Stress inde på livet?

Nyt tilbud til dig, der har stress inde på livet

Jeg kan fornemme, at der er flere der har brug for at være i kontakt med andre ligesindede, og som kunne have brug for noget skriftlig sparring/rådgivning/støtte med mig. Et forum hvor der kan stilles spørgsmål til mig og til hinanden. Hvor man kan dele og tage.

Det kan være meget ensomt, tomt, angstprovokerende og håbløst, at være mærket af stress. For man er den eneste, der kan mærke sig selv.
Derfor har jeg oprettet en hemmelig og lukket stress gruppe..

Jeg vil der være til rådighed med online sparring og besvare spørgsmål. Det kan være både rent fagligt men også fra min egen personlige kamp. Jeg vil ligeledes indimellem komme med små oplæg/indslag.
Der kan deles oplevelser og tanker med hinanden i et fortrolig forum med de andre stressramte.
Det kan både være dig der mistænker, at være stresset, dig som nu er sygemeldt eller dig som er på vej igennem eller er tilbage i job, men stadig er (efter)påvirket.

Det kan være utrolig givende, at spejle sig i andre.

Introtilbud på ovenstående, gældende frem til 3 sep.:
Medlemskab i gruppen, resten af året, (4 måneder) med opstart søndag d. 4. sep.

TIL KUN 499,-

Send en besked, til 27 42 02 65 hvis du vil tilmelde dig eller blot høre nærmere.

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Og del eller tag gerne, hvis du har en i din omgangskreds, der måske kunne være interesseret.

Kærligst, Pernille

Introvert vs ekstrovert

Jeg har nok ALTID opfattet mig som “ekstrovert”.. Hende den udadvendte, smilende, imødekommende glade pige, som snakkede og jokede i eet væk.. Hende der havde kalenderen fyldt med aftaler.. Hende der på jobbet, i frokost pausen, over hækken, i familien m.m. snakkede langt mere end gennemsnittet.. Hende der arrangerede alle pigeaftenener til god mad eller en tur i byen. Hende der gav dem max gas på dansegulvet, og med en vodkaflaske i hånden til langt ud på natten.. Hende der aldrig sagde nej til et arrangement, tiltrods for de forrige dage også havde været booket. Hende der bød “uventede” gæster indendøre med et smil, når der blev banket på døren…

Men men.. Efter jeg fik endevendt og krænget min krop ud og set i de aller inderste kroge, så jeg pludselig noget andet.. At den der “snakken” i forsamlinger faktisk ikke var det jeg egentligt havde lyst til… De der uventede gæster, der ku finde på at komme forbi, hadede jeg faktisk også ret meget… Pludselig følte jeg mig forkert i venindegruppen… Pludselig fornemmede jeg, at jeg faktisk hellere ville spise alene på kurser og i lignende sammenhænge, eller luske ud og få lidt luft… Jeg så mig pludselig trække mig væk fra menneskemængden, for at “sunde” mig… Så også i min kalender, at der helst skulle være luft i kalenderen, og ikke for mange aftaler “ud af huset”.
Det gik også op for mig, at jeg faktisk slet ikke bryder mig om den der ligegyldige smaltalk henover bordet eller side om side. At jeg langt bedre trives i to-to samtaler. Og gerne dybe samtaler. Om noget der betyder noget. Som har en mening og en dybde. Fandt ud af at der var nogle relationer/fællesskaber jeg slet ikke trives i, og begyndte at trække mig, fordi jeg fornemmede at det var det bedste. For mig.
Men vigtigst af alt, blev jeg klar over, hvor meget et smil egentligt kan dække over. Og lige præcis de smil, sætter jeg ikke på mine læber igen.

Jeg ELSKER og stortrives hjemme nu. Elsker min seng. Har altid været glad for mig seng. 😉 Elsker at nulre rundt hjemme og ikke at skulle noget. (I min ungdom kunne jeg ikke være i eget selskab og søgte hele tiden samvær med andre.) Elsker også at være ude. Men på egne præmisser… Og ikke nødvendig vis i følgeskab med andre mennesker.
For tro mig, jeg er også den “nyhedssøgende” type.. Så jeg besidder begge dele på en måde.. Noget af det der har været medvirkende til overbelastningen i kroppen. Stressen. Men jeg er nu blevet bevidst om, hvordan de skal flettes sammen, så jeg tar højde for mege dele. Mange af de ting jeg også kan lide, i de små portioner, kan også dræne mig i den grad… Og ja, gøre mig fysisk utilpas, hvis jeg presser citronen, og overhøre den introverte del. Sensitiviteten.
Men som udgangspunkt er det den introverte side, der skal fylde mest. For at jeg kan fungere. Jeg kan i virkeligheden ha lyst til rigtig mange ting. Få mange fikse og gode ideer. Spændende ting og interessante sager. Men jeg ved nu, hvilke jeg skal lade fylde og hvilke jeg skal smide væk eller stille på stand by.. Det gjorde jeg ikke før. Der prøvede jeg på at favne alt og alle. Men den Introverte side i mig SKAL lyttes til. Og så må jeg slippe det søgende træk ud i bitte små portioner… 😉 Ja for ellers intensiveres stress symptomerne…

På een eller anden måde, når jeg ser tilbage, har jeg egentlig også indimellem følt mig lidt maltplaceret før i tiden i nogle situationer. Til byturene drak jeg mig altid fra sans og samling, og ku aldrig huske noget dagen efter. Måske fordi det i virkeligheden var det der gjorde, at jeg ku rumme og være i det?
Til større fester/arrangementer var jeg også hende der var udadvendt og nysgerrig, men alligevel hende der stod liiiige bag ved veninden.. Mange af mine (tidligere) veninder har faktisk haft sagt, husker jeg nu, at jeg jo egentlig inderst inde var noget genert.. Tilbageholdende.
Husker også hele barndommen at det var min lillesøster jeg skubbede foran ude på gaden når vi skulle lege med de andre. Eller noget jeg gerne ville eller noget var spændende, var hun min “prøveklud”.. I børnehaven og i børneklubben som jeg gik i, hang jeg altid på de voksne. Blev båret, holdt i hånden eller også hang jeg om deres ben. I skolen var jeg også hende der ikke sagde så meget i timerne…

