I vores samfund i dag er der så mange forventninger til os som menneske fra alle fronter. Nok flere forventninger end nogensinde. Og ergo også til vores børn. Jeg kan tildels godt lide at man har nogle forventninger til andre, og at andre har nogle forventninger til mig som menneske. Men der er stor forskel på hvad det er og hvordan.
Et lille eksempel:
Min datter var jo til Lucia over i børnehaven, og hun havde glædet sig vildt meget. Selvfølgelig havde hun det. Jeg havde mine tanker omkring hvordan hendes krop ville reagere efter sådan et arrangement liiiige midt i december blandt alle mulige andre “uforudsete” og anerledes begivenheder.
Og hun sagde så også selv derovre med det samme efter luciaoptoget, at hun havde fået hovedpine og var utilpas. Vi tog selvfølgelig hjem med det samme. Men vi sagde lige først farvel til den ene pædagog, som straks udbrød “jamen allerede?” Jeg forklarede kort, at Alberte gerne ville hjem nu igen, fordi det havde hun brug for. Vi gik ud i den friske luft og fik os en lille snak. Jeg forklarede, at det var helt okay at deltage i noget, men feks. at tage tidligere hjem end andre.
Men at alle mennesker havde brug for noget forskelligt, og at nogle kunne forstå det og andre mente noget andet. Men at man skulle lytte til kroppen, når hun kunne mærke den talte til hende. Og flot hun gav udtryk for det. Fordi dagen havde jo været kanon for hende. Hun havde bare fået nok, lidt tid før de andre. (Tiltrods for mange af de andre børn farede hvileløst rundt med forældre der blitzede løs med mobilen, mens høje toner prøvede på at overdøve hinanden)
Eksempel 2: Jeg havde en kort samtale med en af de andre kursister på min uddannelse. Hun havde selv været sygemeldt med stress, og var ved at geare ned. Forleden var hendes datter så kommet hjem med to indbydelser til to forskellige pigefødselsdagsarrangementer fra klassen i den samme weekend. Både lørdag og søndag. Datteren havde straks sagt til hendes mor, at hun ikke orkede at tage med til dem begge, hvortil moderen (min medkursist) havde svaret, at hun blev nødt til at deltage i dem begge…
“Hvorfor skal hun dog det?”, røg det ud af mig….
“Ømmm… Æhh…”, svarede hun igen…
Jeg spurgte, om hun ønskede, at hendes datter skulle ende samme sted som hende selv om 20 år. Om hun ikke syntes, at det var vildt flot at hendes 10årige datter, kunne give udtryk for, at det ville være for meget for hende. Og om det ikke handlede om at prioritere, ligesom hun selv var igang med at lære i hendes liv. I en alder af midt fyrrene.
Samtalen sluttede med at min medkursist (moderen) sagde, at hun jo ikke havde tænkt på det på den måde. Og at hun blot havde været bange for, at gøre den ene pige ked af det, hvis hun kun deltog i den anden.
Men det er jo li præcis det livet handler om. At vælge til. Men også at vælge fra. Også selvom det nogle gange (måske) kommer til at påvirke andre…
Jeg mener ikke, at man skal give en undskyldning som følgesvend til afbudet til den ene fødselsdag, men sandheden. At det ville blive for meget med to arrangementer på een weekend. I virkeligheden er der så mange ting, som vi forestiller os oppe i vores små hoveder. At andre mennesker bliver yderst påvirket og vildt ulykkelige, hvis vi træffer en beslutning, om feks. ikke at deltage til fødselsdagen. Men måske er de faktisk lidt ligeglade. Måske bliver de ikke så kede af det, som vi går og forstiller os. Måske gør de. Men kan vi bestemme hvad andre mennesker synes, tænker eller føler? Nej. Det kan vi ikke.
Jeg er selv vokset op med forældre, der ikke rigtig har kunne sætte egne grænser op. (Sådan som jeg har opfattet det)
Selvom min sensitive far i dag er i et selskab med støj, larm og børnebørn, tvinger han sig selv til at være og blive i det. Istedet for lige at gå ud og få lidt frisk luft alene eller gå ind i et andet rum. Men som han siger “Det har jeg simpelthen aldrig været god til”. Hvorfor mon?
