Stress inde på livet?

Nyt tilbud til dig, der har stress inde på livet

Jeg kan fornemme, at der er flere der har brug for at være i kontakt med andre ligesindede, og som kunne have brug for noget skriftlig sparring/rådgivning/støtte med mig. Et forum hvor der kan stilles spørgsmål til mig og til hinanden. Hvor man kan dele og tage.

Det kan være meget ensomt, tomt, angstprovokerende og håbløst, at være mærket af stress. For man er den eneste, der kan mærke sig selv.
Derfor har jeg oprettet en hemmelig og lukket stress gruppe..

Jeg vil der være til rådighed med online sparring og besvare spørgsmål. Det kan være både rent fagligt men også fra min egen personlige kamp. Jeg vil ligeledes indimellem komme med små oplæg/indslag.
Der kan deles oplevelser og tanker med hinanden i et fortrolig forum med de andre stressramte.
Det kan både være dig der mistænker, at være stresset, dig som nu er sygemeldt eller dig som er på vej igennem eller er tilbage i job, men stadig er (efter)påvirket.

Det kan være utrolig givende, at spejle sig i andre.

Introtilbud på ovenstående, gældende frem til 3 sep.:
Medlemskab i gruppen, resten af året, (4 måneder) med opstart søndag d. 4. sep.

TIL KUN 499,-

Send en besked, til 27 42 02 65 hvis du vil tilmelde dig eller blot høre nærmere.

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Og del eller tag gerne, hvis du har en i din omgangskreds, der måske kunne være interesseret.

Kærligst, Pernille

FERIE.. Og FRI… Men hvordan fri?

Indtil for 3 1/2 år siden, har jeg i alle mine år som mor fyldt mange af vores hverdage, weekender og ferier med aktiviteter: ud af huset, besøge familie eller have gæster på visit. I stort set alle ferier og fridage er vi røget afsted til Tivoli, strøgtur, Legoland, sommerhusture, rejse udenlands, Lalandia, svømmehal, biograf, zoo, museer, osv. Kalenderen var derud over næsten altid booket op tre måneder forud. Presset ind i en kalender. Næsten aldrig “tid nok”

“For man skal jo opleve noget”, var min tanke.
Men for tre år siden ændrede den tanke sig.

Jeg begyndte at reflektere over de oplevelser og ture, som jeg var på med mine egne forældre og søskende. At vi også var på mange (dejlige) sommerhusture, strøgture i Kbh, badeland og forlystelsesparker og meget andet.
Men der slog det mig pludselig, at alle disse aktiviteter og arrangementer ikke var dem, der stod mig allermest kær. Det var ikke alle disse ture, udflugter eller sammenkomster, der skabte mest erindringsvarme om hjertet. De var der i erindringen, ja. Men noget andet stod tydeligere for mig. Faktisk. Noget der ikke kostede penge.
For pludselig fandt jeg ud af, at der var andre og større sommerglæder, som fyldte mig med varme og kærlighed. Det var billederne jeg fik inde på nethinden af min far og os børn, stå i haven og plante grønsager. Det at min far lavede et lille hul i jorden, og jeg kunne putte en ært deri, og følge ærten vokse sig stor og vild. Og når min far løsnede jorden, og jeg med mine fingre kunne lede efter de små spæde kartofler. Det var når min mor lå topløs i haven en hel dag, mens vi andre bare kunne tulle rundt med vandplaskeri. Når rugbrødsmaderne blev spist på skovtur i haven. Eller der blev sovet i telt på den grønne plet.
Øjeblikke som disse, har seriøst haft langt større værdi for mig, end jeg før havde været bevidst om. De små enkle og simple ting, var det der havde størst nærvær. Liv. Varme.

Ofte tror jeg, at mange forældre i dag, tænker, at man skal give sine børn en masse oplevelser. Man skal noget. Opleve noget. Ud-af-huset. De skal ikke kede sig. For meget. For “nu skal vi rigtig foretage os noget sammen, når vi har fri”.
Men jeg har den overbevisning, at det ikke nødvendigvis er bonbonland, som de husker tilbage på, men i stedet på den dag i haven med dig i øjenhøjde. Og tiden omkring sig.
Ofte skal der ikke mere til. Faktisk er det ofte nok. Bare dig. Og tiden.

Og derfor var det også året for 3 1/2 år siden, hvor vi gik vores sommerferie i møde med et skilt på vores hoveddør med skriften “ønsker ikke gæster”.
Vi havde INGEN aftaler. Ingen. En kalender der var tom af ord og bogstaver, men en kalender der var fyldt med frihed og nærhed. Tid til bare at være. Fri. Bare at være i tiden uden at skulle forholde sig til den. For vi SKULLE intet.
Men vi kunne. Og der er faktisk stor forskel.

Vi har ALLE den tid vi reelt har brug for. Tid nok. Det handler nærmere om, hvad man vælger at tage sig TID TIl…

God sommerferie.

