Nøøøøøøøøj hvor kan jeg mærke min længsel efter at arbejde igen. Det er faktisk et savn. I starten var jeg simpelthen så skidt, at det overhovedet ikke var noget jeg kunne fokusere på. Men med mine små skridt fremad, kan jeg godt mærke, at lysten er kommet tilbage. Lysten til at stå op til et arbejde. Både mit job i hjemmeplejen, men i stor særdeleshed også mit bi job som massør.
Men jeg har en meget ambivalent følelse. Fordi at jeg ser meget frem til at skulle arbejde igen. Om det bliver med det ene eller det andet. Bare det at skulle ud og have et samvær med andre. Det’ savner jeg. Selvfølgelig mine kollegaer. Men det er især samværet med alle de ældre mennesker jeg savner. Ikke alle de praktiske ting som hverdagen består af. Nej, bare samværet med det enkelte menneske. Jeg savner det at træde ind i et fremmed menneskes hus. At komme ud og besøge den gamle bondemand ude på det nedlagte landbrug. Duften af sjæl og historie når man træder ind ad døren. En naturlig interesse i mig blomstrer op, og jeg bliver nysgerrig på hvem dette her menneske er, og hvilken livshistorie vedkommende har. Det’ savner jeg. Snakken og en tår lunken kaffe. Jeg savner de dybe samtaler jeg havde med mange af de ældre. Omkring deres familier, deres følelser og savn af ægtefæller. Det at ta’ et menneske i hånden som er omkring de 100 år, se vedkommende fælde et tåre, og fortælle om sit liv, på godt og ondt. Det’ er fantastisk at få lov til at være en del af det. Rørende. Livsbekræftende og smukt. Jobbet var for mig både et “frirum”, “tilbage til fortiden”, og ro. Men samtidig var det også en stram plan, man kørte for dagen. Med næsten konstant tidspres. Der skulle være tid til fordybelse til det enkelte menneske, men altid med en “klokke” i baghovedet.
Jeg savner også friheden i at ha’ mine egne klienter. Jeg savner at byde folk velkommen i min lille klinik og hjælpe med de fysiske problemstillinger de nu kommer med. Lysten til at læse og lære noget mere omkring psyken, er helt klart blevet et must for mig, i fremtiden på et tidspunkt.
Jeg ser virkelig frem til den dag, hvor jeg kan sige, NU er jeg fit for fight. Jeg er klar. Klar til at være noget for andre igen.
MEN.. Så mærker jeg jo stadig, at der er lang vej endnu. Jeg blir’ sgu så ked af det, når jeg mærker min fysiske krop, ikke er enig med mig i, at min lyst og iver er ved at vende tilbage. Min krop bremser mig stadig. Især i samværet med andre mennekser. ØV. Bliver stadig svimmel og ør i hovedet. Kan stadig ikke klare flere indtryk på een gang. Bare en lille ting, såsom når tv eller radio er tændt herhjemme, skal der IKKE snakkes. Så bliver jeg skidt. Samt når flere snakker på samme tid. Pyhh.. Og det at være fysisk aktiv eller lave praktiske ting, kan jeg heller ikke endnu. Det må vel være fordi mine stresshormoner ikke er helt ude i kroppen endnu:-( Jeg ved sådan noget, nogle gange kan ta ååååår… Pyh, bliver trist af at tænke på det. Men jeg har accepteret det. Accepteret at det må tage den tid det tar’. Men jeg er også bange. Bange for hvordan fremtiden kommer til at se ud. Fordi jeg har så mange drømme. Ting JEG VIL. Ting JEG SKAL kunne igen. Også ting JEG IKKE skal kunne igen. For det der har ført mig mod stressen, skal jeg ikke tilbage til igen. Men det er lettere sagt end gjort. Men een ting ved jeg med sikkerhed. Den vej DU er på vej henad nu, er lige præcis den vej du er på vej hen i mod. Den vej JEG var på vej henad, nåede jeg heldigvis at ændre. At skifte retning. Nu ved jeg ikke hvor denne her vej fører hen. Men jeg ved, at den fører mig i en bedre retning.
En af livets mange skilleveje. Hvilken vej vælger du? Den du er på vej til? Eller skal du også ændre retning?
pernillenb 