Stress inde på livet?

Nyt tilbud til dig, der har stress inde på livet

Jeg kan fornemme, at der er flere der har brug for at være i kontakt med andre ligesindede, og som kunne have brug for noget skriftlig sparring/rådgivning/støtte med mig. Et forum hvor der kan stilles spørgsmål til mig og til hinanden. Hvor man kan dele og tage.

Det kan være meget ensomt, tomt, angstprovokerende og håbløst, at være mærket af stress. For man er den eneste, der kan mærke sig selv.
Derfor har jeg oprettet en hemmelig og lukket stress gruppe..

Jeg vil der være til rådighed med online sparring og besvare spørgsmål. Det kan være både rent fagligt men også fra min egen personlige kamp. Jeg vil ligeledes indimellem komme med små oplæg/indslag.
Der kan deles oplevelser og tanker med hinanden i et fortrolig forum med de andre stressramte.
Det kan både være dig der mistænker, at være stresset, dig som nu er sygemeldt eller dig som er på vej igennem eller er tilbage i job, men stadig er (efter)påvirket.

Det kan være utrolig givende, at spejle sig i andre.

Introtilbud på ovenstående, gældende frem til 3 sep.:
Medlemskab i gruppen, resten af året, (4 måneder) med opstart søndag d. 4. sep.

TIL KUN 499,-

Send en besked, til 27 42 02 65 hvis du vil tilmelde dig eller blot høre nærmere.

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Og del eller tag gerne, hvis du har en i din omgangskreds, der måske kunne være interesseret.

Kærligst, Pernille

Kan børn mon være alvorligt stressede?

Mit hjerte banker meget for, at børn føler fred indeni. Hvorfor?
Jo, fordi at min egen datter i minimum to år har haft rigtig mange, især fysiske, stress symptomer.
Fra hun var 1 1/2 år – 3 1/2 år lå hun ofte hver weekend syg. Med feber, opkast, kvalme og tynd mave. Hun ville bare ligge i et mørkt værelse med nedrullede gardiner. Fik diagnosticeret astmatisk bronkitis. Var træt, mat og slatten. Efter halvandet døgn på langs, “vågnede” kroppen lidt igen, og hun var “sig selv”. Hverdagene gik med at hun altid virkede “hyperaktiv” og oppe at køre. Havde svært ved at falde i søvn om aftenen, og vågnede x flere om natten. Ofte hvor hun lavede tvangsprægede handlinger, såsom at kontrollere at sine bamser sad, som de skulle. (Er der kaos indeni, har man ofte brug for kontrol udadtil) Hun kunne indimellem slå sig selv nærmest i tranche, dvs når man slet ikke kunne nå ind til hende.
Næsten dagligt klagede hun over ondt i maven, og virkede sådan “varm” i kroppen.
Vi var ofte ved lægen og også inde og vende inde på OUH, hvor hun blev undersøgt for sygdomme i immunforsvaret, da hun ofte var så dårlig. Der var “intet galt”.
Jo, så blev jeg jo pludselig sygemeldt med alvorlig langvarig stress. Og efter tre-fire måneder hvor jeg langsomt fik det bedre, og fik forklaret hende at “ja, mor er dårlig lige nu, men jeg får hjælp af en dame, så jeg kan få det godt igen”, fik jeg fjernet både et følelsesmæssigt ansvar og bekymringer fra hende, der ellers havde tynget på hendes skuldre. Jeg fik arbejdet med mig selv, og fik langsomt skabt en anden hverdag, og fik sat nogle nye rammer op for vores liv.
Og hvad skete der så? Jo, al min datters sygdom og uhensigtsmæssig adfærd forsvandt.
Jeg er overbevist om følgende som årsag:
1. Hun havde en overbelastet mor, hvis indre stress forplantede sig i hende. Både den fysiske og følelsesmæssige.
2. Den “normale” hverdag som vi havde, kunne hverken hende eller jeg rumme.

Og hvorfor deler jeg så dette her med jer? Jo, det gør jeg fordi, at jeg gerne vil være med til at sætte fokus på, hvor meget børn egentlig fornemmer og mærker. Især på deres forældre. Ofte ved børnene faktisk hvordan de voksne sådan helt rigtigt, har det. Også det de voksne ikke selv er i kontakt eller forbliver usagt. Min datter reagerede på MIG. Så i min optik, skal man faktisk altid vende fokus indad som voksen, hvis ens barn døjer med nogle af nedenstående symptomer. Hvad prøver barnet at fortælle?

Faresignaler, som forældre bør være opmærksomme på:
– Oftere er syg end andre jævnaldrende børn, med fx hyppige infektioner eller feber.
– Klager over tilbagevendende hovedpine, mavepine og/eller kvalme
– Klager over muskel – ledsmerter
– Har betydelige ændringer i spise- og søvnmønster/søvnforstyrrelser
– Tilbagevendende afføringsproblemer (hård/tynd mave) eller ufrivillig vandladning
– Hyppigt tager eller efterspørger fx smertestillende medicin
– Ønsker ikke at komme i børnehave, skole etc.
– Trækker sig socialt fra familien, klassen, kammeraterne og andre sociale relationer
– Irritabel, aggressiv, hyppige vredesudbrud – mange konflikter
– Har let til gråd, trist og modløs eller omvendt meget højtråbende, udadreagerende, hyperaktiv
– Forværring af eksisterende sygdomme fx eksem, allergi eller diabetes
– Har svært ved at sidde stille, og har svært ved at koncentrere sig
– Selvskadende adfærd
– Angst- og tvangs-fænomener
– Depressiv

Belastende forhold som kan skabe stress hos børn og unge:
– En væsentlig årsag til stress hos børn, er stress hos de voksne, som barnet er mest knyttet til. Forældre, pædagoger, lærere eller andre nære omsorgspersoner. Stress har en afsmittende effekt.
– Forældres ambitioner og hektiske livsstil.
– Oplevelsen af isolation, manglende social støtte, tryghed og nærvær. Manglende tæt og fortrolig kontakt til forældrene og andre voksne i hverdagen.
– Konflikter, dødsfald, sygdom, uforløste følelser, dårlig stemning og bekymringer. (forældres bagage)
– Mangel på søvn, hvile og afslapning.
– Skolearbejdet – for mange opgaver, for lidt tid, for høje og/eller for lave krav.
– Følelsen af ikke at blive rummet, for den man er.
– For mange fritidsaktiviteter.
– For mange relationer at navigere i.
– Undertrykkelse af følelser.
– Forældres indre tilstand.
– Mangel på tætte venner, afvisninger – mobning
– Overforbrug af computer, mobiltelefon, fjernsyn etc.
– Indretning og normeringer i feks. skole og børnehave.
Og meget meget mere. Børn og unge kan blive overbelastet af lige så mange ting som de voksne. Der er ofte flere faktorer, som spiller ind.
Mit indlæg her ligger jeg op, i håbet om at andre får reflekteret over deres eget indre liv og hverdag og evt sammenhængen med barnets adfærd/reaktioner/symptomer.