Kærligst, Pernille

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Behandling af stressramte?

Jeg blev i går kontaktet af en sød journalist fra BT, som gerne ville have mig til at medvirke i en artikel. Det sagde jeg JA til, da jeg hørte, hvad det drejede sig om..To psykiatere har nemlig skrevet en bog omkring stress. At de mener at stressramte IKKE skal sygemeldes, men blive og fastholdes på arbejdsmarkedet. 

Så BT ønskede mit syn på det. Både pga min egen personlige erfaring og fordi jeg rådgiver ud fra en helt anden synsvinkel. I min optik har den overbelastede hjerne og nervesystem BRUG for at trække stikket. En synsvinkel jeg i den grad holder fast i. 

Jeg er enig i overskriften. At man behandler stressramte forkert. Jeg er blot helt ovre i den anden boldgade. 

For jeg mener nemlig, at der på nuværende tidspunkt slet ikke er tiden til at komme sig. Ej heller den optimale RO fra det kommunale regi. Folk kommer for hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.

Jeg får næsten lyst til at kalde dem psykopater, de to psykiatere. Men jeg gør det ikke. For det må man jo ikke 😁

Men uenig i dette emne, kan man vidst roligt sige, vi er. Ærgerligt jeg ikke fik mere plads til lidt dybere taletid. Men lidt har også ret.

Denne bog er en katastrofe, hvis den kommer ud til sagsbehandler, kommuner osv.

Gisp. 

   

Stress råd

TRÆK STIKKET- når du er sygemeldt med stress.Jeg får indimellem mennesker ind til samtale, som er sygemeldt med stress, på anden eller 3 måned, som fortæller om diverse “råd” fra de praktiserende læger og andre behandlere. Jeg krummer tær, når jeg hører.

“Du skal løbe nogle lange ture. Du skal træne i fitness center helst tre gange ugentligt. Lav gerne aftaler med veninderne på cafeture. Du skal helst undlade at sove om dagen, også selvom man er træt. Du skal holde dig sig igang. Du skal helst ikke være sygemeldt for længe, for det kan du få det dårligere af. Det er meget vigtigt, at holder en konstant kontakt med din arbejdsgiver.”
Men for f…. da… JA, mange får det “dårligere” efter noget tid i deres stress sygemelding. Men sådan er processen. For når kroppen bliver stille, kan den bedre høres. Og ja, så kan man pludselig opdage “nye” symptomer eller reaktioner. Men blot fordi man simpelthen ikke har været i kontakt med et før, grundet alarmberedskabet. Så i virkeligheden er det blot et skridt videre i den rigtige retning. At føle man måske får det værre.
HER KOMMER ET UDPLUK AF MINE RÅD TIL DIN STRESSSYGEMELDING
Alle disse ovenstående råd og regler har dog bare ingen effekt på stressreaktionen i en stærkt overbelastet krop. Faktisk tværtimod.

Mange kan derfor i deres sygemeldingen føle, at de skal leve op til yderligere flere regler og ordene “skal” og “bør” fylder ligeledes en stor del af tanker og adfærd. Derfor er det dette der kommer til at fylde, i stedet for den blidhed, nænsomhed og heling der reelt skal til ved et stress kollaps, og som er nødvendig for restitution. For ellers bliver stressen snarere vedligeholdt end helet, i kampen for at overholde alle disse regler.

For kuren mod stress er ro. En overbelastet hjerne skal have RO. Ro, ro og mere ro. Og et stor portion tålmodighed og accept. Og et strejf af håb. Så man kan tro. Tro på at man nok skal få det bedre.

Her får du et par af mine anbefalinger, der vil få en stresssygemelding til at have den effekt, som den skal have:

1. Giv dig selv lov til at være sygemeldt. Accepter, at du har det, som du har det lige nu, og at det er OKAY. Du har på en måde en kraftig hjernerystelse, og du kan ikke rende rundt og lave alt muligt, når hjernen er massivt påvirket.

2. Lås din kalender inde i et skab. Fjern den fra din mentale bevidsthed. Det er ikke nu, du skal gå i gang med noget som helst, eller færdiggøre noget. Du skal bare “være”. Der er ikke noget du skal, skal. Undlad at lave aftaler med andre. Helst kun med dig selv.

3. Gå offline. Hold gerne pause fra facebook, mails og andre online nyheder. Hjernen har ikke godt af at skulle forholde sig til de massive indtryk og sansestimuli.

4. Se serier. Ikke lange film med action eller gys. Se bonderøven. Natur programmer eller “gamle film”. Noget med et lavt tempo.

6. Ingen træning. Ingen høj puls. For med adrenalinet pumpes der ydereligere kortisol (stresshormonet) rundt via blodet.

7. Gå ture, når du kan mærke en lille lyst og overskud til det. Stille og rolige slentreture i naturen. Ikke i trafik og storby. I naturen skal hjernen nemlig ikke bruge de samme ressourcer, og derfor kan det føles mere befriende.

