…Og beskyttet hende noget mere… Det er mine selv-bebrejdende tanker i dag.
For jeg vidste det. Fornemmede det. Min intuition holdt stik. Sidste onsdag holdt Alberte jo en fridag hvor vi var en tur inde og se på julelys, hvilket i sig selv gik rigtig fint. Men torsdag havde de så jule klippe klister dag i børnehaven, med alle forældre og alle stuerne. Frank tog med, jeg skulle ikke nyde noget af det. Da Alberte kom hjem, sprang hun i bad med det samme… Det hjælper hende til at “geare” ned, fordøje og være sig selv. Hun kiggede på mig og sagde: “Mor, hvor er det bare dejligt at være hjemme igen”. For nej, det var ikke hendes behov, at være i børnehaven som skulle være “hyggeligt” med alle de mennesker. Men det synes og “skal” man jo, for det er jo alm. at kunne rumme det ikk’?… Lige præcis DEN sætning, skal jeg virkelig ha visket mere og mere ud, og indse, at hun ER anderledes. Hun er ikke som alle andre børn. Og hun skal bestemt ikke føle, at hun SKAL føle sig som alle de andre børn. For der er forskel. Fredag kom julemanden også på besøg i børnehaven, hvor der derfor også var “forandringer” og noget nyt at skulle forholde sig til. Hentede hende derfor allerede kl. 12, så hun kunne komme hjem og sove til middag. Fordi fredag aften skulle manden til koncert og sove ude, og vi havde derfor aftalt hun skulle hjem til bedsteforældrene og overnatte og hygge. De hyggede sig uden tvivl. Hun elsker dem over alt på jorden. Men så lørdag formiddag, skulle hun og bedstemoren til juleafslutning til noget “musik sjov”. Bare en times tid. Igen med mange mennesker og indtryk. Og så julefældning søndag. Samtidig med det, har det her med “jul og december” også fyldt inde i hende. Igen forandringerne. Alle spørgsmålene inde i hendes hoved. Hvordan hun skal forholde sig til det hele. Hvad er det og hvad drejer det sig om? Det er jo uforudsigelig. Der er ikke noget at sige til, at der hos meget sensitive mennesker kan på vises ved specielle hjerne skanninger, at hjerneaktiviteten er væsentligt højere end hos “ikke sensitive”.
Mandag kom hun så afsted i børnehave. ca. 5 1 /2 time. Og det er så her mit hjerte skær, fordi hun igår morges smilede til mig og sagde om hun ikke skulle have en hjemmedag i dag. Jeg mærkede ikke at hun trængte fordi hun jo virkede okay og glad, og sagde så til hende, at det kunne hun få nu på torsdag.(når stormvejret rammer) Jeg studsede nok heller ikke mere over det, fordi hun jo ikke var “syg” eller sagde at hun havde BRUG for det. Hun spurgte mig bare. Men hun havde kunne mærke noget allerede der. Og det er jo det som ikke kan ses. Kun af hende selv. Hun kom derfor afsted i 4 timer, fra 9-13, og kunne godt mærke på hende ved afleveringen at hun ikke havde så meget energi og gejst som hun ellers har. Jeg gik derfra, og havde det faktisk selv slet ikke godt. Men da hun kom hjem, havde jeg fundet lidt julepynt frem og lagt 6-7 nissepar frem hun selv kunne pynte stuen op med. Havde selvfølge taget et bevidst valg om ikke at hive alle kasserne frem, fordi det ville hun simpelthen blive så overstimuleret af, at hun ville ha’ faret med 210 km rundt i stuen. Ja, for jeg kan knap nok selv rumme det. Det var hyggeligt med brændeovnen tændt og gik fint:) Hun begyndte dog allerede at blive stresset over, at lillebror snart kom hjem. Fordi så ville han sikkert ødelægge det hele. Ta’ hendes nisser og pille ved det hele. Hun kunne slet ikke overskue det. Fik en god snak om det hele og jeg beroligede hende med alt det, hun blev presset over. Da hun skulle i seng ved 19 tiden sagde hun til mig: “Mor, jeg har virkelig brug for at du masserer mig i dag. Musikken er ikke nok i dag. Jeg kan ikke slappe af.” Og der’ vidste jeg bare, at hun var fyldt med alle ugens