Del gerne

(kilde: fakta om stress symptomer: stressforeningen)

Kvinden der ændrede mit syn på mine børn

Hun sårede et frø. Da Alberte var et år gammel henvendte jeg mig til en kvinde, fordi jeg ikke ku rumme Alberte. Og jeg var overbevist om, at Alberte skulle have hjælp. Kvindens ord for 5 år siden lød “Der er ikke noget galt med alberte. Men hun prøver på at passe på dig.” Og ja, det var hendes mor der endte med at skulle have hjælp og ikke min datter, som jeg troede.

Langsomt blev jeg mere og mere bevidst om, at vores børn er født kloge. At de mærker og fornemmer os forældre, langt mere end mange umiddelbart tror, og dermed kommer til at tage et ansvar de ikke skal. Et ansvar jeg også selv har båret på mine små pige skuldre. At mor og far skulle have det godt.

Derfor, skal VI som voksne sætte ord på. Og tage ansvar. 

En dejlig kvinde der har skrevet bogen “Født Klog”, kan anbefales til alle familier.

http://sundhedsplejerske.com

Lyd sensitiv

Jeg har altid haft sarte øre… Jeg har aldrig kunne gå en tur i blæsende vejr, uden at få mega ondt i ørene og nakken.

Men lyden er nu min største udfordring. Og det har den nu altid været, kan jeg se tilbage på. Der hvor jeg altid har haft udfordringer er lyden på mine børn. Dem der ville mig. NU NU NU… Og de har altid begge to snakket gevaldigt. Konstant. Uden stop. Nu er min datter fem og kan sagtens være i stilhed nu. Men det kan sønnen på tre ikke. Endnu. Og ikke nok med at han snakker hele tiden, så er hans toneleje ofte ekstremt højt. Som om han nærmest råber. Havde jeg haft børn der ikke havde så meget lyd på 24/7, ja så var det ikke sikkert jeg havde haft brug for at “trække mig med ørepropper”, for så havde jeg automatisk haft fået de 5-10 min, hvor kroppen indimellem kan “sunde sig”.

På samme måde har jeg det, hvis jeg skal sidde og snakke med min mand om morgenbordet og ungerne leger lidt i baggrunden.. Og tænder han så for lidt musik…. Jeg kan simpelthen ikke rumme det. Og det er også sjældent når vi kører bil, for der snakker ungerne også hele tiden. Og hvis jeg skal sidde og skrive, kan jeg heller ikke længere kapere musik i baggrunden. Det er lige som baggrundsstøj. Altså hver gang min hjerne skal forholde sig til een ting, kan den ikke rumme en anden eller tredje ting. Det ryger lige ind, og stresser/forvirre og fylder kroppen. Unødigt. Og det er helt sikkert pga stressen. For sådan mener jeg ikke, at jeg havde det før.

Jeg kan også huske tilbage, da min datter var spæd, og hun sad i bilen og min mand feks kørte og jeg sad ved siden af… Så hoppede og dansede min krop, når hun græd… Har slet ikk ku lukke af. Og det samme hvis jeg cyklede og hun sad i cykeltraileren, og vi var på vej hjem fra dagplejeren… Og så gryntede og protesterede hun også gevaldigt… Det var SÅ stressende for mig. Og i begge tilfælde og alle de andre jeg kan komme i tanke om, så tænker jeg, at det var fordi JEG var fyldt op af indtryk og stimuli, at min krop simpelthen ikke kunne rumme mere lyd. Mange andre kan måske bare “lukke af”. Men det har jeg aldrig kunne, når jeg som jeg ved nu, er overstimuleret/fyldt.

Så ja… Når jeg ikke har mulighed for at trække mig herhjemme i fem min, så bruger jeg min ørepropper. De er GULD værd. Både i forhold til at lade kroppen/hjernen på en pause. Men også i forhold til at hvis jeg har en af mine “svære” dage, hvor jeg fornemmer jeg har svære ved at rumme mange indtryk og lyd, så har jeg dem tæt på mig. Jeg kan jo sagtens stadig høre ungerne og manden. Men det dæmper tonerne, så kroppen bedre slapper af.

Og efter min stress sygemelding sover jeg simpelthen også meget meget bedre, SELV. Jeg har altid haft meget svært ved at sove i samme rum og seng med ungerne, fordi jeg ikke følte min krop fik “fred”. Den ro den så åbenlyst havde brug for.
Ofte prioriterer jeg faktisk at sove alene på en madras i stuen eller på kontoret;-) I starten synes min mand det var liiiidt underligt… Men nu har han faktisk også selv fundet ud af, at han sover bedre uden at jeg ligger og vækker ham om natten og siger “Ssshhh… Kan du ikk godt trække vejret lidt mere stille og lukke munden”. Haha…
MIN Krop har det bedre, når den ikke har sku “forholde” sig til noget om natten. Om det er lyden af et andet menneske eller blot at fornemme mennesket ved siden af, som er “belastende”, ved jeg ikke. Nok en blanding.

Og hey, vores parforhold har bestemt ikke taget skade af at vi sjældent sover sammen. Tværdimod.