Men hvis jeg som sensitiv fornemmede i en tidlig alder, at det ikke var ok at være “genert”, har jeg højst sandsynligt prøvet på at “ændre” mig. Leve op til det “verden” syntes bedst om. Det der var mest attraktivt. Og undertrykte med tiden, måske, det andet, og overspillede eller lagde tykt lag på det ektroverte træk.
Og så har jeg en meget nyhedssøgende mor, og en meget introvert/sensitiv far. Men som man siger. “Børn gør ikke det de siger, men det de gør”. Og min far tilgodeså ikke og stod aldrig ved sit indre og sande jeg.
Så når min datter på fem år, som er ekstremt nyhedssøgende, og skal være tilstede hvor alle er og som knap nok kan slippe nogen eller noget, men samtidig har brug for afsindig meget “afbalancering” pga overstimulering, som så i weekenden siger, når jeg fortæller, at vi skal til oldemor med pakkekalender “Mor, jeg tror bare jeg skal blive hjemme i nattøj i dag”, ja så bliver jeg MEGA glad.. At hun indimellem fornemmer dette og at det er okay, og at jeg bestemt ikke siger “jamen det skal du”, eller “det kan du nok klare”. Jeg respektere fuldt ud, når de har et reelt behov,som de prøver på at udtrykke.
(Jeg hader i dag det ord, genert. For mig virker det negativt-ladet. Jeg tænker at nogle børn/mennesker bare for brug for at trække sig, være på afstand, se an osv. og at det er OK)

Men det er også det nyhedssøgende træk, (ekstrovert) der er min kærlige motor i dag. Det der er mit drive. Det der gør mig stærk og optimistisk. Det der får mig til at gå fremad, til trods for det der går mod mig.
Men jeg vil altid holde den introverte Pernille i hånden, og fortælle hende at det er OKAY, at gøre som hun gør og have brug og behov for det hun har. Jeg vil favne hende og passe på hende!

Overansvarlighed

Der kan være mange årsager til overansvarlighed. Og jeg kan kun forholde mig til min egen historie og historik.
Min fornemmelse er dog, at utrolig mange sensitive mennesker, er, overansvarlig af natur. Blandt andet fordi mange som er ekstra sensitive, simpelthen mærker alt omkring dem, og derfor kommer til at handle derpå. Og ofte kommer på overarbejde. Det er blandt andet een af årsagerne til, at jeg har været overansvarlig. Faktisk har jeg været overansvarlig på stort set alle områder og aspekter i mit liv. Men der har været forskellige årsager til det.
Jeg har været den overansvarlige i skolen. Hende der tog ansvar og fik sat gang i tingene. Hende der tog føringen og styringen.
Min tanke omkring det i dag, set i bakspejlet, har nok til dels været, at jeg egentlig altid har haft svært ved gruppearbejde. Ikke fordi jeg ikke kunne lide de andre, men fordi jeg ikke syntes, at de gjorde det “godt nok”. Nok også fordi, at jeg havde brug for at vide hvordan tingene skulle være. Og så var det bare lettest, at jeg tog styringen, for så styrede jeg ligesom slagets gang. Mange har sikkert set mig som dominerende og “bestemmer-agtig”. Og jeg en der syntes, at de andre ikke gjorde det “godt nok”, ifølge mine øjne og tanker.
Jeg har også været overansvarlig i stort set alle mine relationer. I hvert fald dem som jeg kigger tilbage på fra det tidlige voksenliv, og reflekterer over.
Uden at folk behøvede at sige noget med ord, var jeg der for dem. Ofte måske nogle gange, hvor de ikke selv følte, de havde brug for hjælp. Men det har jeg erkendt, har været fordi, at jeg har mærket noget indeni dem, som de ikke selv gjorde. Mange har helt sikkert følt, at jeg nogle gange har været gået “for tæt på”. Har prikket til nogle ting, som vedkommende ikke selv har været klar til. Men jeg har mærket de følelsesmæssige ting inde i folk. Mærket deres følelser. Svære følelser. På andre mærket at noget har været i “uorden”. Noget galt.’Og har derfor på en eller anden måde prøvet på at tage ansvar, for dømt de skulle få det bedre. Prøvet på at få dem til at handle. Bearbejde. Slippe. Komme videre.
Set i bakspejlet har det helt sikkert været fordi, at jeg fornemmede dem så intenst, at det hele fyldte inde i MIG. Og ved at få dem til at handle på nogle ting, ville jeg så få dem til at tage ansvar, og ergo ville det ikke ligge på mine skuldre eller rumstere inde i mavsen.
Men det har jo været fordi, at jeg ikke formåede at “trække mig og “lukke af”. At jeg var så meget over i alle andre. Jeg var ikke bevidst om min sensitivitet. Nu ved jeg, at jeg ikke behøver hjælpe alle. Behøver ikke få personer til at mærke eller handle på noget, som de ikke selv mærker eller er klar til.
En anden årsag til min overansvarlighed tænker jeg også har noget med ens rollemodeller at gøre. At børn spejler sig i sine forældre og den måde det agere og håndtere ting på. Min far har været en utrolig kærlig og omsorgsfuld far. Da jeg sad og læste min dagbog forleden, faldt jeg over en sætning “Når jeg engang får børn, skal jeg ikke være ligeså overbeskyttende som min far. Pernille 12 år”.
Og ja. Min far har været overbeskyttende. Og på en eller anden måde kan det at være overbeskyttende også hænge sammen med det at være overansvarlig. Det har han været, blot fordi han ville os det bedste. Fordi han ikke selv havde en tryg og kærlig barndom, har han ville give mig det, som han ikke selv fik. Og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg har fået alt det han ikke fik selv. Men jeg har nu selv fundet en anden balancegang. Fordi jeg ved, at jeg ikke behøver at være overbeskyttende eller overansvarlig over for mine børn.
Jeg agerede ligesom min far (og mor) de første 4 år jeg havde børn. Hoppede og sprang for mine børn og alle andre. Men glemte hvad mit eget behov indimellem var.
Den parallel kan jeg trække i alle aspekter af mit tidligere liv. At være overansvarlig for alle andre, men ikke har mærket mig selv.
Nu mærker jeg mig selv, og tager nu først og fremmest ansvar for mig selv.
Og det er nok noget af det, der har lettet mig allermest igennem min process. At jeg ikke længere konstant skal være på overarbejde med mine antenner ude, og blive fuldstændig drænet for energi, for noget som jeg i bund og grund alligevel ikke havde en chance for at vinde. Andres ve og vel. Men nu har jeg har fundet en ro ved at sige “Det er ikke mit”. At jeg ikke længere skal hjælpe alle andre. For det er ikke mit ansvar.
Og det har gjort mig ti kg. lettere mentalt.