8. Lav lette blide ting, som optager bevidstheden, og ligesom “nulstiller” hjernen. Mediativt. Det kan være meditation/mindfulness. Gerne dagligt. Hvis du kan lide at lave mad – så gør det langsomt. Kryds og tværs kan også virke beroligende for nogen. Male i malebog. Tage i svømmehallen. Sidde i sauna. Nus rundt i haven. Se ind i brændeovnen. Kigge på fugle. Det skal virke afstressende og beroligende på dig, og så det er det faktisk ligegyldigt, hvad du laver, bare det er rart, og ikke er en pligt.

9. Sov så meget du kan, når du kan. Også gerne middagslure eller hele dagen, hvis du mærker kroppen er træt. SOV for guds skyld. Det er der den livsvigtige restitution sker. Efter de første par dage/uger, oplever mange ofte, at spændingen slipper, og så kan trætheden virkelig overtage kroppen, og derfor bare sove og sove. Så lad den gøre det. Sov når du kan, uanset hvilken tid på døgnet.

10. Sig nej til sociale arrangementer i denne periode. Eller begæns det massivt. At skulle forholde sig til andre mennesker, kræver meget. Begræns yderligere al samvær. Undlad lange besøg hos eller af andre. Bliv hjemme og følg ovenstående anbefalinger. Du ville heller ikke tage til en koncert eller sidde på restaurant med hele den pukkelryggede familie i 6 lange stive timer, hvis du havde en kraftig hjernerystelse, vel?

Det er din hjerne der er overbelastet. Nu skal den have en pause. Giv den al den beroligelse du kan. Og omvendt, undlad al stimuli og ydre påvirkninger, som du overhovedet kan. TRÆK STIKKET.

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Og mit aller bedste råd. KØB DIG ET PAR ØREPROPPER. Det giver hjernen et sansemæssigt pusterum, hvis du er i en situation, feks. i en forsamling eller er sammen med dine kærlige, men tiltider larmende børn, hvor du ikke lige har mulighed for at trække dig. PRØV. Personligt, er de for mig selv, en fast følgesvend, stadigvæk.
Kærligst, Pernille

 

 

Kan børn mon være alvorligt stressede?

Mit hjerte banker meget for, at børn føler fred indeni. Hvorfor?
Jo, fordi at min egen datter i minimum to år har haft rigtig mange, især fysiske, stress symptomer.
Fra hun var 1 1/2 år – 3 1/2 år lå hun ofte hver weekend syg. Med feber, opkast, kvalme og tynd mave. Hun ville bare ligge i et mørkt værelse med nedrullede gardiner. Fik diagnosticeret astmatisk bronkitis. Var træt, mat og slatten. Efter halvandet døgn på langs, “vågnede” kroppen lidt igen, og hun var “sig selv”. Hverdagene gik med at hun altid virkede “hyperaktiv” og oppe at køre. Havde svært ved at falde i søvn om aftenen, og vågnede x flere om natten. Ofte hvor hun lavede tvangsprægede handlinger, såsom at kontrollere at sine bamser sad, som de skulle. (Er der kaos indeni, har man ofte brug for kontrol udadtil) Hun kunne indimellem slå sig selv nærmest i tranche, dvs når man slet ikke kunne nå ind til hende.
Næsten dagligt klagede hun over ondt i maven, og virkede sådan “varm” i kroppen.
Vi var ofte ved lægen og også inde og vende inde på OUH, hvor hun blev undersøgt for sygdomme i immunforsvaret, da hun ofte var så dårlig. Der var “intet galt”.
Jo, så blev jeg jo pludselig sygemeldt med alvorlig langvarig stress. Og efter tre-fire måneder hvor jeg langsomt fik det bedre, og fik forklaret hende at “ja, mor er dårlig lige nu, men jeg får hjælp af en dame, så jeg kan få det godt igen”, fik jeg fjernet både et følelsesmæssigt ansvar og bekymringer fra hende, der ellers havde tynget på hendes skuldre. Jeg fik arbejdet med mig selv, og fik langsomt skabt en anden hverdag, og fik sat nogle nye rammer op for vores liv.
Og hvad skete der så? Jo, al min datters sygdom og uhensigtsmæssig adfærd forsvandt.
Jeg er overbevist om følgende som årsag:
1. Hun havde en overbelastet mor, hvis indre stress forplantede sig i hende. Både den fysiske og følelsesmæssige.
2. Den “normale” hverdag som vi havde, kunne hverken hende eller jeg rumme.

Og hvorfor deler jeg så dette her med jer? Jo, det gør jeg fordi, at jeg gerne vil være med til at sætte fokus på, hvor meget børn egentlig fornemmer og mærker. Især på deres forældre. Ofte ved børnene faktisk hvordan de voksne sådan helt rigtigt, har det. Også det de voksne ikke selv er i kontakt eller forbliver usagt. Min datter reagerede på MIG. Så i min optik, skal man faktisk altid vende fokus indad som voksen, hvis ens barn døjer med nogle af nedenstående symptomer. Hvad prøver barnet at fortælle?

