Den svære rejse

Det kan indimellem være svært at rejse alene.. Svært pludselig at fornemme at man rykker sig fra sted til sted, rundt i alle afkroge og verdenshjørner. Indimellem svært når man ville ønske andre rejste med eller i det mindste forstod rejseplanen eller ruten. Svært når nogle folk slet ikke selv ønsker at rejse, eller ej ønsker eller tør se ruten eller billederne.

Den rejse jeg snakker om, er den der har foregået inde i mig de sidste mange måneder. Min indre rejse. Mine ryk. Mine skridt frem og tilbage. Og frem igen… Mange af skridtene er endda også taget til højre, selvom andre har forventet dem til venstre. Eller endda ønsker at jeg skal gå lidt baglæns eller søge mod en anden afkrog. Nogle forstår slet ikke den jeg er nu. Den retning og vej jeg går på nu. Og det er jo forståeligt. Fordi jeg har jo været afsted alene. Mange kender ikke til alt det indeni, og den proces jeg har været igennem, hvilket har været benhårdt. Mange ser blot de anderledes valg, handlinger og tanker jeg gør mig. Med anderledes mener jeg i forhold til den jeg “normalt” er. Var. Den Pernille mange kender. Kendte.

Mange er faldet fra i svinget. Enten fordi de ikke har holdt godt nok fast. Fordi de ikke ønskede det. Ikke turde. Ikke formåede. Måske. Andre har jeg givet slip på. Sluppet.

Det er fuldt ud acceptabelt og forståeligt at det for nogen, er svært at se mig have gennemgået denne rejse. Forvandling. “Hun er jo ikke sig selv.” “Hun er jo slet ikke sådan.” “Man kan da ikke ændre sig sådan”. Det er helt sikkert nogle af de undrende blikke og frustrerede tanker nogle folk omkring mig har haft. Men blot fordi de ikke selv har ændret sig. Ligeså hårdt for mig er det at skulle acceptere, og se i øjnene, at ja, jeg HAR ændret mig, samtidig med at andre stadig står stille. At dem jeg ville ønske tog lidt med på rejse, bare en lille smule, slet slet ikke har pakket. Endnu. Og måske aldrig får det gjort.
Men det der gir den allerstørste afstand, er manglende ord. For når ord og følelser ikke bliver sagt, kommer der helt naturligt en afstand.

Jeg er dog ikke bange for at rejse. Ej heller alene. For den du aldrig kan forlade og slippe, er dig selv. Lige meget hvor meget du end prøver, vil du altid være dig selv nærmest. Uanset om man ønsker det eller ej. Så tag dig selv i hånden. Kram dig selv. Pak din taske, og drag afsted. Hellere rejs alene, end slet ikke. Og som der siges “at rejse er at leve”. Og det gælder vidst alle rejser.
Også selvom du står alene.

20140604-194804-71284488.jpg

Hvem tænder du et lys for?

Det er søndag. Det er Mortens aften. Vi har lige spist en fed and, lavet på grillen. Med den skønneste sovs. Nu sover begge børn, efter en af de bedre weekender. Det er mørkt udenfor. Kulsort her i Otterup. Udkig her fra stuen af, ud over haven, drages mit blik videre ud mod marken. Til der hvor mørket aldrig ender. Det får mine tanker til at vandre. Slentre tilbage i tid. Fortiden. For at mindes. Mindes dem der ikke er her længere. Pludselige hører jeg ilden knitre i brændeovnen, og mit blik vendes mod mod varmen. De funklende flammer. Øjet drages videre mod højre. Over til min syv armede lysestage. Jeg tænder altid lysene om aftenen. Det giver sådan en ro og samhørighed. I aften er det lidt specielt. For i aften tænder jeg lysene, med en tanke på nogle mennesker, som jeg har mødt og som jeg har været så heldige at ha’ kendt. At de på en eller anden måde, har været med til at berige mit liv. Mennesker, som hver i sær, har deres egen historie. En historie som er blevet viklet ind i min historie.

