Stress inde på livet?

Nyt tilbud til dig, der har stress inde på livet

Jeg kan fornemme, at der er flere der har brug for at være i kontakt med andre ligesindede, og som kunne have brug for noget skriftlig sparring/rådgivning/støtte med mig. Et forum hvor der kan stilles spørgsmål til mig og til hinanden. Hvor man kan dele og tage.

Det kan være meget ensomt, tomt, angstprovokerende og håbløst, at være mærket af stress. For man er den eneste, der kan mærke sig selv.
Derfor har jeg oprettet en hemmelig og lukket stress gruppe..

Jeg vil der være til rådighed med online sparring og besvare spørgsmål. Det kan være både rent fagligt men også fra min egen personlige kamp. Jeg vil ligeledes indimellem komme med små oplæg/indslag.
Der kan deles oplevelser og tanker med hinanden i et fortrolig forum med de andre stressramte.
Det kan både være dig der mistænker, at være stresset, dig som nu er sygemeldt eller dig som er på vej igennem eller er tilbage i job, men stadig er (efter)påvirket.

Det kan være utrolig givende, at spejle sig i andre.

Introtilbud på ovenstående, gældende frem til 3 sep.:
Medlemskab i gruppen, resten af året, (4 måneder) med opstart søndag d. 4. sep.

TIL KUN 499,-

Send en besked, til 27 42 02 65 hvis du vil tilmelde dig eller blot høre nærmere.

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Og del eller tag gerne, hvis du har en i din omgangskreds, der måske kunne være interesseret.

Kærligst, Pernille

Mine mange glæder ved min sensitivitet..

Jeg elsker at sidde i bilen og høre regndråberne falde ned på bilruderne.. Jeg elsker at ligge og kigge ned i græsset, kigge op på skyerne, en stjernehimmel. Eller kigge på gamle huse og gårde og forestille sig livet fra dengang. At blive kastet tilbage i tiden for en stund. Elsker at snakke med gamle mennesker omkring livet fra en svundet tid, hvor der var en ro og andre værdier. Jeg sætter pris på dybe og oprigtige åbne samtaler, hvor jeg fornemmer et autentisk menneske uden facader. Jeg nyder at følge og se noget gro, synet af markblomster i grøftekanten. Mit blik ud over de åbne marker. At gå en tur i regnvejr og mærke regnen i ansigtet og duften efterfølgende som en lethed i luften. “Some people just get weet, but I feel the rain”. Jeg er for det meste altid positiv. Jeg elsker alle årstiderne. Kan se det gode i det hele. Selv en kold grå efterårsdag er fantastisk. Når jeg feks. kan sige til min mand “Ej har du set det lys ud over marken, eller prøv at hør lyden af fuglen der eller duft lige til den her blomst eller wow, de en stjernehimmel eller se lige de fine roculla blade fra haven, smag den friskhed”. Det er lige som om at jeg bliver mere fascineret af de små ting. Gladere. Af bitte små skønne sansestimuli. Han kan bare sige “ja ja” eller springe videre til noget andet. Jeg kan blive opslugt. Af det der beroligere. Skaber noget positiv i mig.
Jeg har brug for at det gir mening det jeg gør, er i og har omkring mig. Både i arbejdet, relationer og alt andet i mit liv.
Da vi for første gang havde været ude og se vores hus, snakkede manden og jeg om det efterfølgende. Han så det store fede nye køkken, de store rum og dobbelt garagen. Det havde jeg ikke lagt mærke til. Jeg sagde kun ja til købet, fordi det lå ud til marken med en fantastisk udsigt. Jeg følte mig fri. I dag higer jeg efter mere natur. Ønsker mig længere ud på landet. Endnu tættere på vand og skov. Gerne mit i en skov. Det beroligere mit system. Der skal hjernen ikke koncentrere sig, men blot være.
Jeg er iderig og kreativ, og tænker ofte et skridt videre. Er god til at strukturer og planlægge. Ville være den perfekte leder. Super god menneskekender. Intuitiv. Jeg fornemmer mine børn, og andre uden at de behøver kommunikere med ord. Ser det hele menneske, og det folk gemmer på indeni og under deres facader.
Jeg blir ikke glad af større materielle ting eller for mig ligegyldige og ubetydelige ting. Jeg blir glad af oprigtighed, tanker og omsorg. Mælkebøtter og stearinlys. Sætter pris på folk der tør og har modet til at stille spørgsmål og snakke om de “svære” følelser. Føler stor connection til “ligesindede.” Sensitive der deler samme værdier og tanker. Til trods for at jeg ved angsten er inde i mig, har jeg en indre kæmper indeni. Kæmper og higer efter det jeg bliver opslugt af, og som jeg kan mærke gør mig godt. Jeg skal ha en hverdag som jeg selv kan styrer. Være min egen herre.

Jeg ved at jeg har dage hvor jeg har brug for at trække stikket og lade op og samle energi til igen at kunne rumme. Både børn, mig selv og det omkring mig. Jeg ved at jeg er sårbar i mange situationer, men at jeg også har utrolig mange styrker. Jeg er ikke enten eller. Jeg er både og.

Nogen der kender til det?

Som tiden er gået, er jeg blevet mere og mere bevidst omkring mine sensitive sider. Nogle af siderne er jeg ekstremt glade for og andre kan til sider være ret belastende. Jeg vil lige prøve at liste nogle af dem op her nedenunder. Mon der er nogle ting du selv kan genkende?

Jeg har aldrig kunne klare at have sko på, med snørebånd. Fordi jeg altid har kunne mærke den lille bitte forskel, når det ene har været strammere end det andet. At trykforvirkningen har føltes så belastende. Det samme med at hvis en af nusset min ene arm, skal den anden fandme også nusset, så der ikke er “uligevægt”.

Bryder mig ikke om at have tøj på der strammer. Har altid helst ville ha leggens på. Hopper helst over i natkjole eller joggintøj når jeg er indedøre hos mig selv. Har aldrig brudt mig om at have bh på. De maser min mave så jeg føler jeg ikke kan få luft.

Jeg mindes at jeg altid har haft svært ved at rumme når nogen tyggede på tyggegummi. Husker i særdeleshed altid min mor der gumlede.. Med sådan en lyd på, som i den grad var belastende… Husker jeg ofte kommenterede fra helt lille af.

Kan huske, at jeg altid har følt rigtigt dybt over nogle bestemte sange min mor sang som helt helt lille. Kan tydeligt huske en bestemt sang: “Solen er så rød mor”… Jeg husker jeg altid blev så ked af det og trist. Og når jeg læser teksten på sangen nu, kan jeg forstå at jeg allerede dengang mærkede smerten og det sørgelige i ordene.

