Kl. er nu 18, og begge børn sover tungt.. December måned og især juleaften, har krævet meget af dem. Lige så meget som de har knus elsket december og juleaften, lige så hårdt er det for dem. Og det til trods for, at vi i år, har valgt utrolig meget fra, for at gøre det mere enkelt for dem, så de ikke har skulle forholde sig til mere end nødvendigt.
Igår havde vi en rigtig dejlig dag og aften, hvor vi var sammen os 4 herhjemme. Sikkert som alle andre børn, ved de og fornemmer de at denne dag og aften er helt anerledes. Maden, det pæne tøj, juletræet gøres helt klar, pakkerne under, og en særlig stemning. Selvom børnene KUN skulle forholde sig til os, fyldte alt det andet stadig rigtig meget. De var såmen gode til at lade pakkerne vente på sig. Men en uro i dem, fordi de ikke 100 % vidste hvad der skulle ske. Jeg tror jeg skulle forklare min datter på 4-5 gange fra morgenstunden af, i hvilken række følge det skulle ske, fordi det simpelthen var kaos i hovedet på hende. Og sådan er det generelt, når der sker brud på hverdagen. Når selv bitte små ting skal ske, og hun skal forholde sig til noget uforudsigeligt, vokser en kontrol i hende. En kontrol som også har ligget i mig, fra barn. En kontrol jeg først rigtigt forstår nu.
Et lille eks. fra d. 23, hvor vi var ved noget familie og bytte lidt julegaver. Et besøg på halvanden times tid. Fra vi trådte ind i huset, var hendes lille krop oppe i gear. Jeg vil mene en form for stress. Hun farede rundt og som det første hen til bordet og råbte og ud deligerede hvor vi alle skulle sidde. Bang bang bang. Bare sådan en lille ting som for mange “bare” er et hyggeligt samvær visit, kræver enormt for hende. Hun gjorde det ikke fordi hun ville bestemme som sådan. Men hun gjorde det, fordi hun havde brug for struktur. Brug for at vide, præcis hvordan denne stund skulle være fra starten af, så hun havde noget at forholde sig til. Alt andet bliver hurtigt meget uoverskueligt for hende og hun tar’ styringen. Jeg ved det fordi når jeg selv tænker tilbage har jeg hele mit liv haft det på samme måde, uden egentlig at vide hvorfor. Husker tydeligt fødselsdags festerne vi holdt for klassekammeraterne. Husker især een tydeligt. Min søsters. Jeg mindes som var det igår, at jeg sad med en blok papir, og skrev udførligt ned, punkt for punkt, hvad der skulle ske. Kl. 14.00 børnene kommer ind i stuen. Kl. 14.10 flaske halsen peger på og gaver. Kl. 14. 45 ud og ha’ frisk luft osv osv. Hvorfor mon? Måske fordi jeg havde brug for at vide, præcis hvad der skulle ske. Og hvis jeg bestemte det som jeg havde det oppe i hovedet, var det lettere for mig. Sådan har det generelt været med alt. Jeg skrev og skrev for at have styr på det hele, når noget skulle ske. Jeg tog denne “kontrol” med ind i voksen livet også. Mit “bestemmer gen” og planlægger typen. Har altid skulle arrangere og planlægge. Også til sammenkomster i veninde gruppen. Jeg tog styringen, “fordi jeg ku’ li det”… Men måske var det egentlig fordi, så brugte jeg mindre energi på at skulle forholde mig til noget, jeg ikke kunne forholde mig til. Jeg gjorde det forudsigeligt for mig selv. Men jeg gjorde også en masse ting, ser jeg nu, uden at ville det, og det gav mig stress. Det gav mig OGSÅ stress.
Så ja, jeg forstår min datter når hun begynder at “køre op”. Det er ikke fordi hun vil være til besvær eller styre alt, hun har bare et meget stort behov for forudsigelighed og tryghed. Og det skal ikke forstås sådan, at fordi hun spørger om hvad der skal ske og er spændt, at det er det der betyder at “køre op”. Nej, det er, når hendes lille krop, kommer så meget op i tempo og fart, at hun faktisk kammer over og bliver SÅ ked af det og ude af kontrol, hvor hun slet ikke kan styre sig. Rent ud sagt kan hun ikke holde kroppen i ro, og bliver det rigtig slemt, kan hun nærmest slå sig selv eller lillebror eller kaste eller sparke til ting. Råbe og skrige. Også rigtige grimme ord. Men kun fordi det hele hurtigt bliver for meget for hende. Hun bliver altid rigtig ked af det efterfølgende, flov og mut. Fordi hun ved det er forkert, men kan bare ikke selv finde roen og “geare ned”. Derfor, er det os der skal være der promte. Ja selv i en alm. hverdag, hvor hende og lillebror er i hus sammen, er det hver halve time, hvor hun har brug for, at få en pause, inden hendes kapacitet igen er opbrugt, og hun skal hjælpes til at lade op. ALENE.