Mine børn er helt sikkert det man også kalder de “signalstærke” sensitive.

Dette link beskriver meget godt mine børn. Især under punktet : signalstærke, omkring søvnen, vredesudbrud og voldsomme følelser og om ikke selv at kunne trække sig og holde en pause. Det at blive overstimuleret over helt alm. dagligdags ting og om at føle at man ikke kan deltage i alt det sociale på samme vilkår som andre. Læs med her: http://www.signalstærk.dk/#!ssb-kan-vre-sensitive/czn4

At acceptere

Jeg har lige haft et par svære dag. I går var især hård med en masse tunge følelser, som jeg til sidst lod flyde ud via tårerne ned af min kind. Det lettede, samtidig med at jeg gik tidligt i seng.

Igår var jeg fyldt. Godt fyldt op. Til trods for alt det positive der sker i mit liv lige nu, følte jeg mig alligevel hængt op på “mor rollen”. Fordi mine superhelte bare kræver at jeg er et skridt foran hele tiden. At jeg konstant skal rumme deres nedsmeltninger og voldsomme følelser. Og at jeg gør det, samtidighed at jeg bruger ekstremt meget energi og overskud på nettop at rumme uden selv at koge over. At jeg konstant skal rumme, lige som en skraldespand. Mit større problem er jo netop bare det, at grundet stressen, så er mit nervesystem stadig belastet og konstant skal beroliges, hvilket i sig selv er en udfordring med små børn. Og når søvnen så er truet og begrænset, så gør det det hele svære.
Men hvem skal egentlig rumme mig, når jeg er max overstimuleret?
Vores egen skraldespand bliver tømt hver 14. dag. Og i bund og grund har vi jo også selv brug for at blive tømt. Få renset ud.

Igår da datteren skulle puttes og jeg masserede hende, trængte lidt tåre på i min øjenkrog. Med blandede følelser. At jeg havde en følelse af konstant at sku gi og gi og gi til børnene og følelsen af at jeg snart var opbrugt. Og så omvendt den rørende kontakt og nærværet med min datter, som jeg har, der fik mig til at føle at jeg havde verdens fantastiske datter. (Og søn) Så klog, vis og unik.
Jeg sagde ikke noget til hende omkring min ked af det hed. Tårerne dryppede lydløst. Men datteren min ville efterfølgende hele tiden kramme, og sagde ord som “mor du er den bedste i verden” “du er så dejlig og god” “jeg elsker dig” osv. Meget mere end hun plejede. Jeg vidste hun kunne fornemme noget, men jeg orkede ikke lige der at skulle forklare mig.

I morges kiggede jeg på hende, kyssede hende og som det første sagde jeg “Ja mor var faktisk lidt ked af det i kroppen igår”, hvorpå hun kiggede og sagde “ja mor, det var jo derfor jeg ville kramme dig hele tiden”. Hvortil hun med det samme spurgte “Jamen hvorfor mor ?”. Jeg fik hende forklaret at mors krop var træt inde i. Fordi jeg ikke havde sovet nok. Og derfor blev jeg ked af det. Ligesom når hun havde haft mange lange dage i børnehaven og blev ked af det når hun kom hjem. Og at det selvfølgelig IKKE var hendes skyld.

Ligeså fik jeg arrangeret så datteren og manden tog i sommerhus i eftermiddag med overnatning, så det blot var sønnen og jeg der var herhjemme i dag. Det letter enormt for os alle lige at dele os op indimellem, og da mine sviger forældre har sommerhus ved Tørresø strand lige 5 km herfra, er det ideelt at gøre det indimellem, det det giver energi for os alle fire. Ikke mindst børnene nyder godt af det. Af at få en pause dag fra den anden.

Så i dag har jeg kun sku forholde mig til denne lille skønhed af en superhelt. Og vi har haft en skøn eftermiddag og aften sammen i tosomheden;-)

20140625-181809-65889675.jpg

Og dagen i dag har været inspirerende med mere energi og tro på fremtiden.

Mine mange glæder ved min sensitivitet..

