Husker du at gribe en chance indimellem?

Tænker..

Nu sidder jeg lige her ved spisebordet, og mine øjne drages ud mod de sne klædte marker, som omgiver vores hus.. Sneens hvide aura lyser helt op i huset, efter 3 uger med gråvejr.. Mit blik gror fast ude i horisonten, samtidig med der stille sniger sig nogle tanker ind. De kommer langsomt dansende til mig. Et af de helt store spørgsmål: “Hvad vil jeg med livet”? “Hvad er vigtigst for mig” Hvad er min prioritet 1,2 og 3, for at få den hverdag jeg gerne vil? Og hvad kræver det så af handlinger, for at nå dertil?

Jeg er overbevist om, at utrolig mange af os, lever et liv, en hverdag, som vi faktisk ikke kan holde til. At hele vores samfund har taget, i mine øjne, en negativ drejning. Personligt har jeg altid følt, at mit arbejde, IKKE skal være det dominerende i mit liv. Altså jeg har aldrig haft lyst til, at jeg som person, skulle indordne mine behov, lyster og liv, efter et arbejde, hvor andre bestemmer. Sagt med andre ord, et 8-16 job. Eller for den sags skyld at skulle arbejde hver anden weekend. Eller bare det, at andre putter mig i en kasse og der bliver sagt hvornår og hvad tid jeg skal arbejde. Det har jeg altid vidst, jeg ikke kunne ånde i. Men jeg har aldrig handlet på det. Det bliver jeg nødt til nu, for at kunne trække vejret.

Mine ønsker og behov, er, at kunne arbejde få timer om ugen. Måske omkring de 20. Måske kun 4 dage om ugen. Jeg ønsker, at jeg som mor, fremover, kan give mine børn, de fridage de har brug for, fra institutions livet, for at de også bare kan “være” og lade op. At de ikke fremover skal være fuldtids ansatte i børnehaven på 8-9 timer dagligt, fordi jeg skal på arbejde. For personligt kunne jeg ikke selv trives i det miljø der hersker de danske institutioner lige nu, så hvordan kan jeg tilbyde dem det, med god samvittighed? Jeg tror mange forældre nettop, render rundt med den dårlige samvittighed over, de lange dage børnene er afsted, grundet begge forældres fuldtidsarbejde. Og hvor man kun har børnene hjemme i den såkaldte “ulvetime”, hvor efter de skal i bad, spise og så sove. Hvor der ikke er tiden til at indrage dem i madlavningen, tøjvask, og den gense hverdag.

Som min mand indimellem kan finde på at sige: “Jamem sådan er tingene jo skat. Vi skal jo arbejde”. Ja, men der er også andre muligheder. Andre valg. Andre til og fravalg. Hvis man tør efterleve hvad der er vigtigst og ikke bare “nøjes”. Måske kræver det så at man flytter i et mindre og billigere hus. Men hvis det så betyder, at jeg kan arbejde på meget nedsat tid, uden at være økonomisk afhæning af to indkomster, og leve af mine passioner, så er det måske det, jeg vælger at prioritere. Hvor arbejdet ikke skal være et maraton i et hamsterhjul, med pulsen oppe, fordi ungerne skal jo også helst hentes inden kl. 15.30 ikk…? Men hvor jeg måske kan nusle med noget af det jeg finder ro ved. At massere, skrive, bage, lave mad, dyrke jorden, kreere blomster dekorationer, naturen osv. Tænk sig hvis man kunne få lidt penge for noget af det man aller mest elskede at gøre? Men det vigtigste af det hele, er, at man har tiden og nærværet til det. Inderst inde har jeg sgu altid være en lille “bondepige”. Har altid ønsket mig at blive lidt selvforsynende med høns, grønsager, en enkelt ko eller lign. Lyder måske underligt, men det enkle liv tiltrækkes jeg af. Jeg trives bestemt ikke med konstant at være i det “pulserende liv”, men har i den grad brug for at kunne trække mig tilbage og bare være.