Det første lys, tænder jeg for en person, som forlod denne verden i en meget meget tidlig alder. Jeg tænker tit på ham. Tænker på hans smil og hans grin. Han var en utrolig glad og smilende dreng. Alligevel skjulte han noget inde bag ved. En følsomhed. En sårbarhed. Han nåede knap nok igang med hans liv, før det sluttede. Han gik glip af et helt liv. Nu besøger jeg ham på kirkegården. Sidst formede jeg et hjerte med kastanjer. Får fortalt ham, hvor meget han betød for mig. Hvor meget han betød for sine klasse kammerater. At han var værdsat. At der var utrolig mange mennesker der holdt af ham, og nød hans tilstedeværelse. Og sikke alle de pigehjerter han smeltede. Jeg nåede at kysse ham, i et lille klubrum i 6 klasse, foran de andre piger i klassen. For han gik på runde 🙂 Jeg håber inderligt, at han har det godt, der hvor han er nu. Han er helt sikkert en af dem, jeg vil se frem til, at give et stort kram, når vi ses igen.

Hvem vil du kramme igen?

Det andet lys, tænder jeg for min oldemor. “Olde i Kolding”. En kvinde som betød rigtig meget for mig. Hende jeg lærte at skrive og udveksle breve med. Hvori jeg fortalte om skolen. Drengene og min første rigtige kæreste. Frank, min nuværende mand. Jeg lovede hende, at jeg ville komme og besøge hende da jeg blev 18 år, og fik kørekort. Løftet gav jeg hende, da hun lå på sit dødsleje. Jeg vidste det aldrig ville ske, men et spinkelt håb var der. For til sidst at forsvinde. En elsket kvinde, som let dansede rundt i sit forklæde ude i sit lille køkken. Det er helt sikkert hende, jeg har min “sparsommelighed” fra i køkkenet. Intet går til spilde. Alt skal bruges. 🙂 Hun er helt sikkert også en, jeg ser frem til at møde igen. At høre hende synge “…Og du var piiiiiiigen fra Fyn…”

Hvilken stemme vil du gerne høre igen?

Det tredje lys, tænder jeg for en mand, som også døde alt for tidligt. Som kun var kommet halvt igennem sit liv. En mand som jeg ikke kendte specielt godt, men som jeg dog alligevel havde tilbragt tid med. Men mest af alt, fordi hans dødsfald berørte mig inderligt. Fordi manden havde en datter, som var en nær veninde. At se en person man holder utrolig meget af, skulle sige farvel til sin egen far, i en meget ung alder, er ubærligt. Jeg ved, at de skal være sammen igen. Der hvor han har det godt og hvor de kan favne hinanden og fortælle, at de elsker hinanden. Hvor hun kan blive holdt om, som en far holder om sin datter.

Hvem ville du ønske du kunne sige disse ord til igen, “Jeg elsker dig”?

Det fjerde lys, tænder jeg for min mands “Tante Anna”. En utrolig sød dame som havde levet et langt liv. Som nåede at leve. Dog nåede hun ikke at få børn. Et savn hun levede med hele livet. Hun var utrolig kærlig og varm, men også meget bestemt. Vidste hvordan hun ville have tingene, til trods for sine mere end 90 år. (Der lignede vi vidst hinanden) Vi kom og spilede kort med hende hver eneste weekend og spiste wienerbrød. Der blev ikke snakket alverden. Vi nød bare den hyggelige stemning og spillet. Den lunke kaffe og alle hendes billeder på væggene, som fortalte lidt om, hvordan hendes liv havde været, som kvinde gift med en bondemand og boede på en stor gård. For en stund, hver weekend, røg jeg lige tilbage i tiden og blev fascineret af den livstil og ro, der var dengang. Det enkle liv. Det simple. Sidst jeg så hende, var på sygehuset, hvor jeg holdt hende i hånden og nussede blidt hendes kind og hviskede “jeg er her”. Tænk sig, at en “fremmede” pige, hun kun havde kendt i 5 år, var hende der nussede hende, og gav hende varme, mens hun trak sine sidste åndedrag. Et liv sluttede. Jeg ser frem til at holde om hendes små rynkende spinkle fingre igen.