Jeg elsker at sidde i bilen og høre regndråberne falde ned på bilruderne.. Jeg elsker at ligge og kigge ned i græsset, kigge op på skyerne, en stjernehimmel. Eller kigge på gamle huse og gårde og forestille sig livet fra dengang. At blive kastet tilbage i tiden for en stund. Elsker at snakke med gamle mennesker omkring livet fra en svundet tid, hvor der var en ro og andre værdier. Jeg sætter pris på dybe og oprigtige åbne samtaler, hvor jeg fornemmer et autentisk menneske uden facader. Jeg nyder at følge og se noget gro, synet af markblomster i grøftekanten. Mit blik ud over de åbne marker. At gå en tur i regnvejr og mærke regnen i ansigtet og duften efterfølgende som en lethed i luften. “Some people just get weet, but I feel the rain”. Jeg er for det meste altid positiv. Jeg elsker alle årstiderne. Kan se det gode i det hele. Selv en kold grå efterårsdag er fantastisk. Når jeg feks. kan sige til min mand “Ej har du set det lys ud over marken, eller prøv at hør lyden af fuglen der eller duft lige til den her blomst eller wow, de en stjernehimmel eller se lige de fine roculla blade fra haven, smag den friskhed”. Det er lige som om at jeg bliver mere fascineret af de små ting. Gladere. Af bitte små skønne sansestimuli. Han kan bare sige “ja ja” eller springe videre til noget andet. Jeg kan blive opslugt. Af det der beroligere. Skaber noget positiv i mig.
Jeg har brug for at det gir mening det jeg gør, er i og har omkring mig. Både i arbejdet, relationer og alt andet i mit liv.
Da vi for første gang havde været ude og se vores hus, snakkede manden og jeg om det efterfølgende. Han så det store fede nye køkken, de store rum og dobbelt garagen. Det havde jeg ikke lagt mærke til. Jeg sagde kun ja til købet, fordi det lå ud til marken med en fantastisk udsigt. Jeg følte mig fri. I dag higer jeg efter mere natur. Ønsker mig længere ud på landet. Endnu tættere på vand og skov. Gerne mit i en skov. Det beroligere mit system. Der skal hjernen ikke koncentrere sig, men blot være.
Jeg er iderig og kreativ, og tænker ofte et skridt videre. Er god til at strukturer og planlægge. Ville være den perfekte leder. Super god menneskekender. Intuitiv. Jeg fornemmer mine børn, og andre uden at de behøver kommunikere med ord. Ser det hele menneske, og det folk gemmer på indeni og under deres facader.
Jeg blir ikke glad af større materielle ting eller for mig ligegyldige og ubetydelige ting. Jeg blir glad af oprigtighed, tanker og omsorg. Mælkebøtter og stearinlys. Sætter pris på folk der tør og har modet til at stille spørgsmål og snakke om de “svære” følelser. Føler stor connection til “ligesindede.” Sensitive der deler samme værdier og tanker. Til trods for at jeg ved angsten er inde i mig, har jeg en indre kæmper indeni. Kæmper og higer efter det jeg bliver opslugt af, og som jeg kan mærke gør mig godt. Jeg skal ha en hverdag som jeg selv kan styrer. Være min egen herre.

Jeg ved at jeg har dage hvor jeg har brug for at trække stikket og lade op og samle energi til igen at kunne rumme. Både børn, mig selv og det omkring mig. Jeg ved at jeg er sårbar i mange situationer, men at jeg også har utrolig mange styrker. Jeg er ikke enten eller. Jeg er både og.

Hvor er man henne, når man ikke længere er her?

“Hvor ER oldefar henne mor?”
Det er et af de spørgsmål, som jeg har fået ugentligt af min lille søn på knap 2 1/2 år siden 1 april, hvor hans oldefar gik bort.
Som jeg tidligere har skrevet et indlæg om, valgte jeg at tage min datter med på knap 5 år, så hun kunne se ham, i sit fine tøj, liggende i sin seng derhjemme. Vel at mærke se hans krop ligge der. Men oldefar var jo væk indeni. Død. Et valg jeg tog, selvom manden var imod, fordi jeg fornemmede hun havde brug for at få afmystificeret det. Hvad døden er og hvordan det ser ud. Hvis jeg skal være ærlig havde jeg samme fornemmelse for at ville tage min lille søn med, så han kunne se det samme. Men som min mand sagde “du er da sindsyg”.. Jeg havde ambivalente følelser omkring det. Indeni viste jeg at min søn også allerede tænkte meget over tingene og fornemmede alt omkring ham. På den anden side tænkte jeg også, ” okay, det er 8 måneder siden han har set ham, og han kan sikkert ikke huske ham”.
Men som tiden er gået, går det virkelig også op for mig, at han havde brug for at få billeder på hvad det vil sige at oldefar ikke er her mere. Og i formiddags gik det virkelig op for mig, hvor meget det fyldte indeni ham. Til trods for at vi har snakket rigtig meget om det. At oldefar har været syg og nu er ved kirken. At han er “død”, og at der er nogen der passer på ham ved kirken.
I formiddags kiggede han igen på mig og sagde “Hvor ER oldefar mor?” Og “oldefar er sur. Han vil gerne hjem igen. Men han besøger oldemor”. Han ramte et eller andet i mig, jeg blev rørt og lod en tåre trille.
I fredags var børnene og jeg, hjemme og besøge oldemor i hjemmet. Der hvor han gik bort, fredfyldt og stille. På et tidspunkt sidder mig og oldemor og drikker kaffe og børnene går mod køkkenet, ser vi ud af øjenkrogen. Alberte først. Men pludselig stopper William op og ser panikslagen ud og får fremstammet “oldefar er der”, hvor efter han løber hen i mine arme. Lidt efter går børnene ud i køkkenet igen og Alberte lukker døren ind til os. Pludselig begynder William at græde og løber ud til os. “Oldefar sidder der”. Det tog lige pusten fra mig.. Vi snakkede om det da vi kom hjem, og da han så sagde her til formiddag, at han besøgte oldemor og var sur og gerne ville være hjemme, blev jeg rørt. For hvad fornemmer den lille mand, og hvilke refleksioner gør han sig allerede i den alder?
Her til aften da han blev puttet startede jeg snakken igen. Fortalte ham at jeg havde været ked af at oldefar ikke er hos os mere og at han ikke kommer igen. Fortalte at jeg fik sagt farvel til ham, hvor på han kiggede på mig med store øjne “William skulle også ha’ sagt farvel”. Og ja, han har ret. Det skulle han. Fik dog sagt til ham at oldefar sagde at jeg skulle hilse ham mange gange og kramme ham. Han smilede.

