Ja, sensitiv er noget vi alle er… Men ca. 15 % af befolkningen, er “særlige” sensitive. Hvilket er videnskabeligt bevist. Men særligt kendetegnet er, at disse her personer, hurtigere bliver fyldt af indtryk. Reagere mere dybt. Bearbejder mere intenst. Ydre og indre. Stemninger, følelser. Mange med dette her personlighedtræk, har derfor større risiko for at mærke stress, angst og depression, hvis man ikke har lært at håndtere og blive bevidst omkring dette, fra barnsben af. Men focus-set omkring dette sensitive “gen” er først ved at komme frem nu, men som er videnskabeligt bevist.
Jeg har altid vidst og mærket, at jeg havde en tildens til at bekymre mig, tænke, spekulere osv. Om alle andre, end lige mig selv. Nettop fordi, at jeg har mærket alle andre, der har stået mig nær, så intenst. Så når folk har haft det skidt, eller hvis jeg har kunne mærke, at folk har haft “ondt indeni”, uden måske selv at være helt bevidst om det, har jeg suget det til mig. Har mærket det. Har suget det helt ind under huden, uden at vide det. Deres følelser og “problemer” har været mine. Fordi, jeg nettop ikke har, kunne “lukke af”. Hvilket er meget typisk for de sensitive. At man ligesom ikke har det filter, til at “lukke af” for de andres. Jeg har aldrig været bevidst om det før nu. Men når jeg kigger tilbage, kan jeg sagtens se en del ting, som falder på plads nu.
De første år af mit liv, i den tidlige barndom, var jeg en meget stille, “genert” og tilbageholdende pige. Mindes selv at jeg først skulle se tingene an. Hang på pædagogerne, og listede forsigtigt efter min lille søster, når vi skulle ud at lege. Så det jeg mindes er, at jeg var en introvert pige (indadvendt). (man kan også sagtens være ekstrovert/udadvendt sensitiv) Men som tiden er gået, tænker jeg, at jeg har fået “tillært” en personlighed som er udadvendt, glad, munter, sjov, smilende, snaksalig og kæk. Det er måske det man ønsker at ens børn skal være. Og det som samfundet finder mest tiltrækkende. Men det var lige præcis, disse her sociale kompetancer, som jeg mærkede et halvt år op til min sygemelding, ikke var mig. Smilet på min læbe var ikke mit. Det kunstige grin, var ikke mit. Det omfavnenede kram, var ikke mit. Min krop dirrede af anspændthed. Det verbale og nonverbale stemte overhovedet ikke overens. Lige der, mit i en situation, gik det op for mig, nok for første gang, at jeg ikke var i min egen krop. Eller rettere sagt, min krop var ikke fyldt med MIG.
Når jeg tænker tilbage, har jeg altid haft dirret og rystet på hænderne når jeg skulle være sammen med andre i selskaber. Skulle ud til andre eller have gæster. Har såmen også kunne dirre på hænderne i samvær med mig selv, hvis jeg har været overstimuleret af mit indre liv. Eller feks. der skete noget rigtig rigtig godt og spændende for mig, reagerede min krop også voldsomt. Har altid haft “klamme” fedtede hænder, bidt negle og været mega anspændt i hele muskulaturen. Jeg kan se, at ofte når jeg har været samme med min veninde gruppe, var det ofte mig, der trak sig væk efter et måltid. Lagde mig hen på sofaen, trak mig væk fra selskabet. Fik “ondt i maven” eller “dårlig” mave. Rendte altid meget på wc. Skulle tisse hele tiden. Eller rettere sagt, fandt mig i hvert fald altid tidende på wc’et, men ofte skulle jeg egentlig ikke tisse. Men det jeg kan se nu, er, at det jo har været mit “puste rum”. Væk fra indtryk. I mange af disse situationer, mindes jeg, at jeg har været helt oppe at køre… Eller det man kalder lettere “overgearet”. Altid i super godt humør, smilende og i “overskud”. Snaaaaakkede som en vandfald. Min mund havde seriøst svært ved at stå stille. Skulle hele tiden, holde snakken kørende. Spørge ind og snakke. Men det jeg vil sige med alt dette her, er, at jeg på min måde, har “overlevet” ved at køre oppe i et gear, hvor jeg ikke har kunne mærke mig selv, i disse situationer. Ved at ha’ facade eller være “ekstra glad”, har jeg ikke mærket nervøsiteten. Usikkerheden. Men måske vigtigst af alt, har jeg ikke kunne mærke, at jeg ikke følte mig tilpas. Hvad der reelt var godt og skidt for mig. Kan faktisk huske, at en veninde engang sagde til mig…: “du er faktisk lidt spøjs Pernille, for på den ene måde, er du en udadvendt pige, og så alligevel ikke. Så er du egentlig meget “tilbage””. Og hun havde ret.
Mange af mine familie medlemmer, har jeg også “mærket”. Det samme med venner. Før i tiden, når jeg gik inde i byen, på gaden, kunne jeg f.eks. finde på at sige til Frank: “ham der kommer der, ham skal du ikke kigge på”. Eller… “Han har det ikke godt”. Husker i sær en episode med min mor, hvor vi kom gående, og en mand kom i mod os, ca. 10 meter foran os. Jeg trak min mor med ind til siden, og sagde, at ham der skal du ikke ha øjenkontakt med. Og så skyndte jeg mig ind i den nærmeste butik. Og få min. efter gik han amok på en anden kunde ude foran.