Det kære bad…. Jeg har faktisk altid, så længe frank og jeg har boet sammen, gået ud og sagt om han ikke snart var færdig med det bad. Frank har altid sagt at det jo ikke var så dyrt med det vand. men nu fornemmer jeg virkelig at det ikke handlede om økonomi, men om noget andet. Jeg kan simpelthen ikke sidde inde i vores soveværelse og se tv, og så høre på den kraftige brudser med vand. Det er ligesom efter et par min. at min krop hopper og danser. Det samme sker hvis en skuer op på fuld drøn på vandhanen, hvilket han ofte gør så vandet kan blive koldt… Men jeg kan simpelthen ikke rumme det kraftige tryk. Det irriterer mig grænseløst.

Ligeledes hvis eftermiddagen/weekenden med børnene har givet mange indtryk uden mulighed for lige at trække sig, kan jeg ikke rumme flere indtryk og stimuli om aftenen når de er puttet. Hverken at snakke med manden eller se tv. Så er det enten tv UDEN lyd på det første stykke tid eller bare sidde og stene eller evt. læse lidt, før jeg kan klare at høre på noget igen.

Jeg har altid godt kunne lide høj musik. Men jeg kan ikke rumme eller klare musik i baggrunden, hvis jeg skal sidde og læse, lytte til et andet menneske eller mine børn snakker til mig. Jeg kan ikke sortere baggrunds lyden fra, og det stresser min krop. Det samme når jeg kører bil og børnene hele tiden snakker eller spørger mig om noget. Kan bare ikke være i det, og i stedet for at bli sur og aggressiv, bliver jeg simpelthen nødt til at køre indtil siden, så jeg kun skal koncentrere mig om det.

Siden jeg fik kørekort til bil, fra jeg var 18 år, har jeg altid kørt som en sindsyg. Hurtigt og vildt. Fuld drøn på speederen og for så at hakke bremsen i. Totalt stressende kørsel. Det jeg fornemmer nu, er, at det indimellem ER stressende for mig at køre. At min krop næsten ikke kan rumme det. At jeg faktisk helst ikke skal gøre alt for hurtigt.. Nyder og elsker at stoppe bilen, rulle vinduerne ned og kigge ud i naturen. Husker også tilbage, at da jeg var lille, ofte ville have vinduet rullet ned, så jeg kunne stikke hovedet ud i den friske luft og lukke øjnene for bare at mærke vinden.

Jeg har så længe jeg kan huske i mit voksenliv/teenager altid snakket som et vandfald i sociale situationer. Til fester og andre arrangementer hvor der har været mange mennesker eller bare i min tidligere venindekreds. En følelse af at være oppe i gear. Kan tydeligt huske at jeg altid og ofte fik “ondt i maven” og skulle hen og ligge på sofaen. Eller bare har skulle ud i køkkendet og drikke vand fordi jeg ofte blev “ør” i hovedet.

Har også altid haft brug for planer og lister. Husker tydeligt tilbage til min tidlige barndom. Jeg ku knap nok skrive, men havde feks. brug for til lejrskoler eller andet, at skulle skrive en liste. Feks. hvornår jeg skulle begynde at pakke tøj i kuffert. Hvilke to bluser jeg skulle have med. Hvad for ting jeg ellers skulle have med osv. Alt. Fordi jeg havde brug for at se det på papir og ude af mit hovedet. Fordi sådanne situationer var svære at rumme og overskue. Måske.

Ligeledes har jeg haft et behov for at styre, planlægge og bestemme i mange af mine relationer som barn og tidlige voksenliv. Nok fordi jeg ikke ku rumme eller overkue hvad der skulle ske eller havde svært ved at forholde mig til, igen det uvisse, så derfor tog jeg “bestemmer” rollen på mig.

Har altid haft brug for meget søvn. At ligge i min seng og slappe af. Husker tydelig at jeg som barn, når jeg vågnede og skulle tisse, kneb mine øjne helt sammen, så jeg bare ku gå direkte i seng igen og hvile.

Har altid spist meget. Og spist meget ofte. Skal helst spise hveranden time, for ikke at mærke ubalance. Min krop skal hele tiden have brændstof. Synes altid folk har nævnt for mig, at det er utroligt så tit jeg spiser uden at bli’ større. Men det er bare ligesom min krop skal ha næring konstant.

Da jeg begyndte at arbejde, omkring de 20 år, i et rigtigt job efter uddannelse, har jeg altid brugt naturen meget. Til at rå ro på, uden at være bevidst om det. Husker tydeligt da jeg arbejdede i hjemmeplejen i Morud, at jeg ofte efter mine formiddagbesøg, kørte langt ud på landet ved marker på begge sider og rullede vinduerne ned og slukkede bilen. Sad og spiste, men stilhed omkring mig. Væk fra tidspres.

Tidspres og ud af døren har jeg aldrig været god til. Har altid stresset. Bare det med at skulle fra det ene sted til det andet. Aftaler med faste tidspunkter. Eller bare det at vide at skulle noget. Ud og besøge noget, uden at vide præcis dagen/aften bliver. De uforudsigelige. Det uvisse.

Jeg har aldrig kunne sove med mine børn ved siden af mig. Og for den sags skyld, har de heller aldrig kunne sove, ved siden af mig. Aldrig. Ikke engnag da de var spæd. Det er ligesom jeg/de bliver yderligere stimuleret af at skulle forholde sig til en anden. Kan endda huske tilbage til før min sygemelding, at jeg indimellem har ku “lange” min arm over i frank, fordi han lå uroligt eller larmede eller halv snorkede.. men sandheden er, at han ikke snorker og ligger ikke uroligt. Jeg mærker nu, at jeg bare ikke kan rumme han ligger der. Min krop stritter og blir urolig. Det hjælper med ørepropper ja, så jeg har helt stilhed, men tages de ud, kan jeg vågne og bli forstyret af hans vejrtrækning. (men jeg ved at denne lyd sensivitet ikke kommer fra fremmed. Der er generelt en rød tråd tilbage i familien. Min oldefar, skulle b.la.også have sit eget soveværelse, og havde lydisoleret sit værelse med speciel tapet)

Jeg har aldrig kunne li, at være i feks. rosengårdscentret (et stort shoppingcenter) eller bilka. Har altid følt jeg havde det bedre ude i gågaden. Det jeg mærker nu, er at det simpelthen bare er for meget. Alle de butikker og skilte og lydene. Men kan nu bedst li og gå og kigge på butikker alene. Så skal jeg ikke forholde mig til en evt veninde eller andre.

Jeg har altid inderst inde været meget utålmodig og haft et stort temperament. Kommer hurtigt op i det røde felt. I sær over for folk jeg kender godt, såsom min mand. 🙂 Har jeg brug for hjælp, skal det være NU, og ikke om 2 min.

