Stress inde på livet?

Nyt tilbud til dig, der har stress inde på livet

Jeg kan fornemme, at der er flere der har brug for at være i kontakt med andre ligesindede, og som kunne have brug for noget skriftlig sparring/rådgivning/støtte med mig. Et forum hvor der kan stilles spørgsmål til mig og til hinanden. Hvor man kan dele og tage.

Det kan være meget ensomt, tomt, angstprovokerende og håbløst, at være mærket af stress. For man er den eneste, der kan mærke sig selv.
Derfor har jeg oprettet en hemmelig og lukket stress gruppe..

Jeg vil der være til rådighed med online sparring og besvare spørgsmål. Det kan være både rent fagligt men også fra min egen personlige kamp. Jeg vil ligeledes indimellem komme med små oplæg/indslag.
Der kan deles oplevelser og tanker med hinanden i et fortrolig forum med de andre stressramte.
Det kan både være dig der mistænker, at være stresset, dig som nu er sygemeldt eller dig som er på vej igennem eller er tilbage i job, men stadig er (efter)påvirket.

Det kan være utrolig givende, at spejle sig i andre.

Introtilbud på ovenstående, gældende frem til 3 sep.:
Medlemskab i gruppen, resten af året, (4 måneder) med opstart søndag d. 4. sep.

TIL KUN 499,-

Send en besked, til 27 42 02 65 hvis du vil tilmelde dig eller blot høre nærmere.

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Og del eller tag gerne, hvis du har en i din omgangskreds, der måske kunne være interesseret.

Kærligst, Pernille

Stress råd

TRÆK STIKKET- når du er sygemeldt med stress.Jeg får indimellem mennesker ind til samtale, som er sygemeldt med stress, på anden eller 3 måned, som fortæller om diverse “råd” fra de praktiserende læger og andre behandlere. Jeg krummer tær, når jeg hører.

“Du skal løbe nogle lange ture. Du skal træne i fitness center helst tre gange ugentligt. Lav gerne aftaler med veninderne på cafeture. Du skal helst undlade at sove om dagen, også selvom man er træt. Du skal holde dig sig igang. Du skal helst ikke være sygemeldt for længe, for det kan du få det dårligere af. Det er meget vigtigt, at holder en konstant kontakt med din arbejdsgiver.”
Men for f…. da… JA, mange får det “dårligere” efter noget tid i deres stress sygemelding. Men sådan er processen. For når kroppen bliver stille, kan den bedre høres. Og ja, så kan man pludselig opdage “nye” symptomer eller reaktioner. Men blot fordi man simpelthen ikke har været i kontakt med et før, grundet alarmberedskabet. Så i virkeligheden er det blot et skridt videre i den rigtige retning. At føle man måske får det værre.
HER KOMMER ET UDPLUK AF MINE RÅD TIL DIN STRESSSYGEMELDING
Alle disse ovenstående råd og regler har dog bare ingen effekt på stressreaktionen i en stærkt overbelastet krop. Faktisk tværtimod.

Mange kan derfor i deres sygemeldingen føle, at de skal leve op til yderligere flere regler og ordene “skal” og “bør” fylder ligeledes en stor del af tanker og adfærd. Derfor er det dette der kommer til at fylde, i stedet for den blidhed, nænsomhed og heling der reelt skal til ved et stress kollaps, og som er nødvendig for restitution. For ellers bliver stressen snarere vedligeholdt end helet, i kampen for at overholde alle disse regler.

For kuren mod stress er ro. En overbelastet hjerne skal have RO. Ro, ro og mere ro. Og et stor portion tålmodighed og accept. Og et strejf af håb. Så man kan tro. Tro på at man nok skal få det bedre.

Her får du et par af mine anbefalinger, der vil få en stresssygemelding til at have den effekt, som den skal have:

1. Giv dig selv lov til at være sygemeldt. Accepter, at du har det, som du har det lige nu, og at det er OKAY. Du har på en måde en kraftig hjernerystelse, og du kan ikke rende rundt og lave alt muligt, når hjernen er massivt påvirket.

