Har DU taget en beslutning?

Når een dør lukkes, åbnes een ny.

Jeg sidder her i sofaen på terrassen og spejder ud over markerne, med et glas hvidvin i hånden, og nyder den sidste sol, som varmer så inderligt skønt.
.

20140517-194312.jpg

De sidste par uger har jeg gået og tænkt på noget. Det der med at tage en beslutning. Et bevidst valg. Jeg tror, at rigtig mange af os gør noget halvt, feks i jobbet eller er i relationer, som halve mennesker. Jeg har selv været een, der gjorde noget halvt, uden at tage stilling. Tage et valg. Jeg kan både nikke genkendende til det i arbejdslivet samt i relationer. Noget der helt sikkert har medvirket til min sygemelding.
En negativ følelse dukker pludselig op, af at du tænker på noget. Noget som ikke af afsluttet eller sluppet. Det kan være tristhed, tomhed, irritation, afmagt, håbløshed, savn eller hvad det nu kan være.

For at forklare mig lidt kommer to eksempler her fra mit liv:
Før arbejdede jeg som SSA i hjemmeplejen i kommunen på deltid, samtidig med at jeg som bi-beskæftigelse drev klinik herhjemme som massør. Det var egentlig det jeg ville, være selvstændig, men pga. at vi jo “skulle have en fast løn på kontoen” som min mand så pænt sagde, bibeholdt jeg det faste arbejde, velvidende om at det ikke var det jeg så som min fremtid. Jeg tog ikke en reel bevidst beslutning. Jeg var bare i noget. I begge dele. Selvom jeg ikke stortrives, og egentligt havde masser af drømme som jeg drømte, men ikke udlevede, fordi jeg ikke havde sagt farvel til det andet.

Ligeledes er det med relationer. En person i mit liv har jeg altid ønsket i mit liv. Men har fornemmet at vedkommende har haft nogle negative følelser omkring mig. Noget jeg selvfølgelig har spurgt ind til, da jeg er det her menneske som rigtig gerne vil snakke om tingene og om følelser. Også de svære. Fordi jeg fornemmer lyn hurtigt hvis folk har en “facade” eller skjuler noget, og det kan jeg simpelthen ikke undertrykke og “bare være i” uden at ligge tingene på bordet. Men når et andet menneske enten ikke vil eller ikke kan udtrykke sig og i stedet lukker af, opstår der en afstand. En afstand som gør ondt. Fordi sådan som relationen er, ønsker ingen. Begge kan have forskellige ønsker, tanker og følelser. Men ønsker den ene part ikke at kommunikere, og ytrer sig om de “sværer” eller “farlige” følelser, vil denne smerte inde i begge parter gøre ondt. Måske ubevidst for den ene. Men for mig var det bevidst. Det fyldte inde i mig.
Men i flere år har jeg ville arbejde på dette forhold. Har prøvet og prøvet, men hver gang mødt modstand. For når ord ikke bliver sagt, skabes der bare en afstand. På sigt. En smerte knude med tonsvis af følelser. Men kun fordi JEG ikke selv havde taget stilling.
For når man står imellem to poler. Det ene er fakta, som realiteterne og tingene er. Det andet er et ønske om hvordan det “kunne” eller “burde” se ud. En forestilling. Et håb. Et ønske. Ligesom med jobbet.
Jeg tror, at mange kan genkende dette. At man kan opleve smerte, sorg og savn over en anden person. En relation. Men i virkeligheden er det blot en illusion. En forestilling om hvad man kunne have haft sammen. Men det er akkurat det samme som med jobbet. Får man ikke valgt side, og truffet en beslutning og taget stilling og handlet, helt inde i hjertet, vil man fortsætte med disse svære følelser, som dræner og stresser. Fordi man stadig ønsker. Fordi man stadig håber. Fordi man stadig har en forestilling. En forventning. Men til noget man ikke selv er herre over. For man kan ikke ændre på andre mennesker. Og det skal man heller ikke. Man kan kun tage vare på sig selv. Smerten og sorgen bor der når vi er “midt i mellem”. I stedet må vi vælge : Vil jeg være i det der er nu, eller vil jeg ikke? Den rigtige beslutning giver ro indeni maven. Det er ikke let, for man skal igennem mange følelser. Accept og tilgivelse. For at være fri.
Det samme er det med jobbet. Der skal man også bestemme sig for om det er OKAY at have det arbejdsliv som man har, eller om man skal ændre retning. Hvis man konstant går og drømmer og higer efter noget andet, vil der konstant skabes negative knidninger indeni, som slider på een.
Der hvor ingen af os trives er “midt imellem”. Men det er nok der største delen af befolkningen er.
Men alle negative følelser kommer af modstand – at vi ville ønske at noget var anderledes.
Men de negative følelser som kan komme snigende, kan man egentlig tage som en slags signaler. At der er noget man ikke helt har besluttet eller sluppet. Og at det i virkeligheden, lige der, mangler, at blive taget en beslutning.