Jeg ved at jeg altid har kunne blive påvirket af andres humør og indre sindstemninger. Har altid tolket og overanalyseret folks mimik. Kan huske jeg altid når jeg gik en tur inde i byen med mine tidligere veninder eller en person kom forbi mig, har jeg udbrudt ” hende der hu har det godt nok skidt” Eller”  ham der ham skal du ikke kigge i øjnene”. Har ofte kommentere på det jeg mærkede, uden at vide det. Det samme med mine andre relationer relationer i familien eller vennekreds. Ikke altid sagde jeg noget til vedkommende, men kunne bruge oceaner af tid efterfølgende på at spekulere over hvad der var galt. Kan nu se, at hvis jeg ubevidst har fornemmet noget, har jeg ville prøve at handle på det. Tage ansvar. Selvom det har været usagte ting. Men fordi jeg har mærket noget eller set noget i krops sproget. Bitte små detaljer.

Har altid vist meget hensyn til frank. Det har altid været mig der har hentet begge unger, og lavet mad. Og når han kom hjem fra job halv 5, mærkede jeg med det samme han havde brug for ro og kunne sige uden han havde sagt noget “Lig du dig bare ind 10 min., det har du vidst brug for”. Så har altid kunne mærke andres behov og derfor påtaget mig meget. Og glemt mine egne indre behov.

Jeg har altid haft et behov for få nære venskaber. Har aldrig været god til overfladiske venskaber. Det har været enten eller. Enten tar man hele mig eller også har man mig ikke. Enten går jeg “all in” og virkelig er en del af et andet menneskes liv, eller også er jeg ikke. Har aldrig kunne en balance gang. Har enten følt at enten vil jeg det her menneske og omvendt, eller også vil jeg ikke. Det kan for nogen virke enten “for meget” eller “for lidt”.

Og så har jeg det lille tvist, at jeg er nyheds søgende. Jeg har altid kedet mig utrolig meget i for faste kedelige rutiner. Har aldrig trives med et job, fra 8-16, eller hvor jeg har skulle udføre det samme hver eneste dag. Nok derfor jeg har haft kørt som vikar i så mange år. Jeg har ligeledes et behov for, at udtrykke mig. Og har i den grad brug for,  at føle, at det jeg gør, gør en forskel eller gir mig mening. Ellers blir jeg “kvalt” og kan ikke være i det. Har brug for selv at bestemme over min egen hverdag, og i mit eget tempo. Så på en eller anden måde har jeg hele tiden foden på speederen, ligesom i min bilkørsel. Men samtidig, skal jeg bremse hele tiden, fordi min sensitive side ikke kan holde til min nysgerrighed og iver. En meget svær balancegang, Og især svær, da min datter er på samme måde. Vil og har lyst til mange ting, men bliver begge overstimuleret bare at at tænke tankerne 🙂

Samt bare det at have børn. Det at være en familie. Bare det er svært for os alle tre. For lige så meget vi gerne vil være sammen, lige så meget har vi brug for at være alene og lade op, uden at skulle forholde os til andre. Hverken synsindtryk eller lyde eller andre stemninger. Mine unger snakker jo næsten konstant, hvilket gør mig max overstiluret, især hvis der har været lyd på konstant i flere timer. Så hopper og dansker og sitre min krop, så jeg må ta ørepropper i og lukke øjnene, for simpelthen at koble fra. Det samme har de brug for. Men er fandme svært med en på 2 år. Håber på det bliver nemmere, når de begynder at mærke og forstå disse behov og hensyn vi alle skal ta’. For sig selv og hinanden.

Det var lige lidt beskrivelser af mine sensitive sider og de udfordringer jeg kobler dertil. Der er mange flere ja. Men det jeg synes er vildt, er, som jeg også har sagt før, hvordan jeg har ageret, reageret og været, i sær i samspil med andre og bare generelt med samfundet og så hvordan jeg er nu.

At jeg har mærket så mange fysiske ting så som at ryste på hænderne, havde hovepine og spændinger i nakke og skuldre ugentligt, og altid har døjet med ondt i maven, lige indtil min sygemelding for et år siden, for så til nu, ikke at have ondt i maven, ikke have ondt i hovedet og ikke at ryste på hænderne dagligt, men at når jeg mærker det begynder, ved hvorfor. Og når at handle anerledes, så det ikke udvikler dig.  At jeg nu fornemmer, et hurtigt ubehag eller brug for en tilbage trækning i samvær med flere, hvor der enten er en gevaldig støj og larm eller hvor samtaler bliver slynget over bordet på kryds og tværs. Det’ sys jeg er vildt. Men også lidt skræmmende, fordi det er pis hårdt og fordi jeg skal acceptere en anden hverdag, et andet liv. Det kan jeg mærke tar tid at vende sig til. Tar tid at “forme”.

Udfordringerne går også ud på, at jeg har to af samme slags ved min side. En datter og en søn der allerede kan “vinge af” på alt det ovenstående jeg har beskrevet. Samt mange mange flere ting. Det er nok den største udfordring. At skulle rumme dem og deres sensivitet og hjælpe dem, med det samme som jeg skal hjælpe mig selv med. Jeg ved at hverken dem eller jeg vil undgå overstimulation. Det er der dagligt. Vi skal bare lære at få vores kroppe “ned i gear” igen, så den indre uro, hyperaktivitet og sitren bliver neutral, for at kunne påbegynde morgendagens udforinger igen. Og for dælen da, huske den søvn, som vi i den grad SKAL ha, for at kunne fungere.

Men tro mig, der er i den grad også mange positive ting. Som jeg kommer ind på en anden dag:-)

Januar

Den første morgen, efter ferien, sidder datteren og jeg i bil på vej til børnehave.. Morgenen var gået fint, ingen konflikter. Alligevel kigger hun pludseligt på mig og siger spontant: “Mor, bliver det godt for dig at mig og William skal afsted i dag?”. Og jeg kigger med det samme til hende. For selvfølgelig havde hun mærket mine energier. Mine behov. Jeg kunne selvfølgelig have smilet til hende og sagt at “næ nej da lille skat”…Men så havde jeg løjet, og det havde hun mærket. For hun fornemmer alligevel det usagte. Så derfor valgte jeg selvfølgelig at sige : Skat, vi har haft en rigtig dejlig ferie, men det er rigtigt det du kan mærke, mor trænger til at få lidt tid alene igen. Det bliver dejligt. Men det bliver også dejligt at hente dig igen”.