Hvem vil du gerne holde i hånden igen?

Det femte lys, tænder jeg for en meget hjerte varm mand, i min mands familie. Jeg nød altid hans selskab med ham og hans kone. De kunne ej heller få børn. Derfor havde de et meget intenst liv, hvor de levede lidt i deres egen symbiose. I dyb kærlighed. To mennesker. Da han gik bort, gik der også noget bort i hans kone. Hun havde svært ved at leve videre. Han var jo hele hendes liv. Hvor jeg inderligt håber, de igen på et tidspunkt, kan ligge og holde om hinanden i dobbeltsengen, og blive eet med hinanden igen.

Hvem ville du ønske du lå tæt med?

Det sjette lys, tænder jeg for min farfar. En mand på godt og ondt. Han havde sine svagheder. Men derfor elskede jeg ham alligevel. Jeg mindes alle de dejlige stunder, jeg nåede at få med ham. De sidste år, af hans liv, havde vi ingen kontakt. Han var fysisk væk. Også mentalt. Men nu mindes jeg. Husker tilbage. Savner. Forstår nu, at der altid er en grund til at et menneske er på en bestemt både. Tænker derfor tit på, at en tilgivelse skal gives til personen, og ikke til handlingen. En person kan tilgives, når man ser bagom mennesket, men en handling kan og skal ikke altid accepteres. Det er to forskellige ting. På den måde gør de tingene lettere, synes jeg.

Er der en du har behov for at tilgive?

Det syvende og sidste lys, er til den person, som jeg savner aller aller mest, af alle de personer som jeg har sagt farvel til. Måske fordi jeg netop her, ikke fik sagt ordentligt farvel. Ikke fik sagt at jeg elskede hende. Ikke fik sagt hvor meget hun har betydet for mig. Ikke fik sagt tak. Ikke fik sagt, at jeg var ked af, at vores familier skiltes. Men måske mest af alt, fordi jeg ikke nåede at spørge hende, hvordan hun havde det. Fordi jeg selvfølgelig kun stadig var et barn. Men når jeg tænker tilbage, havde hun det selv svært. Hårdt. Uden der blev sat ord på det. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle hende, den dag i dag, hvordan jeg selv har det. For jeg tror, at vi ville forstå hinanden. Det var hende, der gav mig min første dagbog som 10 årig. Måske fordi hun fornemmede jeg ville havde godt af, at udtrykke mig. Hun er den person, som jeg aller aller helst, ville møde igen. Kramme hende. Snakke med hende………….. Suk…… Hun er et stort tab for mig. Hun er den person som gør, at jeg ikke er bange for, at forlade denne verden, når tiden også kommer til mig. Jeg ser frem til at sige “Jeg elsker dig Farmor”.  Og “jeg forstår dig”.

Flere har jeg taget afsked med, men disse syv, var dem der røg hurtigst op på nethinden, da lysene blev tændt. Disse syv personer, er taget herfra, på syv forskellige måder. Nogle tog afsted på den naturlige rejse, og forlod en gammel krop. Andre tog nogle ubevidste og eller bevidste valg, som gjorde, at de kom herfra. Livet handler om valg ja. Men nogle mennesker, har bare ikke fået det samme med i baggagen som andre. Vi er alle forskellige. Det skal vi huske at respektere. Og se om vi kan tilgive. https://pernillenb.wordpress.com/2013/09/13/tilgivelse/