2. Lås din kalender inde i et skab. Fjern den fra din mentale bevidsthed. Det er ikke nu, du skal gå i gang med noget som helst, eller færdiggøre noget. Du skal bare “være”. Der er ikke noget du skal, skal. Undlad at lave aftaler med andre. Helst kun med dig selv.

3. Gå offline. Hold gerne pause fra facebook, mails og andre online nyheder. Hjernen har ikke godt af at skulle forholde sig til de massive indtryk og sansestimuli.

4. Se serier. Ikke lange film med action eller gys. Se bonderøven. Natur programmer eller “gamle film”. Noget med et lavt tempo.

6. Ingen træning. Ingen høj puls. For med adrenalinet pumpes der ydereligere kortisol (stresshormonet) rundt via blodet.

7. Gå ture, når du kan mærke en lille lyst og overskud til det. Stille og rolige slentreture i naturen. Ikke i trafik og storby. I naturen skal hjernen nemlig ikke bruge de samme ressourcer, og derfor kan det føles mere befriende.

8. Lav lette blide ting, som optager bevidstheden, og ligesom “nulstiller” hjernen. Mediativt. Det kan være meditation/mindfulness. Gerne dagligt. Hvis du kan lide at lave mad – så gør det langsomt. Kryds og tværs kan også virke beroligende for nogen. Male i malebog. Tage i svømmehallen. Sidde i sauna. Nus rundt i haven. Se ind i brændeovnen. Kigge på fugle. Det skal virke afstressende og beroligende på dig, og så det er det faktisk ligegyldigt, hvad du laver, bare det er rart, og ikke er en pligt.

9. Sov så meget du kan, når du kan. Også gerne middagslure eller hele dagen, hvis du mærker kroppen er træt. SOV for guds skyld. Det er der den livsvigtige restitution sker. Efter de første par dage/uger, oplever mange ofte, at spændingen slipper, og så kan trætheden virkelig overtage kroppen, og derfor bare sove og sove. Så lad den gøre det. Sov når du kan, uanset hvilken tid på døgnet.

10. Sig nej til sociale arrangementer i denne periode. Eller begæns det massivt. At skulle forholde sig til andre mennesker, kræver meget. Begræns yderligere al samvær. Undlad lange besøg hos eller af andre. Bliv hjemme og følg ovenstående anbefalinger. Du ville heller ikke tage til en koncert eller sidde på restaurant med hele den pukkelryggede familie i 6 lange stive timer, hvis du havde en kraftig hjernerystelse, vel?

Det er din hjerne der er overbelastet. Nu skal den have en pause. Giv den al den beroligelse du kan. Og omvendt, undlad al stimuli og ydre påvirkninger, som du overhovedet kan. TRÆK STIKKET.

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Og mit aller bedste råd. KØB DIG ET PAR ØREPROPPER. Det giver hjernen et sansemæssigt pusterum, hvis du er i en situation, feks. i en forsamling eller er sammen med dine kærlige, men tiltider larmende børn, hvor du ikke lige har mulighed for at trække dig. PRØV. Personligt, er de for mig selv, en fast følgesvend, stadigvæk.
Kærligst, Pernille

 

 

Tør du spørge ind?

Det jeg virkelige virkelig har erfaret de sidste to små år, er, hvor svært mennesker har ved, at spørge ind til et menneske, som de VED har det svært. Ikke svært som når man har brækket et ben, har ligget med influenza eller har ondt i ryggen.
Nej jeg mener når man har det svært psykisk. Mentalt. Når man er i en periode hvor man har kontakt med kontrasten til det her skide “perfekte” liv, som mange promoverer sig selv med. (Helt sikkert for at overbevise sig selv om, at man jo HAR det godt)

Jeg har fornemmet på egen krop, hvordan mennesker omkring en, kan sidde side om side med en, uden så meget som at få to ord ud over læberne som kunne have en lille bitte smule at gøre med, hvordan jeg havde det. Jeg kunne mærke at alle faktisk nok havde lyst, empati pg omsorgen indeni, til at ville. Men utrolig mange kunne bare ikke. Kunne ikke rumme jeg havde det, som jeg havde det. “Turde” ikke.. Men mange vidste heller ikke hvordan de “skulle”.
Overordnet set, er min fornemmelse også, at mange ikke tør/kan spørge, fordi de er usikre på hvad svaret bliver og usikre på sig selv, om de kan håndtere det svar, der måske kommer. Usikre. Utrygge. Pga de her “svære” eller “farlige” følelser. For når et menneske siger enten med ord “jeg har det dårligt” eller med kropssproget udtrykker “hjælp, jeg har det ad helvede til”, så ved mange slet ikke hvilket ben, de selv skal stå på.