Faresignaler, som forældre bør være opmærksomme på:
– Oftere er syg end andre jævnaldrende børn, med fx hyppige infektioner eller feber.
– Klager over tilbagevendende hovedpine, mavepine og/eller kvalme
– Klager over muskel – ledsmerter
– Har betydelige ændringer i spise- og søvnmønster/søvnforstyrrelser
– Tilbagevendende afføringsproblemer (hård/tynd mave) eller ufrivillig vandladning
– Hyppigt tager eller efterspørger fx smertestillende medicin
– Ønsker ikke at komme i børnehave, skole etc.
– Trækker sig socialt fra familien, klassen, kammeraterne og andre sociale relationer
– Irritabel, aggressiv, hyppige vredesudbrud – mange konflikter
– Har let til gråd, trist og modløs eller omvendt meget højtråbende, udadreagerende, hyperaktiv
– Forværring af eksisterende sygdomme fx eksem, allergi eller diabetes
– Har svært ved at sidde stille, og har svært ved at koncentrere sig
– Selvskadende adfærd
– Angst- og tvangs-fænomener
– Depressiv

Belastende forhold som kan skabe stress hos børn og unge:
– En væsentlig årsag til stress hos børn, er stress hos de voksne, som barnet er mest knyttet til. Forældre, pædagoger, lærere eller andre nære omsorgspersoner. Stress har en afsmittende effekt.
– Forældres ambitioner og hektiske livsstil.
– Oplevelsen af isolation, manglende social støtte, tryghed og nærvær. Manglende tæt og fortrolig kontakt til forældrene og andre voksne i hverdagen.
– Konflikter, dødsfald, sygdom, uforløste følelser, dårlig stemning og bekymringer. (forældres bagage)
– Mangel på søvn, hvile og afslapning.
– Skolearbejdet – for mange opgaver, for lidt tid, for høje og/eller for lave krav.
– Følelsen af ikke at blive rummet, for den man er.
– For mange fritidsaktiviteter.
– For mange relationer at navigere i.
– Undertrykkelse af følelser.
– Forældres indre tilstand.
– Mangel på tætte venner, afvisninger – mobning
– Overforbrug af computer, mobiltelefon, fjernsyn etc.
– Indretning og normeringer i feks. skole og børnehave.
Og meget meget mere. Børn og unge kan blive overbelastet af lige så mange ting som de voksne. Der er ofte flere faktorer, som spiller ind.
Mit indlæg her ligger jeg op, i håbet om at andre får reflekteret over deres eget indre liv og hverdag og evt sammenhængen med barnets adfærd/reaktioner/symptomer.

Del gerne

(kilde: fakta om stress symptomer: stressforeningen)

No Stress’ stresstest

No Stress’ stresstest:

Fysiske symptomer
– Ør i hovedet / svimmel
– Kvalme
– Rysten på hænder
– Sitren i kroppen
– Tics / “nerve i klemme” omkring øjenpartiet eller andre steder på kroppen 
– Ondt i maven / oppustethed
– Hård aff. / tynd mave
– “Mørke” (nervøse) sommerfugle i maven 
– En slags nervøsitet /eksamensnervøsitet 
– Hjertebanken/ hurtig puls
– Forhøjet blodtryk
– Følelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt
– Øget tissetrang
– Pletblødninger (for kvinder)
– Influenza lignende symptomer
– Tilbagevendende hovedpine 
– Muskelspændinger / hold i nakke-lænd
– Anspændthed
– Træt
– Hyperaktiv/rastløs 
– Uforklarlige smerter i kroppen
Psykiske/mentale symptomer
– Søvn problemer
– Svigtende hukommelse 
– Stopper op i samtaler. Mangler og byttet om på ord. Feks. køleskab i stedet for ovn.
– Aflægger ting de forkerte steder (feks bilnøgler i skraldespanden)
– Manglende oprigtig glæde
– Tomhed
– Aggressiv/ kort lunte 
– Følelsen af ikke rigtigt at leve, men mere at overleve
– Depressions symptomer
Og jeg kender personligt selv til ALLE symptomerne.
Så hvis du kan genkende nogle af disse, så er du højst sansynligt i ubalance. Det er tid til, nysgerrigt at få set dig selv i sømmene. Hvor er denne ubalance henne? Inde i dig, eller i din hverdag? Ofte er det jo et samspil herimellem. 
Har du derimod en grundfølelse af at være stresset (presset, fyldt op, overbelastet), så er du nået et tak længere ud. Så har overbelastningen stået på i alt for lang tid, og det er nu ikke et spørgsmål om, OM du knækker, men snarere om HVORNÅR. 
Den vej du går på lige nu og det du gør, funker tilsyneladende ikke. Så der skal gøres noget andet!!!
Så skynd dig at få en til at hjælpe dig med at få handlet. Stoppet op. Inden din krop gør det for alvor. For når du først ER væltet ud over skrænten, kan jeg love dig for, at der kommer langt flere symptomer til og en slem tilstand overtager din krop. Jeg taler af erfaring.
Det der er så svært at genkende, er, at symptomerne ofte “afløser” hinanden… Det vil sige, at du næsten aldrig har 5 forskellige symptomer samtidig. Ofte kan det blot være hovedpine i to dage, så nakkespændinger, så oppustethed og måske hård eller tynd mave. Måske lidt kvalme. Og så noget tid måske uden noget.
Men når det pludselig bliver så alvorligt, som det kan være, så vil kroppen have det “underligt” konstant. 
Når et menneske er alvorlig stresset, kan vedkommende som oftes ikke handle på det selv. Hjernens funktionerer nedsættes, og du kan ikke varetage dine egne behov. Langt de fleste når ikke at lade sig sygemelde, før kroppen selv sætter ud.
Og desværre er de mennesker der skal favne og spotte disse mennesker (praktiserende læger) slet ikke rustet og gearet til at håndtere patienterne, som de skal.
Derfor vil jeg til september, tage en overbygning på min uddannelse, så jeg netop kan hjælpe dem der er ved at knække og som er knækket. 
Jeg har ligget der selv, så jeg vil om nogen kunne forstå og hjælpe det andet menneske. 
Det må være en af mine gaver i mit eget sygdomsforløb. Gaven at kunne være der for andre. 