De mennesker som forlader os, og som vi på den ene eller anden måde, har haft helt tæt inde på livet, efterlader nogle spor. Nogle gør ondt. Andre giver et smil på læben. Nogle spor har vi selv været medvirkende til har sat aftryk der, andre har været uden for vores rækkevidde. Men lige gyldigt hvad vi tænker på eller mindes over, vil vores øjne ofte blive våde og en tåre trille. Men kun fordi vi har elsket dette menneske på godt og ondt. Fordi mennesket har rørt ved os. Et stort savn vil ofte være der. En masse minder. Men jeg tænker, at vi skal mødes igen. Og det er her, jeg vil sige og gøre alle de ting, som jeg ikke fik gjort, da de var os mig. Men samtidig ved jeg nu, hvor vigtigt det er, at vi FÅR sagt og gjort, det vi inderst inde har behov for, over for de mennesker, der stadig lever og fylder inde i os. Måske får vi en chance. Måske ikke.

Har du tændt et lys i aften?

De små forskelle….

Sådan en dag som i dag, da sønnen skulle hentes i dagplejen, kiggede de på mig og sagde : “ihhh altså.. Han ligger også bare mærke til ALT.” Han går dagen lang og siger aaader og prøver på at “snakke” om alt det der ikke er “i orden” set fra hans øjne.. Peger på ting der er gået i stykker. Små revner i legetøjet osv.  Ting som ligger steder, hvor de ikke “burde” ligge og som ikke passer ind. Samler hunde hår ind som ligger ude på legepladsen og som bestemt ikke skal ligge der osv. Han kan feks. slet heller ikke ha’, at få beskidte hænder. Og er der kommet lidt mad på dem, skal de tørres af, inden han kan fortsætte. Taber han en lille bitte smule ved siden af tallerkenen eller på sin hagesmække, SKAL det også tørres væk, før han kan fortsætte. Og nej, det er ikke noget han har fået fra os. Vi har netop fra starten af, gjort alt for at han måtte fedte rundt med det. Og at det netop er OK at spilde. Han kan feks. heller ikke spise det sidste stykke af en bolle/rundstykke, når han bider af det. “Enden” er ikke god nok, og bliver kasseret. Husker faktisk selv, at jeg havde det sådan med mælk. At jeg ikke ku’ drikke den sidste slat i mælkekartonen. Som de også fortæller ovre fra dagplejen, så reagere han også meget kraftig på lyde. Selv de bitte små lyde. Kan blive nærmest “panikslagen” , hvis lyden af en bilmotor er i nærheden, feks. på en vej langt væk, og ikke kan fornemme hvorfra lyden er. Ja selv herhjemme, kan opvaskemaskinens blide brummen få ham til at fare op. Ja selv når jeg starter computeren op. Det samme er det med lys. Især lys forskellene. Han har været meget bange for de lys kontraster som har været mellem loftekanten i listeloftet og samlingen til vores lister. Da der er et lille miniature hul ind ved hver træbræde. Alle disse lyde og lys påvirkninger, skal han forsikres om dagligt, er okay. Heldigvis er det ved at være aftagende, og føler sig mere tryg. Alle disse ting er helt normalt, ved meget sensitive børn, at reagere så kraftigt.