Ugen op til juleferien havde sønnen ligget syg, så ialt blev det til 3 uger jeg var “på”. Og det er sgu bare hårdere her om vinteren, når det meste foregår indendøre, og stimuliene føltes og mærkes mere. Alle kan helt sikkert mærke at det kan “dræne” en her om vinteren, måske især med små børn, men når min krop kvitterer i ferien med 8 dages hovedpine i streg, fordi jeg faktisk ikke kan rumme mere, og bliver nødsaget til at gå med ørepropper i samvær med andre, og til sidst blev ør/halv svimmel, så det ikk just sjovt til sidst. Hver gang jeg var alene eller tog propper i ørene forvandt hovedpinen, men lige så snart den fik stimuli ind, sagde den fra. Lad mig lige sige, at det også var i det interval at vores søn begyndt at snakke helt vildt, og begyndte at tale i sætninger… Og det var konstant. Som min mand så siger: Jamen kan du ikke bare “lukke af” og ignorere? Øh nej, det er jo lige præcis det jeg ikke kan. Og aldrig har kunne.  Det er ligesom jeg bliver bombarderet konstant, hvis der er noget jeg konstant og over længere tid skal forholde mig til. Ligesom jeg ikke har det filter til at sortere unødigt fra. Så jo, men datter havde ret, min krop nærmest dirrede, glædede sig til at være alene. Allerede efter det første døgn min krop fik lov at være sig selv, var jeg klar til at rumme igen.

Herigennem bloggen havde jeg omkring jul skrevet et indlæg omkring da jeg var lille, hvor jeg ville ha “struktur/kontrol” over situationen, når der skulle ske noget “anerledes” i hverdagen. Planlægge ned til mindste punktum. Ligeledes beskrev jeg hvordan min egen datter kunne “køre op” når der skete ændringer, eller når hun ikke vidste hvad dagen ville bringe. Der var en der skrev til mig, om det kunne tænkes min egen datter mon havde brug for lignende “struktur”? Så TAK Gitte for dit input. Vi prøvede allerede d. 25, hvor vi skulle til en mindre julefrokost, samt d. 26 hvor vi bare var hjemme. Jeg tegnede selv nogle tegninger over dagen. F.eks. hvor vi sad og skulle spise morgenmad, se tv. lege på værelserne, gå tur osv. Hun hoppede op og ned af begejstring og sagde taaaak mor taaaak mor. Og hun forklarede også med det samme lillebror dagen. Resten af juleferien brugte jeg det ikke, da vi jo ikke skulle noget, så tænkte ikke det var nødvendigt. Indtil en dag, vidst nok d. 29 dec., hvor hun i et af sine ukontrollerbar følelses udbrud lige pludselig. (som kan opstå over den mindste ting, hvis vi ikke har fået skabt “pauser” nok til hende i løbet af dagen eller hun er overstimuleret af andre årsager)  Hun råber og skriger, og pudselig kigger hun mig direkte op i ansigtet og brøler: “DU SKAL TEGNE DAGEN FOR MIG. OG DET SKAL DU GØRE HVEEEEER DAG!” “For så kan jeg bedre styre det mor. Så kører jeg ikke sådan op”. Dette var hendes egne ord. Jeg var målløs og egentlig også meget meget rørt. At hun selv kunne give udtryk for dette. At hun de to dage, havde kunne fornemme at det havde gavnet hende. Lettet hende. Ved at jeg via tegninger havde skabt et overblik over dagen til hende. Ikke kun via ord, men også i billeder. Struktur.

Her kan hentes gratis pigtogrammer:

http://www.magnetz.dk/shop/gratis-piktogrammer-264c1.html

Som de siger over i børnehaven: Vi ser Alberte som en rolig pige. Meget “udtryksløs” i ansigtet. Reagere hverken så meget med glæde eller vrede. Viser ikke så mange følelser. Observere.

Og det er jo lige præcis det der ofte er med denne sensivitet. Der er børn der er udadreagerende i sine omgivelser OGSÅ i børnehaven, mens andre “holder” på sig selv, og reagere derhjemme. Hvor de er trygge. Med meget voldsomme følelser. Med råb, skrig, spark osv. Den anden dag, var hun kommet til at bide sig selv i armen. Dette er dog første gang. Når det sker, og jeg ikke formår at hjælpe hende i ro igen, kan jeg ikke nå ind til hende med ord, og min tilstedeværelse i samme rum, medfører blot mere ubehageligt stimulation,og forværre det, så jeg bliver nødt til at gå. Inden jeg går ud af rummet, spørger jeg hende altid om der er noget jeg kan hjælpe hende med, eller om hun vil ha et knus. Bliver hun ved med at skrige meeeget højt, og hun ikke vil ha’ mig der, giver jeg hende altid lov til at reagere. Ca. 2 min. efter, er hun allerede i  “ro” igen, og kommer ud og nærmest siger “undskyld”. Hvortil jeg siger, at hun ikke behøver sige undskyld. Jeg ved hvorfor og det er helt okay. Tror jeg skal ha’ købt en boksepude til hende, så hun på den måde kan reagere 🙂 Men det er ofte det der er så svært, at det de ser i dagplejer, vuggestuer, børnehaver og skoler, ikke er de sider af børnene som ses derhjemme eller i andre trygge omgivelser.

Men det der er kendetegnet ved høj sensitive mennesker er, at de selv kan have rigtig svært ved at rumme egne følelser. Og ofte kan have svært ved at rumme andres intense følelser. Derfor det ofte er en meget stor udfordring for forældre at rumme deres børns voldsomme temperament. Før i tiden, før min nuværende viden, kunne jeg slet ikke rumme det. “Kørte” selv op, og blev sur og hidsig og sendte hende på værelset og dermed skældte hendes opførsel ud. Men nu er jeg blevet meeeeeget bedre, efter jeg er blevet opmærksom på hvad det drejer sig om, og hvordan det skal takles. Men tro mig, det ændre ikke på at det er piv hårdt.

I sidste uge havde der været et par hårde dage da min mand havde ligget med halsbetændelse, og et par børn der liiige sku køres ind i institution igen. Den ene dag var en såkaldt “øv dag”, hvor det hele var lidt gråt. Da jeg putter datteren, og vi ligger på madrassen sammen, vender hun sig om og holder om mig og siger: Mor, du er den bedste. Du er en rigtig god mor”. Ikke et øje var tørt. Ikke pga. af selve det sagte. Men fordi hun bare er så kniv skarp, og mærker ens inderste følelser. Noget jeg er overbevist om, at jeg også altid har kunne. Men igen, det kræver også noget arbejde af een, fordi hun ikke skal føle hun skal “hjælpe” hele tiden og ta’ ansvar. Hun er sgu en vaske ægte superhelt.

Men ellers håber jeg at I alle er kommet godt ind i 2014.

Orkidé

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, har jeg aldrig været god til at sørge for mine blomster. Ikke engang en orkidé har jeg kunne passe. Enten har jeg givet dem for meget vand eller alt for lidt vand. Der er aldrig gået mere end et par uger, og så har jeg “slået dem ihjel”.