Jeg kan ligeså tydeligt huske nogle få dage efter min sygemelding, hvor det var i de dage, hvor jeg bare havde lyst til at flygte væk fra alt og alle, fordi jeg intet kunne rumme og anede ikke hvilket ben jeg selv skulle stå på.. Jeg var ked, trist, modløs. Havde aller mest lyst til at blive rummet og favnet med de følelser havde. Havde brug for en der tog over og passede på mig, og var stærk, nu jeg selv viste at jeg ikke udelukkende kunne være stærk hele tiden.
(Nu idag tænker jeg at ordet “stærk” for mig også betyder at mærke og acceptere alle følelser, og ikke netop kun de positive)

Men lige den dag modtager jeg en smuk buket blomster. Hvilket jeg selvfølge bliver glad over, da jeg ser dem foran min dør. Men da jeg læser kortet, som er fra min mor, bliver jeg mut. Uden på kortet er en glad smiley, mener jeg det var… Indeni stod der ” Håber du får en god dag”. Og så kys fra mor og far..
“Håber du får en god dag”… Jeg havde faktisk lyst til at krølle kortet i tu.. For jeg havde sgu da ikke lyst til “at have en god dag”… Jeg ku knap nok stå på mine ben.

Men det jeg mener med dette her er, at når man er så syg af stress/angst/depression, så bliver man ofte slet ikke mødt ,der hvor man er. Ikke mødt og rummet. Nu var dette blot ET eksempel. Jeg har hundredevis.
Og mor, hvis du læser med, så ved jeg du gjorde det af kærlighed til mig. Du var bekymret for mig og ville mig det godt. Det ved jeg! Og jeg elsker dig for det. For du er et meget omsorgsfuldt menneske, og vil at alle har det godt.

Jeg vil blot vise, at folk stadig her anno 2014, har det svært med at takle, når andre folk har det svært. Indeni. Det gælder faktisk i utrolig mange af de relationer i mit liv, jeg fornemmede dette. Og jeg hører det tit. At folk der selv har eller lige nu står, der var jeg har stået, beretter om samme oplevelse “all around”.

Så kære du… Dig der har det svært lige nu… Det er HELT okay. Sådan er det at være et menneske. Jeg forstår dig. Find bare een der kan rumme hele dig, og som tør favne dig, uden at blive bange for at, du hulker eller bryder sammen. Det er bedre at få tårerne til at flyde, end at holde på det.

Og husk.. At når ord ikke bliver sagt, skabes der en form for afstand. En lydløs smerte. Så start med at stå ved dig selv, med disse følelser du nu indeholder. Accepter at det er sådan det er. At være et helt menneske. Giv udtryk for dem. Det er de andres ansvar, hvordan de selv takler det.
Men du skal blive let. Fri. Og det sker først, når du lukker lidt ud ad din ventil.

Så vær med til at gøre op med det tabu der stadig hersker i dag. I 2014. Lad os være åbne. Lad os acceptere at det at være et menneske, indeholder alle aspekter af følelsesregisteret. Og at det er OKAY at have det sådan.
Det var blandt andet derfor, at jeg valgte at blogge om det hele her. For at råbe “sådan kan jeg også ha det”.!!
Måske hvis vi alle accepterede dette, og begyndte at anerkende, at vi alle indeholder det hele og ikke længere skal undertrykke det..
Måske der så i virkeligheden ville være langt færre med depression og langt færre der tog anti depressiv.
Mon vi i virkeligheden ikke bare skal give os selv og andre “lov til” at være kede af det.

Så del dette indlæg og vær med til at sæt fokus på, at vi ikke alle skal gå og være glade hele tiden. For det kan INGEN være. Hele tiden.