For det nytter jo ikke, at man sidder om 25år, og tænker: “hvorfor fanden har jeg levet mit liv sådan her. Hvem har jeg levet det for?”

Mit blik spejler ud over marken igen. Tiden er det eneste vi ikke har magt over. Men vi har selv magten over hvordan den skal bruges. Mange af os er bare ikke i stand til at efterleve os selv. Men det bliver jeg nødt til, for at kunne leve. Hvad gør du?

Og så kommer jeg tit i tanke om en tanke, jeg fik som barn, omkring ti års alderen tror jeg. Den tanke står meget meget klar for mig. “Når jeg bliver stor, skal jeg bare være en vagabond.” Følelserne står mig endnu tydligere..  Nemlig følelserne af at jeg ikke skulle være bundet mere end højst nødvendigt. Det enorme behov for frihed. Af at kunne trække vejret.

…. Ikke kun holde ud, men også holde af….

” Success is NOT the KEY to happiness. HAPPINESS is the key TO succes. If you LOVE WHAT you are doing, you will be SUCCESSFULL.”  -Buddha-

Det er lige præcis disse ord, som rumsterer godt og grundigt rundt oppe i mit hoved for tiden. Som en stor smøre vælling. Jeg har TO valg, lige pt. 80 % stemmer for det ene, og de sidste 20 % trækker mig i den anden retning. Fordi fordi fordi….

Jeg skal jo være “rask” med udgangen af feb. Fordi man her i dk, i følge de offentlige kasser ikke kan være syg. mere end de 52 uger. Jeg har desværre hørt rigtig rigtig mange historier om, at folk er blevet tabt af systemet, fordi sagsbehandlingen er trukket ud, og-/eller oplysninger mellem det tværfaglige arbejde, mellem læger, psykologer, psykiater osv. osv., ikke er godt nok. Rent ud sagt, fordi systemet, desværre stadig anno 2013 ikke er gearet til at rumme borgere som jeg. Fordi jeg ikke har en rygskade grundet et dårligt arbejdsmiljø. Fordi man ikke kan “måle” eller se, mig indeni. Fordi det kun er mig, som mærker det jeg gør. Fordi det kun er mig, som kan se, mærke og føle, hvordan min krop agere.

Tilbage til det buddha siger, nemlig, at man skal indrette sit liv, så man selv kan fungere. Så man kan trives og være “happy”, så meget som muligt. Jeg skal inden længe, ud i “praktik”, for at se, hvordan jeg reagere med få timer arbejde. Jeg ved, at der vil være jobs, hvor jeg sikkert sagtens kan, nogle timer om ugen, men der er bestemt også jobs, hvor jeg ved, at jeg nærmest vil besvime eller blive max. dårlig. Bare det når jeg afleverer Alberte i børnehaven om morgenen, og de er indendøre, og børnene i den ene ende af stuen leger slåseskampe, og i den anden ende leger fangelej, og radioen prøver på at “overdøve” børnenes råben, samtidig med, at der er en snak henover bordene, til de børn, som “prøver” på at være kreativ med perler eller lig. Lige der’ midt i det hele. Kun efter få min. bliver jeg simpelthen så ør i mit hoved, at jeg mærker en svimmelhed nærme sig. Og hvis jeg selv skulle prøve på at være kreativ med perler, samtidig med at jeg skulle sidde i den larm, ville min krop begynde at dirre indvendigt. Fordi jeg bliver så max. overstimuleret af det miljø. Derfor, min egen datter selv nu, har høreværn med. For så har hun selv et valg.

