver hørt og lyttet til. Anderkendt for sådan som HUN har det. Og at det er “okay”. Hun kom hjem og nåede at “lande” inden William og jeg kom hjem. Umiddelbart gik det godt. Men hun glæder sig til juleferie. Og JEG glæder mig også til det. Tror også hun glæder sig til at pakke alle de julenisser ned, så hun ikke længere skal forholde sig til dem og alle pakkerne 🙂

Aktiviteter

Min datter har altid gået til gymnastik. Ikke noget hun selv spurgte om da hun var knap 2 år. Nej det var os som forældre, der tænkte “Jaa.. det ville hun da sikkkert ha’ godt af”. Men kan faktisk ikke præcis huske hvad mine tanker var omkring det. Men det jo noget næsten alle børn går til. For “sunde” børn i dag går jo til alverdens. Lige fra de tidlige år… Jeg gjorde det for hendes skyld. At det var hendes behov. Men har et barn på 2 eller 4 år egentlig sådan et behov? Det er lidt spøjst, for jeg har altid kunne mærke, at Alberte faktisk ikke har kunne rumme det. Men stoppede alligevel ikke, for “børn går jo til sådan noget, ikk…?” Det må i hvert fald havde været en tanke hos mig.

Her i den sidste månedes tid, har jeg ikke længere sagt de samme ord som jeg plejer til datteren. Før var ordene: Så Alberte, så er der gymnastik i dag”. Hun fik ikke noget valg. Jeg antog bare at vi skulle afsted, og hun protesterede aldrig. Måske fordi hun fornemmede “at det synes mor vi skal” eller “det gør de andre børn jo”.. Men i den seneste tid, har jeg nævnt for hende om morgenen, at der var gymnastik om eftermiddagen, og at vi kunne se, om hun havde lyst, når jeg kom og hentede hende. En gang ville hun gerne. Anden gang ville hun ikke. Som hun selv sagde”Jeg kan ikke både være i børnehave og til gymnastik, ikke begge ting mor”. Ugen efter fik hun en fridag på gymnastik dagen, så jeg vidste hun havde slappet af. Jeg sagde til hende om middagen, at der var gymnastik senere hvis hun havde lyst, men at hun lige kunne tænke over det 5 min. “Så kan du lige mærke i din mave, hvad du vil”. Lidt efter kom hun stille ind, og sagde: “Mor, jeg har altså bare brug for at være hjemme”. Helt helt fint, tænkte jeg. Roste hende selvfølgelig igen, for at kunne mærke hvad hun helst ville.

Så min intuition tilbage for 3 år siden har sikkert holdt stik. Jeg mærkede jo at det ikke var hendes behov. At gymnastik timen, efter en dag i institution, simpelthen var mere end hun havde kapacitet til. Nu fårstår jeg jo bedre. Især sensitive børn, har bare ikke et stort behov for aktiviteter i den tidlige alder. De har et større behov for ro, når de endelig har “fri”. Har egentlig længe gået og funderet over et alternativ til en sådan “fritids aktivitet” som gymnastik, hvor hele systemet kommer yderligere op og køre. Hvor adrenalinet pumper rundt i kroppen og hvor kroppen ikke falder til ro efter en lang dag, men tværdigemod bliver tilført yderligere stimuli.Måske jeg selv starter noget op, som giver barnet modsætningen af dette. For jeg er sikker på, at andre både børn og voksne i vores kommune kunne bruge et alternativ. Og i det da jeg selv er den meget “nyhedsøgende” sensitive, kan jeg simpelthen ikke lade være med, at undersøge, tænke og skabe noget som jeg selv brænder for.

Men jeg synes generalt, at rigtig mange børn, laver alt alt for meget. Nogen har flere aktiviteter og nærmest stresser rundt for at nå det hele til tiden. Jeg tror, at vi alle skal huske på, at det barnet også har brug for, sensitiv eller ej, er RO, TID og FORDYBELSE. Intet hastværk. Hvad tror du DERES prioritering ville være nogle gange, hvis de blev spurgt? Og ikke spurgt på den måde, så de fornemmer hvad I som forældre synes. Vigtigst af alt er vel, at de ikke skal føle et “usynligt” pres. Jeg tror egentlig, at sådan som institutionerne / skolen er i dag, er det et “fuldtids job” i sig selv for barnet.

Dette var blot bare en tanke, da jeg selv er blevet bevidst om min datters reelle behov og ønsker. For måske er de sunde børn i dag, reelt nogle gange dem, som har TIDEN til at være derhjemme. Bare at være. Koble fra. Stress kan sgu’ komme i alle aldre. Min datter HAR været stresset. Det skal hun ikke blive igen. Det er mit ansvar. Ikke hendes.

….

-Tension is who you THINK you should be. But relaxation is who you ARE-

Og damn…. Vildt at et menneske kan undertrykke det.. Jeg ved ikke om jeg aldrig selv ikke har været bevidst om det, fordi ingen nogensinde har stillet mig det spørgsmål i forskellige relationer og situationer. Så derfor spørger jeg dig nu: Hvor mærker du en spænding henne? Anspændthed. Hvornår og med hvem? Hvorfor? Prøver du på at være en du ikke er, helt helt ubevidst? Og hvor mærker du derimod så en afslappet-hed? Hvornår og med hvem? Vær nysgerrig og undrende. For “tension” fører til stress over længere tid.