Når man har en krybdyrshjerne

Jeg har været i kontakt med flere kvinder via min blog, som selv har mærket stressen og angsten. Flere af dem er i den fase, som jeg selv husker som en af de sværeste. Der hvor hverdagen mest bestod af bekymringer om, om ens krop nu ville få det bedre. Om man ville blive “normal” igen? Komme ud af angsten? Eller om man altid ville have det sådan. Angst for at skulle være dårlig resten af ens liv.

Det at have en såkaldt “krybdyrshjerne”, set fra mine øjne, mine erfaringer og den viden jeg har tilegnet mig i gennem det sidste halvandet år kommer her:

Når man har alvorlig/kronisk stress, hvor hele ens system har været i det højeste alarmberedskab konstant over længere tid. Måneder eller år. Ja måske det meste af ens liv, så tager ens hjerne skade. Den ændrer sig. Vores hjerner er plastiske.
Når vores nervesystem er over i det trusselfokuserede og selvbeskyttende system, så har dens funktion at aktivere os til at kæmpe, flygte eller på anden måder at håndtere farlige situationer. Der ses en øget aktivitet i hjerneområdet Amygdala. Og på det psykologiske niveau er systemet forbundet med følelser som angst, bekymring, vrede, frygt, afmagt, ensomhed og det at føle sig deprimeret.

Det er en ret svær balancegang i at mærke efter hvad der reelt er godt og skidt for en, når man er i dette “trusselsystem”. Hvad der reelt dræner, og hvad der giver energi. Hvad man reelt kan rumme eller ikke kan rumme.
For for rigtig mange mennesker er det et faktum, at hjernen efter lang tids kronisk stress, ikke kan rumme eller kapere særlig mange indtryk og stimuli. Nervesystemet er så belastet, at det bedste i bund og grund ville være i en periode at rejse ud på en øde ø. Man skal sådan set undgå alt det unødvendige i ens liv, og faktisk kun fokusere på det mest essentielle.
Det der er livsvigtigt. Mad. Søvn. Frisk luft.
Men i og med at hjernen har taget skade og har formet sig uhensigtsmæssigt, har Amygdala også “vokset” sig større. Den del af hjernen der har med angst at gøre. Og sådanne negative tanker og følelser er simpelthen selvforstærkende. Der er helt sikkert noget angst, nogle fysiske symptomer og ens mentale udfordringer, som man skal lytte til, fordi at det meget ofte er kroppen, der vil fortælle, hvad der oprigtigt er godt og skidt for en. Hvilket er helt naturligt og egentligt smukt, fordi den vil guide dig på rette vej og vise dig vejen frem samt hvad det er den kan kapere lige nu.

Men nogle gange hvis Amygdala har overtaget for meget, hvilket er ret normalt i et alvorligt stress forløb, ja så er der en periode som for en kan være ret fyldt med bekymringer og bange anelser. For sin egen krop. Sit helbred. Sin fortid og sin fremtid. Bliver jeg nogensinde rask? Kommer jeg i arbejde igen? Bliver jeg “normal” igen? Det er helt normale spørgsmål, som man stiller sig selv i sådan en situation. Og man bliver selvkritik. Snakker dårligt om sig selv. Tror ikke på det gode. Tvivler meget.

Det har jeg også selv gjort. Jeg hang i flere måneder fast med slem angst i kroppen. En selvforstærkende ond spiral. Jeg var angst for angsten. Angst for at jeg altid skulle ha det sådan. Men min bekymring gjorde det ikke lettere for mig hjerne. Det ved jeg nu med min viden og erfaring.

Der var en dag hvor jeg sad ude i min hængekøje, hvor jeg besluttede mig for at acceptere, at jeg VAR angst. Syg. At min krop var i det såkaldte “trusselsystem”, pga. overbelastning. Stress. At det var okay. Men at jeg ikke altid skulle have det sådan. Det skulle ikke være meningen, at jeg skulle ha det sådan resten af mit liv. Og det er netop det man SKAL tvinge sig selv til. Man skal begynde at træne noget andet end sine bekymringer. For det er det, der vil hjælpe en videre. At hjernen begynder at tage form af de positive tanker, og dermed vil Amygdala mindskes, og man vil komme nærmere sin indre balance. Over i “varmesystemet”.