Jeg tænker, at siden han ofte snakker om ham/det, er det jo fordi han tænker på det. Enten fordi han mærker på mig og andre i familien af vi har været og stadig er, berørte af situationen. Eller måske har han selv nogle følelser og fornemmelser omkring det hele. Men uanset hvad, har han jo et behov for at snakke om det, siden han bringer det på banen.

Jeg ved det er en hårfin balance det med døden og små børn, for hvor går grænsen og hvad kan de kapere og rumme. Det tror jeg er meget individuelt. En psykolog ville helt sikker fraråde at indrage så små børn og se en død. Men mine børn følger sku ikke den “normale” kurve. De er ret følelsesmæssigt intelligente. Men umiddelbart tænker jeg på, at der ikke er noget sundt i at skjule døden for børn. Ser deres forældre det som noget naturligt og føler sig åben omkring det uden at skjule det, bliver børnene også mere afslappede omkring det. Om jeg har fortrudt han ikke så ham og “fik sagt farvel”? Ja det har jeg nok. Men vi var to om at skulle bestemme.
Nu kan jeg blot fortsætte med at snakke med ham om det, og når han og storesøsteren bliver større, vise åbenhed og en naturlighed overfor spørgsmål omkring livet og døden. Det tror jeg er vigtigt. For som Alberte sagde til Williams og min samtale i dag “mor, jeg tænker faktisk ikke så meget på ham, for jeg fik jo også set ham og sagt farvel”.

20140609-194654-71214536.jpg
De smukkeste bonderoser fra oldefars have

Ordene “død” og “børn” kan ingen af os li’ sat sammen… Men…

Døden er noget vi alle skal forholde os til, uanset alder.

Den 31 marts om aftenen inden sove tid hiver Alberte pludselig sit penalhus frem og blanke hvide a4 ark. Hun begynder at tegn… Da jeg går ind til hende lidt tid efter, siger hun spontant “se mor, det er en tegning til oldefar.” Tegningen viste ham med en rive i hånden blandt et par æbletræer ude i sin have. (han levede ude i sin have) Dernæst henter hun så selv en kuvert og siger til mig at jeg skal sende det til ham. Og at det skulle være NU.

Af en eller anden årsag hopper op på cyklen og juller til postkassen med brevet, da jeg fornemmede det betød meget for hende.
Lidt tid efter går vi i seng og næste morgen halv syv hører jeg igen Alberte pusle med penalhuset siddende nede på sit værelse. Igen tegner hun. Igen til oldefar. Denne gang havde hun tegnet en stor kirke med en masse menneskehoveder omkring. De smilede. Og så var hun pludselig i færd med at lave en tegning til oldemor også. For som hun sagde “Den får oldemor altså brug for i dag mor. For hun bliver jo ked af det”.
Ordene studsede jeg egentlig ikke mere over den morgen.
Men da hun efterfølgende havde fået tøj på, da hun var færdig med tegningerne, kiggede hun pludselig på mig og spurgte: “Mor, er det i dag oldefar dør”?
“Neeej” sagde jeg-.. “det tror jeg nu ikke skat.”
Men hun fik ret.
Et par timer efter hun havde tegnet en kirke og på præcis samme tidspunkt om formiddagen brevet lå i hans postkasse, døde han.
Jeg var dybt bevæget og rørt over den lille piges fornemmelser.
Det har IKKE været mig hun har kunne mærke, for jeg regnede ikke med det var li nu i disse dage han skulle afsted.
Min bedstefar, Albertes oldefar har i de seneste måneder været alvorlig hjertesyg. Sidst hun så ham var i jan., hvor hun selv kunne se han var syg. Efterfølgende har vi selvfølgelig snakket lidt om at han var syg. Og ja, at han skulle dø.
Men vi havde ikke snakket om ham, her op til tegningerne og hans dødsfald.
Derfor var det også meget vigtigt for mig, da hun kom hjem fra børnehaven den dag, at hun fik at vide hun havde ret. Han døde jo den dag.
Efter jeg nævnte at oldefar var syg, som hun selv kunne se på ham, har hun selvfølgelig haft mange spørgsmål omkring døden. Såsom om oldemor så skulle have en ny mand? Hvem der så skulle passe på hende? Om oldefar blev et skelet? Om han blev til mange knogler? Om han havde åbne øjne? Havde tøj på? Hvor han så var henne? Og jeg bliver ked af det når du dør mor. En masse relevante spørgsmål som gik på “Ja hvad sker der når et menneske dør”.