Man kan sådan set sammenligne høj sensitive børn med orkidé blomster. De skal nemlig ha’ den helt rette mængde vand. Hverken for lidt eller for meget. Ellers bliver de hurtigt ude af balance, og det tager tid, at rette op på “skaderne”.. Den ene dag trænger de til meget vand, andre dage meget lidt. Der skal intet til, for at de kan blive dårlige og blade visner. Nogle gange skal der ikke så meget til, en enkelt lille ting, kan gøre stor ravage på rødderne.  Nogle gange kan der forholdsvis hurtigt rettes op på det, ved at sætte dem i et andet rum med en anden temperatur. Andre gange skal der noget andet til. Det svinger utrolig meget. Fælles for begge, høj sensitive børn eller orkidéer, er, at ikke en reagerer på samme måde.

Så I kan nok se, at jeg er kommet ud på mit livs prøve. Aldrig har jeg kunne passe mig selv. Min egen orkidé blomst. Rødderne har taget alvorligt skade. Meget kan der ikke rettes op på. Men meget kan jeg ændre fremadrettet. Først nu, er jeg ved at lære, min egen balance gang mellem tørst og ikke tørst. Vand og tørke. Jeg har indset, at siden jeg har fået mine  “orkidé børn”, har jeg været på max. overbelastning. Fordi jeg ikke har kunne regulere min egen tørst, har jeg heller ikke været bevidst om deres. Det er derfor et knald hårdt arbejde, at jeg nu er bevidst, om at skulle passe orkidéer dagen lang. Både mig selv og to mindre størrelse. Men øvelse gør mester, ikk?:-)

Den vigtigste sætning for mig og mine børn, er “Breathe alone”. Noget jeg og mine børn altid vil ha’ brug for, for at “komme i balance” igen. Noget jeg i sær personligt altid skal huske på. Flere gange om dagen. Derfor har jeg også fået ordene foreviget i min hud på underarmen, så jeg hver eneste dag mindes om ordene. Min krop fortæller det mig selv, men rart at kunne se på skrift også.

Og forresten, ens sensitivitet træder jo også i kraft når man har med de gode følelser at gøre. Glæde feks. Det mærkede jeg også i dag haha.

At man mærker denne her intensitet indeni fuldstændig vanvittigt. Det man vel kalder at være “oppe at køre”. Nu mærker jeg bare hvordan min krop reagerer fysisk også, og hvordan den ligeså har brug for “beroligelse” bagefter 🙂 For efter at have set mit navn i magasinet og læst min EGNE tekster, som så helt prof ud, blev jeg sku’ glad. Meget glad.

Og det krævede virkelig også, at jeg efterfølgende blev nødt til at ligge mig ned og ta’ nogle dybe vejrtrækninger, for at komme i “balance” igen. Lyder skørt ikk… Men det er jo netop det med intensiteten, at alle følelser mærkes meget intens. Når man overvældes. Både på det negative OG det positive. Begge dele, kræver en beroligelse og stilhed. Min. 20 min. For at få styr på nervesystemet igen. Til dem som har interesse, kan det læsses online her http://bf.dynamicpaper.info/6413/  på side 77 og 96 eller erhverves i b.la. Rema.

God onsdag aften.

2 års fødselsdag….

….Og lige så klog og vis som sin søster….

Mange fødselsdag gæster er blevet “sparet” væk i år. Ikke fordi vi ikke ønsker at se folk. Men fordi at det ikke er vores børns behov. Tværdigemod. For sønnen er det i sig selv riiiigeligt, at skulle rumme gaver i dagplejen og så en dag herhjemme. Alt andet bliver for meget. Vi har altid vidst det, også med vores datter. Men har alligevel gjort det. Det andre gør. Men det er jo der’ forskellen er. At det der for nogen børn er en dejlig hyggelig fødselsdag som varer 5-6 timer, er for vores, langt over det deres “kapacitet” kan holde til. Jeg kan nu, meget hurtigt spotte, når de HAR fået for meget. Fordi de får denne her ADHD prægede adfærd, og bliver max. hyper aktive, på sådan en motorisk urolig måde. Den måde er der nogle børn med Hsp der reagerer med. Andre incl. jeg selv, reagerede med stilhed. Det gik indad. Ingen kunne på samme måde, mærke, at jeg dengang blev overstimuleret. Jeg mindes jo ikke selv, om jeg kunne sætte ord på. Men siden man ikke har været bevidst om det, har man jo heller ikke været obs på det.

Men her et lille rørende eksempel fra i dag som fortæller lidt :

Vi har været herhjemme hele dagen, alene, indtil farmor og farfar kom til kaffe kl. 14.30. Alle havde hvilet sig inden, og begge børn var så dejlig rolige, og tog det hele så godt. Efter en time ved bordet, kunne jeg mærke at jeg ikke kunne rumme mere, og gik derfor ind foran brændeovnen og lagde mig på maven og kiggede ind i gløderne. Lyden af dem var helt ok, når bare jeg lige kunne trække mig væk fra indtrykkene. Allerede efter 5-10 min. kunne jeg mærke, min krop igen var klar til at være i det. Imens jeg lå der, kom William over til mig og kiggede på mig. Han lavede store øjne og sagde :”Hej hej farfar. Farfar hej hej”. Samtidig med han vinkede og nikkede og lavede et ansigtsudtryk som ville ha’ at jeg forstod ham. Det gjorde jeg. Og sagde med det samme: “Ja skat, vi går ud og vinker til farfar og farmor lige om lidt. De skal nok køre hjem”. Han smilede og nikkede. Han følte sig hørt. Jeg rejste mig derfor op, og i det samme hørte jeg Alberte baggrunden ude i køkkenet sige :” Farfar, hvornår skal I hjem “? Jeg blev varm indeni og rørt. Fordi begge mine børn, var tilpas stimulerede og fyldte, efter knap 1 1/2 timen. Ligesom deres mor. Jeg gik med det samme derud, og roste hende. Og sagde igen, højlydt, at nu siger vi alle farvel, og tak for i dag.

Mine børn nåede ikke derop, og blev fuldstændig overstimulerede og farrede rundt. Nej, de mærkede sig selv. Som 2 og 4 årige, og satte de ord på de kunne. Og JEG læste dem. Men vigtigst af alt, jeg handlede for dem.

De to klogeste mennesker jeg kender ❤

Glædelig 2 søndag i advent derude…

Jeg skulle ha set det komme….

…Og beskyttet hende noget mere… Det er mine selv-bebrejdende tanker i dag.