At acceptere hele sig selv

I de sidste par dage har jeg tænkt lidt over en følelse, som jeg ved, at en del kvinder går rundt og bær på. Og jeg var een af dem, for ikke så længe siden… Inden for den sidste uges tid, har jeg haft kontakt med to skønne piger, som selv, lige nu, kæmper og står midt i denne følelse. En følelse af ikke at kunne acceptere “hele sig selv”. Ment på den måde, at de godt kan acceptere og li” sig selv, når de har overskud, er glade, har energi, smiler og rummer et strejf af lykke. Så har de det godt med sig selv. Og kan i de følelser godt lide at vise sig selv til omverdenen. Hvor de trives.

Før min sygemelding for lidt over to år siden nu, levede jeg kun ud fra ovenstående. Jeg var ALTID glad, smilende, “lykkelig”, energisk osv osv. Jeg indehold og udtrykte alle disse skønne behagelige følelser og stemninger.
Men set i bagspejlet indeholdte jeg jo også en masse andet. Men dem undertrykte jeg ubevidst, og det var faktisk kun når jeg blev beruset og godt fuld, at jeg kunne vise den anden side overfor min mand og blive meget grov. Men sandheden kommer også ud af børn og fulde folk, ikk…

Så blev jeg sygemeldt. Og facaden krakelerede… Angsten overtog min krop. Jeg blev tvunget til at agere og udtrykke til omverdenen, hvordan JEG havde det. Som i helt ind til knoglerne. At jeg også indeholdt vrede, sorg, savn, ked af det hed og tristhed. Blandt andet derfor jeg valgte at blogge her om det. For ligesom at “bryde op” med mit gamle jeg. Jeg valgte og havde mod til at mærke alle de skyggesider jeg i årevis havde gemt mig fra. Jeg tog i mod og var med det. Var med mig selv med det, og delte med andre. Noget som var en lang (hård) proces. Men en proces som er ledt til en indre lethed og ro.

Igennem min proces videre igennem, blev der flere “gode” dage. Hvor jeg havde energi, overskud og var glad. Men stadig tunge dage indimellem.
Nu to år senere, med en del mere accept af mig som person i bagagen, ved jeg, at jeg rummer begge dele. Og at jeg skal acceptere de fantastiske dage men også de mindre gode dage. De skønne følelser og de lidt mere tunge følelser. Både lyset og mørket.

Og det var det, som jeg snakkede med pigerne om forleden. Fordi at de selv følte en udfordring ved at skulle acceptere, at de ikke kunne være “perfekte” hele tiden. Med energi, overskud og latter. At skulle byde skyggesiderne ind og favne dem blidt.

Så alle I kvinder derude… Prøv lige at hør her. Kan I genkende noget af det her? For jeg er overbevist om, at det er fuldstændigt NORMALT, at føle sig træt, sløv, ugidelig, “alene”, uden energi, og lidt mut indimellem, og at det er FUCKING okay!!!! Jeg har lige selv haft to dage, hvor jeg har haft aflyst aftaler og trukket i nattøj og ligget under dynen og haft mindst mulige indtryk. Fordi jeg var fyldt. Gad ikke forholde mig til noget. Men kan vi ikke alle ha det sådan nogle gange? Og er det i virkeligheden ikke okay, istedet for at prøve at flygte. At overhøre eller fortrænge.