Selv vores store datter på nu 4, har også altid lagt mærke til de helt små forskelle. Hun har ikke reageret på lys og lyd som William. Men det er også meget forskelligt, hvor sensitiviteten er kraftigst. Alberte har altid husket alt om alle. Alle ting og begivenheder. Hun ligger mærke til alt nyt i hjemmet eller når andre ser “anerledes” ud end de plejer. Lige siden 2 års alderen har hun påpeget, når jeg havde et par nye strømper eller nye trusser på. Hvis der hang en bluse inde i mit skab, som hun ikke havde set mig i før. Hvis bedstefaren havde fået klippet lidt af sit pandehår, eller et par lysestager var rykket rundt på inde i stuen. Altså, en reaktion, hver eneste gang, der er den mindste ændring i det “normale”. Som det “plejer” at være. Det betyder også, at det SKAL være sådan som det “plejer” at være. Feks. skal skeen bestemt IKKE puttes ned i havregrøden af mig, for så er den jo beskidt, inden hun går igang. For mange kan sådanne små ting, virke “ligegyldige”, men hendes følelser omkring det, betyder virkelig noget. Jeg lo også mærke til i dag, at hendes sko, med velcro på, skulle strammes. Virkelig strammes til .Og de blev strammet til af flere omgange. Ku ikk’ lade være med at smile. For jeg vidste hvordan hun havde det. Sådan har jeg altid selv haft, med sko. Især med noget der netop skulle strammes. Snørebånd. Følelsen af, at de ikke er lige stramme. Derfor sagde jeg: “skat, jeg ved det er frustrerende. At det ikke mærkes ens. At trykket er mere i den ene end i den anden.” Men at det var sådan det var. At det var okay. Og at jeg selv havde det sådan. Hun smilede og ku’ se at det var dejligt, at hun ikke var alene om den følelse. Det lyder sikkert vanvittigt, men det er måske det der også betegner det med sensitiviteten. At alt føles og mærkes. Mere intenst. For begge ungers vedkommende, kommenterer de også begge på, og gør os opmærksomme på, hvis de får en tallerken eller kop, hvor der feks. er et lille skår i, eller en miniature revne i. Alle indtryk kommer ind. Fylder. Og skaber derfor en hurtigere overstimulering.

Ligger Jeres børn mærke til de helt små ting? Som de fleste andre jævnalderene ikke ser eller høre? Gjorde du selv som barn?

Sensitiv

Ja, sensitiv er noget vi alle er… Men ca. 15 % af befolkningen, er “særlige” sensitive. Hvilket er videnskabeligt bevist. Men særligt kendetegnet er, at disse her personer, hurtigere bliver fyldt af indtryk. Reagere mere dybt. Bearbejder mere intenst. Ydre og indre. Stemninger, følelser. Mange med dette her personlighedtræk, har derfor større risiko for at mærke stress, angst og depression, hvis man ikke har lært at håndtere og blive bevidst omkring dette, fra barnsben af. Men focus-set omkring dette sensitive “gen” er først ved at komme frem nu, men som er videnskabeligt bevist.

Jeg har altid vidst og mærket, at jeg havde en tildens til at bekymre mig, tænke, spekulere osv. Om alle andre, end lige mig selv. Nettop fordi, at jeg har mærket alle andre, der har stået mig nær, så intenst. Så når folk har haft det skidt, eller hvis jeg har kunne mærke, at folk har haft “ondt indeni”, uden måske selv at være helt bevidst om det, har jeg suget det til mig. Har mærket det. Har suget det helt ind under huden, uden at vide det. Deres følelser og “problemer” har været mine. Fordi, jeg nettop ikke har, kunne “lukke af”. Hvilket er meget typisk for de sensitive. At man ligesom ikke har det filter, til at “lukke af” for de andres. Jeg har aldrig været bevidst om det før nu. Men når jeg kigger tilbage, kan jeg sagtens se en del ting, som falder på plads nu.

De første år af mit liv, i den tidlige barndom, var jeg en meget stille, “genert” og tilbageholdende pige. Mindes selv at jeg først skulle se tingene an. Hang på pædagogerne, og listede forsigtigt efter min lille søster, når vi skulle ud at lege. Så det jeg mindes er, at jeg var en introvert pige (indadvendt). (man kan også sagtens være ekstrovert/udadvendt sensitiv) Men som tiden er gået, tænker jeg, at jeg har fået “tillært” en personlighed som er udadvendt, glad, munter, sjov, smilende, snaksalig og kæk. Det er måske det man ønsker at ens børn skal være. Og det som samfundet finder mest tiltrækkende. Men det var lige præcis, disse her sociale kompetancer, som jeg mærkede et halvt år op til min sygemelding, ikke var mig. Smilet på min læbe var ikke mit. Det kunstige grin, var ikke mit. Det omfavnenede kram, var ikke mit. Min krop dirrede af anspændthed. Det verbale og nonverbale stemte overhovedet ikke overens. Lige der, mit i en situation, gik det op for mig, nok for første gang, at jeg ikke var i min egen krop. Eller rettere sagt, min krop var ikke fyldt med MIG.