Så jeg tog styringen. Et bevidst valg. Jeg vendte min bekymring og negative tanker til de mere positive. Jeg accepterede, at min krop havde det sådan lige pt. ja, men sagde lige så, at når mit nervesystem havde fået den tid og ro den havde brug for, så ville jeg få det godt igen. Jeg begyndte at TRO på mine egne ord. De positive vel at mærke. For sandheden var at jeg også blev holdt fast i mine negative tanker. Overbevisninger. Dem troede min hjerne jo også på, og derfor holdt jeg Amygdala på overarbejde.
Men ved at ændre det, og begynde at sige det højt for mig selv og min mand, at jeg VILLE blive rask og ikke skulle have det sådan fremover, begyndte min hjerne at tro på det. Min hjerne begyndte at forme sig. Stille og roligt.

Ved at komme noget mere over i “varmesystemet” genopretter vi nemlig langsomt vores indre balance. Vores nervesystem. Men det tager tid. Dagligt skal man fokusere på at aktivere varmesystemet så meget som muligt. Jeg selv skal stadig “træne” dette. Og det er noget jeg stadig er tvunget til bevidst at vælge at fokusere på, for at berolige mit nervesystem. Det her er lidt af det jeg har puttet ind i min hverdag; åndedrætsøvelser, dybevejrtrækninger, hjertekohærens, siddende meditation ude i naturen, meget langsomme gåture, brevskrivning, qigong, , at tale pænt til sig selv, samt hvil x flere i løbet af en dag.
I starten af mine sygemelding hvor Amygdala havde hele styringen og min krop konstant var i angst/alarmberedskab trænede jeg ubevidst mit “varmesystem” ved at starte dagen med at tælle til ti, for at jeg over hovedet kunne komme ud af sengen, fokusere på åndedrættet, tage lange varme bruse bade, og indimellem tage i svømmehallen og gå i boblebad og sauna, ligge mig i hængekøjen udenfor og stene ud i naturen, lave kryds og tværs, høre en bestemt beroligende sang,
Og de følelser som er forbundet med dette er en oplevelse af ro, tryghed, kærlighed, tilfredshed, tillid og føle sig fredfyldt. I det øjeblik.
Og at vi glæder os ved tingenes tilstand og er i balance.

Så du skal have styrke til at acceptere, at du ikke er rask endnu. At det er okay, at du har det, som du har det.
Og så skal du idag begynde at TRO på, at din krop bliver helt rask igen. Når den er klar. Sig det højt til dig selv. Mange gange om dagen.
Beslut dig. Vil du fortsætte med at være i trusselsystemet?? Eller vil du tage en beslutning i dag om at forme din hjerne? For det er muligt ja!
Jeg ved, at du kan!

Det er der. Lyset

Dette billede tog jeg på en meget svær dag.

Til alle jer som lige nu står der, hvor jeg engang har stået: Midt i mørket. Så mærk mørket omkring dig. Lad det være mørkt omkring dig. Men vær ikke bange. Kæmp heller ikke i mod. Lyset ER foran dig. Måske du ikke ser det så klart lige nu. Men det er der. En dag ser du det igen. Men vi alle indeholder begge kontraster. Lyset og mørket. Og vi kan ikke sige farvel til mørket, før vi har sagt goddag.

True Colors…

En af de svære dage i dag… Grundet flere ting… En søn der har været vågnet op kl. 4.30 de sidste tre måneder, og min krop begynder nu at reagere fysisk, med denne der nærmest angst følelse indeni, når han vågner… Den der urolig/nervøse mave. Mørke sommerfugle. Det bliver jo udløst af en form for stress, og at jeg ikke kan overskue den tidlige opvågning. Samt i de sidste to weekender har der været aktiviteter grundet fødselsdag osv. Sådanne små ting reagerer begge vores børn kraftigt på, hvilket giver yderligere udfordring at samle dem op og rumme de voldsomme følelser og ned smeltninger. Samtidig med at der jo sker mange ting på arbejds fronten også. Ender der skal samles. Tanker der skal tænkes. Usikkerhed over fremtiden.

Sådan en dag som i dag som er hård og tung, prøver jeg på at acceptere. At det er en del af mig. Lige i dag.