Men som sagt havde vi en rigtig god dag igår, men den var også ekstra hård, for manden og jeg. Fordi især datteren havde svært ved at rumme dagen. Vi havde endda begrænset pakkerne til et minimum, men alligevel krævede det hele meget. For alle. Den første pakke hun pakkede op, som var en barbie og 10 flotte festkjoler, smadrede hun ned i gulvet i 4 hug, ligesom en økse der hugger brænde, samtidig med hun brølede som en bjørn der var ved at skræmme livet af en flok turister.. Kun fordi hun blev SÅ begejstret og glad, at hun faktisk ikke kunne styre det. Hun ku’ næsten ikke være i hendes egen lille krop. Hendes puls kørte max og jeg blev nødt til,at hjælpe hende med at komme i “balance” igen. Og sådan var det hvert 20 min. næsten hele dagen. Det var dejligt at se børnene glade og se at de hyggede sig og nød samværet, men samtidig også hårdt at se, at det hele også virkede kaotisk for dem. Så når folk spørger “var det så ikke en stille og rolig aften” bare jer 4, så nej, der er aldrig stille og roligt her n[r vi alle 4 er i huset. Og det er sådan det er. Det er såmen lige meget næsten hvad der sker. For suma sumarum er, at denne sensitivitet er så høj og intens, at det er ALLE følelser der bliver forstærket max over selv det mindste. Vi blev i hvert fald bekræftet i, at det var det rigtige at gøre at være hjemme, hvor manden og jeg kun skulle forholde os til børnene og hjælpe dem i ro og skabe forudsigelighed. Hvis vi havde været sammen med andre, havde vi også skulle forholde os til dem, og til vores børns adfærd. Måske havde det så endt med mange “skæld ud” og “hold nu op”. Men igår formåede vi, at rumme det hele. For som Alberte sagde her før, inden hun faldt i søvn: “Mor, det var bare så hyggeligt i går mor”. … Tænke pause… “Men mor, hvornår er det så nytårs aften mor. Var?” Hvad skal der ske der mor? Skal jeg i børnehaven i morgen mor? Og tusindvis af andre spørgsmål. Når vores børn tænker, hvilket er 24/7, så siger de ALT højt. Spørger, kommentere, og forholder sig til ALT. Alt simpelhen. Hvilket er UDEN pause en hel dag. Og jeg mener, her er IKKE stille i huset i 30 sek. Det kan de simpelthen ikke. Så der er heller ikke noget at sige til, at de hurtigt køre træt, når de bare er så meget på hele tiden. Men jeg KNUS ELSKER dem af hele mit hjerte. Kan alligevel n;sten ikke undv;re dem bare en enkelt dag. Men jeg kan heller ikke skjule noget for dem. For som i sidste uge, da jeg sad og spise frokost med begge unger, kigger Alberte og siger spontant, Mor er det haardt at ha en baby…. Hun hentydede selvf’lgelig til lillebror. Og ja, den dag var haard at komme igennem og det m;rkede hun, uden at jeg havde sagt noget.
Juleaften er ovre. Den blev holdt i k;rlighed og varme. Hvordan er Jeres gaaet*. Jer med b’rn* Synes det baade er vemodigt at det sa hurtigt er ovre, men ogsa dejligt, at et nyt ar snart starter. Mon vi tar syppaa naaste jul. Det kan godt vaere… (undskylder lige de sidste ord i indl;gget her, tastaturet sprang vidst over i amerikansk tilstand) Men nu vil jeg hoppe i bad og nyde en stille stund med guf i sengen. F’rst vil jeg dog rette p[ ungernes dyner og kysse dem p[ kinden. For de er saadan nogle fantastiske superhelte. Gl;delig jul derude
pernillenb 