Når een dør lukkes, åbnes een ny ja. Men det kræver at den bliver lukket helt i. Ikke kun fysisk, men med hele dit væsen og alle følelser deri, så du mærker denne her ro og lethed indeni, uden negative følelser omkring det. Det gøres ikke bare natten over, men tar tid. En proces. Ved hvert valg vi skal træffe, er der fordele og ulemper ja. Der er for og imod. Vægtskålen skal gøres op. Men der er altid konsekvenser ved en hver beslutning. Spørgsmålet er så bare, hvad der er vigtigst for DIG? Det er når du mærker en lind strøm af lethed og ro indeni.
Så hold øje med de negative følelser. Det betyder modstand, og dermed tid til at “grave” ned og se hvad det handler om. For negative følelser handler altid om dig selv. Det er dit valg. Dit liv.
Jeg har nu selv, langt om længe, truffet to bevidste valg.

En ambivalent følelse

Nøøøøøøøøj hvor kan jeg mærke min længsel efter at arbejde igen. Det er faktisk et savn. I starten var jeg simpelthen så skidt, at det overhovedet ikke var noget jeg kunne fokusere på. Men med mine små skridt fremad, kan jeg godt mærke, at lysten er kommet tilbage. Lysten til at stå op til et arbejde. Både mit job i hjemmeplejen, men i stor særdeleshed også mit bi job som massør.

Men jeg har en meget ambivalent følelse. Fordi at jeg ser meget frem til at skulle arbejde igen. Om det bliver med det ene eller det andet. Bare det at skulle ud og have et samvær med andre. Det’ savner jeg. Selvfølgelig mine kollegaer. Men det er især samværet med alle de ældre mennesker jeg savner. Ikke alle de praktiske ting som hverdagen består af. Nej, bare samværet med det enkelte menneske. Jeg savner det at træde ind i et fremmed menneskes hus. At komme ud og besøge den gamle bondemand ude på det nedlagte landbrug. Duften af sjæl og historie når man træder ind ad døren. En naturlig interesse i mig blomstrer op, og jeg bliver nysgerrig på hvem dette her menneske er, og hvilken livshistorie vedkommende har. Det’ savner jeg. Snakken og en tår lunken kaffe. Jeg savner de dybe samtaler jeg havde med mange af de ældre. Omkring deres familier, deres følelser og savn af ægtefæller. Det at ta’ et menneske i hånden som er omkring de 100 år, se vedkommende fælde et tåre, og fortælle om sit liv, på godt og ondt. Det’ er fantastisk at få lov til at være en del af det. Rørende. Livsbekræftende og smukt. Jobbet var for mig både et “frirum”, “tilbage til fortiden”, og ro. Men samtidig var det også en stram plan, man kørte for dagen. Med næsten konstant tidspres. Der skulle være tid til fordybelse til det enkelte menneske, men altid med en “klokke” i baghovedet.

Jeg savner også friheden i at ha’ mine egne klienter. Jeg savner at byde folk velkommen i min lille klinik og hjælpe med de fysiske problemstillinger de nu kommer med. Lysten til at læse og lære noget mere omkring psyken, er helt klart blevet et must for mig, i fremtiden på et tidspunkt.

Jeg ser virkelig frem til den dag, hvor jeg kan sige, NU er jeg fit for fight. Jeg er klar. Klar til at være noget for andre igen.

MEN.. Så mærker jeg jo stadig, at der er lang vej endnu. Jeg blir’ sgu så ked af det, når jeg mærker min fysiske krop, ikke er enig med mig i, at min lyst og iver er ved at vende tilbage. Min krop bremser mig stadig. Især i samværet med andre mennekser. ØV. Bliver stadig svimmel og ør i hovedet. Kan stadig ikke klare flere indtryk på een gang. Bare en lille ting, såsom når tv eller radio er tændt herhjemme, skal der IKKE snakkes. Så bliver jeg skidt. Samt når flere snakker på samme tid. Pyhh.. Og det at være fysisk aktiv eller lave praktiske ting, kan jeg heller ikke endnu. Det må vel være fordi mine stresshormoner ikke er helt ude i kroppen endnu:-( Jeg ved sådan noget, nogle gange kan ta ååååår… Pyh, bliver trist af at tænke på det. Men jeg har accepteret det. Accepteret at det må tage den tid det tar’. Men jeg er også bange. Bange for hvordan fremtiden kommer til at se ud. Fordi jeg har så mange drømme. Ting JEG VIL. Ting JEG SKAL kunne igen. Også ting JEG IKKE skal kunne igen. For det der har ført mig mod stressen, skal jeg ikke tilbage til igen. Men det er lettere sagt end gjort. Men een ting ved jeg med sikkerhed. Den vej DU er på vej henad nu, er lige præcis den vej du er på vej hen i mod. Den vej JEG var på vej henad, nåede jeg heldigvis at ændre. At skifte retning. Nu ved jeg ikke hvor denne her vej fører hen. Men jeg ved, at den fører mig i en bedre retning.

En af livets mange skilleveje. Hvilken vej vælger du? Den du er på vej til? Eller skal du også ændre retning?