Og så hører jeg denne sang gentagne gange. Den indeholder så meget skønhed og en kærlighed til sig selv og dem omkring en.

Ordene rører mig så meget, fordi det netop er det det hele handler om. At man skal vise sine sande farver. Også selvom det er nervøse eller sårbare farver. At man er god nok, som man er. Både du og jeg. Men sandheden er, at det både for jeg og andre er utrolig svært at vise sine sande farver. Og at acceptere. Jeg fornemmer mange mennesker omkring mig og i mit liv, som ikke viser sine sande farver. Jeg øver mig og prøver virkelig. Og synger denne sang. Til mig selv. Og sender ordene videre til dem der også kan bruge dem. På en svær dag.

Stress i tal

430.000 mennesker mærker hver dag, symptomer på alvorlg stress hverdag. 10-12 %. Ifølge Ankestyrelsen er nedsat mental sundhed i form af stress og psykiske problemer nu årsagen til mere end 45% af tilkendte førtidspensioner.

14 mia. kr. koster stress Danmark om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet.

Ubehandlet stress udløser over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

Stress og depression bliver de væsentligste kilder til sygdom i år 2020. Stress udgør i dag det næststørste arbejdsrelaterede sundhedsproblem i Europa efter rygsmerter.

Blandt de 11 til 15-årige er medicinforbruget, både psykofarmaka, samt smertestillinende fordoblet fra 1988 til 2006, viser en undersøgelse fra Københavns Universitet

Ca. hvert 5 barn i børnehaven er belastet af stress. En svensk undersøgelse har vist, at dårlig normering i vuggestuer og børne-haver forøger antallet af stresshormoner hos børn. Stressede børn bliver muligvis mindre tolerante overfor stress-påvirkninger, når de bliver voksne. Derfor kan høje normeringer i børneinstitutioner i dag give flere stressede voksne om 15-20 år.

Men så sidder jeg bare tilbage med et enkelt spørgsmål og en masse undren??? Hvem fanden er det der modtager disse patienter? Børn, unge og voksne. Hvem er de førse der ser og høre dem? Hvem er det der diagnostisre, og har ansvaret for sygemelding, behandling OG raskmelding? Det er de praktiserende læger. Men vi bliver seriøst NØDT til, at stoppe op, og revurdere dette. I mine øjne har de praktiserende læger IKKE den nødvendige viden til at stå med dette ansvar. Hvornår er der nogen i Danmark der får øjnene op for, at der skal ske en drastisk ændring?

ER det virkelig den korrekte behandling at gi et 6årigt barn antidepresiv medicin feks? Er det okay at en teenager i flere år, får anti depresiv medicin? Jeg selv fik efter 5 mn. konsultation “tilbudet” at få angstdæmpende eller anti depresiv medicin. Efter 5 min. samtale. HVORFOR? Jo, fordi vi må se i øjnene, at der hvor vi henvender os, når vi ganske almindelige borgere, har ondt et sted, også psykisk, er det der kan tilbydes, medicin. Men jeg tvivler på det er den korekte behandling, som første prioritet. Men det er jo ikke lægernes skyld. De kan bare ikke tilbyde andet. Vores “velfærds system” kan anno 2014 ikke tilbyde andet. Så der er da i mine øjne ikke noget at sige til, at man igen og igen bliver ramt af stress og depression, børn som voksne, når første prioriteten i dag er medicin. Så findes årsagen til problemerne jo ikke. De bliver bare indkapslet. Jeg er SÅ taknemmelig for, at jeg til trods for jeg har været så dårlig, fandt styrke og mod til at sige “nej tak”. For ved at sige nej til medicinen sagde jeg ja til mig selv. Og lærte mig selv at kende i de triste og fortabte følelser og tanker. I min angst fyldte krop som reagerede så voldsomt fysisk. Kun på den måde, fandt jeg ind til mig selv og samlede mig selv op. Fordi jeg “tillod” at mærke mig selv. Også alt det der var utåleligt. Men jeg fandt mine skyggesider og bød dem velkommen. Havde jeg taget medicinen ved den første læge konsultation, er jeg 100 % overbevist om, at jeg var røget ned igen. Ingen tvivl om det.