Og hey, måske kan det godt lyde lidt underligt, at jeg indimellem bruger ørepropper i samvær med mine børn. Men de ved, at det ikke er på grund af dem, men på grund af mors hoved. Og hvis de små propper kan forebygge hovedpine samt gøre at jeg ikke “skælder ud”, fordi jeg ikke kan rumme mere, ja så fortsætter jeg med at bruge de små gule propper. 😉

Om at sætte egne grænser og lære sit barn det

I vores samfund i dag er der så mange forventninger til os som menneske fra alle fronter. Nok flere forventninger end nogensinde. Og ergo også til vores børn. Jeg kan tildels godt lide at man har nogle forventninger til andre, og at andre har nogle forventninger til mig som menneske. Men der er stor forskel på hvad det er og hvordan.

Et lille eksempel:
Min datter var jo til Lucia over i børnehaven, og hun havde glædet sig vildt meget. Selvfølgelig havde hun det. Jeg havde mine tanker omkring hvordan hendes krop ville reagere efter sådan et arrangement liiiige midt i december blandt alle mulige andre “uforudsete” og anerledes begivenheder.
Og hun sagde så også selv derovre med det samme efter luciaoptoget, at hun havde fået hovedpine og var utilpas. Vi tog selvfølgelig hjem med det samme. Men vi sagde lige først farvel til den ene pædagog, som straks udbrød “jamen allerede?” Jeg forklarede kort, at Alberte gerne ville hjem nu igen, fordi det havde hun brug for. Vi gik ud i den friske luft og fik os en lille snak. Jeg forklarede, at det var helt okay at deltage i noget, men feks. at tage tidligere hjem end andre.
Men at alle mennesker havde brug for noget forskelligt, og at nogle kunne forstå det og andre mente noget andet. Men at man skulle lytte til kroppen, når hun kunne mærke den talte til hende. Og flot hun gav udtryk for det. Fordi dagen havde jo været kanon for hende. Hun havde bare fået nok, lidt tid før de andre. (Tiltrods for mange af de andre børn farede hvileløst rundt med forældre der blitzede løs med mobilen, mens høje toner prøvede på at overdøve hinanden)

Eksempel 2: Jeg havde en kort samtale med en af de andre kursister på min uddannelse. Hun havde selv været sygemeldt med stress, og var ved at geare ned. Forleden var hendes datter så kommet hjem med to indbydelser til to forskellige pigefødselsdagsarrangementer fra klassen i den samme weekend. Både lørdag og søndag. Datteren havde straks sagt til hendes mor, at hun ikke orkede at tage med til dem begge, hvortil moderen (min medkursist) havde svaret, at hun blev nødt til at deltage i dem begge…
“Hvorfor skal hun dog det?”, røg det ud af mig….
“Ømmm… Æhh…”, svarede hun igen…
Jeg spurgte, om hun ønskede, at hendes datter skulle ende samme sted som hende selv om 20 år. Om hun ikke syntes, at det var vildt flot at hendes 10årige datter, kunne give udtryk for, at det ville være for meget for hende. Og om det ikke handlede om at prioritere, ligesom hun selv var igang med at lære i hendes liv. I en alder af midt fyrrene.
Samtalen sluttede med at min medkursist (moderen) sagde, at hun jo ikke havde tænkt på det på den måde. Og at hun blot havde været bange for, at gøre den ene pige ked af det, hvis hun kun deltog i den anden.

Men det er jo li præcis det livet handler om. At vælge til. Men også at vælge fra. Også selvom det nogle gange (måske) kommer til at påvirke andre…
Jeg mener ikke, at man skal give en undskyldning som følgesvend til afbudet til den ene fødselsdag, men sandheden. At det ville blive for meget med to arrangementer på een weekend. I virkeligheden er der så mange ting, som vi forestiller os oppe i vores små hoveder. At andre mennesker bliver yderst påvirket og vildt ulykkelige, hvis vi træffer en beslutning, om feks. ikke at deltage til fødselsdagen. Men måske er de faktisk lidt ligeglade. Måske bliver de ikke så kede af det, som vi går og forstiller os. Måske gør de. Men kan vi bestemme hvad andre mennesker synes, tænker eller føler? Nej. Det kan vi ikke.

Jeg er selv vokset op med forældre, der ikke rigtig har kunne sætte egne grænser op. (Sådan som jeg har opfattet det)
Selvom min sensitive far i dag er i et selskab med støj, larm og børnebørn, tvinger han sig selv til at være og blive i det. Istedet for lige at gå ud og få lidt frisk luft alene eller gå ind i et andet rum. Men som han siger “Det har jeg simpelthen aldrig været god til”. Hvorfor mon?
Fordi han ikke følte han var okay, og at hans behov ikke var vigtige. Også selvom han altid også er blevet “fyldt godt op”, ligesom min datter og jeg, og bliver fysisk syg, ja så kan han stadig ikke.
Jeg så ikke at han passede på sig selv. Så ikke han stod ved sig selv. Jeg så undskyldninger eller et indre pres som fortalte, at han skulle “fortsætte” og “leve op til”, lige indtil han gang på gang “sejlede rundt” og skulle ligge 4 dage i sengen med migræneanfald og alt mulig andet. Om og om igen.

Hvad gjorde jeg selv som voksen? Overpræsterede. “Levede op til”. Ja, jeg blev endda ofte festens midtpunkt. Den “over”sociale. Den overansvarlige. Fordi det var det jeg som barn, højst sandsynligt fornemmede, mærkede og så, var det “rigtige”.

Jeg tog også lige præcis det’ med over i mit parforhold. Agerede efter hans behov. Ikke udfra det der blev sagt, men det usagte. Da vi selv fik børn, fornemmede jeg hans behov og personlige grænser til hvad han kunne rumme, og jeg tilsidesatte mine egne. For alle andre skulle jo trives…!
Men jeg tror bestemt ikke at man får gladere og sundere børn, af at man som forælder ikke får taget iltmasken på først, men konstant tilføjer ilt til sine børn eller andre relationer. Børn skal se at mor og far tager vare på sig selv.

For nogle måneder siden, da mine forældre passede børnene med overnatning, havde der været en episode, som Alberte fortalte om. Hun skulle have strømpebukser på, og de drillede. Det gør de altid når hun er overstimuleret, hvilket hun lyn hurtigt bliver med mine forældre. Nå, men hun fortalte at det hele var svært for hende og hun havde derfor reageret lidt, da de ikke ville sidde rigtigt… “Og så sagde bedste bare lige pludselig, at jeg var et pattebarn. Og så blev jeg rigtig ked af det mor”.

