Om pernillenb

Jeg blogger om lys og mærke. Glæde og sorg. Liv og død. Om alle de kontraster, som er i os alle. Hver og een. Om meget personlige ting, såsom stress, angst, børn, tanker og følelser fra det indre.

Det liv vi lever, er det liv vi får

Da jeg var nede og ramme bunden big time for snart 5 år siden, havde jeg 2 ting, som jeg lovede mig selv, jeg skulle efterleve, da jeg skulle vende tilbage til hverdagen efter en lang sygemelding.
0. At have en hverdag,
0. At være den mor jeg i virkeligheden ønsker at være.
Og ja, for at kunne efterleve det, kræver det en del fravalg, af andet og andre, samt en masse tilvalg, af mig selv.

Jeg blev fornylig igen bekræftet i, at det er det, der for mig giver mening. Harmoni. Balance. At jeg ikke ville ønske noget anderledes. Når man indimellem bliver mindet om, at vi alle kun er her på lånt tid. Jeg ved ikke om jeg er her til jeg bliver 35, 50, 80 eller 104. Det ved ingen.

Vi har ikke altid kontrol over det livet byder os. Livet går op og ned for os alle. Gode, lyse og lette perioder. Og der er svære, udfordrende, mørke og tunge perioder. Det er vilkåret for at leve.
Jeg elsker dog livet. Men nogle gange bliver vi mindet om kontrasten til livet. Via sygdom, ulykker og døden…
Og jeg er også blot et menneske. Et menneske der har ryddet op indeni, ja, men alligevel kan blive ramt “udefra”.
I det sidste års tid har jeg selv skulle rumme at min far fik diagnostiseret uhelbredelig og kronisk rygmarvskræft i en alder af 55. At min 18 årige fætter umotiveret blev stukket ned med en kniv i maven og var minutter fra at dø. Og at jeg selv her i nov. opdagede et mærke på maven, som jeg blot ved at kigge på, vidste skulle væk. Og jo, det var hudkræft. Kræftceller.
Dog skulle jeg kæmpe for at lægerne skulle fjerne det… for de mente ikke der var noget unormalt.
Ofte er de fleste så gode til at tro på andre. Men tro ikke altid på det lægen siger. Tro ikke altid på skolelærerens øjne der ser fejl. Tro ikke altid på egne forældres regler. Tro ikke altid på partnerens synspunkt. Tro ikke på alt…
I stedet skulle vi faktisk tro lidt mere på os selv. Og HANDLE, på det vi tror på. Mærker. Længes efter. Hører og ser.

Men dette bekræfter mig blot i, at jeg prioriterer rigtigt. I hverdagen. Mit liv. Fordi jeg har taget stilling til, hvad det mest essentielle er for mig.

Mange mennesker tror, de er udødelige.. Og derfor udsættes ting eller man undlader at tage stilling.
Men døden er blot et sekund væk fra os alle. Det er blot et faktum.

Det handler ikke om de tanker, du gør dig, om mulige drømme, et andet job, dårlig samvittighed over at du ikke er den mor du ønsker at være. Nej, det handler om dine handlinger.. Handlinger bag ordene.

Det liv vi lever lige nu, er det liv vi får…

Vi skal ikke leve hver dag, som var det den sidste. For jeg tænker det ville blive ret krævende. Men, vi skal leve, lige nu, på en måde som giver mening. Vidende om at du har gjort alt hvad du kunne, for at være tro mod dig selv. Så den dag, du skal herfra, kan se dig selv i øjnene og være stolt. Over kampen. Du tog. Men også over det du har vundet.
Det liv du ville have. Og selv formåede at skabe.
Det menneske. Du ønskede at være, og ikke blot drømte om.
Tiltrods for den modgang du mødte.

Med en lille smule tro, kan man få meget smuk til at gro.

God søndag.

Med kærlighed og respekt for hvert enkelt menneske,
Pernille ❤️

 

 

Reklamer

Stress for altid?

Een gang stresset altid stress stresset?