Men jeg ved bare med mig selv, og har altid vidst det, at jeg ikke er egnet til at arbejde under nogen. Jeg har ALTID, i de få jobs jeg har haft fast, følt mig kvalt. Måske derfor jeg i flere år, har arbejdet som vikar, hvor jeg lovligt har kunne sige fra og til. Hvor jeg kun behøvede at arbejde 3 dage om ugen, fordi det var så godt betalt. Måske derfor, jeg aldrig har haft et arbejde, hvor jeg har arbejdet fuldtid. Selv 32 timer om ugen, har været meget meget hårdt for mig. Men hvorfor?? Jo, fordi jeg ikke selv har kunne til retteligge min hverdag. Mit liv. Men at et andet menneske, har skulle putte mig ind i et skema, og bestemme hvad tid og hvornår, jeg skulle arbejde. At jeg absolut ingen frihed havde, har kvalt mig langsomt. Fordi jeg har været i meget stressede miljøer, som yderligere har stresset min i forvejen stressede krop. Jeg har altid vidst det. Altid. Måske derfor, at jeg valgte at ta’ en privat uddannelse som idræts massør, for 5 år siden. Husker tydeligt min kære mand sige” Jamen, det er så dyrt skat, og det kommer du da ikk til at bruge”. Jeg sagde spontant til ham: “Tro mig skat, du vil takke mig for, at jeg har taget den, for den kommer til at blive min fremtid”. Den bliver men “redning”. Så det har altid været min hensigt, at blive selvstændig. Og i sær i min situation som jeg står i lige nu, hvor min krop bare ikke vil alt det jeg vil og ønsker, må jeg jo prøve på at efterleve det, på den måde og på bedste vis, så min krop kan fungere, uden at jeg mishandler den yderligere. Uden at jeg får det værre. Jeg kan personligt ikke se mig selv i noget som helst job, ansat hos en anden. Jeg får det seriøst dårligt bare af tanken. Jeg kan kun se mig selv, som min egen herre. Men ikke for at tjene penge. Ikke for at score flere penge. Nej, af den helt simple grund, at det vil være for, at jeg kan OVERLEVE. Jeg kan nemlig ikke overleve, i et eller andet meningsløst job som kommunen pådutter mig. Jeg kan heller ikke overleve i et job, som egentlig GIVER mening, men hvor jeg er i et stressende og meget stimulerende miljø. Det er MIT ansvar, at finde mig et erhverv, hvor jeg kan overleve. Og helst ikke kun overleve, men at kunne komme til at “leve” på sigt. Uden at føle det som ren overlevelse. Men lige nu, er min hverdag, faktisk “overlevelse”, fordi jeg dagen lang, skal indpasse mig, og indordne mig efter, alt hvad min krop signalerer til mig. Overhører jeg den for længe, bare minutter eller timer, bliver jeg så fysisk dårlig, at jeg ikke kan klare sol, lys, eller lyd. = intet. Så det er en balance gang jeg skal finde. Og her tænker jeg jo, at som selvstændig, hvor jeg praktisere massage, og på sigt også andre ting, kan jeg jo endda “tillade” mig, at bede klienten om at tie stille. Ja der er faktisk ikke så mange stimuli jeg skal forholde mig til, andet end “meditations musik” og mennesket på briksen. Massagen har altid beroliget mig. Efter en dag i hjemmeplejen hvor jeg arbejdede før, glædede jeg mig faktisk til om aftenen hvor der ofte kom klienter. Det fik mig til at “geare” ned. Til at slappe af, med mine langsomme bevægelser og blid musik. Dybe vejrtrækninger osv. Det er den hverdag, jeg tiltrækkes af. Af at kunne slev. Indrette sig så jeg kan arbejde, men på egne præmisser. Hvor jeg selv kan bestemme mine fridage, og endda selv ind lægge mine “forebyggende” sygedage ind. Sove formiddags lur imellem klienter. Eller forberede aftensmaden. Aflyse en klient og gå en tur i stedet. DET er FRIHED for mig. Jeg ved, at jeg fremover, vil have brug for mange pauser igennem min dag. ALENE tid, hvor jeg kan “Breathe alone”. Det er ikke kun nødvendigt for mig, det er et MUST. Så I kan nok høre, at jeg er 80 % klar på at tage springet, selv om jeg ikke er “rask”, og heller aldrig bliver den “samme” synlige Pernille som før. Men jeg er ikke syg. Jeg er egentlig den “samme” Pernille indeni. Jeg har bare aldrig været bevidst om det. Aldrig mærket hvorfor jeg altid havde så ondt i maven. Ondt i hovedet. Spændinger i nakke og hoved. Rystelser på hænder. Hvorfor jeg altid træk mig ud på wc’et. Hvorfor jeg altid drak 5 liter vand, fordi jeg altid var så ør i hovedet. DERFOR, det endte med stress og angst. En max. overstimulering af krop og sind. Fordi min krop skulle vise mig, at de fysiske symptomer hang sammen med det indeni. At jeg skulle lytte. Skulle se og høre. Nu mærker jeg sammenhængen. Koblingen. Fra hoved til mave.