Jeg er overbevist om, at alle børn opfanger, hvad der er det mest “accepterende” og “rigtige” eller “normale”. Uanset hvad det handler om. Meget sensitive børn (som jeg selv og mine børn) som er meget følelsesmæssige sensitive og som ser lige bag facaderne og ordene, og som opfanger det mindste tonefald og lille mimik i ansigtet… Ja, der skal måske endda ikke så meget til, at lade sig påvirke. Og de lidt “usikre” grænser som man som barn, prøver at finde frem til og udtrykke, vil hurtigt undertrykkes eller gemmes væk, hvis de ikke bliver mødt.

Når man som barn er meget ovre i “de andre”, for at behage og opfylde de andres behov. Ja, så bliver ens egne behov og ens egen person, tilsidesat. Selv med bitte små og få ord, hvor et voksent menneske overhører eller taler ned til barnet eller lign. i en given situation, tror jeg, kan påvirke barnet.
Det sker ikke fra dag til dag. Men langsomt og stille. Med tiden. Sker det lydløst.

Og det skal IKKE ske for min datter. Det er nok noget af det, som jeg har sat som en af de vigtigste prioriteter i mit moderskab. At hun IKKE skal gå på kompromis med sig selv og SINE grænser. Og “hvordan ved hun lige hvor hendes datters grænser går og er?”, tænker i sikkert.
Jo. Det fornemmer jeg ofte. Og der sætter jeg med det samme ord på. Så hun kan reflektere.

Forleden kom hun hjem fra børnehave og sagde opgivende “Mor, de voksne siger altid når vi er ude at gå lange ture, at vi skal løbe meget hurtigt, når vi skal på vej hjem igen. Men jeg bliver dårlig, og får ondt i maven, fordi jeg har brug for en pause.” Så spurgte jeg selvfølgelig, om hun havde sagt det til en af de voksne, at hun lige havde brug for en lille pause, inden hun kunne løbe videre, og det havde hun ikke. Men det gjorde hun så den efterfølgende gang, og så kom hun hjem og sagde at de havde sagt: “Ej, hold nu op Alberte, det kan du da sagtens. Lad nu være. Du kan da ikke være træt nu.”
For mig er det måden her det bliver udtrykt på. At hendes grænse ikke bliver set eller anerkendt. Den skal nødvendigvis ikke altid lyttes til og handles efter hendes behov, fordi vi også indimellem er en del af et fællesskab, og at andre mennesker i en sammenhæng indimellem bestemmer.
Men hvis ordene feks. havde lydt sådan her i stedet, havde det i mine øre, haft givet en helt anden følelse hos min datter : “Vi kan godt forstå at din krop er træt, og at den gør ondt, og at du har brug for et hvil. Det kan vi også have brug for. Men nu skal vi lige gå 5 min. til”. Så havde hun ikke følt sig overhørt, og så havde hun ikke sagt til mig, at de voksne ikke kunne forstå hende, og at det var noget pjat. Nogle gange skal der så lidt til. Så lidt. Både til at påvirke en negativt men også positivt.
Jeg sagde selvfølgelig også til hende, at det var flot at hun gav udtryk for det, men at der bare er nogle mennesker, der ikke helt forstår en.

I dag da jeg hentede hende fra børnehaven, så jeg med det samme hendes store blanke trætte øjne. Hun kunne ikke rumme mere. Tre dage i “inde” børnehave. (Det sidste år har hun været i en skovgruppe, men da hun skal starte i skole her i 2015, er de lige pt inde i den normale børnehave.)
Men hun sagde som det første inde i bilen “Shh William, jeg kan mærke jeg har lidt hovedpine”. Hun havde lige brug for stilhed. Og så sagde hun så, at der var så meget larm, når de skulle være indenfor. Hvortil jeg svarede “Ja, det ved jeg godt skat. Det var også derfor jeg købte og gav dig de der lyserøde høreværn med for noget tid siden,(sidste år) men der ville du ikke bruge dem, fordi du sagde, at de andre ikke lige kunne forstå det og hele tiden ville snakke, når du tog dem på.”
“Ja, mor. Men nu vil jeg gerne have dem med igen og have dem på.”
Og så aftalte vi, at jeg lige skulle forklare det til pædagogen, og at Alberte selv ville fortælle hendes veninder, hvordan høreværnet hjalp hende. Men først havde hun lige bruge for en hjemmedag i morgen. Og det får hun. I nattøj hele dagen ❤

For jeg havde selv sådan en dag hele mandagen og halvdelen af tirsdagen. Og jeg havde på forhånden planlagt de dage til mig selv;-) Fordi jeg vidste hvor jeg ville reagere efter 17 dages samvær alle fire.
Og selvfølgelig har hun også brug for det oven på ferien. Med jul og nytår og "anderledes" dage.

Jeg selv, som er meget sensitiv, har nok altid ubevidst villet sørge for at mine forældre havde det godt. At jeg ligesom tog ansvaret for deres velbefindende på mine skuldre. At jeg ville sørge for at de skulle have det godt. Sådan rigtigt helt indeni. Jeg tog et ansvar, der ikke var mit. Men jeg gjorde det, fordi at jeg fornemmede, at de ikke selv gjorde det. At de ikke passede på dem selv. At de ikke altid fik sat deres egne grænser.
Og jeg kan jo se, at jeg selv har overtrådt mine egne grænser gang på gang på gang i mange relationer i mit liv. Både privat og jobmæssigt.

Derfor er det i særdeleshed vigtigt for mig, at vise mine børn, hvor mine egne personlige grænser går. Jeg har aldrig før, før her for halvandet år siden, kunne sige ordene “det har jeg brug for” eller “det har jeg behov for”. Aldrig nogensinde har jeg udtrykt de ord for mig selv. Jeg har ligeså heller aldrig hørt dem komme ud af mine forældres mund.
Men min lille søn på 3 år, udtrykker det dagligt. Hans grænser. Og de er så fine.
Mine børn skal ikke føle ansvar over for mig. Det skal ikke tynge deres små skuldre. Derfor bliver jeg nødt til at vise dem mine behov. Og det lærer dem uendeligt meget om, hvordan de skal passe på sig selv!