Men min pointe med dette indlæg er, at jeg stiller et meget stort spørgsmål ved den måde det hele håndteres på, når et menneske lider af stress/angst /depression i dag. At det er et stigende problem. At den “model” der ses i dag, ikke fungere optimalt. At det i mine øjne ikke skal være de praktiserende læger der skal stå med disse patienter. Der skal en helt anden faglig viden til. For vores alle sammens skyld.

1 år i blogland

Så har jeg haft bloggen i 1 år.

Det startede faktisk, fordi jeg kunne mærke, der var noget der skulle ud, uden at vide, hvad det ville føre til.. Efter 14 dage med bloggen, mærkede jeg stressen og angstens spidse tænder. Så derfor har året på bloggen været præget af en masse turbulente følelser og tanker. Både det mørke og lyse. Det dejlige og vidunderlige, men også det svære, hårde og ked-af-det heden. Bloggen har haft båret præg af min indre rejse, som slet ikke er slut endnu. Om hvordan man egentlig kan følge fra de tidlige indlæg her på bloggen og frem til nu, hvordan hele processen har været. En form for “identitets ændring”. For det er det jeg føler der er sket. Jeg har ændret mig radikalt. Det er jo det der ofte sker, når man kommer i sådanne livs situationer som jeg har været i, hvor man har været helt nede at vende, for til sidst at rejse sig, langsomt op, og møde sig selv igen, på den anden side… En ny udgave… Som jeg stadig ikke kender 100 %, men er på vej…

Jeg vil gerne sige tak til alle Jer der har kigget med. Tak til alle Jer som har henvendt Jer til mig, med egne personlige situationer. Tak til jer, “fremmede” også, bla. her i blog land som jeg har delt erfaringer med, omkring både stressen og sensitiviteten.

På bloggen har jeg taget mange forskellige emner op. Men det “søgeord” som er mest brugt på min blog, og som jeg har erfaret flest mennesker har søgt på via nettet er stress. Stort set hverdag er der et mennesket, som har fundet min blog, via søgefunktionen og det indtastede ord “stress”. Det fortæller mig bare lidt om, hvor stort behovet er derude, for at vide, lære og læse omkring dette.

Således top 4

1. Stress

2. Føleforstyrelser

3. Angst symptomer

4. Sensitiv

Vi har rundet de 15.000 views.

Jeg ønsker Jer alle et godt år 2014.

Læserbrev

Taletid i Information i dagens avis.