Sådan behøver det ikke altid være…

Men ofte går det allerede galt i sygemeldingen…

Mange læger sygemelder kun en uge eller to ad gangen, og derved får hjernen ikke den ro den har brug for, men vedligeholder istedet blot alarmberedskabet, når man hele tiden skal lave “status” og forholde sig til hele situationen konstant.. Hjernen bliver derved ved med ar tænke “fremad” hele tiden i stedet for at skabe ro.

Og mange får også blot en deltidssygemelding.
Men er kroppen kronisk stresset, nytter en deltidssygemelding intet, da hjernen derved ikke får absolut ro.

Mange starter også allerede op på job efter en måned.
Ergo er nervesystemet ikke healet..
Og faktisk er man slet ikke nået til den fase der hedder “accept”fasen…
Og her er det blot et spørgsmål om tid, før kroppen kollapser igen.

Arbejdspladsen prøver ofte også på at vedligeholde kontakt med den sygemeldte…
Med samtale hver 14 dage eller telefonisk kontakt.
Mange tror det er godt for den sygemeldte, men lige modsat er det for den stressramte, som ubevidst fastholder stressen.

Da stress er en overbelastningsreaktion, som viser sig som en “alarmberedskabstilstand” og derfor skal den sygemeldte have RO RO RO..
Minimum tre måneder i eet langt stræk i fuldstændig fredet rammer..

OG Så er der mange der tror, at får de blot ro og en pause fra job, så fjernes stress og ubalance.
MEN da stress kommer af en ÅRSAG (ofte flere) så er det også vigtigt at finde frem til de dybereliggende grunde.

For ikke at bibeholde tilstanden eller havne der igen.

Man kan blive overbelastet af mange ting. Og ikke kun af jobbet.

Anderledes end normen?

Måske gør dit barn ikke ligesom “alle de andre”. Måske gør han/hun ikke ligesom de fleste andre. Men se så på hvad han eller hun gør i stedet.

Hav tillid og tålmodighed.

Lad ikke samfundets længsler og bånd binde dit barns hænder. Lad dem ikke binde dine.

Lad ham gå i den lyserøde kjole, hvis han synes den er fin.
Lad hende gå til karate, hvis hun synes det er spændende.
Lad ham trække sig fra alle de andre voldsomme drenge i skolen, når han bedst trives med med pigerne.
Lad hende bare gå i bukser, når nu hun hader kjoler.
Lad hende nu forfølge hendes drøm om at blive professionel danser.
Lad hende nu sige nej til alle de fødselsdage, når hun siger, hun ikke gider.
Lad ham nu bare græde. Rigtig græde, uden at lukke ned.
Lad hende nu nøjes med at have den ene bedste veninde, når hun siger, hun ikke har brug for flere.
Lad ham nu bare synes, at det er rarest, når snørebåndene skal strammes lige meget. Eller strømperne rettes til.
Lad ham nu have lov til at synes, at matematik er skod.
Lad hende nu have lov til at vælge gymnasiet og gymnastikken fra, når hun ikke higer efter det.
Lad ham nu have lov til at klæde dukkerne på, når han ikke gider legoet.
Lad ham nu stå i baggrunden og synge, når han nu ikke trives i rampelyset.
Lad hende nu forfølge sin drøm og tage til Afrika, selvom hun end ikke ved, hvor hun skal bo, og ingen penge har.
Lad ham nu bare sige sit job op, når han i stedet vil vandre Danmark rundt.

Se ikke på det, de ikke vil eller ikke har lyst til. Lig ikke energi i det de “burde” eller skal gøre anderledes.
Se i stedet efter det de GØR, og det de bare ER.

Uanset køn. Uanset behov. Lyst. Retning. Drejning.

Uden at dømme.

Et andet menneske.

Og ej heller dig selv.

Ingen skal være ligesom “alle de andre”.
For faktisk er det ofte dem, der tør gå i mod, for at gå egne skridt, der går den rigtige vej.
Sin egen vej.