Men uanset hvad jeg, min datter eller DU vælger, så er der altid nogen der har en mening eller en holdning til det. Det kan vi ikke ændre på. Men vi skal heller ikke ændre os selv!

Men godt nytår til jer alle.

Vi tegner dagen

Da jeg var barn tegnede og skrev jeg nogle gange ned på et stykke papir, hvordan en given situation/dag skulle være/forløbe. Det kunne som sagt være en fødselsdag, jeg noterede mig trin for trin med klokkeslæt. Mine forældre har vidst altid troet, at det var fordi jeg altid bare ville bestemme. Men det er jo gået op for mig, at jeg nok har haft brug for præcist at vide, hvordan en, måske for mig uoverskuelig eller ustruktureret begivenhed skulle foregå.

Det samme fornemmer jeg jo med mine egne børn. Hvor hurtigt de kan “løbe” på væggene, når det hele, for dem, bliver for meget. Når de ikke kan finde ud af situationen. Det vi enten er i eller skal være i. De trives helt bestemt med præcis at vide hvad de skal. Ikke at jeg skal underholde dem hele tiden. Men de kan ikke i lang tid være “overladt” til dem selv, hvor de selv kan gøre det de vil, for så bliver det for meget. Jeg skal sætte rammerne for dem. De kan godt være alene på deres værelser, men så skal de have det at vide (Se billedet her nedenfor) Så dagen bliver delt op i små bidder. I små rum. Tegningerne skal ikke vise alverden, men bare symbolisere “overskriften” af det der skal ske.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/f9c/44875447/files/2014/12/img_1578.jpg
Efter morgenmad og pakkekalender udpakning :
1) Spise ananas
2) Pakke to julegaver ind til far
3) Se lidt tv
4) Alene leg på hver sit værelse (det øver de sig i og lære at fornemme at det giver dem to og fordybelse)
5) Spise middagsmad alle fire
6) Sove til middag
7) Putte boller i ovnen og spise (hjemmelavet dej som jeg har forberedt)
8) Leg på hver sit værelse og sammen
9) Male grankogler med glimmer alle fire
10) Se lidt tv
11) Alberte kører med far i Kvikly og handler en lille julegave til mor, men William laver aftensmad med mor

Disse sådan lidt overordnede billeder, gør at de har en føling med hvad dagen skal indeholde og når det bliver visuelt, kan det for nogen være lettere at forstå, end blot kun sagte ord. Samtidig tænker jeg over at det skal veksle mellem aktivitet, ro, det at være alene og hver for sig, så vi kan forebygge overstimulering og bedst muligt er i balance alle sammen. Men det er blot en rettesnor for dem. Der bliver jo også proppet andre små ting ind såsom en dansetur med høj musik i stuen, tegne ved spisebordet osv.

I hverdagene har det ikke været højst nødvendigt at tegne dagen.
Men indimellem når vi har weekend, og den her stressende “energi” hersker i huset, har jeg fundet papiret frem. Og Wupti, begge børn sidder og sluger mine streger til sig og en ro dæmper deres kroppe.
Min datter har indimellem selv spurgt, hvornår vi igen skal tegne dagen. Så hun mærker jo hvad det gør ved hende. Men iden grad også hvad det kan gøre for lillebror.
Og det er vi så startet på her i dag. Sådan lidt “forebyggende”. Fordi der nu kommer 14 dages juleferie for børnene. Og nogle af de dage kommer jo til at indeholde lidt uvante og uforudsigelig ting. Så det handler jo om at gøre det så firkantet og forudsigeligt for dem. Og jeg ved at når juleaften kommer, skal dagen tegnes ekstra detaljeret. Helt ned i hvor de præcis skal sætte henne ved bordet osv.

Men nu skal vi sove til middag;-) God lørdag!

Update:

Siden i søndags har jeg gået og funderet over, hvordan jeg skulle gribe det an mht konflikten med min søster kontra min datter på sidelinjen.
Suma sumarum er, at Alberte kun siger ord, som fylder inden i hende. Ting hun reelt mærker, ser og fornemmer. Hun ser lige igennem huden og mærker uforløste spændinger, ord der ikke er blevet sagt, mine inderste følelser og andres.
Som jeg tidligere har skrevet i et indlæg sidste år, var der også et par gange hvor min krop var angst, eller det vil sige at min mave var “nervøs” inden mødet med et andet menneske. Hun satte så ord på sin “mave”, før jeg gjorde. Fordi hun mærkede min “ondt i mavenhed”, og den sugede hun til sig og fik ondt.
Derfor giver det en del større udfordringer med et barn som mit, som virkelig opfanger ALT. For hun ved det jeg ikke siger alligevel. Hvis jeg ikke stemmer overens med MIG SELV og de følelser og tanker jeg har. Hvis jeg pludselig giver udtryk for noget andet, blot for at “skåne” hende, giver det hende først utryghed… “For kan hun så stole på hendes egen instinkter og intuition?”.
Jeg har selv været en lille pige som min datter. Jeg kan selv huske, alle mine tanker og fornemmelser som barn. Når jeg fornemmede to relationer/voksne i det samme rum. Som hilste på hinanden. Snakkede. Var en del af en familie fødselsdag. Men hvor jeg undrede mig over deres måde at være på. Fordi jeg kunne se, at den ene havde det svært med den anden. Havde ondt. Følte en sorg. Jeg så og mærkede de ord, der ikke var blevet delt i mellem dem. Det der blev undertrykt eller skjult.
Det samme skete hvis jeg feks fornemmede på min far, at han havde det dårligt, så kunne jeg sige, og også som teenager :”Far, er du dårlig?”. “Nej da, jeg har det helt fint”, var svaret med et halvt opstillet smil.
Men jeg stillede jo kun spørgsmålet, fordi jeg fornemmede, at der var noget med ham. Det er jo det børn gør. Og når man får at vide, at det ikke er rigtigt, ja så føler barnet jo først at barnet skal tage ansvar. Prøve at “rede” eller “fikse”. Eller man digter selv oppe i hovedet, hvad der nu kan være galt.

