Stress inde på livet?

Nyt tilbud til dig, der har stress inde på livet

Jeg kan fornemme, at der er flere der har brug for at være i kontakt med andre ligesindede, og som kunne have brug for noget skriftlig sparring/rådgivning/støtte med mig. Et forum hvor der kan stilles spørgsmål til mig og til hinanden. Hvor man kan dele og tage.

Det kan være meget ensomt, tomt, angstprovokerende og håbløst, at være mærket af stress. For man er den eneste, der kan mærke sig selv.
Derfor har jeg oprettet en hemmelig og lukket stress gruppe..

Jeg vil der være til rådighed med online sparring og besvare spørgsmål. Det kan være både rent fagligt men også fra min egen personlige kamp. Jeg vil ligeledes indimellem komme med små oplæg/indslag.
Der kan deles oplevelser og tanker med hinanden i et fortrolig forum med de andre stressramte.
Det kan både være dig der mistænker, at være stresset, dig som nu er sygemeldt eller dig som er på vej igennem eller er tilbage i job, men stadig er (efter)påvirket.

Det kan være utrolig givende, at spejle sig i andre.

Introtilbud på ovenstående, gældende frem til 3 sep.:
Medlemskab i gruppen, resten af året, (4 måneder) med opstart søndag d. 4. sep.

TIL KUN 499,-

Send en besked, til 27 42 02 65 hvis du vil tilmelde dig eller blot høre nærmere.

https://www.facebook.com/Massagenordfyn/?ref=bookmarks

Og del eller tag gerne, hvis du har en i din omgangskreds, der måske kunne være interesseret.

Kærligst, Pernille

Tænker..

Nu sidder jeg lige her ved spisebordet, og mine øjne drages ud mod de sne klædte marker, som omgiver vores hus.. Sneens hvide aura lyser helt op i huset, efter 3 uger med gråvejr.. Mit blik gror fast ude i horisonten, samtidig med der stille sniger sig nogle tanker ind. De kommer langsomt dansende til mig. Et af de helt store spørgsmål: “Hvad vil jeg med livet”? “Hvad er vigtigst for mig” Hvad er min prioritet 1,2 og 3, for at få den hverdag jeg gerne vil? Og hvad kræver det så af handlinger, for at nå dertil?

Jeg er overbevist om, at utrolig mange af os, lever et liv, en hverdag, som vi faktisk ikke kan holde til. At hele vores samfund har taget, i mine øjne, en negativ drejning. Personligt har jeg altid følt, at mit arbejde, IKKE skal være det dominerende i mit liv. Altså jeg har aldrig haft lyst til, at jeg som person, skulle indordne mine behov, lyster og liv, efter et arbejde, hvor andre bestemmer. Sagt med andre ord, et 8-16 job. Eller for den sags skyld at skulle arbejde hver anden weekend. Eller bare det, at andre putter mig i en kasse og der bliver sagt hvornår og hvad tid jeg skal arbejde. Det har jeg altid vidst, jeg ikke kunne ånde i. Men jeg har aldrig handlet på det. Det bliver jeg nødt til nu, for at kunne trække vejret.

Mine ønsker og behov, er, at kunne arbejde få timer om ugen. Måske omkring de 20. Måske kun 4 dage om ugen. Jeg ønsker, at jeg som mor, fremover, kan give mine børn, de fridage de har brug for, fra institutions livet, for at de også bare kan “være” og lade op. At de ikke fremover skal være fuldtids ansatte i børnehaven på 8-9 timer dagligt, fordi jeg skal på arbejde. For personligt kunne jeg ikke selv trives i det miljø der hersker de danske institutioner lige nu, så hvordan kan jeg tilbyde dem det, med god samvittighed? Jeg tror mange forældre nettop, render rundt med den dårlige samvittighed over, de lange dage børnene er afsted, grundet begge forældres fuldtidsarbejde. Og hvor man kun har børnene hjemme i den såkaldte “ulvetime”, hvor efter de skal i bad, spise og så sove. Hvor der ikke er tiden til at indrage dem i madlavningen, tøjvask, og den gense hverdag.

