Jeg har været i kontakt med flere kvinder via min blog, som selv har mærket stressen og angsten. Flere af dem er i den fase, som jeg selv husker som en af de sværeste. Der hvor hverdagen mest bestod af bekymringer om, om ens krop nu ville få det bedre. Om man ville blive “normal” igen? Komme ud af angsten? Eller om man altid ville have det sådan. Angst for at skulle være dårlig resten af ens liv.
Det at have en såkaldt “krybdyrshjerne”, set fra mine øjne, mine erfaringer og den viden jeg har tilegnet mig i gennem det sidste halvandet år kommer her:
Når man har alvorlig/kronisk stress, hvor hele ens system har været i det højeste alarmberedskab konstant over længere tid. Måneder eller år. Ja måske det meste af ens liv, så tager ens hjerne skade. Den ændrer sig. Vores hjerner er plastiske.
Når vores nervesystem er over i det trusselfokuserede og selvbeskyttende system, så har dens funktion at aktivere os til at kæmpe, flygte eller på anden måder at håndtere farlige situationer. Der ses en øget aktivitet i hjerneområdet Amygdala. Og på det psykologiske niveau er systemet forbundet med følelser som angst, bekymring, vrede, frygt, afmagt, ensomhed og det at føle sig deprimeret.
Det er en ret svær balancegang i at mærke efter hvad der reelt er godt og skidt for en, når man er i dette “trusselsystem”. Hvad der reelt dræner, og hvad der giver energi. Hvad man reelt kan rumme eller ikke kan rumme.
For for rigtig mange mennesker er det et faktum, at hjernen efter lang tids kronisk stress, ikke kan rumme eller kapere særlig mange indtryk og stimuli. Nervesystemet er så belastet, at det bedste i bund og grund ville være i en periode at rejse ud på en øde ø. Man skal sådan set undgå alt det unødvendige i ens liv, og faktisk kun fokusere på det mest essentielle.
Det der er livsvigtigt. Mad. Søvn. Frisk luft.
Men i og med at hjernen har taget skade og har formet sig uhensigtsmæssigt, har Amygdala også “vokset” sig større. Den del af hjernen der har med angst at gøre. Og sådanne negative tanker og følelser er simpelthen selvforstærkende. Der er helt sikkert noget angst, nogle fysiske symptomer og ens mentale udfordringer, som man skal lytte til, fordi at det meget ofte er kroppen, der vil fortælle, hvad der oprigtigt er godt og skidt for en. Hvilket er helt naturligt og egentligt smukt, fordi den vil guide dig på rette vej og vise dig vejen frem samt hvad det er den kan kapere lige nu.
Men nogle gange hvis Amygdala har overtaget for meget, hvilket er ret normalt i et alvorligt stress forløb, ja så er der en periode som for en kan være ret fyldt med bekymringer og bange anelser. For sin egen krop. Sit helbred. Sin fortid og sin fremtid. Bliver jeg nogensinde rask? Kommer jeg i arbejde igen? Bliver jeg “normal” igen? Det er helt normale spørgsmål, som man stiller sig selv i sådan en situation. Og man bliver selvkritik. Snakker dårligt om sig selv. Tror ikke på det gode. Tvivler meget.
Det har jeg også selv gjort. Jeg hang i flere måneder fast med slem angst i kroppen. En selvforstærkende ond spiral. Jeg var angst for angsten. Angst for at jeg altid skulle ha det sådan. Men min bekymring gjorde det ikke lettere for mig hjerne. Det ved jeg nu med min viden og erfaring.
Der var en dag hvor jeg sad ude i min hængekøje, hvor jeg besluttede mig for at acceptere, at jeg VAR angst. Syg. At min krop var i det såkaldte “trusselsystem”, pga. overbelastning. Stress. At det var okay. Men at jeg ikke altid skulle have det sådan. Det skulle ikke være meningen, at jeg skulle ha det sådan resten af mit liv. Og det er netop det man SKAL tvinge sig selv til. Man skal begynde at træne noget andet end sine bekymringer. For det er det, der vil hjælpe en videre. At hjernen begynder at tage form af de positive tanker, og dermed vil Amygdala mindskes, og man vil komme nærmere sin indre balance. Over i “varmesystemet”.
Så jeg tog styringen. Et bevidst valg. Jeg vendte min bekymring og negative tanker til de mere positive. Jeg accepterede, at min krop havde det sådan lige pt. ja, men sagde lige så, at når mit nervesystem havde fået den tid og ro den havde brug for, så ville jeg få det godt igen. Jeg begyndte at TRO på mine egne ord. De positive vel at mærke. For sandheden var at jeg også blev holdt fast i mine negative tanker. Overbevisninger. Dem troede min hjerne jo også på, og derfor holdt jeg Amygdala på overarbejde.
Men ved at ændre det, og begynde at sige det højt for mig selv og min mand, at jeg VILLE blive rask og ikke skulle have det sådan fremover, begyndte min hjerne at tro på det. Min hjerne begyndte at forme sig. Stille og roligt.
Ved at komme noget mere over i “varmesystemet” genopretter vi nemlig langsomt vores indre balance. Vores nervesystem. Men det tager tid. Dagligt skal man fokusere på at aktivere varmesystemet så meget som muligt. Jeg selv skal stadig “træne” dette. Og det er noget jeg stadig er tvunget til bevidst at vælge at fokusere på, for at berolige mit nervesystem. Det her er lidt af det jeg har puttet ind i min hverdag; åndedrætsøvelser, dybevejrtrækninger, hjertekohærens, siddende meditation ude i naturen, meget langsomme gåture, brevskrivning, qigong, , at tale pænt til sig selv, samt hvil x flere i løbet af en dag.
I starten af mine sygemelding hvor Amygdala havde hele styringen og min krop konstant var i angst/alarmberedskab trænede jeg ubevidst mit “varmesystem” ved at starte dagen med at tælle til ti, for at jeg over hovedet kunne komme ud af sengen, fokusere på åndedrættet, tage lange varme bruse bade, og indimellem tage i svømmehallen og gå i boblebad og sauna, ligge mig i hængekøjen udenfor og stene ud i naturen, lave kryds og tværs, høre en bestemt beroligende sang,
Og de følelser som er forbundet med dette er en oplevelse af ro, tryghed, kærlighed, tilfredshed, tillid og føle sig fredfyldt. I det øjeblik.
Og at vi glæder os ved tingenes tilstand og er i balance.
Så du skal have styrke til at acceptere, at du ikke er rask endnu. At det er okay, at du har det, som du har det.
Og så skal du idag begynde at TRO på, at din krop bliver helt rask igen. Når den er klar. Sig det højt til dig selv. Mange gange om dagen.
Beslut dig. Vil du fortsætte med at være i trusselsystemet?? Eller vil du tage en beslutning i dag om at forme din hjerne? For det er muligt ja!
Jeg ved, at du kan!
pernillenb 