Efter min sygemelding, havde jeg en veninde, som jeg også mærkede intenst. Havde følelsen af, at hun kunne bryde sammen hvornår det skulle være. At jeg mærkede hendes rysten og sitren i kroppen. Og sagde en aften til Frank, at det var et spørgsmål om tid, så gik det galt. Og ja, to dage efter, brød hun sammen på arbejdet, sygemeldt med stress og fik efterfølgende to små blodpropper i hjernen. En ven, har jeg også haft mærket intenst, ja faktisk igennem et par år. Har kunne mærke ham gennem hans skrift på facebook og i hans tale, uden at ha set ham. Sagde også til Frank en aften, at han også snart ville “ryge ned”, og ja, faktisk dagen efter, mærkede han en snert af angsten. Mærker ham stadig, men han er ikke klar til selv at mærke alt hvad han rummer. Og det er det, der er så svært, og som jeg skal lære. At andres følelser er andres. Og selvom jeg mærker dem og reagere på det fysisk, er det ikke mine.
Før i tiden, har jeg altid set tv konstant og hele tiden eller siddet med min tlf. Da jeg var yngre, skulle jeg også altid falde i søvn til tv’et. På den måde, har jeg kunne undgå, at mærke mig selv. Men samtidig har det været max. overstimulerende for mig. De seneste par år, har jeg f.eks. heller ikke kunne klare, at ha musik eller tv kørende i huset, når man skulle ha en dialog. Det virker meget forstyrende for mig. Det samme med enkelte bitte små lyde, kan være ekstremt forstyrende. Noget andre kan abstrahere fra, ryger lige ind ved mig.
Jeg husker, i dagene da jeg blev sygemeldt. Mindes jeg spørger min mor om noget, men da hun begynder at svare mig, bliver jeg nødt til at bede hende om at stoppe. Jeg kunne simpelthen ikke rumme et eneste ord mere. Sådan var det de første par måneder, hvor jeg nærmest konstant gik rundt med hørebøffer på. Fordi, min stress bunder i, at jeg har været mega overstimuleret, og ergo blevet max. overbelastet. Jeg ville seriøst ende samme sted igen, hvis jeg havde fortsat ad samme ved. Nu, mærker jeg fremskridt. Men ikke på min sensitivitet. Men nu er jeg bare bevidst om, at den er der, og at det er okay. At jeg, fremover, skal indordne mig efter det. At jeg nok, for altid, højst sansynligt, skal acceptere, at jeg har brug for, at trække mig, langt oftere fra andre mennesker, og gi mig selv en masse små pauser. Det samme gælder snak. Jeg kan ikke være i en dialog, særlig længe af gangen. Det er som sagt både af de ydre stimuli jeg påvirkes af, men i den grad også af mit indre.
Igen har jeg i dag, været hos min krops terapeut, som også sagde, at jeg aldrig nogen sinde har haft kontakt ned til min lille mavse. Mig som ellers trooooede, at jeg trak mit vejr så fint. Men jeg mærker jo tydeligt nu, at det har jeg aldrig gjort. Jeg har været så anspændt, at jeg kun har trukket det fra brystbenet og op. Og som han så fint beskrev det: ” det er fordi, du aldrig har haft givet dig selv plads. Der har ikke været plads og rum til dig. Og det er det du skal lære at skabe dig nu.” Og jeg fik mega koldsved på mine hånd og fodflader. Hvilket han siger, altid er psykisk , når man “sveder” på fladerne. Hvilket jeg forøvrigt også har døjet meget med, i mit teen-age og tidlige voksne liv.
Det finurlige ved det hele er, at jeg jo godt har vidst, at Alberte har været bærer af det sensitive træk. Og grunden til, at jeg har haft så svært ved at rumme hende, er, at det altid er svært for en selv, at rumme det ved ens børn, som man ikke selv har accepteret. Det der måske ikke selv har været rummet. Selv min kære mand, har svært ved at forstå dette her, og det er også mega svært at forklare, til folk som ikke selv mærker det. Men det vigtigste er også bare, at jeg, nu, mærker hvad jeg har det bedst med. At jeg nu ikke længere skal smutte på wc’et, men i stedet kan sige: “pyhh, jeg bliver lige nødt til at gå ud for mig selv, eller ligge mig”. Uden at skulle behøve at forklare. For det handler i bund og grund om mig selv. Og guleroden ved det er, at mine børn ser, nu, via mig, at det faktisk også er okay, at ha’ det sådan her. For ja, det er genestisk arveligt. Men der er også mange gode egenskaber ved det. Og det kommer jeg også ind på, på et tidspunkt.
Men det der er såååå viiiildt at tænke på, er, at man kan gå, som menneske, et helt liv, eller for mit vedkommende i 28 år, uden at være i kontakt med den man i virkeligheden er. Så tænk sig, flere af Jer derude, er måske selv bærer af genet, uden at gi jer selv lov til at mærke det??
pernillenb 