Som min mand indimellem kan finde på at sige: “Jamem sådan er tingene jo skat. Vi skal jo arbejde”. Ja, men der er også andre muligheder. Andre valg. Andre til og fravalg. Hvis man tør efterleve hvad der er vigtigst og ikke bare “nøjes”. Måske kræver det så at man flytter i et mindre og billigere hus. Men hvis det så betyder, at jeg kan arbejde på meget nedsat tid, uden at være økonomisk afhæning af to indkomster, og leve af mine passioner, så er det måske det, jeg vælger at prioritere. Hvor arbejdet ikke skal være et maraton i et hamsterhjul, med pulsen oppe, fordi ungerne skal jo også helst hentes inden kl. 15.30 ikk…? Men hvor jeg måske kan nusle med noget af det jeg finder ro ved. At massere, skrive, bage, lave mad, dyrke jorden, kreere blomster dekorationer, naturen osv. Tænk sig hvis man kunne få lidt penge for noget af det man aller mest elskede at gøre? Men det vigtigste af det hele, er, at man har tiden og nærværet til det. Inderst inde har jeg sgu altid være en lille “bondepige”. Har altid ønsket mig at blive lidt selvforsynende med høns, grønsager, en enkelt ko eller lign. Lyder måske underligt, men det enkle liv tiltrækkes jeg af. Jeg trives bestemt ikke med konstant at være i det “pulserende liv”, men har i den grad brug for at kunne trække mig tilbage og bare være.

For det nytter jo ikke, at man sidder om 25år, og tænker: “hvorfor fanden har jeg levet mit liv sådan her. Hvem har jeg levet det for?”

Mit blik spejler ud over marken igen. Tiden er det eneste vi ikke har magt over. Men vi har selv magten over hvordan den skal bruges. Mange af os er bare ikke i stand til at efterleve os selv. Men det bliver jeg nødt til, for at kunne leve. Hvad gør du?

Og så kommer jeg tit i tanke om en tanke, jeg fik som barn, omkring ti års alderen tror jeg. Den tanke står meget meget klar for mig. “Når jeg bliver stor, skal jeg bare være en vagabond.” Følelserne står mig endnu tydligere..  Nemlig følelserne af at jeg ikke skulle være bundet mere end højst nødvendigt. Det enorme behov for frihed. Af at kunne trække vejret.

Uge Avisen

For nogle uger siden, indsendte jeg en “klumme”/ tekst til vores lokale Uge Avis Nordfyn. Et emne som jeg har blogget om her på bloggen. Nemlig tilgivelse. Især synes jeg det er ret relevant her i juletiden, fordi vi netop omgiver os med en masse mennesker.

Et udpluk af teksten vil de gerne bringe. Dog spurgte de også om, om de ikek måtte lave et mindre interview med mig. Jeg spurgte “om hvad dog”? Om din blog. Hmm… Det var faktisk lige et spørgsmål jeg liiiige skulle tykke lidt på. For det var slet ikke min hensigt. Ønskede egentlig ikke at det skulle dreje sig om min blog, men om det emne jeg havde skrevet om. Derfor skulle jeg lige bruge lidt tid, på at tænke over det. For een ting er, at jeg blogger om rigtig mange personlige ting, og at familie, venner og “fremmed” læser med. En anden ting ville være, hvis nu dem i mit lokal område ligesom OGSÅ nu vidste nogle af mine tanker. Hele mit forløb. Men der slog det mig. Jeg har jo ikke noget at skjule. Jeg står jo inde for alt det jeg har blogget om. Men det der virkelig slog mig var, at jeg jo nettop selv havde søgt en masse informationer omkring stress symptomer og personlige beretninger omkring stress, inden jeg faktisk selv blev sygemeldt. Jeg husker at jeg sådan havde brug for at “spejle” mig i en anden, der havde været ude for det samme. Så mit endelig svar blev, ja. For hvis jeg kan være med til, via min blog, at få et andet menneske til at stoppe op, eller til at ændre kurs, eller så vedkommende ud fra min historie, kan nikke genkendende til nogle ting, og derved ikke føle sig så “alene”, så er det det jeg ønsker.

Jeg ved at rigtig mange i dag blogger. Især kvinder. De fleste har disse her “hverdags” blogs, hvor de fortæller om den “almindelige” hverdag. Hvad de har fået til morgenmad, hvad de skal i weekenden osv. De interesserer mig overhovedet ikke. Slet slet ikke. Jeg bliver kun fanget af en blog, hvis personen kan prikke til noget i mig. Hvor emner bliver taget op, som kan relaterer til noget i ens eget liv. De større ting, som er vigtigere end aftensmad og bleskift. Men det er jo bare min mening. Mange tænker sikkert også om min blog, at den er meget privat. Jeg vil dog ikke bruge ordet privat, men personlig. For den er meget personlig. Det er mit valg ja. Personlig betyder for mig, at personen bag skærmen kan fornemme hvem jeg er og hvad jeg står for. Personligt er for mig, at jeg deler ud af de tanker og oplevelser jeg står i, og som jeg ønsker at dele. Privat for mig, er når disse tanker og oplevelser involverer andre mennesker på en sådan måde, at jeg var nødsaget til at “udstille” disse mennesker. Det ønsker jeg ikke. Jeg prøver på at forholde mig til mig selv. Det inkluderer dog også mine børn ja. Men jeg kan stå inde for det jeg “udstiller”.