Og i og med min datter også selv nærmest råbte ude i bilen i søndags “Ja mor I SKAL mødes og snakke”. Ja så prøver hun på at tage et ansvar. Og det skal hun IKKE. For det er mit ansvar. Og derfor nytter det heller ikke nået, hvis jeg bare siger til hende, at “Vi snakker bare ikke sammen lige nu, fordi det er lidt svært”. Og så bum. Den køber hun ikke. Fordi hun MÆRKER jo at jeg har ønsket at have en dialog med hende, fordi jeg netop ikke vil have de her uforløste følelser mellem os. For uanset hvad jeg end så siger, mærker hun sandhedens overskrifter.
Jeg har det ikke svært med at være i rum med min søster. Heller ikke i søndags. Og jeg er også nået der hvor jeg har accepteret, at vi ikke har kontakt. Fordi det er uden for min kontrol. Men fordi jeg har accepteret hende og tilgivet hende som person, har jeg heller ingen negative følelser omkring min søster. Kun kærlighed. Og det ved Alberte. Og det er på den måde, at man kan “sætte” sig selv fri. Og hinanden.

Men samtidig har jeg brugt så meget energi på netop at lære hende, Alberte, at man skal kommunikere. At man skal sige til et andet menneske, når man er ked af det over noget. Hvis der er noget man er trist, sur eller bange for over. Det er jo det jeg lærer mine børn. At mødes med ord. Når en konflikt opstår mellem dem og de råber og siger dumme klamme og nærmest slår, så hjælper jeg dem jo med at mødes med hinanden. At Alberte ikke bliver mødt med skæld ud når hun skubber lillebror væk. Men at jeg fornemmer og dermed siger “Ja skat. Jeg ved godt det er svært nogle gange at man har en søskende. Og at du faktisk nogle gange har brug for mig alene. At du lige nu faktisk er ked af det. Ked af det fordi du synes det er svært, når William også vil ha mor.” Og viser dem at det er “okay” at sige ord højt. Og at man blir mødt og rummet. At det ikke er “farlige” følelser, selvom det kan være svært nogle gange. Men at det er en naturlig ting.
Så hun VED jo, at jeg ønsker at snakke. For det er jo det jeg står for og lære hende. At der ikke skal være undertrykkelse og tavshed.

Så derfor blev jeg også nødt til at fortælle hende det. Og det gjorde jeg så i morges. På baggrund af alle mine refleksioner. Jeg ville give hende sandheden men IKKE med indhold og detaljer. Jeg ønskede blot at fjerne ansvarsfølelsen for hende:
“Alberte, mor kunne godt mærke på dig, at du har tænkt meget over det med mor og moster. Og at du efter fødselsdagen i søndags sagde ude i bilen, at vi SKULLE snakke sammen”.
“Ja, mor, jeg var ked af det derovre. Og I skal snakke sammen.”
“Skat, mor vil rigtig gerne snakke med moster omkring nogle voksenting. Og det ved moster godt, at jeg gerne vil. Men der er nogle ting som er lidt svære for moster at snakke med mig om lige nu”.
“Jamen mor, DU kan jo bestemme over moster, for hun er din lillesøster”.
“Nej skat, det kan jeg ikke. Man kan ikke bestemme over andre mennesker. Det er det samme med dig over i børnehaven. Hvis du rigtig gerne vil lege med Ester som du rigtig godt kan li, men at hun ikke har lyst til at lege med dig, så kan du heller ikke bestemme, at hun skal.
Men jeg ved, at moster elsker mig og dig rigtig rigtig meget. Og vi elsker hende. Og hvis moster på et tidspunkt gerne vil snakke med mor igen, så er hun meget velkommen her.”
“Jamen mor, skal dig mig og moster ikke tage ind til byen sammen en dag og snakke så?”.
“Nej skat. Og du skal ikke prøve på at få moster og mig til at snakke sammen. Det er ikke dit ansvar. Det er mor der nok skal styre det. Det tager jeg mig af. Og det er okay for mor, at vi ikke snakker sammen lige nu.”

Det var nogenlunde det. Hun blev især glad for sidste linje jeg sagde. Der hvor jeg fjernede ansvaret fra hendes skuldre. “At hun ikke skulle tage sig af det”.
Jeg har også haft sagt til hende, at jeg ved hun savner moster.
Og der kommer tidspunkter hvor vi ses til de her fælles arrangementer. Der kan komme dage hvor hun får et par hyggelige timer over hos mine forældre, mens moster og fætter er der. Selvfølgelig.
Men sandheden er jo også den, at når man vælger mig fra, (og hun har sine grunde) vælger man jo til dels også mine børn fra. Især nu hvor de stadig er så små. Alberte ville heller ikke få noget godt ud af, at hun fik “samvær” med hende, fordi hun ville fornemme den her undertrykte stemning mellem os. Og den skal hun ikke havne i mere end højst nødvendigt.
Og virkeligheden er jo også, at man ikke kan ændre på andre mennesker. At uanset hvor meget jeg ville ønske at min søster ville tage imod mit tilbud om at snakke om hvad det er for nogle følelser det her indebære, så ændrer det ikke på noget, hvis hun ikke kan gå ind i det. Denne accept har jeg først lært i en meget sen alder. Men hvor kunne jeg ha været skånet for meget, hvis jeg i en tidlig alder, havde lært at acceptere andre mennesker og deres behov og valg og ressourcer. At andres valg ofte ikke handler om en selv men om DEM selv. Der hvor de står lige nu.

Når jeg tænker tilbage, ønskede jeg da også voksne i mit liv, der tog ansvar for deres følelsesmæssige indre tilstand. Og at det var blevet italesat. Og jeg var blevet mødt med sandheden, i stedet for at “skåne” mig, og måske endda også havde haft brug for flere ord og forklaringer end andre børn. For jeg mærkede det jo indeni uanset hvad. Og det er jo rarere at man deler følelser, end at man skal gå med det helt alene eller gå med alle de andres, som en tung metaldyne. Det’ giver overbelastning.

