Stress for altid?

Een gang stresset altid stress stresset?

Sådan behøver det ikke altid være…

Men ofte går det allerede galt i sygemeldingen…

Mange læger sygemelder kun en uge eller to ad gangen, og derved får hjernen ikke den ro den har brug for, men vedligeholder istedet blot alarmberedskabet, når man hele tiden skal lave “status” og forholde sig til hele situationen konstant.. Hjernen bliver derved ved med ar tænke “fremad” hele tiden i stedet for at skabe ro.

Og mange får også blot en deltidssygemelding.
Men er kroppen kronisk stresset, nytter en deltidssygemelding intet, da hjernen derved ikke får absolut ro.

Mange starter også allerede op på job efter en måned.
Ergo er nervesystemet ikke healet..
Og faktisk er man slet ikke nået til den fase der hedder “accept”fasen…
Og her er det blot et spørgsmål om tid, før kroppen kollapser igen.

Arbejdspladsen prøver ofte også på at vedligeholde kontakt med den sygemeldte…
Med samtale hver 14 dage eller telefonisk kontakt.
Mange tror det er godt for den sygemeldte, men lige modsat er det for den stressramte, som ubevidst fastholder stressen.

Da stress er en overbelastningsreaktion, som viser sig som en “alarmberedskabstilstand” og derfor skal den sygemeldte have RO RO RO..
Minimum tre måneder i eet langt stræk i fuldstændig fredet rammer..

OG Så er der mange der tror, at får de blot ro og en pause fra job, så fjernes stress og ubalance.
MEN da stress kommer af en ÅRSAG (ofte flere) så er det også vigtigt at finde frem til de dybereliggende grunde.

For ikke at bibeholde tilstanden eller havne der igen.

Man kan blive overbelastet af mange ting. Og ikke kun af jobbet.

Reklamer

Anderledes end normen?

Måske gør dit barn ikke ligesom “alle de andre”. Måske gør han/hun ikke ligesom de fleste andre. Men se så på hvad han eller hun gør i stedet.

Hav tillid og tålmodighed.

Lad ikke samfundets længsler og bånd binde dit barns hænder. Lad dem ikke binde dine.

Lad ham gå i den lyserøde kjole, hvis han synes den er fin.
Lad hende gå til karate, hvis hun synes det er spændende.
Lad ham trække sig fra alle de andre voldsomme drenge i skolen, når han bedst trives med med pigerne.
Lad hende bare gå i bukser, når nu hun hader kjoler.
Lad hende nu forfølge hendes drøm om at blive professionel danser.
Lad hende nu sige nej til alle de fødselsdage, når hun siger, hun ikke gider.
Lad ham nu bare græde. Rigtig græde, uden at lukke ned.
Lad hende nu nøjes med at have den ene bedste veninde, når hun siger, hun ikke har brug for flere.
Lad ham nu bare synes, at det er rarest, når snørebåndene skal strammes lige meget. Eller strømperne rettes til.
Lad ham nu have lov til at synes, at matematik er skod.
Lad hende nu have lov til at vælge gymnasiet og gymnastikken fra, når hun ikke higer efter det.
Lad ham nu have lov til at klæde dukkerne på, når han ikke gider legoet.
Lad ham nu stå i baggrunden og synge, når han nu ikke trives i rampelyset.
Lad hende nu forfølge sin drøm og tage til Afrika, selvom hun end ikke ved, hvor hun skal bo, og ingen penge har.
Lad ham nu bare sige sit job op, når han i stedet vil vandre Danmark rundt.

Se ikke på det, de ikke vil eller ikke har lyst til. Lig ikke energi i det de “burde” eller skal gøre anderledes.
Se i stedet efter det de GØR, og det de bare ER.

Uanset køn. Uanset behov. Lyst. Retning. Drejning.

Uden at dømme.

Et andet menneske.

Og ej heller dig selv.

Ingen skal være ligesom “alle de andre”.
For faktisk er det ofte dem, der tør gå i mod, for at gå egne skridt, der går den rigtige vej.
Sin egen vej.