Og sidst men ikke mindst, så ønsker jeg om nogen, at være med til at gøre op med den taburisering der stadig er her i 2013, omkring det at have det psykisk svært. Som sagt, det er ikke noget folk skilter med på samme måde, som hvis en er fysisk syg. Hvor det kan ses. Det er sgu sjældent man lige overhører en nede i køen i netto, fortælle at de lider af angst eller har været sygemeldt med en depression. Så det er min reelle hensigt, at “turde” fortælle åbent og ærligt. I håbet om, at andre også gør det.

…. Men hvad er det nu liiiiige det egentlig er?

Billede1

Forestil dig denne beholder. Denne beholder er dig. Dit hoved og/eller din mave. Denne beholder, bliver gennem hele livet, fyldt med tennisbolde. Nogle af tennisboldene er bitte bitte små. Andre er almindelig i størrelse, mens andre er voldsom store. Alle disse tennisbolde, er følelser. Følelser som kommer af oplevelser. En oplevelse har altid en følelse eller flere. Fra du er helt lille af, også fra du var helt spæd, er du blevet påvirket af oplevelser. Indtryk. Ting du slet ikke kan huske. Men derfor, er tennisboldene alligevel blevet fyldt i. Fordi det sker i vores underbevidsthed. Mange af boldene, forbliver i det ubevidste, fordi, nogle oplevelser og følelser, har været ubehagelige, at man “gemmer” dem væk. Kroppens naturlige måde at reagere på, når noget er svært at håndtere i en given situation. Nogle af tennisboldene, oplevelserne, er i bevidstheden. Oplevelser. Følelser, som man er klar over og mærker. Husker.

Alle disse tennisbolde, bliver langsomt fyld i beholderen, når livet leves, på godt og ondt. Vi har alle en beholder. Mennesket kan holde til meget. Klare meget. Både krop og sind. Men når beholderen er tilstrækkelig fyldt, med bolde, er det et spørgsmål om tid, hvad det er for en tennisbold, der får beholderen til at briste. Her er det faktisk ofte, en lille bitte bitte tennidbold, der fylderen beholderen op.

Året op til min sygemelding, var der et par store tennisbolde der blev fyldt i min beholder. Min dramatiske fødsel med min søn. En oplevelse, med voldsomme følelser. Konflikter i min vennekreds. Oplevelser, med svære følelser. Min mand mistede sit kørekort, pga. 3 små klip i kortet. Oplevelser, med svære følelser i det daglige. 2 vinter måneder med syge børn på skift. Og den sidste lille bitte tennisbold, var da begge børn OG min mand lå syge samtidig i en uge. Der’, bristede min beholder.

Men stress, bruges, desværre i dag i flæng, og i situationer, hvor folk egentlig bliver i tvivl om, hvad stress reelt ER. Stress er, kort beskrevet, en overbelastning. En tilstand, hvor hele ens nervesystem er i overbelastnings. Og jeg vil lige slå fast, at stress IKKE har noget at gøre med folk der har travlt. Stress udløses ikke partout af, at du har travlt og mange bolde i luften. Nej, den skal faktisk vendes om. Fordi, at dem der ofte har travlt, prøver at løbe fra noget. Nogle oplevelser. Nogle følelser, som banker på fra det underbevidste. Og så løber man måske bare endnu hurtigere, og har gang i flere ting, fordi man ikke vil mærke det. Men en alvorlig stresset person, kan også være hende, der er aller mest stille. Nettop fordi, at stress handler om tennisbolde. Følelser. Ikke udelukkende om at løbe stærkt.

I mit tilfælde, løb jeg også stærkt på jobbet. Jo det var til tider max stressende. Men dette var en “ydre” stress faktor. En af de bolde der lå øverst. En anden stress faktor var også mine børn. Vi havde altid kalenderen fyldt ja. Men børnene stressede mig big time. Men i virkeligheden, var det jo mig selv, der var min største stress faktor. For det hele handlede om, at jeg skulle dykke ind i mig selv. For det handlede om hvordan det var jeg så mine børn, med mine “mor briller på”. Mine “mor briller” trængte til at bli’ skiftet ud. Og wupti, så var den åbenlyse stress faktor væk, og frem dukkede en masse andre op. Tennisbolde, så lå længere nede. Dybere lag nede.