Hun gjorde sig selvfølgelig en masse tanker inde i hovedet omkring den her proces, og derfor har det været i mine tanker fra starten af, at hun skulle inddrages i det. I den proces som er det mest naturlige i verden. Jeg var bare i tvivl hvordan det skulle gøres. Jeg vidste bare at hun ikke skulle holdes udenom. Der var ikke noget der skulle gemmes. Hun skulle ikke få den følelse af at det her var farligt eller “ikke for børn”. For uanset hvad, havde hun jo en masse spørgsmål og en masse tanker omkring det her.
Jeg fornemmede at hun var en pige der i den grad havde brug for at få sat nogle billeder på, for netop at hun ikke selv skulle digte noget “farligere” oppe i hovedet.
Derfor sagde jeg også til hende på en naturlig og rolig måde d. 1 april da han var død, at vi skulle over og sige farvel til oldefar. Forklarede at han lå i sin seng i stuen med tøj på, og at han ikke kunne bruge sin krop. At den var stoppet med at virke, fordi han var syg. At oldemor og min lille kusine og fætter og forældre også var der.
Jeg havde selvfølgelig været fordi dem først, så jeg havde fået reageret og sagt mit farvel.
Dernæst da jeg havde set ham og han så fin ud og lignede sig selv og stadig var varm, kørte vi derover. Med ro indeni. Stemningen var rolig og naturlig. Jeg fortalte med få ord, og svarede på det hun spurgte om. Fik en sodavand og gik en tur i haven. Hun så sine tegninger lå i sengen hos ham og fik givet oldemor sit brev.
Inden vi kørte hjem, gik hun af sig selv hen til ham og kyssede hans kind.
Jeg mærkede det havde været godt for hende. Hun havde fået sat billeder på alle hendes tanker. Så klog en pige begyndte hun jo allerede dagen efter at spørge til hvornår han skulle i kisten, ned i jorden osv. Det var ligesom hun skulle have hele processen med og en “afslutning”. Men dagen før bisættelsen sagde jeg til hende, at far og jeg skulle til kirken hvor vi skulle synge nogle sange og oldefar lå i en kiste med blomster, som noget tid efter skulle i jorden og der ville komme en sten på gravet så vi kunne se hvor han lå på kirkegården så vi kunne besøge ham. Hun “godtog” de blot var os der skulle afsted og spurgte bare hvem der så skulle passe hende. Som hun selv sagde: “Jeg har jo også sagt farvel til ham mor”. Og ja, det havde hun. Og det var det der gav hende ro. Men som hun også sagde” jeg vil bare ud og se det når stenen er der”. Og så ville hun lige se billedet af kisten fra kirken. Selvfølgelig. Det er da naturligt at man vil se hvad det handler om. Så skal hun ikke bruge unødig energi på at spekulere. Bekymre sig. Så jeg er SÅ glad for vi træf den beslutning. Og ja, børn er sikkert forskellige, og vi har alle forskellige holdninger til dette. Mange ville sikkert ha “skånet” deres børn for det her. Men min datter kan man ikke skjule noget for. Det handler så bare om at præsentere det så barnet kan forholde sig til det.
Men jeg sidder stadig indimellem og tænker på, hvordan dælen hun vidste “det var nu” med sin oldefar? Hendes intuition og fornemmelser er så fine.
– ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ Bedstefar og Oldefar, jeg har aldrig tænkt over det før nu. Men jeg kan ikke se andre end dig, som har givet mig min “ligefremhed” og ærlighed og direktehed. Tak for det. Du har også givet mig så meget andet. Vi ses på den anden side. – ❤ ❤ ❤ ❤

Nogen der kender til det?

Som tiden er gået, er jeg blevet mere og mere bevidst omkring mine sensitive sider. Nogle af siderne er jeg ekstremt glade for og andre kan til sider være ret belastende. Jeg vil lige prøve at liste nogle af dem op her nedenunder. Mon der er nogle ting du selv kan genkende?

Jeg har aldrig kunne klare at have sko på, med snørebånd. Fordi jeg altid har kunne mærke den lille bitte forskel, når det ene har været strammere end det andet. At trykforvirkningen har føltes så belastende. Det samme med at hvis en af nusset min ene arm, skal den anden fandme også nusset, så der ikke er “uligevægt”.

Bryder mig ikke om at have tøj på der strammer. Har altid helst ville ha leggens på. Hopper helst over i natkjole eller joggintøj når jeg er indedøre hos mig selv. Har aldrig brudt mig om at have bh på. De maser min mave så jeg føler jeg ikke kan få luft.

Jeg mindes at jeg altid har haft svært ved at rumme når nogen tyggede på tyggegummi. Husker i særdeleshed altid min mor der gumlede.. Med sådan en lyd på, som i den grad var belastende… Husker jeg ofte kommenterede fra helt lille af.

Kan huske, at jeg altid har følt rigtigt dybt over nogle bestemte sange min mor sang som helt helt lille. Kan tydeligt huske en bestemt sang: “Solen er så rød mor”… Jeg husker jeg altid blev så ked af det og trist. Og når jeg læser teksten på sangen nu, kan jeg forstå at jeg allerede dengang mærkede smerten og det sørgelige i ordene.

Det kære bad…. Jeg har faktisk altid, så længe frank og jeg har boet sammen, gået ud og sagt om han ikke snart var færdig med det bad. Frank har altid sagt at det jo ikke var så dyrt med det vand. men nu fornemmer jeg virkelig at det ikke handlede om økonomi, men om noget andet. Jeg kan simpelthen ikke sidde inde i vores soveværelse og se tv, og så høre på den kraftige brudser med vand. Det er ligesom efter et par min. at min krop hopper og danser. Det samme sker hvis en skuer op på fuld drøn på vandhanen, hvilket han ofte gør så vandet kan blive koldt… Men jeg kan simpelthen ikke rumme det kraftige tryk. Det irriterer mig grænseløst.

Ligeledes hvis eftermiddagen/weekenden med børnene har givet mange indtryk uden mulighed for lige at trække sig, kan jeg ikke rumme flere indtryk og stimuli om aftenen når de er puttet. Hverken at snakke med manden eller se tv. Så er det enten tv UDEN lyd på det første stykke tid eller bare sidde og stene eller evt. læse lidt, før jeg kan klare at høre på noget igen.