“Så vågn dog op! De praktiserende læger har en utrolig bred viden omkring mange ting ja. De er dygtige til mange ting. Men de er ikke specialister i alt. Slet ikke når det drejer sig om det psykiske. Vi må da snart se i øjnene, at de praktiserende læger, har brug for, at have en dygtig specialist tilknyttet i deres lægehuse, som har en høj faglig viden indenfor psykiatrien, til at varetage, den patientgruppe der i den grad også er at finde. Vi ved, at en stor procentdel af dem der konsulterer de praktiserende læger landet over med fysiske symptomer, reelt bunder i det psykiske. Vi ved, at procentdelen af folk som går ned med stress, angst og depressioner i dag, aldrig har været højere. Vi ved også, at mange ofte bliver ramt igen og igen. Hvorfor mon? Fordi de får den FORKERTE behandling. Fordi der ikke bliver taget hånd omkring disse mennesker, i tide og i sådan en grad, at man får det “hele menneske” med. Fordi vores system ikke er indrettet og gearet til at favne hele mennesket, på nuværende tidspunkt. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor politikerne ikke synes det ville være en fremragende ide og investering, at der bliver koblet en psykolog/terapeut hos de praktiserende læger. Jeg tror på, at det ville være den bedste investering der kunne laves i Dk. Tænk sig, hvad det ikke ville spare samfundet for på sigt? Flere års langtids sygemeldinger og “kroniske” stress tilstande. Langtrukne sagsbehandlinger. Førtidspensioner osv. Eller det vigtigste af det hele. De menneskelige konsekvenser dette her medfører. Hvad mon ikke dette koster Dk som det ser ud nu? Kan det virkelig betale sig, ikke at forebygge eller at tage hånd omkring patienterne, i nuet, og i tide, med en korrekt kompetent viden og behandling? Eller er det virkelig billigst, at folk skal helt der ud, hvor folk intet kan, og kræver en langvarrig sygemelding, og måske slet ikke kan komme ud og varetage et fuldtidsjob igen?  Ofte når et menneske henvender sig til sin praktiserende læge, med fysiske og eller psykiske symptomer, får de en behandling, set ud fra lægens “doktor briller”, eller mangel på samme. Jeg vil vove at påstå, at 9 ud af 10 patienter, får stukket en papir lap i hænderne med en recept på et antidepressiv/ angst dæmpende præparat. Måske er det endda 10 ud af 10. Ja det gælder endda børn og unge, som får denne “behandling”. Så som det ser ud nu, vurderer/diagnosticerer den praktiserende læge, at patienten har brug for medicin.  Efter bare 5-15 min. samtale er behandlingen “lykkepiller”. Ja “hvorfor ikke” tænker jeg. For kan den praktiserende læge, egentlig tilbyde andet, set ud fra “doktor brillerne”? Har de egentlig den viden, som skal til, for at vurdere et andet menneskes sindstilstand? Det er et stort ansvar der ligger på deres skuldre, og jeg er ikke kun i tvivl, men er overbevist om, at de ikke kan leve op til ansvaret. Ofte når der udskrives denne form for medicin, bliver der ikke engang lavet en henvisning til en psykolog. Ofte bliver der slet ikke opfordret til terapi, eller fortalt om vigtigheden i det. Når medicinen så skal trappes ud af kroppen igen, vil stressen, angsten eller depressionen jo komme op til overfladen igen, hvis patienten ikke får fundet frem til de dybereliggende årsager, og ergo, vil det være et spørgsmål om tid, før personen vil rammes igen, og starte forfra. Er det virkelig det eneste tilbud, de praktiserende læger og systemet kan tilbyde en patient, som er ramt af overbelastning? Medicin? Så er der noget rivende galt i Dk. Men nårh ja, man har jo heller ikke tid til at være syg i dette her system, og slet ikke tid til at “hele” på den naturlige måde. Jeg er bestemt ikke i mod medicin. Men jeg er i mod, at medicinen bliver en første prioritet i de danske lægehuse, til folk som reelt “kun” er ramt af alvorlig stress og angst til følge, og måske har udviklet sig til en let-moderat depression. Er vi virkelig så bange for, at mærke det der er ubehageligt? Er det det vi vil lære vores børn? At alt skal fixses med en pille? Husk på, at man kan ikke sige farvel til noget, som man ikke først har sagt goddag til. Der er virkelig noget fuldstændig galt med vores “velfærds” system. Måske det var på tide, at der også blev set på patienterne, med nogle andre briller?  Men politikere, vågn dog for f…. op, og gør noget ved dette her store problem! Mon der er nogen der “tør”?”

I avisen i forkortet format

I avisen i forkortet format

 

Jeg synes virkelig, at de danske praktiserende læger, gør et STORT stykke arbejde. De er utrolig dygtige til deres job. MEN, jeg mener bestemt, at der skal stilles spørgsmålstegn ved, deres viden omkring det psykiske. At vi i Danmark snart må se i øjnene og acceptere at kroppen hænger sammen. At det fysiske og psykiske hænger sammen. At hvis patienterne skal hjælpes i tide, helt nede i den tidlige børne alder, så er det NU der skal sættes ind. For som det er lige nu, sker der simpelthen SÅ mange fejl dianotiseringer og fejlvurderinger, og rigtig rigtig mange, får slet ikke den kompetente hjælp af systemet, som de har behov for, fordi de kommer til at sætte fast i systemet. Der skal ske noget!

Lyset i mørket

Billede

Lyset i mørket

Nogle gange
føler vi at alt er mørkt omkring os
at vi står i mørket, men prøver at flygte væk
Nogle gange
skal vi blot bare være i mørket
Mærke mørket
Selvom lyset ikke kan ses
ikke kan skimtes
Nogle gange
tager det tid
før vi kan fornemme lyset
ude på den anden side
Men tro mig
der ER altid et lys
For jeg har været der
midt i mørket
bange og angst
Når jeg kan
kan DU også
Men lige meget hvad du tror
får du ret
DU bestemmer