Ofte tror jeg, at folk kun for taget hånd om de øverste tennisbolde, fordi det er det der udløser det. Men i virkeligheden, skal man ofte, ned til de nederste lag, for at ekspedere nogle af alle de tennisbolde væk. Ud af beholderen, så der er mere luft af gi’ af. Mange har jo ikke plads til nye oplevelser, følelser, hvis man ikke indimellem, får ryddet ud i dem der allerede ligger, og tager plads. Nogle beholdere brister af at være fyldt med 100 bitte bitte små tennisbolde. Andre brister ved måske 10 bitte små samt 1 kæmpe stor tennisbold. Det er meget forskelligt.

Så i bund og grund, er stress noget der kan ramme os alle, hvis beholderen er tæt på at være fyldt, samtidig med, at man liiiige har lidt for travlt på arbejdet… Eller der sker en uventet hændelse. Oplevelse. Så NEJ, stress kommer ikke af at have gang i mange ting. Stress opstår INDE I DIG. Og lige meget hvor du prøver på at løbe hen, er du altid sammen med dig. Dig selv. Ingen kan løbe fra sig selv. Så hvad med at kigge indad, og byde dig selv velkommen? Byde alle dine følelser velkommen. Og komme af med nogen af alle de tennisbolde der ligger der, uden du evt. ved det. Uden måske at mærke det. Gå åbent og nysgerrig ind i det. Men det kræver, en terapeut som du føler dig tryg ved. Et menneske, med åbne arme. Sådan et menneske er min terapeut. En som giver en varm krammer. En krammer man skal lære at gi’ sig selv.

Så husk, at stress opstår IKKE af, at du har travlt og løber stærkt. Men det er det du løber fra, der er årsagen til din stress.

Barn… Fantasi…

Øjnene åbnes, en ny dag er begyndt

En summende glæde i hele kroppen

Venter spændt

Et åbent sind,

en frygtløshed ligger som et lag over hele min hud

Venter kun på at komme i leg,

Med sin bedste ven,

Sammen flyver vi til drømmeland, hvor alt er muligt, du og jeg

Alt kan lade sig gøre, fordi intet er umuligt

Ingen bekymringer, intet ansvar

Kun en verden, hvor alt er godt

Vi flyver hen over verden, og kigger ned

Alt er muligt, med sin bedste ven

Du tager mig med til de fjerne lande

Du passer på mig, og med dig kan alt ske

En tro på at alt kan klares.  Et åbent sind, hvor intet negativt er lagret

Tro, mod og viljestyrke

Nærvær, samhørighed

Sommerfugle i maven, men på den gode måde

Øjnene lukkes, igen

Vi har haft de fantastiske lege, dejlige stunder

Hånd i hånd, du og jeg

Vi gjorde hvad vi ville, og havde det sjovt

En følelse af alt det gode, og kun det gode

Med grin og latter, lyst og iver

Fløj vi af sted

Frihed, leg og glæde fyldtes i min spinkle krop,

Og jeg var let, og livet var en leg

Ihh hvor jeg ønsker, indimellem at være 5 igen

Mon vi nogensinde mødes igen? Sådan li’som den gang jeg var 5?

…. At få tankerne ned på skrift…

Har egentligt altid tiltalt mig, fra jeg var helt lille af.. Det at udtrykke sig gennem ordene, via blyanten ned på papiret. Igennem min proces har jeg derfor skrevet rigtigt meget. Ikke kun her på bloggen, men også til mig selv. Samt til enkelte personer.

Her er et lille udpluk fra et brev, som i sin fulde længde er 4 A4 sider. Skrevet for ca. 4 måneder siden…

“…. Jeg tror, at jeg for første gang, har tilladt mig selv, at mærke og ta’ i mod andres følelser og kærlighed, helt oprigtigt og inderligt. Bare mærke hvilke følelser jeg får indeni, uden at skulle “smide” dem væk eller “ligge låg på”. Men bare mærke, det det gør ved mig. I situation. Så da du gav mig et kram ude i haven, den anden dag, kunne jeg nettop mærke indeni mig selv, at jeg i et split sekund, havde to valg. At jeg enten kunne vælge den “gamle” Pernille, som ville gi’ igen med et hurtigt kram,  smile, og sig “kom I bare med indenfor og få lidt kaffe”, med det der skæve smil, og overfladiskhed. Eller… Jeg kunne vælge det jeg gjorde. At ta’ i mod de følelser, jeg blev fyldt af, indeni, i de aller inderste rum. Din varme. Din trygge favn. Minderne fra barndommen kom til mit sind. Tanker omkring hvor tiden bare er fløjet afsted, og at jeg ikke er den lille pige længere, men selv har børn. At det er hårdt at være forældre. Mange ting rørte mig. Jeg blev egentlig ikke som sådan ked af det. Ulykkelig. Nej, bare rørt. Og så tror jeg, at jeg har brug for at øve mig i at græde. I at turde vise min sårbarhed. At turde vise skrøbelighed. At turde vise jeg ikke er perfekt. At vise mine tåre til dig. Til mor. Til søster. Til bror. For jeg tror altid at jeg “ubevidst”, har ville være den “stærke”. Men jeg har fundet ud af, nu, at ved at vise alle slags følelser, og det man mærker indeni, uden at undertrykke det, ikke er tegn på svaghed. Men at man netop er stærk, ved at vise, at man kan rumme alle slags følelser…….