Jeg ved at børn er forskellige. Men jeg ved også, at vores snak her til morgen, gav hende ro, og undervejs hvor mine ord blev sagte og tydelige, lyste hun op og smilede. Sådan “det er rart-agtigt, det her”.
Jeg fortalte ikke mere end højst nødvendigt.
Og hun spurgte til sidst ikke mere ind. Men jeg sluttede af med at sige, at hvis der var noget som HUN gik og tænkte på eller var ked af det, skulle hun sige det til mig, så vi kunne snakke sammen ❤

Introvert vs ekstrovert

Jeg har nok ALTID opfattet mig som “ekstrovert”.. Hende den udadvendte, smilende, imødekommende glade pige, som snakkede og jokede i eet væk.. Hende der havde kalenderen fyldt med aftaler.. Hende der på jobbet, i frokost pausen, over hækken, i familien m.m. snakkede langt mere end gennemsnittet.. Hende der arrangerede alle pigeaftenener til god mad eller en tur i byen. Hende der gav dem max gas på dansegulvet, og med en vodkaflaske i hånden til langt ud på natten.. Hende der aldrig sagde nej til et arrangement, tiltrods for de forrige dage også havde været booket. Hende der bød “uventede” gæster indendøre med et smil, når der blev banket på døren…

Men men.. Efter jeg fik endevendt og krænget min krop ud og set i de aller inderste kroge, så jeg pludselig noget andet.. At den der “snakken” i forsamlinger faktisk ikke var det jeg egentligt havde lyst til… De der uventede gæster, der ku finde på at komme forbi, hadede jeg faktisk også ret meget… Pludselig følte jeg mig forkert i venindegruppen… Pludselig fornemmede jeg, at jeg faktisk hellere ville spise alene på kurser og i lignende sammenhænge, eller luske ud og få lidt luft… Jeg så mig pludselig trække mig væk fra menneskemængden, for at “sunde” mig… Så også i min kalender, at der helst skulle være luft i kalenderen, og ikke for mange aftaler “ud af huset”.
Det gik også op for mig, at jeg faktisk slet ikke bryder mig om den der ligegyldige smaltalk henover bordet eller side om side. At jeg langt bedre trives i to-to samtaler. Og gerne dybe samtaler. Om noget der betyder noget. Som har en mening og en dybde. Fandt ud af at der var nogle relationer/fællesskaber jeg slet ikke trives i, og begyndte at trække mig, fordi jeg fornemmede at det var det bedste. For mig.
Men vigtigst af alt, blev jeg klar over, hvor meget et smil egentligt kan dække over. Og lige præcis de smil, sætter jeg ikke på mine læber igen.

Jeg ELSKER og stortrives hjemme nu. Elsker min seng. Har altid været glad for mig seng. 😉 Elsker at nulre rundt hjemme og ikke at skulle noget. (I min ungdom kunne jeg ikke være i eget selskab og søgte hele tiden samvær med andre.) Elsker også at være ude. Men på egne præmisser… Og ikke nødvendig vis i følgeskab med andre mennesker.
For tro mig, jeg er også den “nyhedssøgende” type.. Så jeg besidder begge dele på en måde.. Noget af det der har været medvirkende til overbelastningen i kroppen. Stressen. Men jeg er nu blevet bevidst om, hvordan de skal flettes sammen, så jeg tar højde for mege dele. Mange af de ting jeg også kan lide, i de små portioner, kan også dræne mig i den grad… Og ja, gøre mig fysisk utilpas, hvis jeg presser citronen, og overhøre den introverte del. Sensitiviteten.
Men som udgangspunkt er det den introverte side, der skal fylde mest. For at jeg kan fungere. Jeg kan i virkeligheden ha lyst til rigtig mange ting. Få mange fikse og gode ideer. Spændende ting og interessante sager. Men jeg ved nu, hvilke jeg skal lade fylde og hvilke jeg skal smide væk eller stille på stand by.. Det gjorde jeg ikke før. Der prøvede jeg på at favne alt og alle. Men den Introverte side i mig SKAL lyttes til. Og så må jeg slippe det søgende træk ud i bitte små portioner… 😉 Ja for ellers intensiveres stress symptomerne…

På een eller anden måde, når jeg ser tilbage, har jeg egentlig også indimellem følt mig lidt maltplaceret før i tiden i nogle situationer. Til byturene drak jeg mig altid fra sans og samling, og ku aldrig huske noget dagen efter. Måske fordi det i virkeligheden var det der gjorde, at jeg ku rumme og være i det?
Til større fester/arrangementer var jeg også hende der var udadvendt og nysgerrig, men alligevel hende der stod liiiige bag ved veninden.. Mange af mine (tidligere) veninder har faktisk haft sagt, husker jeg nu, at jeg jo egentlig inderst inde var noget genert.. Tilbageholdende.
Husker også hele barndommen at det var min lillesøster jeg skubbede foran ude på gaden når vi skulle lege med de andre. Eller noget jeg gerne ville eller noget var spændende, var hun min “prøveklud”.. I børnehaven og i børneklubben som jeg gik i, hang jeg altid på de voksne. Blev båret, holdt i hånden eller også hang jeg om deres ben. I skolen var jeg også hende der ikke sagde så meget i timerne…

Men hvis jeg som sensitiv fornemmede i en tidlig alder, at det ikke var ok at være “genert”, har jeg højst sandsynligt prøvet på at “ændre” mig. Leve op til det “verden” syntes bedst om. Det der var mest attraktivt. Og undertrykte med tiden, måske, det andet, og overspillede eller lagde tykt lag på det ektroverte træk.
Og så har jeg en meget nyhedssøgende mor, og en meget introvert/sensitiv far. Men som man siger. “Børn gør ikke det de siger, men det de gør”. Og min far tilgodeså ikke og stod aldrig ved sit indre og sande jeg.
Så når min datter på fem år, som er ekstremt nyhedssøgende, og skal være tilstede hvor alle er og som knap nok kan slippe nogen eller noget, men samtidig har brug for afsindig meget “afbalancering” pga overstimulering, som så i weekenden siger, når jeg fortæller, at vi skal til oldemor med pakkekalender “Mor, jeg tror bare jeg skal blive hjemme i nattøj i dag”, ja så bliver jeg MEGA glad.. At hun indimellem fornemmer dette og at det er okay, og at jeg bestemt ikke siger “jamen det skal du”, eller “det kan du nok klare”. Jeg respektere fuldt ud, når de har et reelt behov,som de prøver på at udtrykke.
(Jeg hader i dag det ord, genert. For mig virker det negativt-ladet. Jeg tænker at nogle børn/mennesker bare for brug for at trække sig, være på afstand, se an osv. og at det er OK)