Så når systemet ikke er gearet til at favne hele mig og mit sensitive nervesystem, ser jeg ikke nogen anden udvej, end at springe ud i det, og se hvad der sker. De sidste 20 %, er det der holder mig tilbage, liiiidt endnu. For hvordan vil jeg klare det? Mentalt ved jeg at jeg kan klare det. Jeg vil og brænder for det. Men min fysiske krop har ikke samme kapacitet. Usikkerheden. Men jeg er bare heller ikke en person som giver op. Ligger mig ned og spiller død. Jeg vil fandme kæmpe. Når jeg nu ved, jeg ikke kan hoppe ud i et hvilket som helst job, må jeg jo prøve på at skabe det selv. Hvis man ikke prøver, kommer man jo ikke til at kende resultatet. Hvad er det værste der kan ske? Ja, det er vel at jeg prøver, men må opgive, fordi jeg ikke kan holde til de timer, der skal til, for at vi kan betale regningerne. Men så må jeg vel igennem tromlen igen med sygemelding og “udredning”. Men jeg VIL prøve. For jeg vil ikke ha en hverdag hvor jeg bliver sat i skemaer og kasser, for det kan jeg bestemt ikke trække vejret i.

Tænker tit tilbage på en aften, hvor jeg løb og legede udenfor hjemme ved mit barndomshjem. Min far piftede at “nu var der mad”. Jeg husker tydeligt en tanke der dukkede op. Som står meget tydeligt for mig, og som er ret relevant, nu hvor jeg VED og er bevidst om, at jeg er meget sensitiv. “Når jeg bliver voksen, vil jeg ikke have noget job eller nogen familie. Jeg vil bare være mig selv og kunne gå på landevejene uden ansvar og pligter.” Jeg var kun omkring 10 år. Fik følelsen af bare at ville rejse væk til de varme lande og leve af det jeg kunne få. Dag for dag. Den følelse jeg havde den gang, har været helt rigtig. For ofte har meget sensitive mennesker, faktisk svært ved at holde sig selv på arbejdsmarkedet og endda svært ved at indgå og stifte familie. Alt det mærker jeg nu. Men jeg ønsker selvfølgelig ikke at flygte fra dem og det jeg elsker. Jeg må ta’ kampen op, og få en hverdag, på sigt, som jeg ikke kun kan “holde ud”, men også holde af. Og med en accept af, at det bliver efter min krops skema.

Hvad gør du?? Tager ansvar for at gøre det efter dine egne ønsker og behov, eller gør du det der bare “skal gøres”?

” Success is NOT the KEY to happiness. HAPPINESS is the key TO succes. If you LOVE WHAT you are doing, you will be SUCCESSFULL.”  -Buddha-

En ambivalent følelse

Nøøøøøøøøj hvor kan jeg mærke min længsel efter at arbejde igen. Det er faktisk et savn. I starten var jeg simpelthen så skidt, at det overhovedet ikke var noget jeg kunne fokusere på. Men med mine små skridt fremad, kan jeg godt mærke, at lysten er kommet tilbage. Lysten til at stå op til et arbejde. Både mit job i hjemmeplejen, men i stor særdeleshed også mit bi job som massør.