For vi kan forestille vores krop som et badekar. Vores følelser er fyldt op til renden som vandet i karet. Er vi inderst inde kede af det, men blot kun viser en brøkdel af det. Dvs vi lukker kun meget meget lidt vand ud, så får vi ikke tømt det helt, og der vil hele tiden ske en undertrykkelse. Så går der nogle uger eller måneder, så pipper vi lidt igen, men holder igen igen, og “tar os sammen”, og klemmer ballerne sammen. For ofte når et menneske mærker en følelse som er “ubehagelig”, så vil mange oftest undgå at mærke den. Og nogle siger endda “Ej, jeg vil ikke være ked af det” eller “Jeg vil ikke have det sådan”. Men lige præcis det, er en ikke-accepterende reaktion.
Og det skaber indre stress.

For jeg tror nemlig lige præcis, at det er problemet med os mennesker i dag. At vi hele tiden vil have det super fantastisk. Men i vores iver på at være på toppen hele tiden, er der noget vi undertrykker. I vores iver efter den rene lykke, ender vi med at føle os ulykkelige.

Så hvorfor skal du og jeg ikke istedet bare træde forest, og vise vejen frem for de andre kvinder derude. Acceptere at vi indeholder hele palettens farver. Og at det er helt normalt. Vi skal IKKE være superkvinder. Vi skal bare være mennesker. Blot de mennesker, som vi er.

IMG_1779
Også uden BH og makeup ❤
Og den eneste vi skal være alene med resten af livet, er os selv. Så hvorfor ikke være den der krammer og favner dig. Dit selv.

Del gerne og spred budskabet

Lyd sensitiv

Jeg har altid haft sarte øre… Jeg har aldrig kunne gå en tur i blæsende vejr, uden at få mega ondt i ørene og nakken.

Men lyden er nu min største udfordring. Og det har den nu altid været, kan jeg se tilbage på. Der hvor jeg altid har haft udfordringer er lyden på mine børn. Dem der ville mig. NU NU NU… Og de har altid begge to snakket gevaldigt. Konstant. Uden stop. Nu er min datter fem og kan sagtens være i stilhed nu. Men det kan sønnen på tre ikke. Endnu. Og ikke nok med at han snakker hele tiden, så er hans toneleje ofte ekstremt højt. Som om han nærmest råber. Havde jeg haft børn der ikke havde så meget lyd på 24/7, ja så var det ikke sikkert jeg havde haft brug for at “trække mig med ørepropper”, for så havde jeg automatisk haft fået de 5-10 min, hvor kroppen indimellem kan “sunde sig”.

På samme måde har jeg det, hvis jeg skal sidde og snakke med min mand om morgenbordet og ungerne leger lidt i baggrunden.. Og tænder han så for lidt musik…. Jeg kan simpelthen ikke rumme det. Og det er også sjældent når vi kører bil, for der snakker ungerne også hele tiden. Og hvis jeg skal sidde og skrive, kan jeg heller ikke længere kapere musik i baggrunden. Det er lige som baggrundsstøj. Altså hver gang min hjerne skal forholde sig til een ting, kan den ikke rumme en anden eller tredje ting. Det ryger lige ind, og stresser/forvirre og fylder kroppen. Unødigt. Og det er helt sikkert pga stressen. For sådan mener jeg ikke, at jeg havde det før.

Jeg kan også huske tilbage, da min datter var spæd, og hun sad i bilen og min mand feks kørte og jeg sad ved siden af… Så hoppede og dansede min krop, når hun græd… Har slet ikk ku lukke af. Og det samme hvis jeg cyklede og hun sad i cykeltraileren, og vi var på vej hjem fra dagplejeren… Og så gryntede og protesterede hun også gevaldigt… Det var SÅ stressende for mig. Og i begge tilfælde og alle de andre jeg kan komme i tanke om, så tænker jeg, at det var fordi JEG var fyldt op af indtryk og stimuli, at min krop simpelthen ikke kunne rumme mere lyd. Mange andre kan måske bare “lukke af”. Men det har jeg aldrig kunne, når jeg som jeg ved nu, er overstimuleret/fyldt.

Så ja… Når jeg ikke har mulighed for at trække mig herhjemme i fem min, så bruger jeg min ørepropper. De er GULD værd. Både i forhold til at lade kroppen/hjernen på en pause. Men også i forhold til at hvis jeg har en af mine “svære” dage, hvor jeg fornemmer jeg har svære ved at rumme mange indtryk og lyd, så har jeg dem tæt på mig. Jeg kan jo sagtens stadig høre ungerne og manden. Men det dæmper tonerne, så kroppen bedre slapper af.