For jeg vidste det. Fornemmede det. Min intuition holdt stik. Sidste onsdag holdt Alberte jo en fridag hvor vi var en tur inde og se på julelys, hvilket i sig selv gik rigtig fint. Men torsdag havde de så jule klippe klister dag i børnehaven, med alle forældre og alle stuerne. Frank tog med, jeg skulle ikke nyde noget af det. Da Alberte kom hjem, sprang hun i bad med det samme… Det hjælper hende til at “geare” ned, fordøje og være sig selv. Hun kiggede på mig og sagde: “Mor, hvor er det bare dejligt at være hjemme igen”. For nej, det var ikke hendes behov, at være i børnehaven som skulle være “hyggeligt” med alle de mennesker. Men det synes og “skal” man jo, for det er jo alm. at kunne rumme det ikk’?… Lige præcis DEN sætning, skal jeg virkelig ha visket mere og mere ud, og indse, at hun ER anderledes. Hun er ikke som alle andre børn. Og hun skal bestemt ikke føle, at hun SKAL føle sig som alle de andre børn. For der er forskel. Fredag kom julemanden også på besøg i børnehaven, hvor der derfor også var “forandringer” og noget nyt at skulle forholde sig til. Hentede hende derfor allerede kl. 12, så hun kunne komme hjem og sove til middag. Fordi fredag aften skulle manden til koncert og sove ude, og vi havde derfor aftalt hun skulle hjem til bedsteforældrene og overnatte og hygge. De hyggede sig uden tvivl. Hun elsker dem over alt på jorden. Men så lørdag formiddag, skulle hun og bedstemoren til juleafslutning til noget “musik sjov”. Bare en times tid. Igen med mange mennesker og indtryk. Og så julefældning søndag.  Samtidig med det, har det her med “jul og december” også fyldt inde i hende. Igen forandringerne. Alle spørgsmålene inde i hendes hoved. Hvordan hun skal forholde sig til det hele. Hvad er det og hvad drejer det sig om? Det er jo uforudsigelig. Der er ikke noget at sige til, at der hos meget sensitive mennesker kan på vises ved specielle hjerne skanninger, at hjerneaktiviteten er væsentligt højere end hos  “ikke sensitive”.

Mandag kom hun så afsted i børnehave. ca. 5 1 /2 time. Og det er så her mit hjerte skær, fordi hun igår morges smilede til mig og sagde om hun ikke skulle have en hjemmedag i dag. Jeg mærkede ikke at hun trængte fordi hun jo virkede okay og glad, og sagde så til hende, at det kunne hun få nu på torsdag.(når stormvejret rammer) Jeg studsede nok heller ikke mere over det, fordi hun jo ikke var “syg” eller sagde at hun havde BRUG for det. Hun spurgte mig bare. Men hun havde kunne mærke noget allerede der. Og det er jo det som ikke kan ses. Kun af hende selv. Hun kom derfor afsted i 4 timer, fra 9-13, og kunne godt mærke på hende ved afleveringen at hun ikke havde så meget energi og gejst som hun ellers har. Jeg gik derfra, og havde det faktisk selv slet ikke godt. Men da hun kom hjem, havde jeg fundet lidt julepynt frem og lagt 6-7 nissepar frem hun selv kunne pynte stuen op med. Havde selvfølge taget et bevidst valg om ikke at hive alle kasserne frem, fordi det ville hun simpelthen blive så overstimuleret af, at hun ville ha’ faret med 210 km  rundt i stuen. Ja, for jeg kan knap nok selv rumme det. Det var hyggeligt med brændeovnen tændt og gik fint:) Hun begyndte dog allerede at blive stresset over, at lillebror snart kom hjem. Fordi så ville han sikkert ødelægge det hele. Ta’ hendes nisser og pille ved det hele. Hun kunne slet ikke overskue det. Fik en god snak om det hele og jeg beroligede hende med alt det, hun blev presset over. Da hun skulle i seng ved 19 tiden sagde hun til mig: “Mor, jeg har virkelig brug for at du masserer mig i dag. Musikken er ikke nok i dag. Jeg kan ikke slappe af.” Og der’ vidste jeg bare, at hun var fyldt med alle ugens begivenheder. Hun kiggede også på mig og sagde… “Jeg kan ikke sove nu, jeg tænker på alle de nisser nu”. Og samtidig med det hele, har hun jo fået alene tid over i børnehaven efter middagsmaden hvilket hun er rigtig glad for. Den anden dag sagde hun at en dreng også skulle hvile sig, men som hun så sagde til mig: “Jamen mor, når jeg skal hvile mig med andre, kan jeg bare slet ikke slappe af. Jeg kører op. Og så er det jo heller ikke alenetid”. Hun har ret. Jeg skal også bare slappe af ALENE. Bare musikken er tændt herhjemme får mig til at “køre op”, når jeg er fyldt. Indimellem har der været dage, hvor de forskellige pædagoger har sagt, at det ikke har virket som om hun har brug for et hvil. Og som jeg sagde: “Det kan jeg godt forstå i tænker. MEN det har hun. I ser hende jo ikke derhjemme. Hun bryder helt sammen. Og bliver fysisk syg.” Og de lovede at det bliver gjort HVER dag nu, for det der med nogle gange, det gør hende sgu også bare mere forvirret og så ved hun ikke hvad hun skal forholde sig til. Hun skulle også ha’ været til gymnastik igår. Men har egentlig altid haft kunne mærke, at det ikke har været noget hun rigtig har kunne rumme. Derfor sagde jeg heller ikke til hende igår, at vi skulle til gymnastik. Men spurgte hende, om hun havde lyst i dag. Om hun kunne mærke om hendes krop ville det. “Jamen mor de andre piger siger, at vi skal komme, for ellers får vi ikke vores gymnastikdragter.” Jeg beroligede hende og sagde vi nok skulle få dem og at de ville gemme dem til os.Og så sagde hun “Nej mor, jeg vil bare gerne hjem”. Så fedt hun selv kan mærke det var det bedste.

Så ja, jeg skulle ha’ set det komme.. Igen igen.. Da jeg listede ind til hende i morges, kunne jeg se det på hendes øjne med det samme. Hun reagerer også altid med at blive varm/lettere feber. Havde ondt i maven, kvalme og en lille smule hovedpine. Hun stod op og kastede op. Og igen og igen. Så det er en af de her “sove dage igen”, hvor hun intet orker. Bare ligger i et mørkt rum med skiftende at se lidt tv og sove. Ja, hun vil helst ligge alene. Hvis jeg skal være der, skal jeg ikke nusse eller ligge for tæt på hende eller holde om hende. Ingen indtryk. Sådan har jeg det selv indimellem. Ligesom i forrige uge, hvor jeg lå i 3-4 dage, i totalt mørke.

Nå, men jeg har heldigvis fået hende fortalt, at jeg var ked af, at jeg ikke fik lyttet noget mere til hende igår, da hun ville blive hjemme. For hun har helt klar fornemmet at hun ikke kunne rumme mere. Jeg overhørte det, hvilket jeg er utrolig ked af. Men jeg fik sagt til hende, at næste gang hun vil spørge om hun må få en hjemmedag, så skulle hun prøve at sige at hun havde BRUG for at blive hjemme, og at jeg selvfølge ellers nok, skulle vende hendes spørgsmål om til en konstatering. Nemlig ikke om hun må, men at hun skal. Men jeg ved også, at det ikke kommer fra fremmed. Flere i min familie, ligesom jeg selv har gjort hele min opvækst, har også reageret fysisk ved overstimulering. Uden nogen har vidst hvad det drejede sig om. Det gør jeg nu. Men det er godt nok svært. Ikke kun at skulle rumme sig selv, men også hele tiden at skulle være på forkanten med hende. Og nok svære er det for min mand, at skulle kunne rumme det hele. De her “op og ned” dage.