begivenheder. Hun kiggede også på mig og sagde… “Jeg kan ikke sove nu, jeg tænker på alle de nisser nu”. Og samtidig med det hele, har hun jo fået alene tid over i børnehaven efter middagsmaden hvilket hun er rigtig glad for. Den anden dag sagde hun at en dreng også skulle hvile sig, men som hun så sagde til mig: “Jamen mor, når jeg skal hvile mig med andre, kan jeg bare slet ikke slappe af. Jeg kører op. Og så er det jo heller ikke alenetid”. Hun har ret. Jeg skal også bare slappe af ALENE. Bare musikken er tændt herhjemme får mig til at “køre op”, når jeg er fyldt. Indimellem har der været dage, hvor de forskellige pædagoger har sagt, at det ikke har virket som om hun har brug for et hvil. Og som jeg sagde: “Det kan jeg godt forstå i tænker. MEN det har hun. I ser hende jo ikke derhjemme. Hun bryder helt sammen. Og bliver fysisk syg.” Og de lovede at det bliver gjort HVER dag nu, for det der med nogle gange, det gør hende sgu også bare mere forvirret og så ved hun ikke hvad hun skal forholde sig til. Hun skulle også ha’ været til gymnastik igår. Men har egentlig altid haft kunne mærke, at det ikke har været noget hun rigtig har kunne rumme. Derfor sagde jeg heller ikke til hende igår, at vi skulle til gymnastik. Men spurgte hende, om hun havde lyst i dag. Om hun kunne mærke om hendes krop ville det. “Jamen mor de andre piger siger, at vi skal komme, for ellers får vi ikke vores gymnastikdragter.” Jeg beroligede hende og sagde vi nok skulle få dem og at de ville gemme dem til os.Og så sagde hun “Nej mor, jeg vil bare gerne hjem”. Så fedt hun selv kan mærke det var det bedste.
Så ja, jeg skulle ha’ set det komme.. Igen igen.. Da jeg listede ind til hende i morges, kunne jeg se det på hendes øjne med det samme. Hun reagerer også altid med at blive varm/lettere feber. Havde ondt i maven, kvalme og en lille smule hovedpine. Hun stod op og kastede op. Og igen og igen. Så det er en af de her “sove dage igen”, hvor hun intet orker. Bare ligger i et mørkt rum med skiftende at se lidt tv og sove. Ja, hun vil helst ligge alene. Hvis jeg skal være der, skal jeg ikke nusse eller ligge for tæt på hende eller holde om hende. Ingen indtryk. Sådan har jeg det selv indimellem. Ligesom i forrige uge, hvor jeg lå i 3-4 dage, i totalt mørke.
Nå, men jeg har heldigvis fået hende fortalt, at jeg var ked af, at jeg ikke fik lyttet noget mere til hende igår, da hun ville blive hjemme. For hun har helt klar fornemmet at hun ikke kunne rumme mere. Jeg overhørte det, hvilket jeg er utrolig ked af. Men jeg fik sagt til hende, at næste gang hun vil spørge om hun må få en hjemmedag, så skulle hun prøve at sige at hun havde BRUG for at blive hjemme, og at jeg selvfølge ellers nok, skulle vende hendes spørgsmål om til en konstatering. Nemlig ikke om hun må, men at hun skal. Men jeg ved også, at det ikke kommer fra fremmed. Flere i min familie, ligesom jeg selv har gjort hele min opvækst, har også reageret fysisk ved overstimulering. Uden nogen har vidst hvad det drejede sig om. Det gør jeg nu. Men det er godt nok svært. Ikke kun at skulle rumme sig selv, men også hele tiden at skulle være på forkanten med hende. Og nok svære er det for min mand, at skulle kunne rumme det hele. De her “op og ned” dage.
Nå, men nu vil jeg ind og gi datteren et kys i sovende tilstand. Og så vil jeg bage kransekage til fryseren:-) Og ja, hun er anderledes end størstedelen af andre børn. Men som jeg siger til hende: “Det er fordi du er en superhelt skat. Superhelte kan se, føle og fornemme meget mere end andre, og derfor skal vores kroppe også have mere ro, og vi skal bare lige lære hvordan superhelte kroppe skal behandles”. “Men det er godt at være en superhelt.!! For det er mor også. Og bedstefar”.
pernillenb 