Jeg har altid godt kunne lide høj musik. Men jeg kan ikke rumme eller klare musik i baggrunden, hvis jeg skal sidde og læse, lytte til et andet menneske eller mine børn snakker til mig. Jeg kan ikke sortere baggrunds lyden fra, og det stresser min krop. Det samme når jeg kører bil og børnene hele tiden snakker eller spørger mig om noget. Kan bare ikke være i det, og i stedet for at bli sur og aggressiv, bliver jeg simpelthen nødt til at køre indtil siden, så jeg kun skal koncentrere mig om det.

Siden jeg fik kørekort til bil, fra jeg var 18 år, har jeg altid kørt som en sindsyg. Hurtigt og vildt. Fuld drøn på speederen og for så at hakke bremsen i. Totalt stressende kørsel. Det jeg fornemmer nu, er, at det indimellem ER stressende for mig at køre. At min krop næsten ikke kan rumme det. At jeg faktisk helst ikke skal gøre alt for hurtigt.. Nyder og elsker at stoppe bilen, rulle vinduerne ned og kigge ud i naturen. Husker også tilbage, at da jeg var lille, ofte ville have vinduet rullet ned, så jeg kunne stikke hovedet ud i den friske luft og lukke øjnene for bare at mærke vinden.

Jeg har så længe jeg kan huske i mit voksenliv/teenager altid snakket som et vandfald i sociale situationer. Til fester og andre arrangementer hvor der har været mange mennesker eller bare i min tidligere venindekreds. En følelse af at være oppe i gear. Kan tydeligt huske at jeg altid og ofte fik “ondt i maven” og skulle hen og ligge på sofaen. Eller bare har skulle ud i køkkendet og drikke vand fordi jeg ofte blev “ør” i hovedet.

Har også altid haft brug for planer og lister. Husker tydeligt tilbage til min tidlige barndom. Jeg ku knap nok skrive, men havde feks. brug for til lejrskoler eller andet, at skulle skrive en liste. Feks. hvornår jeg skulle begynde at pakke tøj i kuffert. Hvilke to bluser jeg skulle have med. Hvad for ting jeg ellers skulle have med osv. Alt. Fordi jeg havde brug for at se det på papir og ude af mit hovedet. Fordi sådanne situationer var svære at rumme og overskue. Måske.

Ligeledes har jeg haft et behov for at styre, planlægge og bestemme i mange af mine relationer som barn og tidlige voksenliv. Nok fordi jeg ikke ku rumme eller overkue hvad der skulle ske eller havde svært ved at forholde mig til, igen det uvisse, så derfor tog jeg “bestemmer” rollen på mig.

Har altid haft brug for meget søvn. At ligge i min seng og slappe af. Husker tydelig at jeg som barn, når jeg vågnede og skulle tisse, kneb mine øjne helt sammen, så jeg bare ku gå direkte i seng igen og hvile.

Har altid spist meget. Og spist meget ofte. Skal helst spise hveranden time, for ikke at mærke ubalance. Min krop skal hele tiden have brændstof. Synes altid folk har nævnt for mig, at det er utroligt så tit jeg spiser uden at bli’ større. Men det er bare ligesom min krop skal ha næring konstant.

Da jeg begyndte at arbejde, omkring de 20 år, i et rigtigt job efter uddannelse, har jeg altid brugt naturen meget. Til at rå ro på, uden at være bevidst om det. Husker tydeligt da jeg arbejdede i hjemmeplejen i Morud, at jeg ofte efter mine formiddagbesøg, kørte langt ud på landet ved marker på begge sider og rullede vinduerne ned og slukkede bilen. Sad og spiste, men stilhed omkring mig. Væk fra tidspres.

Tidspres og ud af døren har jeg aldrig været god til. Har altid stresset. Bare det med at skulle fra det ene sted til det andet. Aftaler med faste tidspunkter. Eller bare det at vide at skulle noget. Ud og besøge noget, uden at vide præcis dagen/aften bliver. De uforudsigelige. Det uvisse.

Jeg har aldrig kunne sove med mine børn ved siden af mig. Og for den sags skyld, har de heller aldrig kunne sove, ved siden af mig. Aldrig. Ikke engnag da de var spæd. Det er ligesom jeg/de bliver yderligere stimuleret af at skulle forholde sig til en anden. Kan endda huske tilbage til før min sygemelding, at jeg indimellem har ku “lange” min arm over i frank, fordi han lå uroligt eller larmede eller halv snorkede.. men sandheden er, at han ikke snorker og ligger ikke uroligt. Jeg mærker nu, at jeg bare ikke kan rumme han ligger der. Min krop stritter og blir urolig. Det hjælper med ørepropper ja, så jeg har helt stilhed, men tages de ud, kan jeg vågne og bli forstyret af hans vejrtrækning. (men jeg ved at denne lyd sensivitet ikke kommer fra fremmed. Der er generelt en rød tråd tilbage i familien. Min oldefar, skulle b.la.også have sit eget soveværelse, og havde lydisoleret sit værelse med speciel tapet)

Jeg har aldrig kunne li, at være i feks. rosengårdscentret (et stort shoppingcenter) eller bilka. Har altid følt jeg havde det bedre ude i gågaden. Det jeg mærker nu, er at det simpelthen bare er for meget. Alle de butikker og skilte og lydene. Men kan nu bedst li og gå og kigge på butikker alene. Så skal jeg ikke forholde mig til en evt veninde eller andre.

Jeg har altid inderst inde været meget utålmodig og haft et stort temperament. Kommer hurtigt op i det røde felt. I sær over for folk jeg kender godt, såsom min mand. 🙂 Har jeg brug for hjælp, skal det være NU, og ikke om 2 min.