Når jeg tænker tilbage, har jeg altid haft dirret og rystet på hænderne når jeg skulle være sammen med andre i selskaber. Skulle ud til andre eller have gæster. Har såmen også kunne dirre på hænderne i samvær med mig selv, hvis jeg har været overstimuleret af mit indre liv. Eller feks. der skete noget rigtig rigtig godt og spændende for mig, reagerede min krop også voldsomt. Har altid haft “klamme” fedtede hænder, bidt negle og været mega anspændt i hele muskulaturen. Jeg kan se, at ofte når jeg har været samme med min veninde gruppe, var det ofte mig, der trak sig væk efter et måltid. Lagde mig hen på sofaen, trak mig væk fra selskabet. Fik “ondt i maven” eller “dårlig” mave. Rendte altid meget på wc. Skulle tisse hele tiden. Eller rettere sagt, fandt mig i hvert fald altid tidende på wc’et, men ofte skulle jeg egentlig ikke tisse. Men det jeg kan se nu, er, at det jo har været mit “puste rum”. Væk fra indtryk. I mange af disse situationer, mindes jeg, at jeg har været helt oppe at køre… Eller det man kalder lettere “overgearet”. Altid i super godt humør, smilende og i “overskud”. Snaaaaakkede som en vandfald. Min mund havde seriøst svært ved at stå stille. Skulle hele tiden, holde snakken kørende. Spørge ind og snakke. Men det jeg vil sige med alt dette her, er, at jeg på min måde, har “overlevet” ved at køre oppe i et gear, hvor jeg ikke har kunne mærke mig selv, i disse situationer. Ved at ha’ facade eller være “ekstra glad”, har jeg ikke mærket nervøsiteten. Usikkerheden. Men måske vigtigst af alt, har jeg ikke kunne mærke, at jeg ikke følte mig tilpas. Hvad der reelt var godt og skidt for mig. Kan faktisk huske, at en veninde engang sagde til mig…: “du er faktisk lidt spøjs Pernille, for på den ene måde, er du en udadvendt pige, og så alligevel ikke. Så er du egentlig meget “tilbage””.  Og hun havde ret.

Mange af mine familie medlemmer, har jeg også “mærket”. Det samme med venner. Før i tiden, når jeg gik inde i byen, på gaden, kunne jeg f.eks. finde på at sige til Frank: “ham der kommer der, ham skal du ikke kigge på”. Eller… “Han har det ikke godt”. Husker i sær en episode med min mor, hvor vi kom gående, og en mand kom i mod os, ca. 10 meter foran os. Jeg trak min mor med ind til siden, og sagde, at ham der skal du ikke ha øjenkontakt med. Og så skyndte jeg mig ind i den nærmeste butik. Og få min. efter gik han amok på en anden kunde ude foran.

Efter min sygemelding, havde jeg en veninde, som jeg også mærkede intenst. Havde følelsen af, at hun kunne bryde sammen hvornår det skulle være. At jeg mærkede hendes rysten og sitren i kroppen. Og sagde en aften til Frank, at det var et spørgsmål om tid, så gik det galt. Og ja, to dage efter, brød hun sammen på arbejdet, sygemeldt med stress og fik efterfølgende to små blodpropper i hjernen. En ven, har jeg også haft mærket intenst, ja faktisk igennem et par år. Har kunne mærke ham gennem hans skrift på facebook og i hans tale, uden at ha set ham. Sagde også til Frank en aften, at han også snart ville “ryge ned”, og ja, faktisk dagen efter, mærkede han en snert af angsten. Mærker ham stadig, men han er ikke klar til selv at mærke alt hvad han rummer. Og det er det, der er så svært, og som jeg skal lære. At andres følelser er andres. Og selvom jeg mærker dem og reagere på det fysisk, er det ikke mine.