Men jeg har en meget ambivalent følelse. Fordi at jeg ser meget frem til at skulle arbejde igen. Om det bliver med det ene eller det andet. Bare det at skulle ud og have et samvær med andre. Det’ savner jeg. Selvfølgelig mine kollegaer. Men det er især samværet med alle de ældre mennesker jeg savner. Ikke alle de praktiske ting som hverdagen består af. Nej, bare samværet med det enkelte menneske. Jeg savner det at træde ind i et fremmed menneskes hus. At komme ud og besøge den gamle bondemand ude på det nedlagte landbrug. Duften af sjæl og historie når man træder ind ad døren. En naturlig interesse i mig blomstrer op, og jeg bliver nysgerrig på hvem dette her menneske er, og hvilken livshistorie vedkommende har. Det’ savner jeg. Snakken og en tår lunken kaffe. Jeg savner de dybe samtaler jeg havde med mange af de ældre. Omkring deres familier, deres følelser og savn af ægtefæller. Det at ta’ et menneske i hånden som er omkring de 100 år, se vedkommende fælde et tåre, og fortælle om sit liv, på godt og ondt. Det’ er fantastisk at få lov til at være en del af det. Rørende. Livsbekræftende og smukt. Jobbet var for mig både et “frirum”, “tilbage til fortiden”, og ro. Men samtidig var det også en stram plan, man kørte for dagen. Med næsten konstant tidspres. Der skulle være tid til fordybelse til det enkelte menneske, men altid med en “klokke” i baghovedet.

Jeg savner også friheden i at ha’ mine egne klienter. Jeg savner at byde folk velkommen i min lille klinik og hjælpe med de fysiske problemstillinger de nu kommer med. Lysten til at læse og lære noget mere omkring psyken, er helt klart blevet et must for mig, i fremtiden på et tidspunkt.

Jeg ser virkelig frem til den dag, hvor jeg kan sige, NU er jeg fit for fight. Jeg er klar. Klar til at være noget for andre igen.

MEN.. Så mærker jeg jo stadig, at der er lang vej endnu. Jeg blir’ sgu så ked af det, når jeg mærker min fysiske krop, ikke er enig med mig i, at min lyst og iver er ved at vende tilbage. Min krop bremser mig stadig. Især i samværet med andre mennekser. ØV. Bliver stadig svimmel og ør i hovedet. Kan stadig ikke klare flere indtryk på een gang. Bare en lille ting, såsom når tv eller radio er tændt herhjemme, skal der IKKE snakkes. Så bliver jeg skidt. Samt når flere snakker på samme tid. Pyhh.. Og det at være fysisk aktiv eller lave praktiske ting, kan jeg heller ikke endnu. Det må vel være fordi mine stresshormoner ikke er helt ude i kroppen endnu:-( Jeg ved sådan noget, nogle gange kan ta ååååår… Pyh, bliver trist af at tænke på det. Men jeg har accepteret det. Accepteret at det må tage den tid det tar’. Men jeg er også bange. Bange for hvordan fremtiden kommer til at se ud. Fordi jeg har så mange drømme. Ting JEG VIL. Ting JEG SKAL kunne igen. Også ting JEG IKKE skal kunne igen. For det der har ført mig mod stressen, skal jeg ikke tilbage til igen. Men det er lettere sagt end gjort. Men een ting ved jeg med sikkerhed. Den vej DU er på vej henad nu, er lige præcis den vej du er på vej hen i mod. Den vej JEG var på vej henad, nåede jeg heldigvis at ændre. At skifte retning. Nu ved jeg ikke hvor denne her vej fører hen. Men jeg ved, at den fører mig i en bedre retning.

En af livets mange skilleveje. Hvilken vej vælger du? Den du er på vej til? Eller skal du også ændre retning?