Og efter min stress sygemelding sover jeg simpelthen også meget meget bedre, SELV. Jeg har altid haft meget svært ved at sove i samme rum og seng med ungerne, fordi jeg ikke følte min krop fik “fred”. Den ro den så åbenlyst havde brug for.
Ofte prioriterer jeg faktisk at sove alene på en madras i stuen eller på kontoret;-) I starten synes min mand det var liiiidt underligt… Men nu har han faktisk også selv fundet ud af, at han sover bedre uden at jeg ligger og vækker ham om natten og siger “Ssshhh… Kan du ikk godt trække vejret lidt mere stille og lukke munden”. Haha…
MIN Krop har det bedre, når den ikke har sku “forholde” sig til noget om natten. Om det er lyden af et andet menneske eller blot at fornemme mennesket ved siden af, som er “belastende”, ved jeg ikke. Nok en blanding.

Og hey, vores parforhold har bestemt ikke taget skade af at vi sjældent sover sammen. Tværdimod.

Og hey, måske kan det godt lyde lidt underligt, at jeg indimellem bruger ørepropper i samvær med mine børn. Men de ved, at det ikke er på grund af dem, men på grund af mors hoved. Og hvis de små propper kan forebygge hovedpine samt gøre at jeg ikke “skælder ud”, fordi jeg ikke kan rumme mere, ja så fortsætter jeg med at bruge de små gule propper. 😉

Vi tegner dagen

Da jeg var barn tegnede og skrev jeg nogle gange ned på et stykke papir, hvordan en given situation/dag skulle være/forløbe. Det kunne som sagt være en fødselsdag, jeg noterede mig trin for trin med klokkeslæt. Mine forældre har vidst altid troet, at det var fordi jeg altid bare ville bestemme. Men det er jo gået op for mig, at jeg nok har haft brug for præcist at vide, hvordan en, måske for mig uoverskuelig eller ustruktureret begivenhed skulle foregå.

Det samme fornemmer jeg jo med mine egne børn. Hvor hurtigt de kan “løbe” på væggene, når det hele, for dem, bliver for meget. Når de ikke kan finde ud af situationen. Det vi enten er i eller skal være i. De trives helt bestemt med præcis at vide hvad de skal. Ikke at jeg skal underholde dem hele tiden. Men de kan ikke i lang tid være “overladt” til dem selv, hvor de selv kan gøre det de vil, for så bliver det for meget. Jeg skal sætte rammerne for dem. De kan godt være alene på deres værelser, men så skal de have det at vide (Se billedet her nedenfor) Så dagen bliver delt op i små bidder. I små rum. Tegningerne skal ikke vise alverden, men bare symbolisere “overskriften” af det der skal ske.

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/f9c/44875447/files/2014/12/img_1578.jpg
Efter morgenmad og pakkekalender udpakning :
1) Spise ananas
2) Pakke to julegaver ind til far
3) Se lidt tv
4) Alene leg på hver sit værelse (det øver de sig i og lære at fornemme at det giver dem to og fordybelse)
5) Spise middagsmad alle fire
6) Sove til middag
7) Putte boller i ovnen og spise (hjemmelavet dej som jeg har forberedt)
8) Leg på hver sit værelse og sammen
9) Male grankogler med glimmer alle fire
10) Se lidt tv
11) Alberte kører med far i Kvikly og handler en lille julegave til mor, men William laver aftensmad med mor

Disse sådan lidt overordnede billeder, gør at de har en føling med hvad dagen skal indeholde og når det bliver visuelt, kan det for nogen være lettere at forstå, end blot kun sagte ord. Samtidig tænker jeg over at det skal veksle mellem aktivitet, ro, det at være alene og hver for sig, så vi kan forebygge overstimulering og bedst muligt er i balance alle sammen. Men det er blot en rettesnor for dem. Der bliver jo også proppet andre små ting ind såsom en dansetur med høj musik i stuen, tegne ved spisebordet osv.

I hverdagene har det ikke været højst nødvendigt at tegne dagen.
Men indimellem når vi har weekend, og den her stressende “energi” hersker i huset, har jeg fundet papiret frem. Og Wupti, begge børn sidder og sluger mine streger til sig og en ro dæmper deres kroppe.
Min datter har indimellem selv spurgt, hvornår vi igen skal tegne dagen. Så hun mærker jo hvad det gør ved hende. Men iden grad også hvad det kan gøre for lillebror.
Og det er vi så startet på her i dag. Sådan lidt “forebyggende”. Fordi der nu kommer 14 dages juleferie for børnene. Og nogle af de dage kommer jo til at indeholde lidt uvante og uforudsigelig ting. Så det handler jo om at gøre det så firkantet og forudsigeligt for dem. Og jeg ved at når juleaften kommer, skal dagen tegnes ekstra detaljeret. Helt ned i hvor de præcis skal sætte henne ved bordet osv.

Men nu skal vi sove til middag;-) God lørdag!

Tør du spørge ind?