Fordi han ikke følte han var okay, og at hans behov ikke var vigtige. Også selvom han altid også er blevet “fyldt godt op”, ligesom min datter og jeg, og bliver fysisk syg, ja så kan han stadig ikke.
Jeg så ikke at han passede på sig selv. Så ikke han stod ved sig selv. Jeg så undskyldninger eller et indre pres som fortalte, at han skulle “fortsætte” og “leve op til”, lige indtil han gang på gang “sejlede rundt” og skulle ligge 4 dage i sengen med migræneanfald og alt mulig andet. Om og om igen.
Hvad gjorde jeg selv som voksen? Overpræsterede. “Levede op til”. Ja, jeg blev endda ofte festens midtpunkt. Den “over”sociale. Den overansvarlige. Fordi det var det jeg som barn, højst sandsynligt fornemmede, mærkede og så, var det “rigtige”.
Jeg tog også lige præcis det’ med over i mit parforhold. Agerede efter hans behov. Ikke udfra det der blev sagt, men det usagte. Da vi selv fik børn, fornemmede jeg hans behov og personlige grænser til hvad han kunne rumme, og jeg tilsidesatte mine egne. For alle andre skulle jo trives…!
Men jeg tror bestemt ikke at man får gladere og sundere børn, af at man som forælder ikke får taget iltmasken på først, men konstant tilføjer ilt til sine børn eller andre relationer. Børn skal se at mor og far tager vare på sig selv.
For nogle måneder siden, da mine forældre passede børnene med overnatning, havde der været en episode, som Alberte fortalte om. Hun skulle have strømpebukser på, og de drillede. Det gør de altid når hun er overstimuleret, hvilket hun lyn hurtigt bliver med mine forældre. Nå, men hun fortalte at det hele var svært for hende og hun havde derfor reageret lidt, da de ikke ville sidde rigtigt… “Og så sagde bedste bare lige pludselig, at jeg var et pattebarn. Og så blev jeg rigtig ked af det mor”.
Jeg er overbevist om, at alle børn opfanger, hvad der er det mest “accepterende” og “rigtige” eller “normale”. Uanset hvad det handler om. Meget sensitive børn (som jeg selv og mine børn) som er meget følelsesmæssige sensitive og som ser lige bag facaderne og ordene, og som opfanger det mindste tonefald og lille mimik i ansigtet… Ja, der skal måske endda ikke så meget til, at lade sig påvirke. Og de lidt “usikre” grænser som man som barn, prøver at finde frem til og udtrykke, vil hurtigt undertrykkes eller gemmes væk, hvis de ikke bliver mødt.
Når man som barn er meget ovre i “de andre”, for at behage og opfylde de andres behov. Ja, så bliver ens egne behov og ens egen person, tilsidesat. Selv med bitte små og få ord, hvor et voksent menneske overhører eller taler ned til barnet eller lign. i en given situation, tror jeg, kan påvirke barnet.
Det sker ikke fra dag til dag. Men langsomt og stille. Med tiden. Sker det lydløst.
Og det skal IKKE ske for min datter. Det er nok noget af det, som jeg har sat som en af de vigtigste prioriteter i mit moderskab. At hun IKKE skal gå på kompromis med sig selv og SINE grænser. Og “hvordan ved hun lige hvor hendes datters grænser går og er?”, tænker i sikkert.
Jo. Det fornemmer jeg ofte. Og der sætter jeg med det samme ord på. Så hun kan reflektere.
Forleden kom hun hjem fra børnehave og sagde opgivende “Mor, de voksne siger altid når vi er ude at gå lange ture, at vi skal løbe meget hurtigt, når vi skal på vej hjem igen. Men jeg bliver dårlig, og får ondt i maven, fordi jeg har brug for en pause.” Så spurgte jeg selvfølgelig, om hun havde sagt det til en af de voksne, at hun lige havde brug for en lille pause, inden hun kunne løbe videre, og det havde hun ikke. Men det gjorde hun så den efterfølgende gang, og så kom hun hjem og sagde at de havde sagt: “Ej, hold nu op Alberte, det kan du da sagtens. Lad nu være. Du kan da ikke være træt nu.”