Det jeg har fundet ud af er, at er man frisk og tilsyneladende glad og “har det godt”, vil det alligevel være oplagt at begynde at udforske sig selv med terapi. En god en af slagsen. For at blive klogere på sig selv. Ikke fordi du umiddelbart er dårlig. Men af den simple grund, at forebygge at du skal blive det. Vi bærer alle noget med os, som hober sig op i vores kroppe. 80 % er vi slet slet ikke bevidste om. For jeg kan love Jer, det er noget hårdere at komme igenmen på den anden siden, når man først ER nede at ligge. Vi kan alle komme derned. Men man kan også vælge at “forebygge”, ved at starte med at se nysegerigt på sine skyggesider. Altså alt det man ikke bevidst mærker lige pt.

Jeg mærker tydeligt min “anspændthed” i visse situationer, og ved hvorfor. Det er første skridt på vejen videre frem.

-Tension is who you THINK you should be. But relaxation is who you ARE-

Hvad tænker du om disse ord? Husk dem, når du er i en situation, hvor du måske føler dig utilpas. Vær nysgerrig. Det er ikke farligt at være nysgerrig. Men det er farligt IKKE at være det.

-Tension is who you THINK you should be. But relaxation is who you ARE-

Orkidé

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, har jeg aldrig været god til at sørge for mine blomster. Ikke engang en orkidé har jeg kunne passe. Enten har jeg givet dem for meget vand eller alt for lidt vand. Der er aldrig gået mere end et par uger, og så har jeg “slået dem ihjel”.

Man kan sådan set sammenligne høj sensitive børn med orkidé blomster. De skal nemlig ha’ den helt rette mængde vand. Hverken for lidt eller for meget. Ellers bliver de hurtigt ude af balance, og det tager tid, at rette op på “skaderne”.. Den ene dag trænger de til meget vand, andre dage meget lidt. Der skal intet til, for at de kan blive dårlige og blade visner. Nogle gange skal der ikke så meget til, en enkelt lille ting, kan gøre stor ravage på rødderne.  Nogle gange kan der forholdsvis hurtigt rettes op på det, ved at sætte dem i et andet rum med en anden temperatur. Andre gange skal der noget andet til. Det svinger utrolig meget. Fælles for begge, høj sensitive børn eller orkidéer, er, at ikke en reagerer på samme måde.

Så I kan nok se, at jeg er kommet ud på mit livs prøve. Aldrig har jeg kunne passe mig selv. Min egen orkidé blomst. Rødderne har taget alvorligt skade. Meget kan der ikke rettes op på. Men meget kan jeg ændre fremadrettet. Først nu, er jeg ved at lære, min egen balance gang mellem tørst og ikke tørst. Vand og tørke. Jeg har indset, at siden jeg har fået mine  “orkidé børn”, har jeg været på max. overbelastning. Fordi jeg ikke har kunne regulere min egen tørst, har jeg heller ikke været bevidst om deres. Det er derfor et knald hårdt arbejde, at jeg nu er bevidst, om at skulle passe orkidéer dagen lang. Både mig selv og to mindre størrelse. Men øvelse gør mester, ikk?:-)

Den vigtigste sætning for mig og mine børn, er “Breathe alone”. Noget jeg og mine børn altid vil ha’ brug for, for at “komme i balance” igen. Noget jeg i sær personligt altid skal huske på. Flere gange om dagen. Derfor har jeg også fået ordene foreviget i min hud på underarmen, så jeg hver eneste dag mindes om ordene. Min krop fortæller det mig selv, men rart at kunne se på skrift også.

Og forresten, ens sensitivitet træder jo også i kraft når man har med de gode følelser at gøre. Glæde feks. Det mærkede jeg også i dag haha.

At man mærker denne her intensitet indeni fuldstændig vanvittigt. Det man vel kalder at være “oppe at køre”. Nu mærker jeg bare hvordan min krop reagerer fysisk også, og hvordan den ligeså har brug for “beroligelse” bagefter 🙂 For efter at have set mit navn i magasinet og læst min EGNE tekster, som så helt prof ud, blev jeg sku’ glad. Meget glad.

Og det krævede virkelig også, at jeg efterfølgende blev nødt til at ligge mig ned og ta’ nogle dybe vejrtrækninger, for at komme i “balance” igen. Lyder skørt ikk… Men det er jo netop det med intensiteten, at alle følelser mærkes meget intens. Når man overvældes. Både på det negative OG det positive. Begge dele, kræver en beroligelse og stilhed. Min. 20 min. For at få styr på nervesystemet igen. Til dem som har interesse, kan det læsses online her http://bf.dynamicpaper.info/6413/  på side 77 og 96 eller erhverves i b.la. Rema.

God onsdag aften.