Før i tiden, har jeg altid set tv konstant og hele tiden eller siddet med min tlf. Da jeg var yngre, skulle jeg også altid falde i søvn til tv’et. På den måde, har jeg kunne undgå, at mærke mig selv. Men samtidig har det været max. overstimulerende for mig. De seneste par år, har jeg f.eks. heller ikke kunne klare, at ha musik eller tv kørende i huset, når man skulle ha en dialog. Det virker meget forstyrende for mig. Det samme med enkelte bitte små lyde, kan være ekstremt forstyrende. Noget andre kan abstrahere fra, ryger lige ind ved mig.

Jeg husker, i dagene da jeg blev sygemeldt. Mindes jeg spørger min mor om noget,  men da hun begynder at svare mig, bliver jeg nødt til at bede hende om at stoppe. Jeg kunne simpelthen ikke rumme et eneste ord mere. Sådan var det de første par måneder, hvor jeg nærmest konstant gik rundt med hørebøffer på. Fordi, min stress bunder i, at jeg har været mega overstimuleret, og ergo blevet max. overbelastet. Jeg ville seriøst ende samme sted igen, hvis jeg havde fortsat ad samme ved. Nu, mærker jeg fremskridt. Men ikke på min sensitivitet. Men nu er jeg bare bevidst om, at den er der, og at det er okay. At jeg, fremover, skal indordne mig efter det. At jeg nok, for altid, højst sansynligt, skal acceptere, at jeg har brug for, at trække mig, langt oftere fra andre mennesker, og gi mig selv en masse små pauser. Det samme gælder snak. Jeg kan ikke være i en dialog, særlig længe af gangen. Det er som sagt både af de ydre stimuli jeg påvirkes af, men i den grad også af mit indre.

Igen har jeg i dag, været hos min krops terapeut, som også sagde, at jeg aldrig nogen sinde har haft kontakt ned til min lille mavse. Mig som ellers trooooede, at jeg trak mit vejr så fint. Men jeg mærker jo tydeligt nu, at det har jeg aldrig gjort. Jeg har været så anspændt, at jeg kun har trukket det fra brystbenet og op. Og som han så fint beskrev det: ” det er fordi, du aldrig har haft givet dig selv plads. Der har ikke været plads og rum til dig. Og det er det du skal lære at skabe dig nu.” Og jeg fik mega koldsved på mine hånd og fodflader. Hvilket han siger, altid er psykisk , når man “sveder” på fladerne. Hvilket jeg forøvrigt også har døjet meget med, i mit teen-age og tidlige voksne liv.

Det finurlige ved det hele er, at jeg jo godt har vidst, at Alberte har været bærer af det sensitive træk. Og grunden til, at jeg har haft så svært ved at rumme hende, er, at det altid er svært for en selv, at rumme det ved ens børn, som man ikke selv har accepteret. Det der måske ikke selv har været rummet. Selv min kære mand, har svært ved at forstå dette her, og det er også mega svært at forklare, til folk som ikke selv mærker det. Men det vigtigste er også bare, at jeg, nu, mærker hvad jeg har det bedst med. At jeg nu ikke længere skal smutte på wc’et, men i stedet kan sige: “pyhh, jeg bliver lige nødt til at gå ud for mig selv, eller ligge mig”. Uden at skulle behøve at forklare. For det handler i bund og grund om mig selv. Og guleroden ved det er, at mine børn ser, nu, via mig, at det faktisk også er okay, at ha’ det sådan her. For ja, det er genestisk arveligt. Men der er også mange gode egenskaber ved det. Og det kommer jeg også ind på, på et tidspunkt.

Men det der er såååå viiiildt at tænke på, er, at man kan gå, som menneske, et helt liv, eller for mit vedkommende i 28 år, uden at være i kontakt med den man  i virkeligheden er. Så tænk sig, flere af Jer derude, er måske selv bærer af genet, uden at gi jer selv lov til at mærke det??