For mig er det måden her det bliver udtrykt på. At hendes grænse ikke bliver set eller anerkendt. Den skal nødvendigvis ikke altid lyttes til og handles efter hendes behov, fordi vi også indimellem er en del af et fællesskab, og at andre mennesker i en sammenhæng indimellem bestemmer.
Men hvis ordene feks. havde lydt sådan her i stedet, havde det i mine øre, haft givet en helt anden følelse hos min datter : “Vi kan godt forstå at din krop er træt, og at den gør ondt, og at du har brug for et hvil. Det kan vi også have brug for. Men nu skal vi lige gå 5 min. til”. Så havde hun ikke følt sig overhørt, og så havde hun ikke sagt til mig, at de voksne ikke kunne forstå hende, og at det var noget pjat. Nogle gange skal der så lidt til. Så lidt. Både til at påvirke en negativt men også positivt.
Jeg sagde selvfølgelig også til hende, at det var flot at hun gav udtryk for det, men at der bare er nogle mennesker, der ikke helt forstår en.
I dag da jeg hentede hende fra børnehaven, så jeg med det samme hendes store blanke trætte øjne. Hun kunne ikke rumme mere. Tre dage i “inde” børnehave. (Det sidste år har hun været i en skovgruppe, men da hun skal starte i skole her i 2015, er de lige pt inde i den normale børnehave.)
Men hun sagde som det første inde i bilen “Shh William, jeg kan mærke jeg har lidt hovedpine”. Hun havde lige brug for stilhed. Og så sagde hun så, at der var så meget larm, når de skulle være indenfor. Hvortil jeg svarede “Ja, det ved jeg godt skat. Det var også derfor jeg købte og gav dig de der lyserøde høreværn med for noget tid siden,(sidste år) men der ville du ikke bruge dem, fordi du sagde, at de andre ikke lige kunne forstå det og hele tiden ville snakke, når du tog dem på.”
“Ja, mor. Men nu vil jeg gerne have dem med igen og have dem på.”
Og så aftalte vi, at jeg lige skulle forklare det til pædagogen, og at Alberte selv ville fortælle hendes veninder, hvordan høreværnet hjalp hende. Men først havde hun lige bruge for en hjemmedag i morgen. Og det får hun. I nattøj hele dagen ❤
For jeg havde selv sådan en dag hele mandagen og halvdelen af tirsdagen. Og jeg havde på forhånden planlagt de dage til mig selv;-) Fordi jeg vidste hvor jeg ville reagere efter 17 dages samvær alle fire.
Og selvfølgelig har hun også brug for det oven på ferien. Med jul og nytår og "anderledes" dage.
Jeg selv, som er meget sensitiv, har nok altid ubevidst villet sørge for at mine forældre havde det godt. At jeg ligesom tog ansvaret for deres velbefindende på mine skuldre. At jeg ville sørge for at de skulle have det godt. Sådan rigtigt helt indeni. Jeg tog et ansvar, der ikke var mit. Men jeg gjorde det, fordi at jeg fornemmede, at de ikke selv gjorde det. At de ikke passede på dem selv. At de ikke altid fik sat deres egne grænser.
Og jeg kan jo se, at jeg selv har overtrådt mine egne grænser gang på gang på gang i mange relationer i mit liv. Både privat og jobmæssigt.
Derfor er det i særdeleshed vigtigt for mig, at vise mine børn, hvor mine egne personlige grænser går. Jeg har aldrig før, før her for halvandet år siden, kunne sige ordene “det har jeg brug for” eller “det har jeg behov for”. Aldrig nogensinde har jeg udtrykt de ord for mig selv. Jeg har ligeså heller aldrig hørt dem komme ud af mine forældres mund.
Men min lille søn på 3 år, udtrykker det dagligt. Hans grænser. Og de er så fine.
Mine børn skal ikke føle ansvar over for mig. Det skal ikke tynge deres små skuldre. Derfor bliver jeg nødt til at vise dem mine behov. Og det lærer dem uendeligt meget om, hvordan de skal passe på sig selv!
Men uanset hvad jeg, min datter eller DU vælger, så er der altid nogen der har en mening eller en holdning til det. Det kan vi ikke ændre på. Men vi skal heller ikke ændre os selv!
Men godt nytår til jer alle.
pernillenb 