…………… Jeg elsker dig så utroligt højt. Du har så meget at være stolt over. Du har været med til at forme mig, til den jeg er. I har begge, givet mig så meget kærlighed. Men vigtigst af alt.. Man kan ikke gøre alt 100 %, og alle er ikke perfekte hele tiden. Og det er okay. Man kan ikke gøre alt rigtigt, hele tiden. Det kan ingen. Sådan er det at være menneske. Men jeg er utrolig glad for, at jeg er din datter………”

Jeg ved ikke, om I selv har prøvet det. At få dine ord, tanker og følelser ned på skrift?

 

Bange…

Ja, bange er lige ordet for, hvad jeg føler, når jeg som i dag, har haft en af de dumme dage.. En af de dage hvor jeg har svært ved at beskrive, hvad det er der er galt. En form for nervøsitet. Det må vel, stadig, være angsten… Kunne ikke sove igår, havde meget svært ved at falde i søvn. Får en form for “åle stød”, inden jeg falder hen. I kender det sikkert alle, at man får sådan et “spjæt”, inden man lige er ved at falde i søvn nogen gange. Men ved mig, er det nu med en totalt ubehagelig følelse, som om, når jeg er lige ved at falde til ro, blir min krop bange. Et “nervøst” chok. Bund ubehageligt.

Sådan som jeg har haft det i dag, indtil videre, (hjalp at meditere lidt tidligere), sådan havde jeg det jo hver dag, i januar/februar måned. Så kan godt se det er blevet bedre. Så ja, jeg har bedre dage, hvor jeg er “mig selv”. Men når sådan en dag som i dag kommer, bliver jeg bange. Bange for mange ting. Fordi jeg ikke ønsker at ha det sådan. Har lyst til at “flygte” fra det… Gå ud i haven og arbejde, eller cykle en tur eller andet.. Men min krop er snu.. Det går den ikke med til.. Den kviterede med en pletblødning. Og det bliver værre, uroen kommer. Og jeg ved hvorfor. Fordi jeg bare skal “ta i mod”, denne her ubehagelige følelse, som er så svær at beskrive. Det føles som en blanding af mange ting. Men starter allerede når jeg vågner og ligger i sengen. I kender sikkert alle at ha eksamensnervøsitet.. Det mærkes lidt sådan, bare meget mere ubehageligt og intenst, og konstant. Samtidig med at man føler man har een stor tung dyne over sig, som tynger een. Samtigdig en følelse af, ikke at orke eller overskue noget. Har lyst til at rejse væk. Ja, flygte væk fra alt og alle. Men jeg ved jo også, at dagen i morgen, forhåbentligt nok skal bli bedre. Men så tænker jeg… Går den her nevøsitet/angst HELT væk nogensinde.. Eller skal jeg gå hånd i hånd med den resten af livet? Er det stressen eller angsten jeg mærker, og hvad kom først? Jeg ved, at for at få angst, skal man på en eller anden måde, ha været overbelastet over længere tid. Ja, stresset. Jeg er blevet klar over, de sidste 5 måneder, og har inset, at vi helt sikkert har en form for skrøbelighed i vores familie.. En form for psykisk sårbarhed.. Og det gør mig ikke mindre bange. For angst har også en vis genetisk arvelighed.

Så en tung dag hos mig. Som jeg må acceptere. At “sådan kan man også ha det”. Tror jeg vil lave mig en tår kaffe og gætte kryds og tværs ude i hængestolen. (det med kryds og tværs, gir ro på tankerne har jeg fundet ud af) Min kære mand og børnene er taget til sviger forældrene, da vi egentlig skulle ha holdt fødselsdag for Alberte her i dag. Men det ku jeg godt se, ikke ville være fair over for min krop. Så nu vil jeg gå ud og nyde mit eget selvskab, og være taknemmelig for, at angsten gav lidt slip, ved at meditere. God søndag til jer derude.