Jeg ved at jeg altid har kunne blive påvirket af andres humør og indre sindstemninger. Har altid tolket og overanalyseret folks mimik. Kan huske jeg altid når jeg gik en tur inde i byen med mine tidligere veninder eller en person kom forbi mig, har jeg udbrudt ” hende der hu har det godt nok skidt” Eller”  ham der ham skal du ikke kigge i øjnene”. Har ofte kommentere på det jeg mærkede, uden at vide det. Det samme med mine andre relationer relationer i familien eller vennekreds. Ikke altid sagde jeg noget til vedkommende, men kunne bruge oceaner af tid efterfølgende på at spekulere over hvad der var galt. Kan nu se, at hvis jeg ubevidst har fornemmet noget, har jeg ville prøve at handle på det. Tage ansvar. Selvom det har været usagte ting. Men fordi jeg har mærket noget eller set noget i krops sproget. Bitte små detaljer.

Har altid vist meget hensyn til frank. Det har altid været mig der har hentet begge unger, og lavet mad. Og når han kom hjem fra job halv 5, mærkede jeg med det samme han havde brug for ro og kunne sige uden han havde sagt noget “Lig du dig bare ind 10 min., det har du vidst brug for”. Så har altid kunne mærke andres behov og derfor påtaget mig meget. Og glemt mine egne indre behov.

Jeg har altid haft et behov for få nære venskaber. Har aldrig været god til overfladiske venskaber. Det har været enten eller. Enten tar man hele mig eller også har man mig ikke. Enten går jeg “all in” og virkelig er en del af et andet menneskes liv, eller også er jeg ikke. Har aldrig kunne en balance gang. Har enten følt at enten vil jeg det her menneske og omvendt, eller også vil jeg ikke. Det kan for nogen virke enten “for meget” eller “for lidt”.

Og så har jeg det lille tvist, at jeg er nyheds søgende. Jeg har altid kedet mig utrolig meget i for faste kedelige rutiner. Har aldrig trives med et job, fra 8-16, eller hvor jeg har skulle udføre det samme hver eneste dag. Nok derfor jeg har haft kørt som vikar i så mange år. Jeg har ligeledes et behov for, at udtrykke mig. Og har i den grad brug for,  at føle, at det jeg gør, gør en forskel eller gir mig mening. Ellers blir jeg “kvalt” og kan ikke være i det. Har brug for selv at bestemme over min egen hverdag, og i mit eget tempo. Så på en eller anden måde har jeg hele tiden foden på speederen, ligesom i min bilkørsel. Men samtidig, skal jeg bremse hele tiden, fordi min sensitive side ikke kan holde til min nysgerrighed og iver. En meget svær balancegang, Og især svær, da min datter er på samme måde. Vil og har lyst til mange ting, men bliver begge overstimuleret bare at at tænke tankerne 🙂

Samt bare det at have børn. Det at være en familie. Bare det er svært for os alle tre. For lige så meget vi gerne vil være sammen, lige så meget har vi brug for at være alene og lade op, uden at skulle forholde os til andre. Hverken synsindtryk eller lyde eller andre stemninger. Mine unger snakker jo næsten konstant, hvilket gør mig max overstiluret, især hvis der har været lyd på konstant i flere timer. Så hopper og dansker og sitre min krop, så jeg må ta ørepropper i og lukke øjnene, for simpelthen at koble fra. Det samme har de brug for. Men er fandme svært med en på 2 år. Håber på det bliver nemmere, når de begynder at mærke og forstå disse behov og hensyn vi alle skal ta’. For sig selv og hinanden.

Det var lige lidt beskrivelser af mine sensitive sider og de udfordringer jeg kobler dertil. Der er mange flere ja. Men det jeg synes er vildt, er, som jeg også har sagt før, hvordan jeg har ageret, reageret og været, i sær i samspil med andre og bare generelt med samfundet og så hvordan jeg er nu.

At jeg har mærket så mange fysiske ting så som at ryste på hænderne, havde hovepine og spændinger i nakke og skuldre ugentligt, og altid har døjet med ondt i maven, lige indtil min sygemelding for et år siden, for så til nu, ikke at have ondt i maven, ikke have ondt i hovedet og ikke at ryste på hænderne dagligt, men at når jeg mærker det begynder, ved hvorfor. Og når at handle anerledes, så det ikke udvikler dig.  At jeg nu fornemmer, et hurtigt ubehag eller brug for en tilbage trækning i samvær med flere, hvor der enten er en gevaldig støj og larm eller hvor samtaler bliver slynget over bordet på kryds og tværs. Det’ sys jeg er vildt. Men også lidt skræmmende, fordi det er pis hårdt og fordi jeg skal acceptere en anden hverdag, et andet liv. Det kan jeg mærke tar tid at vende sig til. Tar tid at “forme”.

Udfordringerne går også ud på, at jeg har to af samme slags ved min side. En datter og en søn der allerede kan “vinge af” på alt det ovenstående jeg har beskrevet. Samt mange mange flere ting. Det er nok den største udfordring. At skulle rumme dem og deres sensivitet og hjælpe dem, med det samme som jeg skal hjælpe mig selv med. Jeg ved at hverken dem eller jeg vil undgå overstimulation. Det er der dagligt. Vi skal bare lære at få vores kroppe “ned i gear” igen, så den indre uro, hyperaktivitet og sitren bliver neutral, for at kunne påbegynde morgendagens udforinger igen. Og for dælen da, huske den søvn, som vi i den grad SKAL ha, for at kunne fungere.

Men tro mig, der er i den grad også mange positive ting. Som jeg kommer ind på en anden dag:-)