Det jeg virkelige virkelig har erfaret de sidste to små år, er, hvor svært mennesker har ved, at spørge ind til et menneske, som de VED har det svært. Ikke svært som når man har brækket et ben, har ligget med influenza eller har ondt i ryggen.
Nej jeg mener når man har det svært psykisk. Mentalt. Når man er i en periode hvor man har kontakt med kontrasten til det her skide “perfekte” liv, som mange promoverer sig selv med. (Helt sikkert for at overbevise sig selv om, at man jo HAR det godt)

Jeg har fornemmet på egen krop, hvordan mennesker omkring en, kan sidde side om side med en, uden så meget som at få to ord ud over læberne som kunne have en lille bitte smule at gøre med, hvordan jeg havde det. Jeg kunne mærke at alle faktisk nok havde lyst, empati pg omsorgen indeni, til at ville. Men utrolig mange kunne bare ikke. Kunne ikke rumme jeg havde det, som jeg havde det. “Turde” ikke.. Men mange vidste heller ikke hvordan de “skulle”.
Overordnet set, er min fornemmelse også, at mange ikke tør/kan spørge, fordi de er usikre på hvad svaret bliver og usikre på sig selv, om de kan håndtere det svar, der måske kommer. Usikre. Utrygge. Pga de her “svære” eller “farlige” følelser. For når et menneske siger enten med ord “jeg har det dårligt” eller med kropssproget udtrykker “hjælp, jeg har det ad helvede til”, så ved mange slet ikke hvilket ben, de selv skal stå på.

Jeg kan ligeså tydeligt huske nogle få dage efter min sygemelding, hvor det var i de dage, hvor jeg bare havde lyst til at flygte væk fra alt og alle, fordi jeg intet kunne rumme og anede ikke hvilket ben jeg selv skulle stå på.. Jeg var ked, trist, modløs. Havde aller mest lyst til at blive rummet og favnet med de følelser havde. Havde brug for en der tog over og passede på mig, og var stærk, nu jeg selv viste at jeg ikke udelukkende kunne være stærk hele tiden.
(Nu idag tænker jeg at ordet “stærk” for mig også betyder at mærke og acceptere alle følelser, og ikke netop kun de positive)

Men lige den dag modtager jeg en smuk buket blomster. Hvilket jeg selvfølge bliver glad over, da jeg ser dem foran min dør. Men da jeg læser kortet, som er fra min mor, bliver jeg mut. Uden på kortet er en glad smiley, mener jeg det var… Indeni stod der ” Håber du får en god dag”. Og så kys fra mor og far..
“Håber du får en god dag”… Jeg havde faktisk lyst til at krølle kortet i tu.. For jeg havde sgu da ikke lyst til “at have en god dag”… Jeg ku knap nok stå på mine ben.

Men det jeg mener med dette her er, at når man er så syg af stress/angst/depression, så bliver man ofte slet ikke mødt ,der hvor man er. Ikke mødt og rummet. Nu var dette blot ET eksempel. Jeg har hundredevis.
Og mor, hvis du læser med, så ved jeg du gjorde det af kærlighed til mig. Du var bekymret for mig og ville mig det godt. Det ved jeg! Og jeg elsker dig for det. For du er et meget omsorgsfuldt menneske, og vil at alle har det godt.

Jeg vil blot vise, at folk stadig her anno 2014, har det svært med at takle, når andre folk har det svært. Indeni. Det gælder faktisk i utrolig mange af de relationer i mit liv, jeg fornemmede dette. Og jeg hører det tit. At folk der selv har eller lige nu står, der var jeg har stået, beretter om samme oplevelse “all around”.

Så kære du… Dig der har det svært lige nu… Det er HELT okay. Sådan er det at være et menneske. Jeg forstår dig. Find bare een der kan rumme hele dig, og som tør favne dig, uden at blive bange for at, du hulker eller bryder sammen. Det er bedre at få tårerne til at flyde, end at holde på det.

Og husk.. At når ord ikke bliver sagt, skabes der en form for afstand. En lydløs smerte. Så start med at stå ved dig selv, med disse følelser du nu indeholder. Accepter at det er sådan det er. At være et helt menneske. Giv udtryk for dem. Det er de andres ansvar, hvordan de selv takler det.
Men du skal blive let. Fri. Og det sker først, når du lukker lidt ud ad din ventil.

Så vær med til at gøre op med det tabu der stadig hersker i dag. I 2014. Lad os være åbne. Lad os acceptere at det at være et menneske, indeholder alle aspekter af følelsesregisteret. Og at det er OKAY at have det sådan.
Det var blandt andet derfor, at jeg valgte at blogge om det hele her. For at råbe “sådan kan jeg også ha det”.!!
Måske hvis vi alle accepterede dette, og begyndte at anerkende, at vi alle indeholder det hele og ikke længere skal undertrykke det..
Måske der så i virkeligheden ville være langt færre med depression og langt færre der tog anti depressiv.
Mon vi i virkeligheden ikke bare skal give os selv og andre “lov til” at være kede af det.

Så del dette indlæg og vær med til at sæt fokus på, at vi ikke alle skal gå og være glade hele tiden. For det kan INGEN være. Hele tiden.