Nå, men nu vil jeg ind og gi datteren et kys i sovende tilstand. Og så vil jeg bage kransekage til fryseren:-) Og ja, hun er anderledes end størstedelen af andre børn. Men som jeg siger til hende: “Det er fordi du er en superhelt skat. Superhelte kan se, føle og fornemme meget mere end andre, og derfor skal vores kroppe også have mere ro, og vi skal bare lige lære hvordan superhelte kroppe skal behandles”. “Men det er godt at være en superhelt.!! For det er mor også. Og bedstefar”.

…. Ikke kun holde ud, men også holde af….

” Success is NOT the KEY to happiness. HAPPINESS is the key TO succes. If you LOVE WHAT you are doing, you will be SUCCESSFULL.”  -Buddha-

Det er lige præcis disse ord, som rumsterer godt og grundigt rundt oppe i mit hoved for tiden. Som en stor smøre vælling. Jeg har TO valg, lige pt. 80 % stemmer for det ene, og de sidste 20 % trækker mig i den anden retning. Fordi fordi fordi….

Jeg skal jo være “rask” med udgangen af feb. Fordi man her i dk, i følge de offentlige kasser ikke kan være syg. mere end de 52 uger. Jeg har desværre hørt rigtig rigtig mange historier om, at folk er blevet tabt af systemet, fordi sagsbehandlingen er trukket ud, og-/eller oplysninger mellem det tværfaglige arbejde, mellem læger, psykologer, psykiater osv. osv., ikke er godt nok. Rent ud sagt, fordi systemet, desværre stadig anno 2013 ikke er gearet til at rumme borgere som jeg. Fordi jeg ikke har en rygskade grundet et dårligt arbejdsmiljø. Fordi man ikke kan “måle” eller se, mig indeni. Fordi det kun er mig, som mærker det jeg gør. Fordi det kun er mig, som kan se, mærke og føle, hvordan min krop agere.

Tilbage til det buddha siger, nemlig, at man skal indrette sit liv, så man selv kan fungere. Så man kan trives og være “happy”, så meget som muligt. Jeg skal inden længe, ud i “praktik”, for at se, hvordan jeg reagere med få timer arbejde. Jeg ved, at der vil være jobs, hvor jeg sikkert sagtens kan, nogle timer om ugen, men der er bestemt også jobs, hvor jeg ved, at jeg nærmest vil besvime eller blive max. dårlig. Bare det når jeg afleverer Alberte i børnehaven om morgenen, og de er indendøre, og børnene i den ene ende af stuen leger slåseskampe, og i den anden ende leger fangelej, og radioen prøver på at “overdøve” børnenes råben, samtidig med, at der er en snak henover bordene, til de børn, som “prøver” på at være kreativ med perler eller lig. Lige der’ midt i det hele. Kun efter få min. bliver jeg simpelthen så ør i mit hoved, at jeg mærker en svimmelhed nærme sig. Og hvis jeg selv skulle prøve på at være kreativ med perler, samtidig med at jeg skulle sidde i den larm, ville min krop begynde at dirre indvendigt. Fordi jeg bliver så max. overstimuleret af det miljø. Derfor, min egen datter selv nu, har høreværn med. For så har hun selv et valg.

Men jeg ved bare med mig selv, og har altid vidst det, at jeg ikke er egnet til at arbejde under nogen. Jeg har ALTID, i de få jobs jeg har haft fast, følt mig kvalt. Måske derfor jeg i flere år, har arbejdet som vikar, hvor jeg lovligt har kunne sige fra og til. Hvor jeg kun behøvede at arbejde 3 dage om ugen, fordi det var så godt betalt. Måske derfor, jeg aldrig har haft et arbejde, hvor jeg har arbejdet fuldtid. Selv 32 timer om ugen, har været meget meget hårdt for mig. Men hvorfor?? Jo, fordi jeg ikke selv har kunne til retteligge min hverdag. Mit liv. Men at et andet menneske, har skulle putte mig ind i et skema, og bestemme hvad tid og hvornår, jeg skulle arbejde. At jeg absolut ingen frihed havde, har kvalt mig langsomt. Fordi jeg har været i meget stressede miljøer, som yderligere har stresset min i forvejen stressede krop. Jeg har altid vidst det. Altid. Måske derfor, at jeg valgte at ta’ en privat uddannelse som idræts massør, for 5 år siden. Husker tydeligt min kære mand sige” Jamen, det er så dyrt skat, og det kommer du da ikk til at bruge”. Jeg sagde spontant til ham: “Tro mig skat, du vil takke mig for, at jeg har taget den, for den kommer til at blive min fremtid”. Den bliver men “redning”. Så det har altid været min hensigt, at blive selvstændig. Og i sær i min situation som jeg står i lige nu, hvor min krop bare ikke vil alt det jeg vil og ønsker, må jeg jo prøve på at efterleve det, på den måde og på bedste vis, så min krop kan fungere, uden at jeg mishandler den yderligere. Uden at jeg får det værre. Jeg kan personligt ikke se mig selv i noget som helst job, ansat hos en anden. Jeg får det seriøst dårligt bare af tanken. Jeg kan kun se mig selv, som min egen herre. Men ikke for at tjene penge. Ikke for at score flere penge. Nej, af den helt simple grund, at det vil være for, at jeg kan OVERLEVE. Jeg kan nemlig ikke overleve, i et eller andet meningsløst job som kommunen pådutter mig. Jeg kan heller ikke overleve i et job, som egentlig GIVER mening, men hvor jeg er i et stressende og meget stimulerende miljø. Det er MIT ansvar, at finde mig et erhverv, hvor jeg kan overleve. Og helst ikke kun overleve, men at kunne komme til at “leve” på sigt. Uden at føle det som ren overlevelse. Men lige nu, er min hverdag, faktisk “overlevelse”, fordi jeg dagen lang, skal indpasse mig, og indordne mig efter, alt hvad min krop signalerer til mig. Overhører jeg den for længe, bare minutter eller timer, bliver jeg så fysisk dårlig, at jeg ikke kan klare sol, lys, eller lyd. = intet. Så det er en balance gang jeg skal finde. Og her tænker jeg jo, at som selvstændig, hvor jeg praktisere massage, og på sigt også andre ting, kan jeg jo endda “tillade” mig, at bede klienten om at tie stille. Ja der er faktisk ikke så mange stimuli jeg skal forholde mig til, andet end “meditations musik” og mennesket på briksen. Massagen har altid beroliget mig. Efter en dag i hjemmeplejen hvor jeg arbejdede før, glædede jeg mig faktisk til om aftenen hvor der ofte kom klienter. Det fik mig til at “geare” ned. Til at slappe af, med mine langsomme bevægelser og blid musik. Dybe vejrtrækninger osv. Det er den hverdag, jeg tiltrækkes af. Af at kunne slev. Indrette sig så jeg kan arbejde, men på egne præmisser. Hvor jeg selv kan bestemme mine fridage, og endda selv ind lægge mine “forebyggende” sygedage ind. Sove formiddags lur imellem klienter. Eller forberede aftensmaden. Aflyse en klient og gå en tur i stedet. DET er FRIHED for mig. Jeg ved, at jeg fremover, vil have brug for mange pauser igennem min dag. ALENE tid, hvor jeg kan “Breathe alone”. Det er ikke kun nødvendigt for mig, det er et MUST. Så I kan nok høre, at jeg er 80 % klar på at tage springet, selv om jeg ikke er “rask”, og heller aldrig bliver den “samme” synlige Pernille som før. Men jeg er ikke syg. Jeg er egentlig den “samme” Pernille indeni. Jeg har bare aldrig været bevidst om det. Aldrig mærket hvorfor jeg altid havde så ondt i maven. Ondt i hovedet. Spændinger i nakke og hoved. Rystelser på hænder. Hvorfor jeg altid træk mig ud på wc’et. Hvorfor jeg altid drak 5 liter vand, fordi jeg altid var så ør i hovedet. DERFOR, det endte med stress og angst. En max. overstimulering af krop og sind. Fordi min krop skulle vise mig, at de fysiske symptomer hang sammen med det indeni. At jeg skulle lytte. Skulle se og høre. Nu mærker jeg sammenhængen. Koblingen. Fra hoved til mave.