Men det er også det nyhedssøgende træk, (ekstrovert) der er min kærlige motor i dag. Det der er mit drive. Det der gør mig stærk og optimistisk. Det der får mig til at gå fremad, til trods for det der går mod mig.
Men jeg vil altid holde den introverte Pernille i hånden, og fortælle hende at det er OKAY, at gøre som hun gør og have brug og behov for det hun har. Jeg vil favne hende og passe på hende!

Overansvarlighed

Der kan være mange årsager til overansvarlighed. Og jeg kan kun forholde mig til min egen historie og historik.
Min fornemmelse er dog, at utrolig mange sensitive mennesker, er, overansvarlig af natur. Blandt andet fordi mange som er ekstra sensitive, simpelthen mærker alt omkring dem, og derfor kommer til at handle derpå. Og ofte kommer på overarbejde. Det er blandt andet een af årsagerne til, at jeg har været overansvarlig. Faktisk har jeg været overansvarlig på stort set alle områder og aspekter i mit liv. Men der har været forskellige årsager til det.
Jeg har været den overansvarlige i skolen. Hende der tog ansvar og fik sat gang i tingene. Hende der tog føringen og styringen.
Min tanke omkring det i dag, set i bakspejlet, har nok til dels været, at jeg egentlig altid har haft svært ved gruppearbejde. Ikke fordi jeg ikke kunne lide de andre, men fordi jeg ikke syntes, at de gjorde det “godt nok”. Nok også fordi, at jeg havde brug for at vide hvordan tingene skulle være. Og så var det bare lettest, at jeg tog styringen, for så styrede jeg ligesom slagets gang. Mange har sikkert set mig som dominerende og “bestemmer-agtig”. Og jeg en der syntes, at de andre ikke gjorde det “godt nok”, ifølge mine øjne og tanker.
Jeg har også været overansvarlig i stort set alle mine relationer. I hvert fald dem som jeg kigger tilbage på fra det tidlige voksenliv, og reflekterer over.
Uden at folk behøvede at sige noget med ord, var jeg der for dem. Ofte måske nogle gange, hvor de ikke selv følte, de havde brug for hjælp. Men det har jeg erkendt, har været fordi, at jeg har mærket noget indeni dem, som de ikke selv gjorde. Mange har helt sikkert følt, at jeg nogle gange har været gået “for tæt på”. Har prikket til nogle ting, som vedkommende ikke selv har været klar til. Men jeg har mærket de følelsesmæssige ting inde i folk. Mærket deres følelser. Svære følelser. På andre mærket at noget har været i “uorden”. Noget galt.’Og har derfor på en eller anden måde prøvet på at tage ansvar, for dømt de skulle få det bedre. Prøvet på at få dem til at handle. Bearbejde. Slippe. Komme videre.
Set i bakspejlet har det helt sikkert været fordi, at jeg fornemmede dem så intenst, at det hele fyldte inde i MIG. Og ved at få dem til at handle på nogle ting, ville jeg så få dem til at tage ansvar, og ergo ville det ikke ligge på mine skuldre eller rumstere inde i mavsen.
Men det har jo været fordi, at jeg ikke formåede at “trække mig og “lukke af”. At jeg var så meget over i alle andre. Jeg var ikke bevidst om min sensitivitet. Nu ved jeg, at jeg ikke behøver hjælpe alle. Behøver ikke få personer til at mærke eller handle på noget, som de ikke selv mærker eller er klar til.
En anden årsag til min overansvarlighed tænker jeg også har noget med ens rollemodeller at gøre. At børn spejler sig i sine forældre og den måde det agere og håndtere ting på. Min far har været en utrolig kærlig og omsorgsfuld far. Da jeg sad og læste min dagbog forleden, faldt jeg over en sætning “Når jeg engang får børn, skal jeg ikke være ligeså overbeskyttende som min far. Pernille 12 år”.
Og ja. Min far har været overbeskyttende. Og på en eller anden måde kan det at være overbeskyttende også hænge sammen med det at være overansvarlig. Det har han været, blot fordi han ville os det bedste. Fordi han ikke selv havde en tryg og kærlig barndom, har han ville give mig det, som han ikke selv fik. Og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg har fået alt det han ikke fik selv. Men jeg har nu selv fundet en anden balancegang. Fordi jeg ved, at jeg ikke behøver at være overbeskyttende eller overansvarlig over for mine børn.
Jeg agerede ligesom min far (og mor) de første 4 år jeg havde børn. Hoppede og sprang for mine børn og alle andre. Men glemte hvad mit eget behov indimellem var.
Den parallel kan jeg trække i alle aspekter af mit tidligere liv. At være overansvarlig for alle andre, men ikke har mærket mig selv.
Nu mærker jeg mig selv, og tager nu først og fremmest ansvar for mig selv.
Og det er nok noget af det, der har lettet mig allermest igennem min process. At jeg ikke længere konstant skal være på overarbejde med mine antenner ude, og blive fuldstændig drænet for energi, for noget som jeg i bund og grund alligevel ikke havde en chance for at vinde. Andres ve og vel. Men nu har jeg har fundet en ro ved at sige “Det er ikke mit”. At jeg ikke længere skal hjælpe alle andre. For det er ikke mit ansvar.
Og det har gjort mig ti kg. lettere mentalt.

I hjemmet i denne uge

Efter at jeg havde en kronik i Fyens Stiftstidende i sommers, blev jeg kontaktet af en journalist fra Ugebladet Hjemmet, som rigtig gerne ville snakke mere med mig. Og det kom der det her ud af:
http://ipaper.ipapercms.dk/Egmont/Hjemmet/2014/HjemmetUge42/