Så når systemet ikke er gearet til at favne hele mig og mit sensitive nervesystem, ser jeg ikke nogen anden udvej, end at springe ud i det, og se hvad der sker. De sidste 20 %, er det der holder mig tilbage, liiiidt endnu. For hvordan vil jeg klare det? Mentalt ved jeg at jeg kan klare det. Jeg vil og brænder for det. Men min fysiske krop har ikke samme kapacitet. Usikkerheden. Men jeg er bare heller ikke en person som giver op. Ligger mig ned og spiller død. Jeg vil fandme kæmpe. Når jeg nu ved, jeg ikke kan hoppe ud i et hvilket som helst job, må jeg jo prøve på at skabe det selv. Hvis man ikke prøver, kommer man jo ikke til at kende resultatet. Hvad er det værste der kan ske? Ja, det er vel at jeg prøver, men må opgive, fordi jeg ikke kan holde til de timer, der skal til, for at vi kan betale regningerne. Men så må jeg vel igennem tromlen igen med sygemelding og “udredning”. Men jeg VIL prøve. For jeg vil ikke ha en hverdag hvor jeg bliver sat i skemaer og kasser, for det kan jeg bestemt ikke trække vejret i.

Tænker tit tilbage på en aften, hvor jeg løb og legede udenfor hjemme ved mit barndomshjem. Min far piftede at “nu var der mad”. Jeg husker tydeligt en tanke der dukkede op. Som står meget tydeligt for mig, og som er ret relevant, nu hvor jeg VED og er bevidst om, at jeg er meget sensitiv. “Når jeg bliver voksen, vil jeg ikke have noget job eller nogen familie. Jeg vil bare være mig selv og kunne gå på landevejene uden ansvar og pligter.” Jeg var kun omkring 10 år. Fik følelsen af bare at ville rejse væk til de varme lande og leve af det jeg kunne få. Dag for dag. Den følelse jeg havde den gang, har været helt rigtig. For ofte har meget sensitive mennesker, faktisk svært ved at holde sig selv på arbejdsmarkedet og endda svært ved at indgå og stifte familie. Alt det mærker jeg nu. Men jeg ønsker selvfølgelig ikke at flygte fra dem og det jeg elsker. Jeg må ta’ kampen op, og få en hverdag, på sigt, som jeg ikke kun kan “holde ud”, men også holde af. Og med en accept af, at det bliver efter min krops skema.

Hvad gør du?? Tager ansvar for at gøre det efter dine egne ønsker og behov, eller gør du det der bare “skal gøres”?

” Success is NOT the KEY to happiness. HAPPINESS is the key TO succes. If you LOVE WHAT you are doing, you will be SUCCESSFULL.”  -Buddha-

…..

Du har altid fortalt mig hvad du havde brug for

Men jeg har aldrig lyttet

Har aldrig lært at lytte, eller lært hvad jeg skulle lytte til

Nu har du gjort nogle ting “kronisk”

som du lader mig føle hver dag

Fordi du har lært, at jeg ikke lytter til dig,

du har mistet tilliden til mig,

fordi jeg har tortureret dig

Du har lidt i stilhed, uden jeg vidste det

Jeg har prøvet på at overhøre dig i alle disse år

Ignoreret dig og gemt dig væk

Jeg har ikke ville høre hvad du ville sige

Ikke lyttet

Fordi, det du havde brug for,

var svært at gi’ dig,

så jeg “tilpassede” og “indordnede” mig

Jeg gjorde modsat

Jeg bød dig alt det du ikke ønskede,

gav dig alt det du ikke havde brug for

Jeg gjorde det hele dobbelt så meget,

sikkert kun for at vise dig, at jeg kunne

Kunne det samme som “de andre”

Jeg kunne ja, men kun for en kortere periode

Et kvart liv

Men jeg snød mig selv

For jeg er ikke som alle “de andre”

Det ved jeg

nu

Jeg skal først til at lære dig at kende nu

Møde dig der hvor jeg slap dig sidst,

for mange år siden

Men nu mærker jeg dig,

fornemmer dig, meget intenst

Lige så intenst som alt det andet omkring mig

Både det ydre og indre

Jeg lytter nu til dig, selvom det er hårdt,

men jeg har ikke noget alternativ

Jeg ved du aldrig vil forsvinde,

og nu lover jeg dig for, at jeg aldrig mere vil prøve,

at få dig væk,

at skjule dig,

men giv mig tid,

til at acceptere det,

og til at lære dig ordentligt at kende

Jeg vil ikke undskylde for dig,

for du er en del af mig

En del, som for rigtig mange

er svært at forstå

Hvilket jeg forstår, da det også er svært for mig selv

Men jeg vil lære at acceptere dig,

lytte til dig og handle derpå

Uden dig, ville jeg ikke være mig

Du gir’ mig så meget,

jeg skal bare lige lære at forstå

hvordan du fungerer og agerer

Jeg lover dig, at lytte til dig, hurtigst muligt,

du gir’ signal

Jeg vil gerne være din ven,

jeg vender dig ikke ryggen igen

Stol på mig, jeg prøver

….At bli’ din ven, mit spædbarne selv